Nyhed
07. jan. 2013 | 11:02 - Opdateret 07. jan. 2013 | 12:56

Hushpuppy åbner sensationelt

Foto | Jess Pinkham
Den i dag ni-årige Quvenzhané Wallis spiller hovedrollen i Hushpuppy og forventes at blive Oscar-nomineret som den yngste nogensinde.

Med over 14.000 solgte billetter er Hushpuppy den bedst sælgende film i sin danske distributørs historie. Det er otte gange så meget som Amour.

Af Jacob Ludvigsen

En artfilm fra Lousianas sumpe med komplet ukendte skuespillere, der taler en mærkelig amerikansk dialekt. 

Det lyder ikke som en sællert, men Hushpuppy er heller ingen normal film. Den har taget priser hjem fra Sundance og Cannes, og de danske anmeldere strøede om sig med seksstjernede anmeldelser, da filmen fik premiere i torsdags. 

Hypen om Hushpuppy, der er en magisk-realistisk fortælling om en lille piges overlevelse i New Orleans' stormhærgede randområder, er heller ikke gået de danske biografgængeres næser forbi. 

Forrygende billetsalg
Hushpuppy har solgt 14.383 billetter i åbningsweekenden, hvilket er et usædvanligt højt tal for en film af den slags. 

Til sammenligning solgte en anden rost film fra USA’s udkantssamfund, Winter’s Bone, blot 5.532 billetter i sin åbningsweekend. Oscar-vinderen The Artist måtte nøjes med 7.278, mens Michael Hanekes aktuelle og mesterligt anmeldte Amour blot trak 1.752 danskere til i åbningsweekenden – dog i den traditionelt svære åbningsweekend lige op til jul.

Danskerne har også taget bedre mod filmen end sit norske broderfolk. I Norge blev der solgt 3.500 billetter i åbningsweekenden. 

”Jeg håbede, at filmen kunne noget magisk, men 14.000 er helt forrygende,” siger Jes Graversen fra Miracle Film, der er Hushpuppys danske distributør. 

”Ikke uventet er tallene tårnhøje i København. Men også alle provinsbiograferne er kommet rigtig godt fra start, og der har været adskillige udsolgte sale i de byer, hvor filmen har haft langt mindre kapacitet, end filmen faktisk havde behov for,” fortsætter han og tilføjer, at det er intet mindre end den bedste åbningsweekend i Miracle Films 23-årige historie.

Jes Graversen forventer, at filmen vil komme til at sælge mellem 50.000 og 100.000 billetter i Danmark.

Yngste Oscar-nominering nogensinde
I det nyeste nummer af Ekko får Hushpuppy også en behørig behandling over femten sider. Forfatter Kristian Ditlev Jensen rapporterer fra filmens locations i det sydligste Louisiana, ligesom han har talt med filmens blot 30-årige debutinstruktør, Benh Zeitlin. 

Hushpuppy får formentlig også hæder med på vejen, når årets Oscar-nomineringer offentliggøres på torsdag. 

Her forventes filmens kun niårige hovedrolleindehaver, Quevenzhané Wallis, at blive nomineret i kategorien bedste kvindelige hovedrolle som den yngste nogensinde.

Kommentarer

Hushpuppy

Har originaltitlen Beasts of the Southern Wild.

Er delvist baseret på Lucy Alibars teaterstykke Juicy and Delicious.

Vandt hovedprisen på Sundance-festivalen og Caméra d'Or på Cannes.

Læs Ekkos seksstjernede anmeldelse.

© Filmmagasinet Ekko