Nyhed
30. apr. 2016 | 07:12

Hushpuppy-instruktør starter kunstnerkollektiv

Foto | Jess Pinkham
Naturen spiller en vigtig rolle i Benh Zeitlins Hushpuppy (2012). Nu håber han og organisationen Court 13 Arts, at de kan producere flere lokalforankrede film.

Langt fra Hollywood har Benh Zeitlin startet Court 13 Arts, som skal udbrede kunst fra New Orleans til hele verden. De mangler dog penge til et hovedkvarter.

Af Jeppe Mørch

I Hushpuppy leverer Quvenzhané Wallis en af de bedste skuespilpræstationer, der nogensinde er set fra et barns side.

Men den Oscar-nominerede film huskes også især for sine grandiose billeder af Louisianas sumpområder, som var blevet hærget af orkanen Katrina i 2005.

Den slags film skal vi se mere til i fremtiden, hvis det står til instruktør Benh Zeitlin og hans non-profit organisation Court 13 Arts, der har hjemme i New Orleans.

”Vi gør det her, fordi vi tror på, at befolkningen kan drage fordel af flere parader, mere musik, flere film, flere kommunale fester, større muligheder for at skabe ting og flere kunstnere, der går sammen om at forfølge dristige projekter og smukke drømme,” skriver organisationen på sin hjemmeside.

Samler penge ind
Court 13 Arts har planer om at genbruge materialer fra området som scenografi og rekvisitter. Og materialerne skal helst anvendes i mere end én film.

Planen er at skabe et hovedkvarter, hvor kunstnere kan arbejde sammen, og film kan optages. Med den overvældende Hushpuppy-succes i bagagen regner Zeitlin og hans samarbejdspartnere med, at de kan udbrede lokale fortællinger fra Louisiana til hele verden.

Lokalbefolkningen fra New Orleans skal også kunne kigge forbi og blive inspireret.

Organisationen har brug for et stort hovedkvarter, og de ved allerede, hvilken bygning de vil købe.

Court 13 Arts mangler bare 68.000 dollars før købet kan gennemføres.

Derfor har de startet en Kickstarter-kampagne, som skal få dem i mål. For helt ned til 10 dollars kan man støtte købet af et hovedkvarter, der også skal lægge lokaler til en årlig festival for den lokale kunst.

Trailer: Hushpuppy

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko