Interview
28. aug. 2019 | 14:39

”Hvad bilder Danmark sig ind?”

Foto | Martin Dam Kristensen
Gidselforhandleren Arthur (Anders W. Berthelsen) rejser til Syrien for at finde ud af, hvor den danske fotograf Daniel Rye bliver holdt fanget af Islamisk Stat.

Det gør mig vred, at Danmark ikke vil hjælpe uskyldige gidsler i Syrien, siger Niels Arden Oplev, der sammen med Anders W. Berthelsen har filmatiseret Ser du månen, Daniel.

Af Nicki Bruun

Hvordan går man til opgaven at skildre en af de mest dramatiske begivenheder i nyere dansk historie – nemlig fotografen Daniel Ryes over et år lange fangenskab hos Islamisk Stat?

For Niels Arden Oplev og Anders W. Berthelsen, der sammen har filmatiseret Puk Damsgårds bestseller Ser du månen, Daniel, har det været vigtigere at ramme virkelighedens følelser end at gengive de autentiske begivenheder 1:1.

”I starten af filmen står der ’baseret på virkelige hændelser’ og ikke ’den skinbarlige sandhed,’” siger Niels Arden Oplev om filmen, hvor Daniel Rye (Esben Smed) som gidsel møder den amerikanske journalist James Foley, der både i virkeligheden og Ser du månen, Daniel bliver henrettet.

”Det er vigtigt for os at fritage Foleys og Ryes familie for ethvert ansvar for filmen. Vi har ansvaret, familien må aldrig have ansvaret.”

Med det mener instruktøren – der fik et kæmpehit med Mænd der hader kvinder, før han tog til USA og kastede sig over spillefilm og tv-serier – at makkerparret kan stå inde for bearbejdelsen fra virkelighed til film.

Den har betydet, at nogle situationer er blevet skrevet sammen, mens tidsforløbet andre steder er blevet forskudt. For eksempel kommer Daniel Ryes selvmordsforsøg på et andet tidspunkt, end det gjorde i virkeligheden.

”Hvis man prøvede at være faktuel som i en dokumentarfilm, så ville det jo blive røvkedeligt. I fiktionsfilm er tilfældigheder en fjende af dramaet. Hvis det ikke holder dig fanget, er kommunikationen afbrudt, og så er det hele ligegyldigt,” fortsætter Niels Arden Oplev.

”Vi har en emotionel realisme, hvor vi får dig til at føle, som familien og Daniel følte. Det er lidt af en rystetur, men det er jo det, der gør filmen interessant. At den stikker hånden helt ind og tager fat om dit hjerte.”

Ensomt job
I Ser du månen, Daniel er Anders W. Berthelsen for første gang gået om bag kameraet for at prøve sig af som instruktør. Men han ville ikke kaste sig over så stort et projekt alene i første omgang.

Skuespilleren, der blev allemandseje for over tyve år siden med rollen i tv-serien Taxa, blev grebet af Puk Damsgårds fortælling om Daniel Rye. Derfor havde han lyst til at være med at fortælle historien, men Niels Arden Oplev fik med sin store erfaring det sidste ord under optagelserne.

”Jeg havde ingen ambitioner om at skulle ud og være Karl Smart som soloinstruktør på så stor en film,” siger Anders W. Berthelsen, der sugede til sig undervejs i arbejdet og lærte meget om det at lave film.

”Som skuespiller kan du jo normalt bare sige: ’I don’t give a shit’ og lægge ansvaret fra dig. Jeg har sagt til Niels mange gange, mens vi har stået og lavet det her, at det er sindssygt ensomt at være instruktør. For alle spørgsmålene lander hos dig.”

Husk piben!
Foruden rollen bag kameraet spiller Anders W. Berthelsen i filmen gidselforhandleren Arthur. Han hedder ikke Arthur i virkeligheden, men han findes, og gennem samtaler har skuespilleren fundet ud af, hvordan han ville skildre den stoiske mand, der hjælper familien Rye med at få Daniel hjem igen.

”Da jeg mødte ham, sagde han: ’Husk piben!’ Han forærede mig én, for som han sagde: ’Man skyder ikke manden med piben.’ Han fortalte, at det er afvæbnende at tale pænt og stå med en pibe ude i sådan nogle farlige situationer,” fortæller skuespilleren.

De to filmskabere kastede et bredt net og snakkede med så mange som muligt i researchfasen før filmen. Særligt vigtigt var det at snakke med Daniel Ryes familie.

”Vi har snakket med familien om, hvad det er for nogle følelser og hvad for en afmagt, de har siddet med. For det er sindssygt interessant det der med, at man passer sig selv i en lille by, og så bliver man lige pludselig udsat for en umulig opgave,” siger Anders W. Berthelsen.

Morderiske Beatles
Daniel Rye blev tortureret under sit tretten måneder lange fangenskab i Syrien, så naturligt nok er der adskillige barske voldsscener i Ser du månen, Daniel. Men det var vigtigt for instruktørerne, at volden blev del af en større fortælling.

”Det er jo mere interessant at se en maskeret mand gå hen imod Daniel, som ligger på jorden, end det er at se dem gennembanke hinanden. For følelsen af ikke at vide, hvad der sker, er skide uhyggelig,” siger Anders W. Berthelsen.

De fire britiske islamister, som stod for de forfærdelige handlinger, bliver af gidslerne ganske morsomt kaldt The Beatles. Faktisk er der mere humor i filmen, end man lige skulle tro. Snakken går lystigt i det jyske hjem hos Ryes familie, men undervejs overraskes man også ved at få et menneskeligt ansigt på den brutale fangevogter, der bliver kaldt John Lennon.

Han ryster på hånden i et drabeligt øjeblik og trækker endda masken ned på et tidspunkt for at kigge desillusioneret ud i horisonten. Det er alt sammen noget, som filmskaberne har opfundet.

”Anders og jeg tog til London for at caste The Beatles. Og så viser det sig, at hver anden af de skuespillere af arabisk herkomst, der kommer ind, kender den rigtige jihad-John. De har gået i skole med ham. Så pludselig sidder vi der og får et væld af informationer, som gør, at vi faktisk skaber en anden bue i den karakter. Hvordan går man fra at være falleret DJ i London til at blive et af de mest forhadte mennesker?” spørger Niels Arden Oplev.

En scene, hvor amerikanerne forsøger at redde Daniel og de andre gidsler, fandt i virkeligheden først sted, da Daniel var blevet frigivet. Det er altså ikke noget, Daniel har oplevet, men det var vigtigt for instruktørerne at få scenen med i filmen af hensyn til jihad-John.

”Der er jo aldrig en skurk, uden at der er en grund til, at han er nået derhen i sit liv. Af samme grund er det amerikanske redningsforsøg vigtigt i dramaturgien. Johns rejse mod mørket ville ikke have givet mening, hvis han ikke havde lidt det nederlag næsten at miste alle sine fanger. Det beriger filmen, at han ikke bare er ensidigt ond.”

Kollisionskurs
Ser du månen, Daniel
er et umådeligt rørende og nervepirrende spændende drama om hverdagens helte fanget i ekstraordinære omstændigheder.

Men slet skjult i den humanistiske fortælling gemmer sig også en politisk kommentar.

”Hvis han have rejst til Bangkok og smuglet coke, så havde de gjort alt, hvad de kunne,” siger Anita i filmen, når den danske stat nægter at hjælpe økonomisk med Daniels løsesum.

”Når man træffer en stor, forgyldt politisk beslutning om, at Danmark ikke forhandler med terrorister, så sætter man sig på kollisionskurs med nogle helt almindelige mennesker. Disse mennesker kommer i en vanvittig situation, hvor der ingen hjælp er at hente. Det kan stadig gøre mig vred, for hvad bilder det officielle Danmark sig ind?” siger Niels Arden Oplev.

Instruktøren henviser til den såkaldte Melilla-sag, hvor danske virksomheder blev mistænkt for momssvindel for 700 millioner kroner, hvoraf nogle af pengene måske er gået til terrorfinansiering.

”Der er masser af argumenter for ikke at støtte en terrororganisation. Men hvis skattevæsenet har udbetalt jeg ved ikke hvor meget momsudligning til firmaer affilieret med IS, som der har været rygter om, sætter det da tingene i perspektiv. Hvad fanden er det så, vi betaler penge til, hvis det bare er tomme ord, når nøden er størst?”

Trailer: Ser du månen, Daniel

Kommentarer

Ekko #82

Interview med Puk Damsgård om Ser du månen, Daniel i sommernummeret.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt. Hvis du tegner årsabonnement, får du en gratis biografbillet.

Abonnenter har også adgang til magasinet digitalt.

Niels Arden Oplev

Født 1961 i Oue.

Blev i 1989 uddannet instruktør på Den Danske Filmskole.

Har siden instrueret hits som Mænd der hader kvinder, Drømmen og To verdener.

Desuden instruktør af danske tv-serier samt den kritikerroste Mr. Robot.

Planlægger for tiden både danske og amerikanske projekter.

Anders W. Berthelsen

Født 1969 i Rødovre.

Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1994.

Fik sit gennembrud i DR-serien Taxa og Niels Arden Oplevs debutfilm Portland.

Debuterer som medinstruktør i Ser du månen, Daniel, hvor han spiller gidselforhandleren Arthur.

Filmen har premiere i danske biografer 29. august.

© Filmmagasinet Ekko