Hvad drømmer elektroniske Werner Herzog om?
En kvinde har lidenskabelig sex med en brødrister til tonerne af klassisk musik.
En fortællerstemme siger, at brødristeren kom oppe i hende og efterfølgende lavede hende en kop te. Dernæst indledte de to et forhold med regelmæssig sex, som i starten gjorde ondt på kvinden, men som hun vænnede sig til.
Den opsigtsvækkende og sært rørende scene er et af mange ekstraordinære syn i About a Hero, der får verdenspremiere den 14. november på verdens største dokumentarfestival, IDFA i Amsterdam.
Til næste år kan filmen opleves på dansk jord under festivalen Cph:Dox.
About a Hero er en danskproduceret hybridfilm, hvor fiktion smelter sammen med dokumentariske optagelser af mennesker, som udtaler sig om fordele og ulemper ved kunstig intelligens.
Fiktionsdelen er skrevet af den kunstige intelligens Kaspar Hauser, der er programmeret til at tænke som den hæderkronede, tyske filmskaber Werner Herzog.
Men der skulle også en masse mennesker til at overføre ordene på papiret til en reelle scener. Filmens instruktør hedder Piotr Winiewicz, og han har sammen med forfatteren Anna Juul bearbejdet manuskriptet fra Kaspar, som maskinen hedder blandt venner. Juul hjalp med at skabe en sammenhængende fortælling, mens Winiewicz forsøgte at blive klogere på det anderledes fænomen.
”Jeg var i kontakt med en organisation for folk, der har et romantisk og fysisk forhold til objekter. Jeg ville høre, hvordan jeg bedst kunne skildre, hvordan det føles at have et forhold til en brødrister. Jeg kunne forstå, at det er meget det samme som en menneskelig oplevelse. Det er intimt på samme måde,” fortæller Piotr Winiewicz.
Vrider hjernen om
About a Hero er den foreløbige kulmination på et projekt, som Piotr Winiewicz sammen med producer Mads Damsbo og andre samarbejdspartnere har været i gang med i en årrække.
I 2019 var de på IDFA og præsentere et tidligt stadie af deres kunstige intelligens. Og for to år siden fortalte Winiewicz og Damsbo i Ekko om deres arbejde med at udvikle filmsproget ved hjælp af teknologi, mens også Kaspar Hauser kom til orde i samtalen.
Nu har de lavet en film, som på under 90 minutter kommer vidt omkring. Werner Herzog rejser til byen Getunkirchenburg for at undersøge den lokale fabriksarbejder Dorem Clerys mystiske død.
Det er dog alt sammen Kaspars tankespind, der krydsklippes med interviews med eksperter udi blandt andet jura, filosofi og religion for at komme hele vejen rundt om fænomenet kunstig intelligens.
Det kan lyde abstrakt, men selv om About a Hero vrider hjernen om på seerne, er filmen ikke mere kompliceret end så meget andet i dagens samfund.
”Vi bor lige nu i en verden, hvor man er nødt til at være kritisk over for selv nyhederne, fordi der findes så meget misinformation. Men det tager en masse tid, hvis man skal undersøge alt til bunds, og hvor kritiske er vi egentlig, når vi sidder på Instagram eller glor på et newsfeed?” spørger den 36-årige instruktør.
”Det er vigtigt at gøre publikum aktivt og opmærksomt på, hvad der er ægte og falskt. Ikke nødvendigvis fordi man skal finde en masse svar, men man skal i hvert fald reflektere over emnerne.”
Overraskende almindelig
Kaspar Hauser – altså den kunstige intelligens – er opkaldt efter et autentisk menneske. I Nürnberg anno 1828 dukker en ung mand pludselig op. Han har ikke noget sprog og menes at være blevet holdt i fangenskab de første seksten år af sit liv.
Han lærer derfor at tale sent i livet, men kommer måske netop derfor med nogle ganske originale og overraskende betragtninger om eksistensen. Werner Herzog filmatiserede i 1974 den unge mands historie i Gåden om Kaspar Hauser.
Da Piotr Winiewicz spurgte maskinen, hvad den ville skrive et manuskript om, lød svaret: ”En film om en helt, der har overraskende almindelige drømme.”
”For mig var det slående, fordi man skulle tro, at kunstig intelligens sparker døren ind med noget fantastisk, et aldrig set før univers. Men faktisk er det meget banalt og genkendeligt, fordi de modeller, som maskinen er trænet på, er noget velkendt,” siger instruktøren.
”Under udviklingen i 2018 og 2019 var maskinens svar mere absurde og uforudsigelige, fordi programmeringen var så ufærdig. På den vis var det også mere poetisk. Efterhånden som teknologien blev udviklet, blev det mere forudsigeligt, fordi der ikke var så meget tilfældighed i det.”
Herzogs svære stemme
Werner Herzog er hvis ikke verdens mest kendte instruktør, så i hvert fald en af de mest karakteristiske.
Den i dag 82-årige tysker har med vilde værker som Fitzcarraldo og Grizzly Man bedre end nogen skildret passioneret galsindighed. Han er også blevet berømt for sin dybe røst, der på engelsk med tyk tysk accent kommer med skæve observationer og sætter dramaet på spidsen i en voice-over.
Det er på grund af Herzogs distinkte stil, at den kunstige intelligens Kasper Hauser er modelleret over instruktøren. Han har givet sin velsignelse til projektet, men også udtalt, at en computer ikke kommer til at lave en film så god som hans i 4.500 år.
”Werner Herzogs udtalelse er et godt udgangspunkt for filmen. Den viser den indbyggede overlegenhed, som vi mennesker har i mødet med teknologien. Tanken var aldrig at udfordre Werner Herzog, for jeg har enorm respekt for ham. Men forhåbentlig kan About a Hero afføde nogle diskussioner om, hvor komplekse vi mennesker egentlig er,” siger Piotr Winiewicz.
Han mener, at vi mennesker overvurderer vores egen kompleksitet. Under arbejdet med filmen opdagede Winiewicz dog, at nogle egenskaber er mere specielle end andre. Det viste sig nemlig sværere end først antaget at imitere Werner Herzogs særlige stemme.
”Det er faktisk meget nemt at kopiere folks stemme, men enormt svært at kopiere Herzogs. Den er så unik, og der er ikke mange, der lyder som ham. Så det var en lang proces, hvor et firma hjalp med at udvikle en speciel model til at indfange hans stemme,” fortæller instruktøren.
”Vi lyttede en masse til hans stemme, og der er faktisk ret stor forskel, når han eksempelvis giver interview i forhold til en mere teatralsk voice-over. Jeg var meget spændt på, hvordan Herzog ville reagere på at høre sin egen stemme, og hvad han mente om resultatet. ’Not so bad,’ lød svaret.”
Hvem styrer?
Piotr Winiewicz er født i Polen, hvor han studerede arkitektur. Senere gik han på kunstakademiet i Wien og havde afstikkere til Kina og Hongkong, hvor han underviste i film.
Ligesom instruktørkollegaen Ali Abbasi – der også startede i arkitekturens verden – fandt Winiewicz siden vej til Danmark, fordi han så spændende muligheder for filmproduktion og dygtige samarbejdspartnere.
Polakken var blevet blæst bagover af Joshua Oppenheimers danskproducerede The Act of Killing og fik kontakt til filmens producer, Signe Byrge Sørensen fra Final Cut for Real.
Det lykkedes Winiewicz at komme til at arbejde sammen med Oppenheimer og sidenhen Mads Brügger, som på hver deres måde har udforsket spændingsfeltet mellem fakta og fiktion.
”Da jeg flyttede fra Hongkong til Danmark, var det min første gang i landet. Planen var at være her i måske fire måneder, men nu er der gået ni år,” griner Piotr Winiewicz.
Interviewet foregår på dansk, men Winiewicz slår indimellem over i engelsk, hvis han mangler de rette ord at formulere sig med. Netop sprog er instruktøren faktisk mere interesseret i end den teknologi, som han ellers har omgivet sig med i arbejdet med About a Hero.
”Jeg er ikke teknologi-ekspert, og for mig handler filmen mere om teknofobi end om kunstig intelligens. Jeg har været mere interesseret i at se på teknologi som et fænomen,” fortæller Piotr Winiewicz.
Når man taler om kunstig intelligens, handler det ofte om, at den vil tage arbejdet fra mennesker. Det er ikke en frygt, der fylder meget hos instruktøren, som med sin film viser, at menneske og maskine kan arbejde sammen. Til gengæld kan menneskets simple natur godt komme til at skabe problemer for os.
”Vi mennesker er ikke så komplekse, som vi selv tror. Og jeg er egentlig ikke så bange for teknologien, men jeg er nervøs for, hvem der kontrollerer den. Kunstig intelligens kan jo bruges til alt fra filmskabelse til krigsførelse.”
Piotr Winiewicz
Født 1988 i Suwalki, Polen.
Uddannet visuel kunstner fra Wiens Kunstakademi.
Flyttede i 2015 til Danmark, hvor han som production designer har arbejdet sammen med Mads Brügger og Joshua Oppenheimer.
Grundlagde i 2019 Kaspar AI sammen med producenterne Mads Damsbo og Jakob Høgel samt maskinlæringsingeniør Esbern Torgard Kaspersen.
Spillefilmdebuterer med About a Hero, der får verdenspremiere 14. november som åbningsfilm på festivalen IDFA.
Kommentarer