Hvad er god filmfotografering?

Instruktøren og skuespillerne er ofte i fokus, men uden en dygtig og visionær fotograf kommer der ikke stor filmkunst ud af anstrengelserne.

Ved Ekko Shortlist Awards hylder vi også fotografering med en pris, og årets fem nominerede viser, hvorfor Danmark regnes blandt verdens førende inden for denne metier.

Nomineringerne viser også spændvidden, men de har det tilfælles, at alle fotograferne bringer hos helt tæt på hovedpersonerne.

Loui Ladegaards flydende, håndholdte kamera indfanger kaosset på en lukket afdeling i Et eksempel: Dem på gulvet. Sebastian Bjerregaard kommer helt under huden på den psykisk skrøbelige hovedperson i Jorden kalder.

Tobias Scavenius formidler den særlige atmosfære i en bowlinghal i Kuglen & keglen, mens Thomas Dyrholm med fiskøje og skildpadder på afveje suger os ind i Steins traumatiserede liv i Norwegian Offspring

Endelig forvandler Victor Knötzels sort-hvide fotografering i Ulv mødet mellem to unge kvinder til et sitrende og magisk øjeblik.

For at lære årets fotografer bedre at kende har vi sat dem i stævne med tre spørgsmål. Du kan se deres film og stemme på din favorit her.

Loui Ladegaard – Et eksempel: Dem på gulvet

– Hvad er god filmfotografering?

Når jeg kan mærke, at kameraet tager stilling og fravælger noget for at forstærke noget andet.

Instruktør Hlynur Pálmason og fotograf Maria von Hausswolff er virkelig gode til det, tænk bare på Vanskabte land og Vinterbrødre. I nogle af deres indstillinger kan folk forlade billedet og stadig være vigtige for historien.

Kameraet følger nærmest sin egen agenda, men samtidig tjener det filmen. Valgene skal altid tage udgangspunkt i historien.

– Hvilken indstilling i din nominerede Et eksempel: Dem på gulvet er du mest stolt af?

Det er nok nemmest at kalde det ”en scene”, fordi hele filmen ligner en ubrudt indstilling. Jeg vil vælge scenen i psykiatriafdelingens personalerum, hvor vi introducerer seks forskellige personer, som kommer og går i lokalet, mens de fordeler arbejdsdagens opgaver imellem sig.

Det var sjovt at motivere kameraet til at komme rundt til dem alle og finde ud af, hvem vi er på og hvornår. Det var en spændende udfordring at få det til at lykkes, uden at det føles forceret.

– Hvem er din yndlings-filmfotograf?

Det er virkelig svært. Jeg har mange, og det skifter, alt efter hvad jeg synes er spændende for tiden.

Men jeg har lige set tyske Grosse Freiheit, der er fotograferet af franske Crystel Fournier. Hun har en evne til at få ret tilfældige ting til at se meget smukke ud.

Det er lidt teknisk at forklare, men når hun laver krydsskud, placerer hun sig i nogle tilfælde imellem personerne. Det giver en følelse af at komme ind under huden på dem.

Se Et eksempel: Dem på gulvet og stem på Loui Ladegaard.

Sebastian Bjerregaard – Jorden kalder

– Hvad er god filmfotografering?

Det er, når man gennem billedsiden formår at få alle elementerne af filmen til at tale sammen.

Tag argentinske Lucrecia Martel, der altid skaber en spænding mellem lyden og det visuelle. I åbningsscenen af La Ciénaga fra 2001 føles det håndholdte kamera organisk til stede i scenen, når det bevæger sig med karaktererne i poolen.

Men framingen beskærer dem, sådan at kun dele af kroppene ses, og ansigterne holdes uden for billedet, så tilskueren ikke kan aflæse dem.

Det skaber en uro, og man fokuserer i stedet på lydene, der til gengæld er overdrevne. Lydene af havestolene, som slæbes forbi poolen, sidder stadig fast i kroppen på mig ligesom den torden, der kommunikerer Argentinas tunge, fugtige varme i baggrunden.

Den måde fotograferingen i samarbejde med resten af filmens virkemidler skaber en chokerende og disharmonisk følelse, er det, der giver en unik filmisk oplevelse.

– Hvilken indstilling i din nominerede Jorden kalder er du mest stolt af?

Et af de billeder, der betyder mest for mig i filmen, er det med de mange åbne, brune trædøre – omkranset af hvide vægge og et lyst gulv.

Instruktøren og jeg fandt billedet på en location-tur. Det skaber en uendelighedseffekt, som når man placerer to spejle over for hinanden. Indtil karakteren træder ind i billedet og bryder den.

For mig føles det som noget indre hos hovedpersonen – bare et kort øjeblik, hvor tiden går i stå, efter at han har ramt bunden på sin mentale rejse, og inden han udvikler sig.

– Hvem er din yndlings-filmfotograf?

Jeg altid været meget betaget Agnès Godards arbejde. Hun opererer kameraet på en nysgerrig og fintfølende måde, der bare føles poetisk. Særligt i hendes arbejde med Claire Denis.

Deres billedsprog er utroligt organisk og udfolder sig til tider nærmest som en dans mellem kamera og skuespiller. Kamerabevægelserne er altid motiveret af ting såsom skuespillernes bevægelser.

Det visuelles sprog, de bruger, viser, at det kan være mere interessant at fokusere på skuespillerens krop og bevægelser end ved at fortælle med ansigtsudtryk og dialog.

Se Jorden kalder og stem på Sebastian Bjerregaard.

Tobias Scavenius – Kuglen & keglen

– Hvad er god filmfotografering?

Nogle gange er det en perfekt lokation, et lysindfald og en komposition, der tænder mig. Andre gange er det de billeder, hvor fejl er velkomne, som kan give kant til et univers. Det er dog svært at løbe fra, at jeg elsker at skabe et ophøjet univers.

Som fotograf synes jeg, man skal give skuespillerne en ramme, de kan udfolde sig i. Det bedste er, at man kan glemme det visuelle, og det, der står tilbage, er historien og personerne.

– Hvilken indstilling i din nominerede Kuglen & keglen er du mest stolt af?

Det må være kameraturen ind på Jesper Ole Feits Roland i baglokalet, når han fortæller sine kollegaer om den døde mand i bowlinghallen, og det går op for ham, at de giver ham en opmærksomhed, som han aldrig har oplevet før.

Det er et vendepunkt i filmen, og der er kun to indstillinger i den scene. Den ene etablerer effektivt, at kollegaerne står ved Rolands bord og kigger ned på ham. Den anden er et skud fra den modsatte side, der kører ind på ham og intensiverer hans erkendelse.

Jeg er egentlig bare stolt af den, fordi de to indstillinger løser scenen helt simpelt. Lokationen og framingen skaber en perfekt ramme til historien.

– Hvem er din yndlings-filmfotograf?

Den er lidt kliché, for hvem ville ikke nævne Roger Deakins, der har fotograferet Coen-film som Fargo og No Country for Old Men? Jeg har også nogle mere nørdede svar, men der en god grund til at man siger ”what would Deakins do”.

Deakins har altid den gode smag og sans for komposition, og han belyser på en naturalistisk måde. Han tænker først og fremmest på, hvad der tjener historien.

Se Kuglen & keglen og stem på Tobias Scavenius.

Thomas Dyrholm om Norwegian Offspring

– Hvad er god filmfotografering?

Udgangspunktet for alle kreative valg, når man laver film, bør komme fra de mennesker, der laver det, og ikke fra en idé om at genskabe noget, andre har lavet.

Nogle værker giver mig fornemmelsen af, at skaberne har haft en ambition om at blande ”den her film med den der film”. Jeg kan godt lide, når man kan se i billedet, at der er taget nogle tydelige valg af de kreative kræfter. At de har skabt et koncept og er konsekvente omkring det.

– Hvilken indstilling i din nominerede Norwegian Offspring er du mest stolt af?

Det allersidste billede. Fra lang afstand ser vi skuespilleren Jan Gunnar gå rundt og snakke til sit kamera i et øde København om natten. Billedet er delt i to. Gaden er oplyst af et gult sodiumlys, og en grøn spejlingsflade i forgrunden dækker højre halvdel.

Det var et billede, jeg havde fundet, da jeg kørte alene rundt med et stillkamera og ledte efter locations til filmen. En aften overtalte jeg Jan Gunnar og b-fotografen til at gå ti minutter over tid for at lave den her indstilling.

Så råbte jeg hen til ham: ”Bare gå rundt og tal til dit kamera om, at du gerne vil møde en ny kvinde at få et barn med.”

Vi havde planlagt og skudt en anden slutning, men i klipningen opdagede de, at den ikke virkede, og så fandt de denne indstilling frem. Den får filmen til at ende cyklisk. Historien starter på en måde forfra, han er ikke blevet en skid klogere og prøver bare at finde en ny at reproducere sig med.

– Hvem er din yndlings-filmfotograf?

Jeg har jo nok fået afsløret mig selv lidt – jeg er ikke den store filmnørd. Jeg bruger sjældent andres film som referencer. Men inderst inde er jeg virkelig stor fan af Maria von Hausswolff.

Jeg kan virkelig mærke et visuelt koncept i hendes fotografering. Hun formår at lave billeder, der er kølige og observerende, og samtidig kan hun lade kameraet bryde ud i leg, absurditet og komik – altid perfekt doseret.

Til en undervisning ude på Filmskolen fortalte hun os om, hvordan hun fik tiden til at gå, da hun var på barsel. Hun byggede en dolly (vogn, som holder kameraet, red.) ud af PVC-rør i sin lejlighed, og den gør-det-selv-tilgang kan jeg spejle mig i. For jeg startede med at lave musikvideoer med et spejlrefleks, hvor jeg måtte finde på kreative, simple løsninger.

Se Norwegian Offspring og stem på Thomas Dyrholm.

Victor Knötzel om Ulv

– Hvad er god filmfotografering?

Det handler om valg, man træffer i de enkelte indstillinger. Hvis en situation i filmens historie er kaotisk, skal man kunne mærke det i kameraet.

I Safdie-brødrenes Good Time afspejler kameraets bevægelser kaosset, og så hjælpes det på vej af lyden, lyset og klipningen. I det samspil bliver filmfotograferingen en del af en højere enhed.

Der skal være en rød tråd igennem filmens elementer. God fotografering er i virkeligheden en følelse, jeg får, når jeg ser summen af gode filmiske valg.

– Hvilken indstilling i din nominerede Ulv er du mest stolt af?

Det er egentlig en sammenklipning af indstillinger. Men især da hovedpersonen lærer gadepigen at kende under broen, hvor de falder i søvn. Dér opstår en følelse af, at tiden ophæves, som jeg rigtigt godt kan lide.

Det er en effekt, vi har prøvet at skabe ved at gøre filmens håndholdte kamerabevægelser rolige og lade reallyden forsvinde, så musikken bliver mere fremtrædende.

Jeg brugte et bredvinklet objektiv, fordi jeg kunne gå meget tæt på personerne og stadig holde dem begge inde i billedet. Visuelt hjælper det med at fortælle det, der sker i historien. Nemlig at de kommer tættere på hinanden.

– Hvem er din yndlings-filmfotograf?

En af mine favoritter er Christopher Doyle, som har fotograferet Wong Kar-wais In the Mood For Love. Han tager nogle kreative tekniske valg, som jeg synes er seje, og som jeg ikke ser hos mange andre.

Det ser sådan noget som at bruge et super bredvinklet objektiv og så stikke den helt og i hovedet på folk. Det bliver mere end bare et closeup af ansigtsudtryk. Det føles, som om man er helt inde i hjernen på dem, fordi man både ser deres ansigter og kan opleve omgivelserne.

Samtidig kan Doyle finde på at brug en helt langsom lukkehastighed, så alt andet end den person, han følger, bliver udvisket, selv om kamerabevægelserne er rolige. Det skaber en verden af utydeligt kaos rundt om en person, der står helt klart frem.

Se Ulv og stem på Victor Knötzel.