Det gode billede kræver samarbejde

Der findes ikke en opskrift på god fotografering.

Han er en verdensberømt filmfotograf, der alene i år har stået bag Druk, Hushpuppy-instruktøren Benh Zeitlins Wendy og den afdøde komponist Jóhann Jóhannssons instruktørdebut First and Last Men.

Og så har han været med til at nominere de fem film for bedste fotografering ved Ekko Shortlist Awards sammen med den øvrige jury, der var voldsomt imponeret over niveauet i filmene.

I år spænder filmene bredt. Fra den eksperimenterende gyserfotografering i Kaboos over den sort-hvide skønhed i Viktor på månen til flimrende lys i trækroner og teenagelår i den håndholdte Når verden bøjer.

Amna (Amanda Radeljak) prøver i Kaboos at slappe af midt i eksamensstress og mareridt.

God filmfotografering handler om at træffe de rigtige valg. Fotograferne skal først og fremmest understøtte historien og karaktererne.

”En fotografs vigtigste opgave er at være holdspiller. Det handler om at få alle filmens forskellige elementer til at supplere hinanden og høre sammen,” siger Sturla Brandth Grøvlen.

”En fotograf må samarbejde med instruktøren om at finde den stil, der passer bedst til den enkelte film. Det har alle de nominerede til Ekko Shortlist Awards formået.”

Rå konfrontation
Den 40-årige nordmand er uddannet fra Den Danske Filmskole i 2011. I 2015 vandt han en Sølvbjørn på Berlinalen for one-take-filmen Victoria.

Sturla Brandth Grøvlen har også gjort sig bemærket med flere kortfilm på Ekko Shortlist, blandt andet kidnapningsdramaet Pistol og dukke-swingerfilmen Venus skal have en særlig anbefaling.

Ifølge ham er Anthony Dod Mantles fotografering i Festen et godt eksempel på stærkt fotografarbejde. Hvis dogmefilmen ikke havde været skudt vildt og grynet, havde den ikke haft den nærværende magi. Det var det rigtige valg, at den skulle være ”grim”.

Forestillingen om Juliane og En flirt, der også er nomineret for bedste fotografering, er anderledes billedskønt fotograferet. Men også de af skabt af holdspillende fotografer – David Bauer og Jonatan Mose – der arbejder for, at teamet står stærkt.

”Fotograferingen understreger personernes psykologi og emotionelle indre verden. Der er taget nogle rigtigt gode valg, som er med til at understrege deres udvikling,” siger Sturla Brandth Grøvlen.

Avischefen (Niels Olsen) forgriber sig på sin ansatte journalist (Marie Bach Hansen) i En flirt.

Han nævner overgrebsscenen i En flirt, hvor Niels Olsens cheffigur forgriber sig på en ansat på en sofa til en fest. Som i den franske Irréversible viger kameraet ikke, men følger den gruopvækkende scene i én lang optagelse.

”Vi kigger på afstand og bliver konfronteret med overgrebet på en meget rå måde. Det forstærker den oplevelse, som karakteren gennemgår. Det stopper bare ikke. Det føles nærmest, som om hun ikke er til stede.”

Ulmende unheimlichkeit
Fotografering kan også gøre opmærksom på sig selv.

Kaboos er nomineret for sin rammebrydende fotografering. Anthon Falkenstrøm Tougaard bruger i gyseren kameraet til at skabe en atmosfære af fremmedgørelse – en ulmende unheimlichkeit, som tyskerne kalder mødet med det sære.

”Der er en samtale mellem de to kvinder, hvor der er en kameraførsel gennem et langt, mørkt tomrum under en dialog. Hver gang kommer vi uventet tættere på det ene ansigt. Det er et meget uhyggeligt greb, som jeg ikke tror, jeg har set før. Kaboos har et overskud af sådan nogle idéer,” siger Sturla Brandth Grøvlen.

Helt anderledes er det med den kontrollerede sort-hvide Viktor på månen. Filmen om Viktor, der er på sin første date, henleder noget af handlingen til den barokke Kongens Have, hvor træ-alléerne danner harmoniske linjer i billedet.

Sturla Brandth Grøvlen er imponeret over, hvordan fotografen Loui Ladegaard skaber nærvær med personerne. Grøvlen sammenligner den endda med stilen hos den svenske tableaufilmskaber Roy Andersson (Sange fra anden sal).

”Man føler sig meget knyttet til karaktererne i Viktor på månen. Det er som at se et nærbillede, selv om der er tale om et totalbillede. Det er en af de film, hvor jeg føler, at rummet virkelig kommer til at spille en rolle.”

Viktor (Nicolai Jørgensen) kaster sig ud i en dans i Viktor på månen.

På et tidspunkt havner den barnligt-akavede Viktor i Kunsthal Charlottenborg. Dansende kvinder iført trikot kommer ind i det hvide rum som en del af kunstudstillingen. Men det forstår Viktor ikke, så han træder på rørende vis selv ind i dansen.

”Det er en fantastisk scene. Filmen lader karaktererne bevæge sig gennem rummene på en virkelig elegant måde. Det er en yndlingsscene, der har brændt sig fast.”

Kærligheden i en vanddråbe
I kærestefilmen Når verden bøjer kommer man fysisk tæt på et ungt par gennem Jan Bastian Muñoz Marthinsens billeder. Vi ser hårene på låret, som en hånd kærtegner. Fornemmer hudens varme og intimiteten i berøringerne mellem to mennesker, der er på vej til at blive forelsket.

”Når verden bøjer er en rørende lille film, der er så enkel og så ren,” siger Sturla Brandth Grøvlen.

En ung kvinde (Nana Nancy Grouleff) oplever forelskelsen i Når verden bøjer.

En fotograf kan ikke møde på optagelse og fange det nærvær uden at have forberedt sig grundigt sammen med resten af holdet og særligt instruktøren.

”Jeg føler, at Når verden bøjer nærmest er skrevet som et digt, og derfor kan den også fotograferes som et digt,” siger fotografen begejstret.

”Der er et billede, der har sat sig fast i mig. En vanddråbe, som fra pigens våde hår lander på hendes skulder. Det er dejligt at se en film, der lader de små øjeblikke folde sig ud og være så store. Et lille øjeblik bliver til en kæmpestor oplevelse. Det er virkelig godt lavet, og det rørte mig.”