Cannes 2016
23. maj 2016 | 02:42

Hvad med Toni Erdmann?

Foto | Youtube
Årets jury traf nogle højst overraskende valg, da de valgte Ken Loach til at modtage Guldpalmen og gav hele to priser til Asghar Farhadis The Salesman.

Ken Loach’ I, Daniel Blake vandt Guldpalmen, men på juryens efterfølgende pressemøde blev der især spurgt ind til en manglende, kvindelig tysker.

Af Nicki Bruun

Det ni-hovedede bæst, som formand George Miller har kaldt sin jury på årets festival i Cannes, mødte her til aften verdenspressen efter at have delt Guldpalmen og de andre priser ud.

Her bemærkede journalisterne, at der ikke var blevet plads til den film, som for mange har været festivalens store positive overraskelse, tyske Maren Ades Toni Erdmann.

Til det svarede Miller, at han ikke ville komme ind på udeladelserne af enkelte film.

”Der er 21 film af 21 instruktører med utallige skuespillere i. Der er altså mange variabler og kun otte priser, og sikkert mange film, som føler, at de burde være der,” startede den australske instruktør bag Mad Max: Fury Road.

”Vi har nok diskuteret mere end de fleste juryer, men disse valg repræsenterer vores tanker om filmene. Vi har ikke fulgt med i, hvad andre har sagt om filmene, for det var vores ansvar at stå sammen i denne proces.”

Den rigtige kvinde
I det hele taget var der på pressemødet fokus på kvinderne, hvor det blev bemærket, at der i år har været særligt mange gode kvindelige skuespilpræstationer. Derfor blev der spurgt ind til, hvorfor prisen gik til Jaclyn Jose for Ma’ Rosa, som nogle kritikere betragter som en birolle.

Ironisk nok var det primært juryens mandlige medlemmer, der svarede på journalisternes spørgsmål.

”Kritikerne tager fejl. Det er en enorm hovedrolle,” svarede Donald Sutherland, som i aftenens anledning havde taget et tæppe over hovedet. Han gav allerede udtryk for at fryse under juryens pressemøde ved festivalens åbning, men havde altså denne gang taget sine forholdsregler.

”Jeg har haft lungebetændelse elleve gange. Jeg er 81 år gammel, hvis det sker igen, er jeg færdig,” sagde han ved pressekonferencens start til stor latter i salen.

George Miller var dog ikke god for mange grin, men snakkede i stedet om vigtigheden i at få puslespillet om priserne til at gå op. Der er nemlig regler for, hvordan priserne kan uddeles på kryds og tværs.

”Vi har forsøgt at være fair og skabe et samlet billede. Vi har blandet det vellavede med det innovative for at skabe balance i helheden.”

Her efterfulgte Mads Mikkelsen med et mere kontant svar.

”Når det er sagt, var hun (Jaclyn Jose, red.) en fremragende hovedrolle. Ligegyldigt hvad reglerne er, spiller hun fantastisk,” slog danskeren fast til stort bifald i salen.

Personlige veje
Alle juryens medlemmer fortalte, at det havde været en hård, men lærerig oplevelse at skulle se, tale om og bedømme de mange film.

Den franske instruktør Arnaud Desplechin gav udtryk for, at han følte det som at være filmstuderende igen, og selv gamle Donald Sutherland var forundret over, at han havde lært så meget nyt.

Mest interessant var det at høre sidste års vinder af Grand Prix, László Nemes, fortælle om bevæggrundene for at vælge unge Xavier Dolan som sin efterfølger af den næsthøjeste pris. Dolans Juste la fin du monde har ellers fået en overvejende negativ modtagelse på festivalen.

”Jeg var glad for og rørt over filmen, den var en dejlig oplevelse. Og så er den optaget på 35mm-film, hvilket betyder meget for mig – jeg håber at se flere af dem og færre med tv-æstetik,” sagde den ungarske instruktør af Sauls søn og fortsatte:

”At Xavier sidste år var i juryen, der gav mig prisen, betyder ikke noget. Så snart hans film startede, kunne man fornemme instruktørens stemme. Jeg kan godt lide, når film går egne, personlige veje.”

Pressekonference: Hovedjuryen

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko