Hvad nu, Batman?

Han har overlevet en verdenskrig, censur, papirmangel, svingende popularitet, kreativ vanrøgt og kommercielt misbrug. Bank, brand, bomber, beskydning, bedrageri, bøsse-rygter og en brækket ryg har ikke kunnet få bugt med Batman.

Christopher Nolans tre Batman-film har bragt den maskerede hævner tilbage i overskrifterne og hævet superheltefortællinger til et nyt niveau både kunstnerisk og kommercielt.

Med især den indtjeningsrekordsættende The Dark Knight fra 2008, der af mange kritikere blev kaldt den bedste superheltefilm nogensinde, har Nolan bevist, at superheltefortællinger kan være mere end infantil trivialunderholdning.

Men Nolan har utvetydigt bebudet, at hans tredje Batman-film, der har premiere i dag, også bliver hans sidste.

Hvem skal tage kappen op efter det britiske noir-geni? Kan Batman kæmpe videre? Er tiden og trends’ne ikke efterhånden ved at være løbet fra den mere end 70 år gamle selvtægtsmand?

Den dystre start
Hvis vi ser lidt på de trængsler, flagermusen hidtil har gennemlevet, får vi måske en ide om hans chancer for at overleve.

”The Bat-man” blev undfanget i tegneren Bob Kanes fantasi og så første gang nattens mørke i tegneseriehæftet Detective Comics i 1939.

Kanes kreative sparringspartner Bill Finger har sagt, at Batman fra starten var skrevet som pulp-fiktion: billige blade af metervarelitteratur, der dryppede af blod, sex og eventyr.

I det første års tid var Batman derfor lige så grum og nådesløs som sine inspirationskilder og den dystre by, han beskytter.

Ligesom en superhelt defineres af de skurke, der gør ham nødvendig, er hans hjemmebane en afgørende del af hans identitet. Og Batmans Gotham City er lige så mørk og truende som Supermans Metropolis er lys og solbeskinnet. Alene navnet, ”Gotham” alluderer til gotik – en genre kendetegnet ved skummelt, rugende mørke.

Robins boost
Men allerede året efter fik den dystre detektiv selskab af hjælperen Robin, ”The Young Boy Wonder”, der fra starten var en helt ung dreng og ikke den voksne Robin, mange moderne biografgængere måske er vant til.

Robin var Bill Fingers påfund og udsprang dels af behovet for en ”Dr. Watson”, som Batman kunne forklare sig til. Dels af ønsket om at udbrede den dystre hævners appel til et yngre publikum.

Effekten var til at tage og føle på: Salget fordobledes, og Robin startede en hel bølge af børne-superhelte-hjælpere.

Bagsiden af medaljen var, at Robins inkludering af yngre læsere nødvendiggjorde et stilmæssigt skifte. Efter Batman i sin første selvbetitlede soloudgivelse fra 1940 skød en flok kæmper til døde, erklærede seriens redaktør, at Batman ikke længere kunne dræbe eller bruge skydevåben.

Batman kan måske takke Robins kommercielle boost for, at han ikke ligesom mange af sine kolleger (blandt andet hans måske vigtigste inspiration, proto-superhelten The Shadow) måtte udgå under Anden Verdenskrigs papirmangel og 1950’ernes faldende interesse for genren.

Men drengevidunderet var en central faktor i den kritik, der i samme periode førte til omfattende censur og deraf følgende bladdød for mange action-tegneserier.

Homo-anklager
I 1954 udgav psykologen Fredric Wertham bogen Seduction of the Innocent, hvori han kritiserer tegneserier med dramatisk indhold for at nedbryde ungdommens moral. Hans tese tager udgangspunkt i, at børn imiterer de forbrydelser, de læser om i tegneserier.

Werthams specifikke kritik af Batman og Robin går på fremstillingen af de to superhelte som partnere i et homoseksuelt pæderastisk forhold.

For moderne medieforbrugere kan teorien forekomme letkøbt og fordomsfuld, men tager man i betragtning, at de to karakterer dengang blev afbildet sovende i samme seng, forekommer kritikken en smule mere berettiget.

Og de homoseksuelle undertoner er blevet en stående joke i Batman-myten – i den megen satire, som franchisen gennem årene er blevet udsat for, og helt konkret i Joel Schumachers film Batman & Robin fra 1997.

Ud over at filmen illustrerer Batmans anstrengte forhold til kvinder, har George Clooney, der spiller titelrollen, helt åbenlyst erklæret, at han spillede Batman som bøsse.

”Jeg havde gummidragt på, med gummibrystvorter … Jeg spillede ham som homo,” har Clooney fortalt i et interview.

Tegneseriecensur
Seduction of the Innocent blev en mindre bestseller og førte til offentlige høringer om tegneserier som årsag til ungdomskriminalitet.

Høringskommissionen resulterede ikke i lovgivning, men opfordrede branchen til selv at regulere indholdet i deres udgivelser, hvilket førte til oprettelsen af Comics Code Authority (CCA).

Tegneserieforlagene kunne frivilligt indsende deres udgivelser til screening og godkendelse hos CCA. Men eftersom mange forhandlere nægtede at sælge tegneserier, der ikke bar CCA’s stempel, blev resultatet en de facto censur.

Enkelte udgivere ignorerede den, men mange klassiske krimi- og horror-blade udgik af produktion som følge af det voldsomme fald i salgstal, CCA’s indførsel medførte. Nattens ridder var blandt de få, der levede videre.

Kreativt lavpunkt
Batmans hårde image og dystre miljø begyndte allerede at lysne i efterkrigsårene, og efter CCA’s oprettelse overgik han i tiltagende grad fra samfundskritik til børnevenlig science fiction.

Med indførslen af kæledyret ”Ace the Bat-Hound” og den gnom-agtige Bat-Mite – en ekstradimensional Batman-fan, der klæder sig ud som sit idol og forsøger at hjælpe ham – nåede Batman sit kreative lavpunkt.

Introduktionen af de to kvindelige makkere, Batwoman og Bat-girl i henholdsvis 1956 og 1961, bliver af nogle set som et modtræk til homo-rygterne. Og da tegneserier omkring 1960 fik en renæssance, var Batman blevet en politisk korrekt, respektabelt borgerlig faderfigur i et lyst og farverigt miljø.

Fra 1964 besluttede udgiveren derfor at føre Batman tilbage til sine rødder som detektiv og droppe et par af de førnævnte tilføjelser til ”Bat-familien”.

Den campede stil
”New Look”, som tiltagene blev kaldt, fik gang i salget.

Batman-tv-serien, der fra 1966 rullede over skærmen, boostede yderligere tegneseriernes popularitet, men huskes i dag primært for sit kitchede og fjollede såkaldte ”camp”-look – med skæve kameravinkler, overdrevne lydeffekter og kulørte onomatopoietiske skrift over skærmen under kampscenerne.

Succesen var imidlertid kortvarig, fordi serien trods sin popularitet var for dyr at producere og måtte lukke efter to en halv sæson, hvilket også lagde en dæmper på tegneseriesalget.

Camp-Batman er dog – ligesom de homoseksuelle undertoner, der også anes i både tv-serien og den biograffilm, den fostrede – blevet en uudslettelig del af Batmans arv. Den popper stadig frem fra tid til anden, mest udtalt i Joel Schumachers to film fra 90’erne: Batman Forever og førnævnte Batman & Robin.

En af de senere års mest fremtrædende Batman-forskere, den amerikanske kulturanalytiker Will Brooker, har også forsvaret den campede stil, fordi den har været med til at gøre Batman til det, han er i dag. Den er en del af hans referenceramme.

Tilbage til rødderne
I løbet af 1970’erne og 80’erne førte Batmans kreative bagmænd tegneserien tilbage til sit oprindelige mørke udtryk. Det skete i takt med, at CCA gradvist løsnede op for censuren.

Salget faldt imidlertid stadig frem til midten af 80’erne, hvor Frank Millers The Dark Knight Returns fra 1986 fik vendt kurven.

I løbet af de næste fire år blev grundlaget for den moderne Batman konsolideret med de tre historier, der sammen med The Dark Knight Returns anses for de bedste og vigtigste i formuleringen af Batman, som vi kender ham i dag:

Millers egen Batman: Year One (1986-87), der redefinerede Batmans oprindelseshistorie, Alan Moores The Killing Joke og avantgarde-værket Arkham Asylum: A Serious House on Serious Earth.

I denne inkarnation er Batman blevet raffineret som rendyrket mørk og gotisk, men samtidig kompromisløst retfærdighedssøgende. Og det var i denne form, han endelig slog igennem på det store lærred med Tim Burtons Batman (1989), der blev en kæmpe succes og fostrede tre efterfølgere.

The man who broke the bat
Fra 1992 supplerede en ny animeret tv-serie Batmans eskapader, og det var i det hele taget i levende billeder, at Batman fik mest opmærksomhed i 90’erne.

Årtiets vigtigste bidrag til Batman-myten var dog nok Knightfall-fortællingen, hvis debuterende skurk Bane for evigt har sikret sig en særlig plads i myten som ”the man who broke the bat”.

Den doping-forstærkede, caribiske forbryderkonge demonstrerer sin intellektuelle overlegenhed ved først at slippe alle skurkene løs fra Arkham Asylum, så Batman må arbejde over – og derefter som en de få gennemskuer hans hemmelige identitet.

Da nattens ridder således tappet for kræfter vender hjem efter måneders forbryderjagt, venter Bane i Wayne Manor, hvor han overvinder den udmattede superhelt og brækker ryggen på ham.

Det endelige opgør
Eftersom Batman i 90’erne var mest eksponeret på film og tv, er det ydmygende nederlag nok gået hen over hovedet på mange mainstream-fans.

Bane slog aldrig an i samme grad som Jokeren og de mange andre klassiske skurke. Fremstillingen af ham som et umælende muskelmonster i Batman & Robin – filmen, der var så ringe, at den lukkede filmfranchisen i 90’erne – har næppe heller hjulpet på anerkendelsen af ham som Batmans eneste lejlighedsvise overmand.

Men i The Dark Knight Rises er Bane tilbage. Og husker man, hvor hårdt presset den maskerede hævner var mod Jokeren i forgængeren, og tager tommelfingerreglen om, at en efterfølger helst skal oppe indsatserne til følge, begynder man at ane, hvad Batman har i vente.

Filmtrailerens dommedagsagtige stemning underbygger antydningerne. Og filmplakaten med den knuste Batman-maske, taglinen ”the legend ends” og Banes muskuløse skikkelse på vej væk i baggrunden taler også sit tydelige sprog: Batman står til en omgang læsterlige klø.

Den græske filmforsker Emily Bakola præsenterede i 2009 et casestudie af de to nyeste Batman-film i København, og her argumenterede hun for, at virkeligheden i nyere superheltefilm trænger sig så meget på, at heltene ikke kan blive ved med at redde dagen på de mest usandsynlige måder.

Virkeligheden er tragisk, derfor må superheltefortællingerne også være det.

Slip Batman fri!
Konfronteret med overskurken Bane og Christopher Nolans afgang fra Batman-franchisen, sammen med hans leading man Christian Bale, står Batman således både over for store kreative og kommercielle udfordringer.

Dertil kommer konkurrencen fra kollegaerne.

Efter et årti, hvor superheltene for alvor er sprunget fra tegneseriebutikkernes sollysafskærmede niche til et bredt biografpublikum, kan den kappeklædte kriminalitetsbekæmper så fastholde vores opmærksomhed, når filmbranchen nærmest årligt skubber standarderne for, hvor meget cinematografisk dynamit, der kan pumpes i en superheltefilm?

Ifølge tegneserieforskere som danske Carsten Fogh Nielsen og britiske Will Brooker (der har skrevet afhandlingen Batman Unmasked: Analyzing a Cultural Icon), er der ingen tvivl.

Selv hvis Bruce Wayne dør, vil Batman overleve. Han vil leve i folks bevidsthed, og publikum vil fortsætte med at skrive og tegne om ham.

Og måske er det i virkeligheden det bedste, der kan ske for Batman: At udgiveren DC Comics slipper ham ”fri”, så han kan få fred for de mange stilskift, nyfortolkninger, kreative genfødsler, dårlige forvaltning af arvegodset og de uendelige mængder merchandise, der bærer hans maskerede ansigt eller det velkendte flagermuselogo.

Batman skal nok leve videre. Spørgsmålet er bare, hvem der får lov til at tage kappen op og videreføre hans mørke arv.