Hvad syn’s du?

"Det er en fed film."
"Nej, den holder ikke en meter."
 
Alle har en mening om film. Om det så kommer til udtryk sammen med vennerne, i diskussions-fora, på film-websider eller i en tredje sammenhæng. Alle, som har set en film, synes noget om den.
 
Men fra at synes noget til at formulere, hvorfor man synes lige netop sådan, er der lang vej. Det kræver overblik, evne til at gennemskue sammenhænge og til at strukturere en argumentation. Skal det ned på papir, kræver det også skriftlige færdigheder. At skrive en filmanmeldelse er langt mere og andet end blot at give udtryk for sin umiddelbare mening. Dagbladsanmeldelsen er en selvstændig genre med en række karakteristika og uskrevne regler, som man kan vælge at overholde eller bevidst bryde.
 
Hvad er en filmanmeldelse?
Vil man beskæftige sig med filmanmeldelser i undervisningen, kan man starte med at gøre klart, hvad der er unikt ved genren. Hvad er egentlig dens eksistensberettigelse? Hvad er det, den kan? Vi hører jo om film via så mange andre kanaler - blandt andet gennem interviews med instruktører eller skuespillere i blade, radio og på tv, vi ser plakater på reklamesøjler, læser om film på nettet og hører om film gennem venner. Alligevel udfylder filmanmeldelsen en unik rolle, nemlig som den officielt autoritetsfyldte, kritiske røst.
 
Og filmanmeldelsen er mere end det. Fra avislæserens synspunkt er filmanmeldelse blandt andet:
 
Nyhedsformidling. Filmanmeldelsen opfylder en række nyhedskriterier;  blandt andet er den aktualitetsbetonet, idet den altid bringes på dagen for filmens premiere; og den handler om noget (en filmpremiere), der foregår i læserens nærmiljø.
 
Kritisk forbrugervejledning. Filmanmeldelsen beretter om og vurderer et produkt, som vil være tilgængeligt for læseren i mange år fremover - først i biografer, siden på video, dvd og via tv-kanalerne. Anmelderen er en publikumsrepræsentant, der giver sit bud på, om filmen er værd at bruge penge og tid på eller ej. Anmeldelser står som kritisk modvægt til al anden omtale af en film - stjerneinterviews, foromtaler, reportager fra optagelser osv., som oftest har en positiv og mere ukritisk formidlende tilgang til filmen.
 
Læserservice. Anmelderen er den, der ser filmen først og rapporterer til publikum. Serviceaspektet i anmeldelsen udtrykkes blandt andet i fænomenet stjerner, hjerter, hatte etc., som stadigt flere aviser og magasiner vælger at tilbyde. Det er en service for den travle læser.
 
Underholdning. Hvad end det handler om at le ad en perfid anmeldelse af en dårlig film eller le med en hjertelig anmeldelse af en god og morsom film, er humor - herunder ironi - i høj kurs i anmeldelser. 
 
Sladderfunktion. Særlig den negative anmeldelse, nedrakningen, kvalificerer sig som god sladder og har altså også en social og en identitetsskabende funktion.
 
Meningsfødselshjælper. En anmeldelse er en meningsytring, som læseren kan bruge til at diskutere op ad, et udspil til en kritisk diskussion om en film. Ved at trække noget principielt frem og markere en holdning til det hjælper anmelderen læseren med at klargøre hans/hendes egne holdninger. En anmeldelse kan provokere eller støtte læseren til at sætte ord på holdninger og tanker, som han/hun ikke har formuleret for sig selv endnu.
 
Videns- og inspirationskilde, samt almen dannelse. Anmelderen stiller sin sagkundskab til rådighed for læseren. Når kommunikationen mellem anmelder og læser fungerer allerbedst, kan anmeldelsen give læseren ny indsigt i filmens eller virkelighedens verden og måske ligefrem give læseren en aha-oplevelse. En engageret anmelders ildhu kan smitte, inspirere og anspore læseren til at søge mere viden.
 
Fra avisens, anmelderens og branchens synsvinkel
Fra avisens synsvinkel har filmanmeldelsen andre funktioner, heriblandt at medvirke til at styrke avisens position; en skarp, velformuleret anmelder med personlig profil er et aktiv for enhver avis, idet skribenternes image smitter af på avisens image, hvilket i sidste ende kan afspejles i oplagstallet.

Fra anmelderens synspunkt har filmanmeldelsen et stort antal funktioner af individuel karakter; ud over at være et stykke arbejde, som anmelderen tjener penge på, har anmeldelsen en række (mere eller mindre ærbare) personlige funktioner for anmelderen selv. Det kan være en måde at udtrykke sin kærlighed til film og sin respekt for dygtige filmskabere, eller ligefrem udgøre et mindre korstog for et overset mesterværk eller en underkendt instruktør. Men også helt andre typer faktorer er på spil, idet anmeldelsen kan fungere som selvprofilering eller en måde at opnå den tilfredsstillelse, som det for de fleste skribenter er at se "sig selv" og sin mening på tryk.

Fra filmbranchens synsvinkel har filmanmeldelsen tillige en række funktioner, lige fra den rosende anmeldelses positive til den nedsablende anmeldelses negative PR-effekt. Anmeldelser - primært af danske film - kan også have et anstrøg af konstruktiv kritik i forhold til branchen. Anmelderne kommer jævnligt med bemærkninger om, hvor de mener for eksempel en producent går galt i byen og hvad en instruktør kan gøre bedre næste gang.

Hvad indeholder anmeldelsen?
Når man skriver en filmanmeldelse, er der en række formalia, som skal være på plads. En filmanmeldelse i en dansk avis indeholder typisk følgende elementer:

1)   Rubrik (overskrift)
2)   Underrubrik (underoverskrift)
3)   Manchet: faktuelle informationer om titel, instruktør, produktionsland, premierested
4)   Eventuelt vurderingsstegn, for eksempel hjerte eller stjerner
5)   Signatur, det vil sige anmelderens navn
6)   Brødtekst inklusive eventuelle mellemrubrikker
7)   Eventuelt foto (som regel et frame eller still-billede fra filmen) samt billedtekst

Lad os se nærmere på brødteksten:
 
Den indeholder fire hjørnesten: handlingsreferatet, perspektiveringen, karakteriseringen og vurderingen. Der er ingen rigtig eller forkert rækkefølge, ligesom man kan vælge enten at holde de fire elementer adskilt eller lade dem væve sig ind i hinanden i teksten. De fleste anmeldere gør det sidste.
 
Handlingsreferat
Handlingsreferat lyder meget tørt; oplevelsesrapport er et bedre ord. For det behøver langtfra at være et tørt resumé. En anmelder kan i handlingsreferatet søge at genskabe filmens stemning, så det for læseren ikke bare bliver en faktuelt oplysende gennemgang af historien, men en smagsprøve i videre forstand: på filmens atmosfære, rytme, visuelle æstetik, følelse osv.

Handlingsreferatet skal give information om, hvad filmen handler om uden at røbe for meget. Der er en tendens til, at handlingsreferatet ligger i første halvdel af anmeldelsen, fordi det er nemmere for læseren at forstå vurderingen, når han/hun kender handlingsgangen i filmen.

At tro at det er nemt at lave et præcist og tilpas dækkende handlingsreferat - at det "bare" drejer sig om at genfortælle filmens handling kort - er en fejltagelse. Mulighederne for at variere referatet - såvel indholds- som formmæssigt - af én og samme film er uendelige. Selv i det mest "nøgne" handlingsreferat ligger der næsten altid en mere eller mindre implicit vurdering. Anmelderens vinkel og ordvalg afspejler, om han/hun er positivt eller negativt indstillet.

Perspektivering
Filmen sættes i perspektiv ved, at anmelderen placerer den i en større sammenhæng - hvordan står den i forhold til sin genre, er den traditionel eller nyskabende? Og hvordan står den kvalitets- eller temamæssigt i forhold til samme instruktørs, producents eller til hovedrolleskuespillerens øvrige værker? Eller hvad er filmens tema og moraler, og hvad siger det os om de store emner som livet, kærligheden, døden? Hvis en film bygger på en roman, vil det også være oplagt at sige et par ord om denne og om, hvordan man har valgt at adaptere den til film.

Perspektivering bruges ofte som "anslag", altså som indledende afsnit i anmeldelsen, men fletter sig også tit ind og ud af handlingsreferat og vurdering.

Karakterisering
Karakteriseringen adskiller sig fra perspektiveringen ved at give en tolkning eller analyse af filmen; og den adskiller sig fra vurderingen ved ikke at give nogen direkte kvalitetsbedømmelse af værket. Til karakteriseringsdelen hører for eksempel analyserende beskrivelser af filmens visuelle aspekter - måske anvendes der håndholdt kamera, som giver filmoplevelsen en nervøs, improviseret kvalitet, eller måske spiller farverne i scenografien sammen med historien på en særlig måde. Det kan også være en karakterisering af den dramaturgiske opbygning eller de fortællermæssige træk og særpræg. Vi får svar på spørgsmål som: Hvilken genre og type af film er der tale om? Hvordan er atmosfæren og den visuelle æstetik? Hvad er budskabet eller moralen?

Det sker, at den ubeslutsomme eller fortravlede anmelder bruger karakteriseringen som "flugtvej" - er man i tvivl om, hvad man egentlig mener om en film, og har man ikke tid til at tænke nærmere over det, kan man fylde spaltepladsen med karakterisering og retoriske spørgsmål. Men hvis vurderingen mangler, sidder læseren tilbage med spørgsmålet: Hvad synes anmelderen egentligom filmen?

Vurdering
Vurderingen anses som det centrale aspekt ved en filmanmeldelse. En anmeldelse uden en vurdering er ikke en anmeldelse. Den hænger tæt sammen med spørgsmål om kvalitet og om, hvad kvalitet er. I vurderingen tager anmelderen stilling til filmens kvalitet, altså filmens værdi, ud fra en række kvalitetskriterier, der er præget af den tid og den kultur, som anmelderen er del af. Ud over at bygge på fælles konventioner omkring kvalitet - der, i hvert fald overfladisk set, kan forekomme "objektive" - bygger vurderingen også på anmelderens smag og andre personlige faktorer.

På den ene side er en anmeldelse altså en enkelt persons subjektive mening. På den anden side har en anmeldelse mere vægt end som så. Der er en autoritet forbundet med dagbladsanmeldelsen, som hænger sammen med selve institutionen "filmanmelderi". Ifølge traditionen er en anmelder en person med mere end almindelig viden om film og kendskab til analytiske metoder, en mere end almindelig udviklet kvalitetsfornemmelse, samt i øvrigt en person, der står uafhængigt i forhold til filmbranchen. Det antages derfor, at en avisanmelders mening er mere "kvalificeret" end en tilfældige biografgængers.

Vurderingen ligger næsten altid mod slutningen af anmeldelsen, og det er en uskreven regel, at sidste afsnit er en form for opsamling på vurderingen; læseren kan som regel ved kun at læse sidste afsnit få en klar fornemmelse af anmelderens holdning til filmen.

Sprog og argumentation
Det er en større kunst at skrive noget indviklet på en enkel måde end at skrive noget enkelt på en indviklet måde. Sproget er anmeldelsens byggeklodser, og det er vigtigt med et gennemarbejdet, klart og præcist sprog. Sprogfejl underminerer anmeldelsens autoritet.

Der er tre sproglige berøringsflader i en anmeldelse:

1) Journalistikkens sprog; kodeordet for dette funktionelle, enkle og konkrete sprog er formidling.
2) Videnskabssprog; her drejer det sig om at analysere, definere og systematisere. Det er en sprogbrug præget af begreber.
3) Digterisk/litterært sprog; her finder vi metaforer, billedsprog, jeg-form og andre sproglige figurer, som er med til at give anmeldelsen et personligt præg. Det er en sprogbrug præget af frihed til at lege med ord og udtryk.

I vurderingen af en film er det vigtigt at være bevidst om argumentationsteknik. Man præsenterer en påstand, for eksempel at filmen er spændende. Bag denne påstand ligger en hjemmel, det vil sige et sæt af fælles vedtagne, kulturbestemte værdier - i dette tilfælde at det er en kvalitet, at en film opleves som spændende. Hjemmelen er stort set altid uudtalt og underforstået. Sluttelig kommer begrundelsen - filmen er spændende, for eksempel fordi der hele tiden er nye, interessante udfordringer, som helten skal overvinde.

Når man arbejder med sprog og argumentation, er retorikken af stor betydning. I klassisk retorik skelner man mellem tre appelformer, det vil sige måder hvorpå man vinder tilslutning til et synspunkt. Med logos appellerer anmelderen til læserens fornuft ved at gøre argumentationen grundig, sammenhængende og logisk. Med ethos slår anmelderen på sin troværdighed og autoritet og søger derigennem at overbevise læseren om sit synspunkt. Og med pathos appellerer anmelderen til læseren ved hjælp af følelser og stemninger. 



Mere undervisningsmateriale til Gymnasiet, HF og ungdomsuddannelser.