Hvem er bange for Paprika Steen?

Fra Paprika Steen får at vide, at jeg skal interviewe hende, til hun spørger, om vi skal være venner på Facebook, går der ikke længe. Et par dage efter dukker hun op på chatten på min side. Og efter en halv time ringer hun mig op. Hun vil vide, hvem jeg er.

Paprika Steen er født i skorpionen. Måske det mest misforståede stjernetegn af dem alle. Folk ser et lille, sort, ja, ondskabsfuldt dyr, der stikker giftigt. Men i virkeligheden er det transformationens tegn, det er Fugl Føniks, seksuel udveksling, kompleksitet, egoistisk ego-løshed, massiv opløsning. Er det Paprika?

Folk har kaldt hende mange ting. Kolleger advarer mig inden mødet – hun er ”besværlig”, hun vil nærmest selv skrive interviewet, hun vil kontrollere. På Ekkos hjemmeside har hun lagt sig ud med en journalist, der ikke beskrev hende, som hun selv bedst kunne lide det. Han fik ikke hendes humor med. Han skrev ikke ”siger hun og smiler” efter et af hendes barske udsagn.

I dag virker hun alt andet end barsk. Med morgenhår og hold i ryggen, så hun står-sidder-ligger på stolen og rokerer rundt hele tiden, imens hun fortæller om, at hun er – ja, tro det eller lad være – arbejdsløs.

”Med mig er det altid enten sort eller hvidt. Det er enten eller. Og så ser det ud, som om det hele er slut, altså seriøst slut. Ikke bare tre måneder uden arbejde, nej, det er slut, min karriere er forbi. Men når der så kommer et tilbud, er det en engelsk film, fordi nogen har set mig i udlandet. Det er da en stor ting, lyder det som i andre folks ører. Og sådan er det. Med mig starter det altid forfra hver gang. Jeg river ned for at bygge op. Udefra set virker det sikkert som om, verden ligger for mine fødder. Men sådan oplever jeg det slet ikke selv.”

Et målrettet barn
Hvis Paprika Steen føler sig udenfor i dansk film – eller hvis dansk film føler, at hun er en slags kunstnerisk indvandrer – er det ikke helt forkert. Da den lille pige blev født – knaldrødhåret, deraf navnet – var det resultatet af, at hendes far og mor havde mødt hinanden på en jazzklub. Hendes mor var amerikaner, og det syntes musikeren Niels Jørgen Steen var eksotisk. Han spillede jazz og var en flot fyr, og hun var skuespiller og en flot kvinde. Lille, mørk, brunøjet.

”Hun hed Avi,” fortæller Paprika Steen. ”Det er en forkortelse af Avis, for man kan jo ikke gå rundt og hedde avis i Danmark.”

Hun fortæller også, at hun voksede op på Vesterbro, i den del der nu hedder Frederiksberg. Forhåbningsholms Allé. Men slet ikke under diva-agtige forhold.

”Det var med petroleumsvarme, 30 liters vandvarmer og uden badeværelse. Ti mennesker i en fireværelseslejlighed. Mig og fire brødre, deres kærester, de voksne, og så var der altid lige et par venner, der ikke havde noget sted at være. Larm, røg, musik – dag ind og dag ud. Det var fedt, på godt og ondt. Det var én pige mod fire brødre, så man skulle selv tage sin plads. Det gjorde man så. Der skulle virkelig fortælles vittigheder, og man skulle være klog.”

Først spillede hun en masse instrumenter, som hendes bror overtog og blev meget bedre til, og så holdt hun op. Så ville hun være sanger. Men da hun så Sanne Salomonsen, som var nitten, da Paprika var ni, sagde hun til sin mor: ”Nøj, så dygtig når jeg ikke at blive, inden jeg er nitten …” Så gad hun heller ikke det.

”Og så ville jeg være skuespiller,” siger hun. Som om man bare kunne beslutte det, lige sådan. Men det kan man altså. Eller, det vil sige, det kunne Paprika Steen.

”Det var meget vigtigt for mig, at jeg vidste, hvad jeg skulle være. Jeg havde vist lidt travlt med at blive voksen.”

– Så hvornår besluttede du, at du ville være skuespiller?

”Ni. Ni år.”

Da hun var barn, var der ikke de muligheder, der er nu. Hun var et meget kreativt barn, men hun var i årevis alt for lille til at spille rigtigt teater.

”Så jeg lavede teater derhjemme og indspillede spolebånd med hørespil. Men det var først, da jeg var fjorten, at jeg kom ind på Cafeteatrets Dramaskole på dispensation, for man skulle jo egentlig være atten. Man kan sige: Jeg gik til sang og dans, og så ventede jeg ellers på at blive atten.”

– Musikken har vel været en del af din forberedelse? Jeg mener, at vokse op i det miljø …

”Musikken var bare et tema. Ligesom korn er det for en landmandssøn. Der er rug og hvede. Hos os var det bare musik. Og som landmandssønnen overtog jeg gården. Der var jo nogen, der skulle overtage min mors rolle,” fortæller Paprika Steen.

Det med at have et mål betød – og betyder – alt for hende.

”Jeg havde meget brug for at vide, hvad jeg skulle være, og for at have et mål. Og i det hele taget tror jeg, at det er meget kendetegnende for mig: ’Jeg skal dérhen!’ Hvis jeg ikke har et mål, så går det hele lidt i opløsning for mig.”

– Men er det ikke lidt tidligt at beslutte sig for en karriere?

”Jo. Men det står simpelthen i mine karakterbøger. ’Jeg har aldrig mødt så målrettet et barn’ og i den dur. Samtidig interesserede jeg mig ikke for regning og den slags, for det skulle jeg ikke bruge som skuespiller. Men omvendt fik jeg topkarakterer i sprogfagene og historie. Jeg argumenterede altid på samme måde: ’Jamen, hvad skal jeg bruge det til?’ Og hvis jeg ikke skulle bruge det, så droppede jeg det simpelthen. Det var meget kategorisk. Min amerikanske mor var ambitiøs på sit fags vegne. ’Du skal specialisere dig, specialisere dig, specialisere dig.’ Som elleveårig fik jeg Shakespeare og alle mulige stykker af hende. Hun fortalte historier og sagde: ’Du skal spille Virginia Woolf, når du bliver stor.’”

– Og så kom du på Statens Teaterskole?

”Nej, dét gjorde jeg godt nok ikke. Jeg søgte i fem år – altså tretten gange – før det lykkedes. Jeg tror, at min vilje stod meget i vejen for min charme,” siger Paprika Steen og blinker med det ene øje.

Kitnæseteatret
”Jeg husker det som den største lykke i mit liv, det år, da jeg kom ind på skolen. Først var jeg vanvittigt skuffet og syntes, de andre var dårlige, og at undervisningen var elendig. Men så kom der rutine i det, og jeg tabte mig, fordi jeg begyndte at få mad hver dag og passe bedre på mig selv. Så på et tidspunkt begyndte jeg at glæde mig, når jeg vågnede om morgenen.”

Men Paprika Steen var samtidig en mytterist. En transformator. En skorpion.

”Jeg var en rebel. Jeg ville flytte grænser for sproget, for humoren, for skuespillet. Man skulle ikke holde teatret ude i strakt arm og taaarle på en bestemt måde, nej, det skulle være herinde, helt inde i smasken på én, det skulle være ægte, det skulle være sandt. Men jeg havde ikke noget sprog for det. Så det blev noget med, at vi er den nye generation, kitnæseteatret er dødt, ja, fuck alt, vi kommer nu. Jeg havde meget rå kanter dengang, og det har jeg stadig. Jeg er ikke rigtig opdraget hjemmefra. Jeg lærte at være et varmt og empatisk menneske, men jeg er ikke rigtig opdraget. Så jeg sagde bare, hvad jeg mente. Tre måneder inde i første skoleår sagde jeg: ’Jeg har ingen respekt for nogen af jer, I spiller elendigt.’ Og jeg tror, jeg sagde det for at vække folk. For det gjaldt livet for mig at spille,” siger Paprika Steen med et blik, der har kigget ned i en eller anden indre afgrund.

Alvoren. Hårdheden. Professionalismen. Fagligheden. Det kan formuleres på mange måder. Men det er ét og det samme.

”Når vi skulle spille, var der tit nogle, der ikke kunne komme, fordi de skulle til tandlægen eller tage kørekort. Det kunne jeg slet ikke forstå – og det kan jeg stadig ikke forstå. Nu accepterer jeg det, men jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, at folk skal hente børn, for det har de selvfølgelig struktureret sig væk fra, når nu de ved, at de skal på arbejde. Jeg har meget svært ved at forstå det. Og det tror jeg er meget udansk. På teaterskolen kunne jeg slet ikke forstå det. For mig er det at være skuespiller at være i kunstens tjeneste. Det er som at være soldat i hæren. Man kommer til sin undervisning og sine prøver, og hvis læreren er elendig, indberetter man ham og får ham skiftet ud,” siger hun og er næsten ved at slå i bordet.

– Har du gjort det?

”Ja da. Og jeg ville have gjort oprør uanset hvad. Jeg var sat i verden for at lede folkets oprør, El Pueblo Unido!, uanset hvad det så var, vi gjorde oprør imod. Jeg var meget provokeret af at komme ind på en skole, hvor der var nogen, der aldrig havde været i teatret i København, og nogen, der ikke vidste, hvem Laurence Olivier var. Jeg ville have, at folk skulle vide, hvor alvorligt det var. Jeg argumenterede enormt meget. Hvis noget var dumt, så ville jeg have en forklaring. Også på, hvorfor man skulle spille et eller andet åndssvagt, eller på klicheerne om teatret som ’magi’ eller ’romantisk’. Folk måtte argumentere.”

”Der var også en anden revolution. Hvis man var moderne, så var man kun til tysk teater. Alt var Botho Strauss og den slags. Det var den ene fløj. Den anden var dem, der spillede klaaarsikere. Den tredje fløj spillede farce. Og de tre kunne næsten ikke kombineres. Det var meget få, der kunne være i alle lejre. Jeg ville bare være en god skuespiller. Jeg ville spille komedie, tragedie, musicals, men så godt, at folk kom igen. Det er sgu ligegyldigt, om du spiller Phantom of the Opera eller Norén – du skal bare være god,” siger det indstuderede dræberblik og laver et melodramatisk kast med håret.

– Men var der slet ikke en teaterform med mere realisme? Hvor man spiller sig selv?

”Man spiller altså ikke sig selv. Det hedder ’at spille naturalistisk’, ikke?”

– Okay. Men hvorfor så al vreden?

”Jamen, jeg er bare opdraget til, at man skal kunne sit lort den dag, man står på scenen. Man skal have styr på sine ting. Men det er jo ikke særlig dansk, vel? At sige til nogen: ’Hold kæft noget lort du laver, skal vi ikke lave det om?’ Sådan helt straight. Jeg tænkte, at det vil de da godt have at vide. Jeg ville nemlig gerne have det at vide, når jeg lavede noget lort. På lige dét punkt er jeg meget lidt forurenet. Der kunne måske være problemer rundt om mig på skolen, ja, men lige når vi spillede – så var det helt rent.”

– Er det et stort problem? At skuespillere blander deres egoer ind i alting?

”Ååååh! Spørger du mig om det? Der er jo dem, der vil sige, at det er præcis mit problem. Det er skuespillerens influenza, og jeg har den også indimellem. For på den ene side skal du kunne tage dig selv med ind i spillet, men på den anden side så skal du kunne tage dig selv ud af det igen og stå udenfor. Der er mange, der føler, at det faktisk er meget grænseoverskridende overhovedet at arbejde. Det vil sige at få lidt debat eller noget vejledning, der går lige lidt videre end ’jeg synes’ og ’du synes’. Skuespillere er simpelthen konfliktsky. Vi skal være åååh så forsigtige og ’hun er midt i en proces’ og ’han er midt i en proces’. Men sådan har jeg det altså bare slet ikke. Når scener går i hårdknude, har alle lyst til at skrige. Det har jeg også. For det har man.”

Kunst er rationel
”For mig har det altid været et paradoks, at man ikke må tale om det, der er problemet. Hvis der er en skodkemi på scenen, eller nogen spiller ad helvede til eller spiller rent ego. Skuespillere har svært ved at holde ordet ’kynisme’ ud. Det var noget, jeg lærte engang af Jens Arentzen. Han kalder det kynisme, nogen kalder det nøgternhed, jeg synes, det er en blanding. Der behøver ikke at ligge noget personligt i, at jeg siger, at du spiller ad helvede til.”

”Da vi lavede Festen, oplevede jeg for første gang en instruktør, der kom ind, skrigende af grin, og sagde: ’Hold kæft, hvor var det dårligt, vi tager den lige én gang til.’ Hvor var det en lettelse, mand! Der var et tag, der lettede. Jeg har også oplevet Lars Trier gå ind og sige til mig, da jeg spillede en scene med Catherine Deneuve og Björk: ’Nej, hvor spiller du dårligt. Gå ud af min frame, ud af min frame!’
Det oplevede jeg som et udtryk for en kæmpe tillid og et kæmpe engagement. ’Du skal ikke stå her, hvis du står og fedter med det!’ Hvis vi ikke kan tale sammen om dét, hvordan skulle vi så kunne formidle det til publikum? Vi skal blande vores privatliv ind i det på en hemmelig måde. Vi skal bruge os selv, men vi skal ikke afsløre, hvad vi bruger.”

– Det virker på en måde meget rationelt.

”Kunst er rationel. Jo mere rationel du er, jo mere abstrakt kan din kunst blive. Jeg er helt sikker på, at hvis du spurgte van Gogh om, hvad blå er, så ville han meget rationelt forklare dig det. Han ville ikke sidde og sige: ’Jamen, jeg føler ligesom, at det … Men det er skidesvært at forklare.’ Han ville have en filosofisk ren forklaring på det. Jeg er et rationelt menneske, men en irrationel kunstner. Og det tror jeg passer meget godt sammen. I stedet for omvendt. Meget af mit arbejde er intuitivt. Det er en musikalitet. Jeg tror, at jeg grundlæggende er en musiker. Man lærer en masse ting, og så smider man det væk, og så spiller man på sit nærvær. Det er i koncentrationen, det ligger.”

– Så hvad tænker skuespillere på scenen eller på filmsettet?

”Jeg er faktisk ret ligeglad med, hvad skuespillere tænker eller føler. Du skal røre mig, jeg er ligeglad med, om du er rørt. Du skal røre mig. Der er skuespillere, der får en flad på scenen og jamrer helt vildt. Det kan publikum ikke mærke. Men hvis du bare siger: ’Av for helvede!!’ Dét kan folk mærke. Det er jo meget teknisk. Du skal ikke vise noget, du skal bare være dér. Midt i det. Og hvis du ikke er i det hele, er det hele lige meget.”

”Vi fik en opgave på skuespillerskolen, hvor vi skulle finde et billede, der passede præcis på Tjekhovs Tre søstre. Jeg brugte tre hele dage på at finde og udvælge mit billede. Da vi så mødte op, sad folk bare og sagde ting som: ’Jeg har fundet tre go-cards, der på en måde …’ ’Jeg har fundet de her to billeder derhjemme …’ Og læreren sagde: ’Ja, det er jo så også et bud.’ Dér rejste jeg mig op og sagde: ’Nej, det er ej! Du har givet dem en opgave, og de har ikke løst den opgave, og det vil jeg ikke finde mig i.’ Den der mentalitet med, at vi alle sammen skal være her, og vi er alle sammen kunstnere, kaospiloter og højskolehelvede. Nej, vi er ikke! Jeg forventede, at når de fik en konkret opgave, så løste de den. Og da vi så kom til Rusland, så blev det understreget 40 gange,” siger Paprika Steen og tænder dagens femte cigaret.

– Rusland?

”Ja, vi var i Rusland under mit andet skoleår. De lavede en øvelse, hvor man skulle lukke øjnene. ’Fortæl mig nu, hvor mange spejle der er i rummet,’ spurgte de. Og så svarede den typiske danske skuespillerelev: ’Mener du også det dér ude i entréen, når man kommer ind?’ Så sagde de: ’Det skal du overhovedet ikke spørge om, for du hørte godt,hvad spørgsmålet var.’ Jeg lærte så meget af de russere. Det gjorde vi alle sammen.”

– Er det noget med at være ved det endelige resultat med det samme?

”Præcis. Men det er bare meget svært at forklare. At beskrive hvordan det for eksempel var at lave Applaus. Det er en koncentration, der varer hele indspilningsperioden. Jeg går hjem og er Paprika, selvfølgelig, men jeg er samtidig hele tiden Thea, som jeg spiller. Jeg går ikke hjem og græder, fordi jeg har grædt på arbejde. Det ved jeg godt, at der er nogen, der gør, men det synes jeg er uprofessionelt,” siger Paprika Steen og smiler.

– Der er jo dem, der siger, at du er en værre furie.

”Ja, det ved jeg godt.”

– Du er også berygtet for at være svær at interviewe. Hvorfor er du blevet det?

”Det kommer fra et eller andet med at stille sig op og være smart i munden og give interviews til Ekstra Bladet uden at vide, hvordan tingene virker på skrift. Og så kommer det fra at være lidt af en personlighed, sådan en amerikansk roller-coaster smasket ned midt i lille Danmark,” griner hun.

Dogmedronningen
Det er altså mest det professionelle, der gør hende ”besværlig”. Hun er ikke for alvor ”folkelig”. Og hun vil heller ikke rigtig være det. Et eksempel kunne være hendes samarbejde med Martin Brygmann, Peter Frödin og Hella Joof, der sluttede, bedst som det hele var ved at lette. Efter en tid i komediesjakket Lex & Klatten standsede Paprika Steen. Der var for mange professionelle konflikter, syntes hun.

”Det var federe at være venner end at arbejde sammen. Det må du godt få med, hvis du kan skrive det elegant. Der var for mange fløje, to og to, en og tre, en og tre og så en og tre. Til sidst blev jeg for ked af det. Det blev for sørgeligt. Og venskabet stak jo utrolig dybt. Så jeg sagde nej tak til næste skridt – det var, da det blev radio – for at vi i stedet kunne fortsætte privat.”

– Og så blev det til Det brune punktum?

”Ja. Og det havde det for eksempel aldrig heddet, hvis jeg havde været med. Jeg har slet ikke den dér humor. Men så blev jeg tilbudt Festen. Samme sommer havde jeg en halv dags arbejde på Idioterne. Og så kom Det Kongelige Teater. Og da Lex & Klatten så blev genudsendt, blev det rigtigt stort. Året efter var jeg med i Mifunes sidste sang i tre dage. Da Kristian Levring spurgte, om jeg ville være instruktørassistent på den fjerde dogmefilm, The King Is Alive, var jeg for nervøs. Jeg var ikke klar til at være bag kameraet.”

– Hvorfor ikke?

”Dengang var det at være bag kameraet for mig som at være … altså, så er man Cæsar. Så er man præsidenten. Det var ligesom, da jeg som femtenårig forestillede mig at være skuespiller. Det måtte være guder, der lavede den slags, tænkte jeg.”

– Det er ikke ret meget dogmearbejde, set i lyset af at folk sommetider kalder dig ”divaen af dogmefilm”?

”Jeg har været inde over castingen på alle dogmefilmene, fordi jeg dengang holdt mig virkelig ajour med, hvem der kom ud fra teaterskolerne. Nogle brugte det direkte, hvis jeg foreslog skuespillere, andre brugte det ikke. Lars Trier sagde, at han konsekvent gjorde det modsatte af, hvad jeg foreslog. Men det er jo også fint. Jeg holdt op med det igen, for pludselig var jeg ved at blive opfattet som caster, og folk begyndte at tro, at jeg havde magt. Men jeg har aldrig hypet én bestemt skuespiller. Jeg har altid sagt: ’Du får fem forslag til rollen, så kan du selv vælge.’ Jeg ville ikke sidde og promote skuespillere. Men jeg har faktisk også promotet skuespillere, jeg havde haft en lille konflikt med. Og så fik jeg i øvrigt aldrig en krone for det.”

– Hvorfor gad du så?

”Fordi der skulle ske noget nyt i dansk film, og jeg vidste en hel masse. Jeg kunne alle årgangene på alle skolerne helt tilbage til 1967. Jeg kunne møde en skuespiller fra Statens Teaterskole – måske én, der ikke engang spillede mere – og så kunne jeg sige: ’Du gik på hold med den og den og den.’ Og de sagde: ’Hvor fanden ved du det fra?’ Det vidste jeg bare. For det interesserede mig. Det interesserede, interesserede, interesserede mig! Og så var det, at folk begyndte at ringe. Derfor blev jeg en dogme … jeg vil ikke sige dogmediva, men måske en dogmedronning, én, der stod bag det hele. Jeg ville bare være med til at sende noget ud. Igen: Jeg ville være med til at ændre det hele. Men når medierne opfanger den slags, så ryger man ind på nummer 50 over magtfulde mennesker i dansk film og al den slags. Jeg kan huske, at jeg blev helt forskrækket, da jeg så det.” Ikke desto mindre mener Paprika Steen, at hun faktisk havde en særlig indsigt.

”Jeg havde øje for det, øje for måder at spille på. Allerede da Thomas Vinterberg skulle lave sin afgangsfilm, fortalte han mig om den på Café Wilder, og så sagde jeg: ’Thomas Bo, Thomas Bo Larsen, ham skal du kende. Han går på teaterskolen. Ham skal du have.’”

Rollen som instruktør
Da hun siden sprang ud som instruktør – hun har indtil nu lavet Lad de små børn og Til døden os skiller – ville hun også ændre tingenes tilstand.

”Fordi Festen og Pusher havde lagt så klare linjer forproblematikker, de handlede jo om incest og narko, så skulle alle film pludselig have en klar problematik. Og et eller andet sted følte jeg, at der sad en producer med en kartotekskasse og sagde: ’Nu mangler vi bare dødshjælp, så har vi haft alt, hvad der kan siges i dansk film om middel klassen.’ Men sandheden er, at Festen og Pusher også havde så meget andet i sig. Festen er også historien om forstillelse i en familie. Pusher er også et portræt af en mand, der er lost. Så jeg ville gerne blande tingene på en ny måde. Til døden os skiller er blevet modtaget som en ren komedie, men det er en black comedy. Og den er også historien om ægte, sand kærlighed. Det får jeg også at vide, når ældre mennesker kommer hen til mig, efter de har set den. De siger: ’Det er præcis sådan, kærligheden er, jo mere skøre vi er, jo mere må vi holde sammen,’” siger hun og ser pludselig meget ensom ud.

Paprika Steen er under interviewet meget bramfri, og hun har bedt om lov til at rense ud i sine mest alvorlige fortalelser, inden teksten går i trykken. Sådan må præmissen være, når man – så snart man hører en kollegas navn – slynger ordet ”levebrødsskuespiller” ud og forklarer, at det er sådan én, der bare siger ja til alle roller. Men sådan er hun også. Spids og giftig. Som en skorpion. Hun vil ikke kun have forklaringer. Hun vil også have intensitet. Emotion. Og hun har temperament.

– Hvordan har du det med at blive anmeldt?

”I bund og grund kan jeg jo ikke stille noget op med al den perfide Henrik Queitsch-hed i Danmark. Og jeg har brugt rigtig megen energi på at være ked af den. Du ved, det var ham, der skrev om Til døden os skiller, at den var ’uselig’. Men altså, jeg har 46 priser fra Lad de små børn, og jeg får jo også gode anmeldelser indimellem som instruktør. Så fuck det,” siger Paprika Steen og løfter selvsikkert øjenbrynene.

– Er det bare janteloven?

”Dét får du mig ikke til at sige. For så er jeg jo bare et miskendt geni. Ikke sandt? Og jeg skal fandeme ikke komme her og være en blondine med store nødder og få fire Bodil’er og så lave en fed film bagefter! Og slet ikke, når jeg er en kvinde. Det er bare ikke i orden! Den diskussion rammer lige ned i noget, hvor jeg ved, at den flamme, den skal jeg bare ikke have op at køre, for så ved jeg ikke, hvad jeg skal sige, andet end: ’I er jyske tilflyttere. I har ikke samme smag som mig. Punktum,’” nærmest fnyser hun.

– Men du kunne lide skiftet fra skuespiller til instruktør?

”Det var fuldstændig fantastisk. Der var en masse ting,jeg ikke vidste nok om, og jeg var ret nervøs, men da det første kamera rullede … Selve arbejdet med skuespillerne bvar som at blive hørt for første gang. Skuespillerne var som smør i mine hænder, selv om der også var vilde reaktioner fra dem. Jeg kan huske, at Karen-Lise Mynster sagde: ’Nu har du sagt syv ting, hvad fanden mener du?’ Eller Michael Birkkjær, der bare kaldte mig for Leni Riefenstahl. Fordi jeg bestemte, bestemte, bestemte hele tiden. Men på en eller anden måde er det jo også rart for en skuespiller, at der kommer én, der ikke bare tager ansvaret, men som også elsker dem: ’Jeg ved, du kan mere, jeg ved det.’ Og jeg havde en enorm respekt. Jeg blev hørt, og det var ikke noget, jeg skulle kæmpe mig til,” siger hun og lyser op i et bredt, næsten forbløffet smil.

– Hvordan flytter man en skuespiller, når man er instruktør?

”Jamen, tit kan man som skuespiller jo slet ikke det, man vil. Og man er som regel allerbedst til det, man ikke vil. Jeg ville for eksempel gerne være Julia Roberts, men jeg er altså bedst til at være Judy Dench. Men jeg vil så heldigvis også næsthelst være Judy Dench,” griner hun

Applaus
I debutanten Martin Zandvliets Applaus, der i sommer indbragte Paprika Steen den fornemme pris for Bedste Kvindelige Hovedrolle på den prestigefyldte filmfestival Karlovy Vary i Tjekkiet, spiller Paprika Steen sig helt ud til scenekanten, når hun giver den som en sammensat, trist og morsom teaterdiva. Hun var med til at skabe en film, der veksler mellem teatrets og virkelighedens verden i krydsklip.

”Vi vidste faktisk ikke, om de autentiske optagelser med mig i Who’s Afraid of Virginia Woolf?, der stammer fra opførelsen på Østre Gasværk, skulle med i Applaus. Men vi filmede det for en sikkerheds skyld. Da vi så optog spillefilmen, var det ikke rigtig med. Der var lidt backstage, men ellers ikke. Men det viste sig, at det her materiale kunne noget helt specielt. Det kunne noget andet end bare at vise en skuespiller i spil. Det var nærmest et slags score til selve filmen. Filmen har jorden at spille på, en underbevidsthed, og så får den med de scener også en himmel. En himmel over filmen,” siger hun og tegner himmelhvælvet med hænderne.

– Du spiller over for din søn Otto i filmen?

”Otto var ligesom alle andre til casting, han er ikke bare med. Han syntes, det var sjovt, og han tog det meget, meget alvorligt. Jeg blev helt forskrækket. Han er tredjegenerationsskuespiller, så han siger selv: ’Hvis jeg ikke kan blive fodboldspiller, kan jeg jo altid blive skuespiller.’”

– Hvordan var det, set med professionelle øjne?

”Det var specielt. Han improviserede meget. Han tænkte selv videre. Når jeg i filmen siger, at jeg elsker ham, så siger han: ’Jeg elsker også dig.’ Men så kommer han selv med: ’Jeg synes, man skal elske sin familie, ellers er man dum.’”

– Den virker næsten for moden, den replik. Han virker forsømt.

”Ja, præcis.”

– Synes du, at Thea – din hovedperson, der hader ”almindelige mennesker” – selv er et almindeligt menneske?

”Nej, hun er ikke almindelig. Jeg tror ikke, det er en almindelig skade at have det bedre i sin rolle end hverdagen. Jeg tror ikke, det interesserer mig så meget. Når hun i filmen siger ’jeg hader almindelige mennesker’, så er almindelige mennesker jo bare dem, der ikke er i hendes cirkler. Hun føler sig på forhånd anderledes.”

– Hvordan tror du, filmen bliver modtaget?

”Det ville undre mig meget, hvis den ikke blev modtaget positivt. Det er en meget ren film, med et rigtig godt manuskript og en meget ren instruktør. Martin Zandvliet er så uskyldig på en måde. Der er mange, der tror, at jeg har manipuleret mig ind i filmen, men det er ikke rigtigt. Jeg har ikke haft behov for det. Når du bliver set, mærket, forstået, så slapper du af som skuespiller, og så kan du give den hele armen. Der har virkelig været gode rammer,” siger hun og ser selv tilfreds ud på en meget rolig måde.

– Hvordan arbejdede I med rollen som Thea. Hun er jo skuespiller, og du er skuespiller?

”Når karakteren har den samme baggrund som mig, er der en masse ting, jeg ved på forhånd. Det giver en masse faldgruber, og det har vi talt en masse om. Altså, klovnen, der sidder og tager sminken af – klovnen, der græder. Sådan skulle det ikke være. Men der er helt sikkert ting i Applaus, som folk i branchen kender. De vil føle sig ramt af forskellige ting. Nogle vil føle sig ramt af den skizofreni, der er i rollen. For andre vil det være det at være et offentligt ansigt i Overpræsidiet. For andre igen vil det være hendes dominans, eller det med hele tiden at joke alting væk. Men de fleste film, der er lavet om skuespillere, mener jeg faktisk er postulater. Skuespillere er per definition nogen, der er naive, per definition dumme, per definition krukker.”

– Er det sandt? Er det sådan, skuespillere er?

”Gu’ er det da ej. Skuespillere er røvbegavede, pissekyniske, enormt udspekulerede og ved præcis, hvor skabet skal stå.”

– Virkelig?

”Ja, hvis ellers de har talent,” smiler skorpionen syrligt og slår med halen.