Debat II: Hvem laver den danske fortælling?

Dansk film mangler årligt 110-150 millioner kroner, fordi indtjeningen per film er faldet med fire-fem millioner kroner. Årsagen er overgangen fra dvd-salg til streaming, der slet ikke giver den samme indtægt.

I medieaftalen, som den forrige regering indgik, blev streamingtjenesterne derfor pålagt at betale seks procent af deres omsætning i Danmark i et såkaldt kulturbidrag. Det ville tilføre 240 millioner kroner, som Det Danske Filminstitut sandsynligvis skulle fordele, og hvoraf halvdelen skulle gå til produktionen af dansksprogede film.

Men med regeringsskiftet forsvandt flertallet for dette kulturbidrag på seks procent. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har udtalt, at han arbejder på at skære ned på bidraget og give streamingtjenesterne mulighed for at investere nogle af de penge, de skulle have betalt i afgift, i dansk indhold.

Men hvorfor skal udenlandske streamingtjenester, der investerer store summer i danske serier, overhovedet betale til danske film? spørger kritikerne af den gamle aftale.

Svaret er: Det skal tjenesterne, dels fordi de ikke betaler selskabsskat i Danmark og dermed ikke er med til at finansiere det filmiske økosystem med filmuddannelser og talentudvikling. Og dels fordi de – i modsætning til Filminstituttet – ikke er forpligtet til at skabe originale danske historier, lyder argumentet fra tilhængerne af kulturbidraget.

Og dansk indhold kan, ifølge Christina Rosendahl fra Danske Filminstruktører, defineres som ”de historier, vi fortæller om hinanden, til hinanden, og som spejler vores danske samtidsfortælling”.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad der kvalificerer sig som acceptabelt dansk indhold, og hvem der skal bestemme det.

Er den seneste sæson af Borgen mindre dansk, fordi den hovedsagelig er finansieret med penge fra Netflix? Og er Karen Blixen-serien Drømmeren ikke noget af det mest danske, selv om den er produceret til den svenskejede streamingtjeneste Viaplay?

Det er et af emnerne for anden del af Ekkos rundbordssamtale – læs første del: Er kulturbidraget en god idé? – mellem førende aktører fra den danske film- og tv-branche. Aktørerne løfter også sløret for forskellen på at producere for en streamingtjeneste og udvikle en spillefilm med støtte fra Filminstituttet.

Dansk i ånden
Det viser sig hurtigt i samtalen, at ”den danske fortælling” mere er et strategisk-politisk begreb end et arbejdsredskab til at skille fårene fra bukkene.

”Jeg har boet i udlandet de sidste sytten år, og det er i hvert fald meget dansk at snakke om, hvad danskhed og danske fortællinger er,” griner Viaplay-producer Anne Borggaard Sørensen, der har været konsulent på Det Norske Filminstitut.

”For mig og Viaplay er den danske og nordiske fortælling hele udgangspunktet, men jeg vil passe på med definitionerne. Hvis vi vil have sådan én, skal vi nok spørge den unge Generation Z. De ser verden meget anderledes, end vi gør.”

Den danske krimiserie Kastanjemanden blev en anmelderrost succes på Netflix, som dermed stod bag en serie, der lige så godt kunne være vist på DR eller TV 2 (foto: Tine Harden).

Nikolaj Scherfig, der er formand for Danske Dramatikere og har været med til at skrive DR-serien Broen, har et meget bredt forhold til, hvad der er dansk indhold.

”Holy Spider er på mange måder en dansk film, selv om den foregår i Iran. Den er udviklet af folk, der har gået på Den Danske Filmskole, og der er noget dansk ånd i den måde, filmen fortæller på,” siger manuskriptforfatteren.

Netflix’ The Rain har i debatten gang på gang måttet holde for som eksempel på en serie, der er danskproduceret, men i ånden mere amerikansk. Men også den betragter Nikolaj Scherfig som pæredansk.

”Den har generiske genreelementer og ligner amerikanske serier, men den har en dansk tone og handler om danske problematikker. I The Rain er der en dansk spejling, som man ikke kan finde i en amerikansk zombieserie. Men vi skal da være glade for, at vi har fået et meget større internationalt marked takket være streaming, samtidig med at der er skåret led væk i distributionen. Senest har Kastanjemanden haft succes på Netflix.”

Kvalitet og kulturel betydning
Det er vigtigt at holde det danske sprog i live, men alle rundt om bordet er enige om, at dansk indhold ikke behøver være på vores modersmål.

”En vigtig dansk kulturhistorie kan sagtens foregå et andet sted end i Danmark, og den behøver heller ikke være på dansk,” siger Pil Gundelach Brandstrup, der er ansvarlig for indhold og planlægning på tværs af Norden i Warner Bros. Discovery.

Zentropa-producer Louise Vesth vil heller ikke komme med en klar definition, men hun ser frihed som alfa og omega.

”For mig handler det om, at talenter udviklet i Danmark skal lave de film og serier, som ligger dem på sinde. Det er sådan set bare min definition, at vi skal bære talenterne frem. Særligt dokumentargenren kan vi ikke putte i en kasse med danskhed, og der har vi nogle af verdens bedste instruktører.”

Claus Ladegaard, direktør på Det Danske Filminstitut, er enig.

”Vi skal passe på med at lave meget lukkede kategorier, når politikerne i sidste instans skal formulere dette afsnit i medieaftalen. Hvis de skriver, at det skal være dansksproget, har vi lagt dokumentarfilmen i graven,” siger direktøren.

Danske dokumentarister rejser ud verden efter de bedste historier, for eksempel Simon Lereng Wilmont, hvis Ukraine-dokumentar A House Made of Splinters blev Oscar-nomineret.

”Det er ikke os på Filminstituttet, der har opfundet idéen om den originale danske fortælling,” fortsætter Claus Ladegaard.

”Vores centrale begreber er kunstnerisk kvalitet og kulturel betydning – gerne nævnt i samme sætning. Ud fra det kan man argumentere for, at både filmene Bamse, Meter i sekundet og Holy Spider har kulturel betydning og kunstnerisk kvalitet.”

”Man skal ikke udskamme The Rain, men enhver, der har stiftet bare lidt bekendtskab med USA, ved, at seriens dommedagsfrygt er en arketypisk amerikansk fortælling. Skuespillerne taler dansk, men jeg mener godt, at man kan diskutere seriens kulturelle betydning herhjemme.”

Dokumentarserien MeToo: Sexisme bag skærmen blev en af årets mest omtalte serier, da den i slutningen af 2021 fik premiere på streamingtjenesten Discovery+ (foto: Impact TV).

– Kvalitet og kulturel betydning kan godt lyde som smagsdommeri, hvor det er Filminstituttet, der bestemmer?

”At nogle mennesker bliver sat til at bedømme kvaliteten af en film eller serie, kan man godt kalde smagsdommeri. Men det er jo et udbredt system. Det har de også på tv-stationerne, hvor de bare har nogle andre parametre,” siger Claus Ladegaard.

For Viaplay er det vigtigt at skelne mellem de forskellige streamingtjenester og ikke sætte alle i samme bås. Viaplay vil gerne holde fast i den danske eller nordiske identitet.

”Måske med undtagelse af Viaplay og TV 2 lever streamingtjenesterne ikke af det danske publikum. De fleste tjenester laver ofte skidegode amerikanske serier, som mange af os ser og snakker om. Det er vigtigt, at den danske og nordiske fortælling – om den er på engelsk eller ej – stadig er der,” siger Viaplay-producer Anne Borggaard Sørensen.

Roar Skau Olsen, der er en del af formandskabet for film- og tv-arbejderforeningen FAF, hæver perspektivet.

”Vi kan godt have den her bløde snak om, hvad danskhed er. Men vi må også være ærlige og sige, at begrebet ’den danske fortælling’ også er en politisk strategi. Det handler dybest set om at få penge til at cirkulere i den danske filmbranche, og i forhold til politikerne er det nemmere at argumentere for danskhed end for kunstnerisk kvalitet,” siger Roar Skau Olsen.

Brandet bestemmer
I debatten om kulturbidraget er der en udbredt forestilling om, at filmstøtte fra Det Danske Filminstitut sikrer kunstnerisk frihed, mens serier til streamingtjenester er en industri, der primært skal tilgodese aktionærerne.

Det gav Louise Vest for nylig udtryk for i en filmdebat i biografen MovieHouse Hellerup. ”I serier er det altid det bagvedliggende brand, der vinder. Film bor i fremtiden, mens serier, der er algoritme-bestemt, bor i fortiden,” sagde hun.

Det fik blandt andre skaberen af The Rain, Jannik Tai Mosholt, til at reagere. I et debatindlæg argumenterede han for, at serier ligesom film er båret af en kunstnerisk vision. Det er bare ikke instruktørens vision, men manuskriptforfatterens.

Ekkos moderator, chefredaktør Claus Christensen, bad Louise Vesth uddybe sin oplevelse af forskellen på serier og film. Hun er en af landets mest erfarne producere, der har produceret serier som Riget Exodus og Klovn, Lars von Triers spillefilm og Afdeling Q-filmserien.

”Jeg er født som filmmenneske og vant til, at man har friheden til at arbejde i forskellige retninger. Filminstituttets konsulenter er konsulenter i ordets egentlige betydning. De kan være mere eller mindre gode til arbejdet, men grundlæggende er de undersøgende i forhold til værket,” forklarer Louise Vesth.

”Det er noget andet at arbejde i en verden, hvor andre bestemmer. På streamingtjenerne og tv-stationerne sidder producere som mig selv. Så jeg skal dele mit ansvar – hvilket jeg prøver at øve mig i – med nogle, der faktisk er overordnede. Med serier er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg arbejder under et andet brand end værket. Det anerkender jeg, men det kan i nogle sammenhænge betyde, at du lader dig påvirke til bare at opfylde bestillingen.”

Lars von Trier er en ener i dansk film, men også instruktøren kastede sig ud i et samarbejde med en streamingtjeneste, da han fik Nicolas Bro og et hav af andre skuespillere med i Riget Exodus for Viaplay (foto: Zentropa).

– Hvad går påvirkningen mere konkret ud på?

”Der kan være ønsker om, at indholdet går en bestemt vej. For eksempel at du skal indskrive et bredere felt af karakterer i en serie. Det kan også være markedsføring og positionering af et værk. Hvornår og hvordan taler vi om værket? De fleste, der arbejder med streamingtjenester og tv-stationer, ved, at tjenesterne har brug for at putte ting i nogle kasser. Der kan være diversitetsspørgsmål eller andre ting, som har en stor betydning for streamingtjenestens brand. Du bliver nødt til at tilpasse dit indhold til det,” fortsætter produceren.

”Jeg ved ikke, om det er en algoritme, men jeg er i arbejdet med serier blevet mødt af data om publikum i en grad, som er fremmed for mig, når jeg producerer en film med kunststøtte. Data, der ligger til grund for beslutninger, som bliver truffet på specifikke produktioner.”

Samarbejdets natur
Pil Gundelach Brandstrup fra Warner Bros. Discovery har stor erfaring i at bestille dokumentarprogrammer hos danske produktionsselskaber.

”Mit arbejde består i at sikre, at indholdet har den kvalitet, som vi betaler for, og at det rammer tjenestens publikum. Jeg forstår godt diskussionen om film kontra serier, men i filmens verden har der altid været plads til både auteurs og Hollywoods masseproduktion målrettet til et bestemt publikum. Vi må ikke glemme, at vi køber noget indhold for at ramme et publikum,” siger Pil Gundelach Brandstrup.

Louise Vesth nikker.

”I skal selvfølgelig gøre det, I gør. Det har bare intet med filmkunst at gøre, at nogle skal sige, hvordan noget skal være for at ramme nøjagtigt ind i bestemte kasser. Det er den helt store forskel på serier og film. På film er det at skabe, at man læner sig ud i det uvisse, og det er derfor, at kulturbidraget, der kan sikre spillefilmene, er så vigtigt.”

Camino er Viaplays første danskproducerede film, som fik premiere i biografen, før den kunne opleves på streamingtjenesten (foto: Nikola Predovic).

Ifølge Viaplays Anne Borggaard Sørensen, der har produceret Birgitte Stærmoses aktuelle Camino, svarer det kreative samarbejde mellem Viaplay og de kreative til at lave en film med støtte fra Filminstituttet.

”Når en instruktør eller manuskriptforfatter kommer med et projekt, ser vi på, om det passer til det, vi har berammet. Ikke ifølge algoritmer, men vi laver selvfølgelig vurderinger i forhold til vores publikum, for det er dem, vi servicerer.”

”Derefter indgår vi i et udviklingsforløb, hvor vi har manuskriptmøder og planlægger samarbejdet under hele forløbet. Viaplay har ligesom andre tv-kanaler og streamingtjenester final cut (retten til at bestemme, hvilken form et værk skal have, red.), men vi har aldrig gjort brug af den. Vi finder altid ud af det med vores samarbejdspartnere, men det kan det godt være, at film- og serieskaberne bliver mere udfordret, end de gør, når de skaber for Filminstituttets penge,” siger produceren.

Strategien er ændret
Lars Hermann stiftede sammen med tidligere DR Drama-chef Piv Bernth i 2017 produktionsselskabet Apple Tree Productions. Selskabet har siden blandt andet lavet serierne Equinox og Skruk til Netflix, og Hermann fortæller, hvordan det opleves at producere for store streamingtjenester.

”Vi har hele tiden omkring 25 projekter i udvikling. De kan være helt i den spæde start, hvor en forfatter typisk kommer med en idé, der så skal udvikles til noget, som vi mener kan pitches,” siger han.

”Vi sender et kort dokument til dem, vi tænker er potentielle kunder til det projekt. I praksis sender vi måske til Amazon, Apple, Disney, Viaplay og Netflix på samme tid. Vi sender det til de tjenester, som vi tror, det vil passe til. Sådan opstod Equinox, der blev til i et samarbejde med Netflix.”

Serieskaber Tea Lindeburg kom til produktionsselskabet Apple Tree Productions med idéen til Equinox, som senere blev realiseret på Netflix (foto: Tine Harden).

Produceren har ikke selv oplevet at blive udsat for de meget omtalte algoritmer, som ifølge rygter ligger til grund for, hvad særligt Netflix vælger at lave af film og serier.

”Mit personlige bud er, at Netflix ved præcis, hvad de har af indhold til forskellige målgrupper. Derfor tror jeg, at de ser på, om de allerede har noget i samme stil. Så et afslag handler ikke nødvendigvis om projektets kvalitet. Der er ingen diskussion om algoritmer på noget tidspunkt. Selve det kreative arbejde er et helt almindeligt samarbejde om indholdet, hvor alle prøver at skærpe historien,” fortæller Lars Hermann.

Han har bemærket, at streamingtjenesterne over en kam er ved at skifte strategi.

”For nogle år siden ville de have lokalt forankret indhold med internationalt potentiale. Nu er det faktisk mere lokalt indhold, der først og fremmest skal fungere i vores eget land. Det er selvfølgelig godt, hvis en serie kan nå langt ud i verden, men det er ikke lige så meget i fokus længere.”

Rub neglene!
For filmfolk er der ikke noget nyt i, at en lang række aktører mener noget om den film eller tv-serie, som jo koster en masse penge at producere.

”Ligegyldigt om man laver film eller serier, er der investorer, som har holdninger. Det kan være Filminstituttets konsulent eller en distributør. Du skal altid operere i noget, hvor du skal finde ud af, hvordan du undgår at gøre folk urolige eller bange,” siger Nikolaj Scherfig.

”Mit indtryk er, at tilliden og samarbejdet er gennemgående. For mig at se er der ikke den store forskel på, hvor fri du er, når du laver film eller serier. Det er mit indtryk, at alle dem, der har arbejdet for eksempelvis Netflix, går ind i et samarbejde, hvor det handler om at gøre projektet så godt som muligt. Det går tilbage til DR’s succesfulde model, hvor det handler om at sætte forfatteren fri.”

Toscana med Anders Matthesen stod faktisk til at komme i danske biografer, men i sidste øjeblik blev det droppet, og filmen havnede i stedet på Netflix (foto: Netflix).

Andre steder i filmbranchen er der dog en betydelig forskel på, om man laver en film med Filminstitut-støtte eller en tv-serie for en streamingtjeneste.

”Du skal simpelthen lave det dobbelte på den halve tid, når du laver noget for en streamingtjeneste eller tv-station,” siger tonemester Roar Skau Olsen fra FAF.

”På en spillefilmproduktion har de kreative fået god tid til at planlægge produktionen. Der har været prøveperioder og er blevet truffet beslutninger, når man trykker ’record’ på kameraet. Det er der ikke penge til at gøre på tv-serier. Når du arbejder for en streamingtjeneste, skal du rubbe neglene og løbe rigtigt stærkt. I manuskriptforfattere mærker måske ikke den store forskel, fordi I ikke står ude på optagelserne, men der er en kæmpe forskel.”

”Nogle gange har vi slet ikke været på lokationen før optagelsen. Rummet er ikke blevet indrettet, og vi skal være klar til at rulle om tre timer. Det oplever vi ikke på film, hvor der er lavet et grundigt forarbejde, så produktionen har fundet ind til filmens kerne. Der er så travlt på tv-serier, at man kører derudad på autopilot.”

Flere streamingfilm i fremtiden
Men tilbage til de dystre skyer over danske spillefilm. Analytiker og Ekko-blogger Claus Bülow Christensen mener, at noget af hjælpen helt automatisk vil komme fra streamingtjenesterne. Her vil man fremover i højere grad satse på kvalitetsfilm og -serier.

”Et af de store problemer er, at der er for meget indhold på streamingtjenesterne. Folk kan ikke finde rundt i det. Der er gået for meget pølsefabrik i den, og der er et skift på vej, hvor der vil blive fokuseret mere på kvalitet frem for kvantitet,” vurderer Claus Bülow Christensen.

”Jeg er sikker på, at algoritmerne i denne tid er på overarbejde, og streamingtjenester bruger sikkert også kunstig intelligens. Jeg tror, at der kommer flere danske film fra tjenesterne. De er i et udskilningsløb og konkurrerer voldsomt, så det handler om kvalitet og om at forankre sig lokalt. Alt det vil komme den danske filmbranche til gode.”

Claus Ladegaard fra Det Danske Filminstitut mener ikke, at streamingtjenesterne kan redde den danske biograffilm. Heller ikke selv om de giver deres film premiere i biografen, før de kommer online.

”Jeg er enig i, at der er for meget indhold på tjenesterne, og noget af det er ikke af god kvalitet. Jeg er for nylig blevet præsenteret for tal, der viser, at publikum ser færre og færre afsnit af serier. Det har to konsekvenser: Tjenesterne begynder at lave kortere serier og satser mere på film. Men det er streamingfilm,” siger Claus Ladegaard.

”Hvis man havde sendt en Netflix-film som danske Toscana i biografen, kan jeg godt love for, at den ville være maveplasket. Den ville ikke kunne trække publikum i biografen. Det sker også for nogle af de film, som vi på Filminstituttet støtter. Det er svært at lave film til biografen.”

”Jeg tror, det samme ville ske med Viaplays Camino. Den er udmærket, men ville få det svært, hvis den fik en almindelig biograflancering. Spørgsmålet er, hvad vi skal gøre for at skabe store oplevelser på det store lærred. Det er udfordringen, og jeg tror ikke, at streamingtjenesternes film kommer til at løse det problem.”

Anne Borggaard Sørensen fra Viaplay rykker frem i stolen.

”At gøre sig til dommer over, hvad der maveplasker, ville jeg nok lade være op til publikum. Vi ved jo kun én ting med sikkerhed, nemlig at man aldrig ved, hvordan publikum vil reagere. Vi laver spillefilm på vores platform, og vi sætter Camino op i udvalgte biografer. Så det er endnu et lille kulturbidrag fra os,” siger produceren.