Flygtet iransk instruktør fortjener Guldpalmen

Ingen politisk polemik, lød budskabet fra Cannes-festivalens leder Thierry Frémaux, som fra starten forbød demonstrationer på den røde løber.

For to år siden inviterede festivalen den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj til at holde tale ved åbningen. Men man må sige, at piben har fået en anden lyd i år, hvor konflikten mellem Israel, som festivalen har gode forbindelser til, og palæstinenserne er mere polariserende.

Ironisk nok har det været den mest politiske festival i mands minde.

Mohammad Rasoulofs The Seed of the Sacred Fig er et kvindesolidarisk frontalangreb på præstestyret i Iran.

Ali Abbasis The Apprentice fortæller historien om, hvordan den unge og usikre Donald Trump blev til den politiske tyran, verden har lært at kende i det seneste årti.

Og Jia Zhang-Kes Caught by the Tides udruller de enorme forandringer i Kina gennem de sidste tyve år og deres betydning for et almindeligt par.

For slet ikke at tale om alle de film, som med politisk pondus har leveret stærke kvindefortællinger i en mandsdomineret verden: den danske Pigen med nålen, Andrea Arnolds Bird, den franske horrorfilm The Substance, indiske All We Imagine as Light og ikke mindst Sean Bakers Anora, hvor en fattig sexarbejder som en anden Askepot træder ind i en anden verden, da en russisk rigmandssøn forelsker sig i hende.

Store maveplaskere
Vi er blevet forvænt med, at Cannes-festivalen nærmest hvert år er i stand til at levere et tindrende originalt mesterværk, der vil gå over i historien.

Det er desværre udeblevet i år. Til gengæld har vi fået en række maveplaskere.

”Hvor ofte tænker du på Romerriget?” lød en sjov trend sidste år på TikTok, hvor kvinder testede deres kærestes ubevidste drømme om fordums storhed for mænd.

85-årige Francis Ford Coppola tænker vist meget ofte på Romerriget. Han er i hvert fald besat af at tegne et billede af Amerika som det smuldrende Romerrige i Megalopolis. Alt fra replikker til scenografi og skuespil er mega, men desværre ikke på fede måde.

81-årige David Cronenberg viser endnu engang med sin sorgbearbejdende konspirations-vrøvler The Shrouds, at han er en skygge af sin storhed for, ak ja, 40-50 år siden.

Og 77-årige Paul Schrader, der skrev Taxi Driver for snart 50 år siden, går i clinch med en aldrende, selvoptaget dokumentarist i Oh, Canada. Men det bliver han ikke mindre selvoptaget eller for den sags skyld interessant af.

Den største maveplasker har mesterinstruktøren Paolo Sorrentino dog leveret. Han er kun 54 år, men Parthenope er et 136 minutters langt gammelmandsblik på en ung, smuk kvinde, der – surprise! – godt kan lide ældre mænd. Mændene spørger hele tiden, hvad hun tænker på, og svaret kan kun være: ”Hvad pokker laver jeg i den her film?”

Særlige Cannes-regler
I et år uden et historisk mesterværk har jeg for en gangs skyld ikke en bestemt film, jeg brænder for som Guldpalmevinder.

Der har været flere fremragende film, som kan vinde Guldpalmen. Så det er vitterlig et spørgsmål om smag og behag, og hvem man lige synes, fortjener hæderen mest.

De to danske eller halvdanske film, Pigen med nålen og The Apprentice, har gjort en god figur på festivalen, selv om meningerne har været delte om især sidstnævnte. Den største chance for en pris ser ud til at være Vic Carmen Sonne i Pigen med nålen, men netop i år har festivalen været velsignet med mange stærke kvindelige skuespilpræstationer.

Syv priser skal uddeles, og festivalen har en regel om, at de film, der vinder aftenens tre største priser (Guldpalmen, Grand Prix og Instruktør), ikke kan modtage andre priser.

Det var den regel, der højst uretfærdigt forhindrede tyske Sandra Hüller i at vinde prisen for bedste kvindelige skuespiller sidste år, selv om hun havde hovedrollen i festivalens to bedste film: Frit fald og The Zone of Interest.

Festivalens anden regel er, at kun en enkelt pris må deles mellem to film. Med dette in mente er her mine bud på vindere i aften klokken 19 i Grand Théâtre Lumière, hvor juryen med Barbie-instruktøren Greta Gerwig i spidsen vil overrække priserne.

Guldpalme: The Seed of the Sacred Fig

Iranske Mohammad Rasoulof slog rekorden med tolv minutters stående ovationer, da han i går eftermiddag havde verdenspremiere på The Seed of the Sacred Fig.

Det forstår jeg godt.

Han har sneget sig uden om de iranske myndigheders censur og konfronterer præstestyret med historien om en embedsmand, der bliver sat under pres, da Jina Mahsa Amini i 2022 dør i politiets varetægt, og massive protester finder sted i landet.

Rasoulof har netop fået otte års fængsel af regimet, men det er lykkedes ham at flygte fra landet og uden pas komme til Cannes-festivalen. En torn i øjet på de iranske myndigheder.

Filmen byder på rystende, autentiske optagelser af politivold. Og embedsmanden, som er blevet forfremmet til dommer, rammes af stigende paranoia og kommer i konflikt med sin egen kone og sine to døtre, da hans pistol på mystisk vis forsvinder.

Det udvikler sig til en nervepirrende, labyrintisk thriller, der trækker på både Hitchcock og Sergio Leone. Men frem for alt slår Rasoulof et stærkt slag for bevægelsen Kvinde, Liv, Frihed, der kræver styrkelse af kvinders rettigheder i Iran.

Alene for sit mod fortjener Mohammad Rasoulof Guldpalmen, og i et år, hvor politik har været i højsædet, må det være passende, at det stærkeste politiske statement vinder.

Grand Prix: Emilia Pérez

En barsk, mexicansk gangsterboss, der vil være kvinde og sone sin brøde. Det lyder fjollet og fortænkt, og når man tilføjer, at personerne jævnligt bryder ud i sang, tænker man, at det kun kan gå galt.

Men det gør det ikke takket være franske Jacques Audiards mesterlige instruktion og blændende præstationer af Karla Sofía Gascón, Zoe Saldaña og Selena Gomez.

Det bliver en medrivende og gribende film om, hvordan man faktisk kan ændre sig. Den tør tilmed vise, at et vellykket kønsskifte godt kan indebære en vis melankoli på grund af det, man har måttet forlade.

Der er mange faldgruber, men på mirakuløs vis undgår filmen dem alle. Selv når skuespillerne ikke rammer tonen, overgiver man sig, og det klæder den potente filmskaber Jacques Audiard at fortælle en så sensitiv historie om femininitetens kraft.

Instruktør: Andrea Arnold (Bird) og Sean Baker (Anora)

Britiske Andrea Arnold og amerikanske Sean Baker hører afgjort til festivalens førende instruktører, og de har hver især bidraget med tryllebindende film. Ingen af dem fortjener at tage hjem uden et håndgribeligt klap på skulderen, og derfor benytter jeg muligheden for at dele én pris.

Andrea Arnold er med Bird (billede) umiddelbart i sit vante miljø, nemlig en teenagepiges opvækst på bunden af det engelske samfund i en skilsmissefamilie, hvor begge forældre er uansvarlige.

Men hun tilføjer dristigt et magisk element – en fuglemand – som pigen støtter sig til, når det ser mest håbløst ud. Og det fungerer, så man forlader filmen, ikke bare med et håb for hovedpersonen, men også for, at instruktøren kan forny sin håndholdte socialrealisme.

Sean Bakers Anora er en hylemorsom komedie, der har en dybt rørende slutning. Anora er det virkelige navn på hovedpersonen, som er så dygtig til sit sexarbejde, at hun pludselig bliver gift med en anarkistisk oligarksøn.

Men da hans forældre opdager, at de har fået en svigerdatter, som oven i købet lever af at sælge sex, er helvedet løs. Den charmerende og aldrig mindre end underholdende film er helt på kvindens side. Og russiske Yura Borisov (Kupé nummer 6) burde for sin såre sympatiske håndlanger blive belønnet med en pris for festivalens bedste birollepræstation. 

Kvindelig skuespiller: Demi Moore fra The Substance

For tre år siden slog franske Julia Ducournau benene væk under os med den grænseoverskridende body-horrorfilm Titane, der sensationelt vandt Guldpalmen.

I år gør landskvinden Coralie Fargeat hende kunsten efter med den vildeste hævnhorror-komedie, jeg mindes at have set.

The Substance handler om den tidligere Hollywood-stjerne Elisabeth Sparkle, der er blevet midaldrende og lever af at lave et workout-show på tv. Indtil hun bliver fyret, fordi den mandlige chef vil have en yngre model for at booste seertallet.

Med midlet Substance kan Elisabeth dog spalte sig selv i en yngre udgave, som tv-stationen uvidende ansætter til at overtage showet. Men den Dorian Gray-agtige spaltning løber af sporet og ender i et blodblad, der får Brian De Palmas Carrie til at ligne et skolebal (hvilket det jo egentlig også er).

Demi Moore leverer et forrygende comeback som Elisabeth, og en film, der handler om mediebranchens misogyne behandling af kvinder, som har passeret 40 år, er oplagt at belønne for netop hovedrollepræstationen.

Mandlig skuespiller: Ben Whishaw fra Limonov – The Ballad

Britiske Ben Whishaw (bedst kendt for Parfumen: Historien om en morder) spiller den autentiske punkpoet, politiske revolutionære og anarkistiske Eduard Limonov. Whishaw er på lærredet i samfulde 138 minutter, og man tager aldrig øjnene fra ham, så fængslende er skuespilleren i sit livs præstation.

Den russiske forfatter lever konstant på kanten og flytter til USA. Han er egentlig ikke spor sympatisk, men alligevel bliver man fænget – især af hans stormende forelskelse og efterfølgende dybe sorg, da han bliver forladt.

Portrættet af Limonovs liv er samtidig et tidsbillede af anden halvdel af det 20. århundrede, hvor der er meget at nikke genkendende til for os, som er vokset op i den periode.

Russiske Kiril Serebrennikov (Leto), der lever i eksil og er en stærk modstander af Putin og hans Ukraine-krig, er en sublimt forførende filmskaber. Limonov – The Ballad er hans bedste film til dato.

Juryens pris: Caught by the Tides

Det er ikke nemt at komme ind i Jia Zhang-Kes kinesiske Caught by the Tides, og efter en time er det stadig svært at sige, hvad den egentlig handler om. Jeg gav den da også kun to ud af fire mulige stjerner i Ekkos stjernebarometer.

Men filmen har siden rumsteret i mine tanker, og der er billeder, som har brændt sig fast på nethinden. Juryens pris er oplagt, fordi den ofte går til et eksperimenterende værk.

Caught by the Tides skildrer et ungt par, som bliver splittet ad, da han pludselig forsvinder. Hun tager ud på en større rejse for at lede efter ham. Det viser sig, at han er flyttet til en anden by, hvor hans karrieremuligheder var større.

Filmen begynder i starten af dette århundrede og foregår over 21 år, hvor det kinesiske samfund har gennemgået enorme forandringer med store omkostninger for de mennesker, der er blevet ”fanget af tidevandet”.

Ved at blande dokumentariske arkivoptagelser gennem årene med de fiktive får vi et meget levende og meget autentisk portræt af Kina – indefra. Og slutningen må være festivalens smukkeste og mest bevægende. Det er ren magi, som giver Hollywood baghjul.

Manuskript: All We Imagine as Light

Den første indiske film i hovedkonkurrencen i 30 år er en frydefuld overraskelse.

Den skildrer tre sygeplejersker i Mumbai, men udfolder sig samtidig som et portræt af byen og starter ligesom Joachims Triers mesterværk Oslo, 31. august med forskellige stemmer, som på lydsiden fortæller om deres forhold til byen.

I centrum for fortællingen Prabha, der bor sammen med den yngre Anu. Prabhas mand tog umiddelbart efter brylluppet til Tyskland for at arbejde. Det er længe side, at hun har hørt fra ham, men en dag kommer der en stor riskoger fra Tyskland.

I en meget rørende scene sidder Prabha alene og omfavner kogeren.

Det er hverdagsrealisme med et stærkt poetisk islæt og en enorm empati med de kvindelige karakterer. Til sidst sker der en hændelse, som tilfører filmen en drømmeagtig kvalitet. Man må konstatere, at 38-årige Payal Kapadia er en yderst lovende ny auteur på den internationale arthouse-scene.