Hvem vinder årets Guldpalme?

Netop ankommet til Cannes i går middag blev jeg ringet op af en journalist fra Danmark. ”Hvad skal vi interessere os for i år, hvor der ikke er nogen dansk film i hovedkonkurrencen?” spurgte han.

Jeg vævede mig ud i en længere snak om Sonja Richter og David Dencik (som har biroller i den amerikanske western The Homesman), men burde bare have svaret: ”Vi skal lægge klaphatten på hylden og gå på opdagelse i den enorme urskov af film, der kan gemme på dette års store mesterværk!”

Det fascinerende ved festivalen er, at det er umuligt at udpege juvelerne på forhånd.

Ingen kunne have forudsagt, at Cristian Mungius jerntæppedrama 4 måneder, 3 uger og 2 dage ville blive den store Guldpalmevinder i 2007, ligesom ikke mange havde spået, at Adèles liv – kapitel 1 & 2 ville sparke benene væk under pressefolk og juryen sidste år.

Det er samtidig også frustrerende, for tænk nu, hvis man imellem festivalens omkring 80 spillefilm misser det skelsættende kunstværk, der ved tilfældighedernes ugunst er endt i en af festivalens mindre konkurrencer! I en branche, der endnu ikke for alvor har kastet sig over online-distribution, kan Cannes-festivalen være første og sidste chance for at se en ukendt film fra Mauretanien eller Elfenbenskysten.

Ekkos blogger, Kim Pedersen, har sikkert ret i, at vi kritikere kan skrive spalte op og spalte ned fra Cannes, uden at det får biografernes kasseapparater til at klirre.

Men også nogle få tusinde tilskuere tæller, ja, bare en enkelt kan gøre en forskel. En film kan åbne verden for et ungt menneske, og en dag kan dette menneske blive en instruktør, der skaber et mesterværk. Sommerfugleeffekten er også en realitet i filmens verden.

Billy røg ud i kulden
Atten spillefilm – lidt færre end vanligt – er udtaget til hovedkonkurrencen om Guldpalmen. Seksten af instruktørerne er gengangere på festivalen, og fjorten af dem har tilsammen været i spil til Guldpalmen 61 gange!

Årets festival er i den grad et gensyn med det, som festivalen selv kalder ”Cannes-familien”.

Nogle af familiemedlemmerne er garanter for kvalitet hver gang (som de belgiske Dardenne-brødre og briterne Ken Loach og Mike Leigh, der alle tidligere har vundet Guldpalmen), andre er mere svingende (som canadierne David Cronenberg og Atom Egoyan). Og så er der Tyrkiets kompromisløse Nuri Bilge Ceylan. Plus fransk films uforudsigelige enfant terrible, Jean-Luc Godard, der i en alder af 83 for syvende gang deltager i hovedkonkurrencen, som han aldrig har vundet.

Cannes-festivalen er utrolig loyal over for de instruktører, man har lukket ind i varmen. Det er også et ganske smart træk. Via nogle få, udvalgte auteurs opbygger man et brand – en bestemt smag – som man konservativt holder fast i. Også selv om instruktørerne laver svagere eller måske ligefrem dårlige film.

Man kan dog lave så dårlige film, at man ryger ud i kulden. Den skæbne er desværre overgået vor egen Bille August, som ellers er en af blot fem instruktører, der har vundet Guldpalmen to gange (Pelle erobreren i 1988 og Den gode vilje i 1992). Siden 1992 har August ikke haft en film på festivalen, og i år har festivalen enten takket nej til hans nye Stille hjerte, eller også har den danske instruktør opgivet på forhånd.

I Cannes’ øjne er han utvivlsomt for meget Billy og for lidt Bille.

Smagen af Cannes
Hvad er Cannes-festivalens smag?

Her er man vild med provokerende, grænseoverskridende kunstnere (som Trier og Refn), og der har altid hersket en svaghed for asketisk, minimalistisk filmkunst (som den Dardenne-brødrene repræsenterer). Man er mere til dramaer end genrefilm, og der er altid flere tragedier end komedier i hovedkonkurrencen.

Det er næppe nogen tilfældighed, at en instruktør som Susanne Bier aldrig har været på Cannes, selv om hun har haft succes i Oscar-sammenhæng. Hendes mainstream-dramaer med hang til patos er vel nærmest indbegrebet af, hvad der ikke er ”god smag” ifølge Cannes-festivalen.

Guldpalmen bestemmes suverænt af juryen, der i år består af formanden Jane Campion (New Zeland), skuespillerne Willem Dafoe (USA), Carole Bouquet (Frankrig), Gael García Bernal (Mexico), Jeon Do-Yeon (Sydkorea) og Leila Hatami (Iran) samt instruktørerne Jia Zhangke (Kina) og Sofia Coppola (USA).

Sidst, men ikke mindst har vi i juryen Nicolas Winding Refn, som bliver festivalens måske mest betydningsfulde danske islæt.

Eneste kvindelige Guldpalmevinder
Der findes grundlæggende to typer af juryformænd. Den ene forsøger at gå fordomsfri til filmene og anlægger en demokratisk ledelsesform (som Clint Eastwood, der i 1994 bøjede sig for flertallet og gav Guldpalmen til Pulp Fiction). Den anden har en bestemt dagsorden og gennemtrumfer sit valg (som Sean Penn, der i 2008 slog et politisk slag med Guldpalmen til den franske Klassen).

At dømme efter interviews vil Campion gerne være den første type, men måske ender hun alligevel i sidstnævnte kategori. Et interview i The Guardian fokuserer især på hendes kønspolitiske holdninger.

”På filmskoler,” siger hun til The Guardian, ”er kønsbalancen nogenlunde 50-50. Kvinder klarer sig virkelig godt i kortfilm-konkurrencer. Det er, når forretninger og handel og kunst bringes sammen, at mænd af en eller anden grund stoler mere på andre mænd.”

”At lave film handler ikke om at være mand eller kvinde. Det handler om sensitivitet og hårdt arbejde og om virkelig at elske det, du laver. Men du vil få anderledes historier fra kvinder – der ville være mange flere historier i verden, hvis kvinder lavede flere film.”

Jane Campion er faktisk den eneste kvindelige instruktør, der på den meget mandsdominerede festival har vundet Guldpalmen. Det var med The Piano i 1993, og festivalen hældte endda malurt i bægret ved at dele palmen med en mandlig instruktør, Kaige Chen (Farvel min konkubine).

Feministen og drengerøven
Hvis Campion vil sikre sig den anden kvindelige Guldpalmevinder i historien, er valget ret enkelt. Der er nemlig kun to kvindelige instruktører i hovedkonkurrencen: japanske Naomi Kawase (Still the Water) og italienske Alice Rohrwacher (Le Meraviglie).

Kawases kontemplative filmkunst er velkendt på festivalen (det er fjerde gang, hun dyster om Guldpalmen), mens Rohrwacher kun tidligere har optrådt i en parallelkonkurrence. At dømme ud fra traileren til Le Meraviglie, der handler om tre søskende i en italiensk flække, kan 32-årige Rohrwacher godt gå hen og blive dette års overraskelse.

Men alt kan ske, for det er i sandhed en jury, der stikker i flere kunstneriske retninger. Man ville gerne være en flue på væggen, når feministen Jane Campion skal forsøge at nå til enighed med drengerøven Nicolas Winding Refn.

Canadisk stortalent på 25 år
Canada står stærkt i hovedkonkurrencen med hele tre film. De allerede nævnte grand old men, David Cronenberg (Maps to the Stars) og Atom Egoyan (Captives), som meget vel kan blive overhalet indenom af Xavier Dolan (Mommy), der i en alder af 25 allerede har instrueret fem spillefilm.

Dolan er en farverig, eksotisk instruktør, som besidder et enestående visuelt talent. Han deltog for to år siden i andenkonkurrencen Un Certain Regard med Laurence Anyways, om et kærestepar, der forsøger at fortsætte forholdet trods mandens ønske om kønsskifte.

Suzanne Clément vandt fortjent prisen for bedste skuespillerinde, men den barokke film var desværre lidt for lang og lidt for overgearet.

Den nye film, Mommy, er et familiedrama om en enke, der kæmper med sin aggressive søn. Cannes-direktøren Fremaux Thierry sagde for nylig, at Dolan var rykket op i hovedkonkurrencen, fordi hans talent var modnet. Det lover godt for den film, jeg pt. har de største forventninger til.

Men det går stort set aldrig, som man forventer. Og først den 23. maj, når den sidste film (Olivier Assayas’ Sils Maria) i hovedkonkurrencen er vist, er vi klogere på, hvem der fortjener at vinde Guldpalmen.