Hvem vinder Guldløven?

Jeg er ikke sikker på, at The Son ville være i hovedkonkurrencen i Venedig, hvis ikke instruktør Florian Zeller havde haft så stor Oscar-succes med The Father. 

Ligesom den film tackler The Son psykisk sygdom og bruger også virkemidler, der kan sætte publikum i hovedpersonernes sted, så deres sygdom sætter spor i kroppen hos publikum. 

Problemet er bare, at hvor The Father handler om Alzheimers og på original vis afspejler et sind i forfald, handler The Son om depression. Det fører desværre til et overtydeligt og teatralsk filmsprog. 

Stjerneadvokat med problemer
Til gengæld er filmen velspillet, ikke mindst af Hugh Jackman i hovedrollen som den succesrige stjerneadvokat Peter. 

Han bor på Manhattan i en luksuriøs lejlighed rundet af beton og børstet stål sammen med Vanessa Kirbys Beth. Hun er den yngre model, han forlod sin ekskone for, og som han nu har et lille barn med. 

Men bedst som han står over for et højdepunkt i sin karriere, da en stjernepolitiker beder ham tage del i hans valgkampagne, foreslår hans syttenårige søn Nicholas at flytte ind hos ham. 

Forældrenes skilsmisse ramte ham hårdt. Han skærer i sig selv, har ingen venner og har pjækket fra skole i månedsvis for at vandre hvileløst rundt i New Yorks gader. 

Til en start får Nicholas det bedre hos sin far. Men da han falder tilbage i samme deroute, møder Peter ham ubehjælpsomt med disciplin og bebrejdelse frem for forståelse. 

Mellem vrede og apati
Peter har selv aldrig kendt andet. Det står klart i filmens stærkeste scene, hvor han opsøger sin hovedrige røvhulsfar, der bor i et ødselt palæ i Washington, D.C., for at klandre ham, at han aldrig var der i hans ungdom. 

”Det er patetisk at se en 50-årig mand, der stadig er lænket til den teenager, han engang var,” snerrer Anthony Hopkins, der vandt en Oscar for sin hovedrolle i The Father. 

Hugh Jackman giver den hele armen og viser efter The Front Runner og Bad Education, at han er en fremragende dramaskuespiller. Og den unge Zen McGrath veksler i rollen som Nicholas mellem vrede og apati, mens han rammende viser den usikre akavethed, der kommer af altid at pakke sine følelser af vejen. 

Ensemblet giver sig hen til historien med krop og sjæl, men The Son udvikler sin depressionsfortælling med overtydelige advarselslamper og forfalder efterhånden til tåreperserens uhæmmede følelsesrytteri. 

Iransk elendighed
The Son er dog hverken den værste eller mest trøstesløse film i hovedkonkurrencen. 

Den tvivlsomme ære må tilfalde den iranske Beyond the Wall. Filmens halvblinde hovedperson skælver, som var der tale om livets sidste krampetrækninger, mens han taler til sin ulykkelige mor, der græder sig gennem samtlige replikker. 

Vahid Jalilvand peger dydigt fingre ad den iranske politistat, men hvor er det en uforsonlig og fortænkt omgang elendighedsfetichisme. 

Jeg æder gerne min kasket, som jeg ellers er meget glad for, hvis den vinder Guldløven i aften. 

Kompromisløst værk
Juryer er notorisk uforudsigelige, men efter halvanden uges ubønhørligt filmterperi rager et værk over alle andre, nemlig Andrew Dominiks dybfølte portrætfilm om Marilyn Monroe. 

Måske imponerer Blonde mænd mere end kvinder, men i mine øjne er det et kompromisløst værk med vovemod, uovertruffen teknisk snilde og bjergtagende skuespil. 

Alejandro G. Iñarritus Bardo har mødt en del modvilje. Og Luca Guadagninos fremragende Bones and All eller Todd Fields Tár synes at være oplagte Guldløvevinder. 

Den ene er for bred, den anden for smal. Men Cate Blanchett fra Tár virker stadig som et oplagt valg til Coppa Volpi-prisen for bedste kvindelige skuespiller. 

Aronofsky deler anmelderne
Den mandlige pendant må næsten gå til Brendan Fraser for hans rolle i Darren Aronofskys skuffende The Whale, der gør Blonde rangen stridig som festivalens mest kontroversielle film. 

Enten finder man den gribende eller – som mig – konstrueret og usmagelig. 

Jeg giver også udmærkede odds på en Guldløve til Martin McDonaghs fremragende drama The Banshees of Inisherin, der i det mindste må være selvskrevet til prisen for bedste manuskript. 

Selv har jeg den italienske Chiara og den fængslede iraner Jafar Panahis – efter sigende fremragende – No Bears til gode. Så feltet er stadig åbent.