Hvem vinder Guldpalmen?

Bliver det Terrence Malicks storslåede filmdigt eller Michel Hazanavicius' genistreg af en stumfilm? Har Refn en chance? Kan Kaurismäki triumfere for anden gang? Er Trier dømt ude?

Efter tolv hektiske dage bliver det i aften kl. 19.15 afgjort, hvem der vinder Guldpalmen.

Flere film kan vinde, men én film er klar favorit: Terrence Malicks storslåede ode til det skønne og barmhjertige, The Tree of Life. Filmen har delt kritikerne i to lejre: én, der hylder filmen som et gudbenådet mesterværk, og én, som finder den prætentiøs og overambitiøs. Juryen vil givetvis også være splittet. Men uanset hvad man mener, er Malicks filmiske monument ikke til at komme uden om.

Han har aldrig tidligere vundet hovedprisen i Cannes, og i betragtning af hans alder (67) og den meget lange tid, som hans film altid er undervejs, kommer der måske ikke en ny chance for at hylde en af filmhistoriens store instruktører. The Tree of Life er et hovedværk, der samler trådene i Malicks kunst. Og hvem har lyst til at være formand for en jury, som i historiens ubarmhjertigt klare lys vil fremstå som ham, der var skyld i, at Malick aldrig vandt en palme? Næppe Robert De Niro, er mit gæt.

Min egen darling, stumfilmen The Artist, er ikke uden vinderchancer, men det er nok mere sandsynligt, at den får en af de mindre priser, for eksempel tredjeprisen Prix du Jury. The Artist er faktisk konkurrencens mest originale film, en lille genistreg, der genskaber filmmediets aura fra de tidlige år i begyndelsen af det tyvende århundrede, hvor Chaplin var den største. Jean Dujardin spiller forrygende (han må gerne få prisen som bedste mandlige skuespiller), og filmen er både morsom og bevægende. Den slags film vinder dog sjældent guldpalmer.

For som en kritiker hernede tørt konstaterede: ”Den film, der giver os den største nydelse, har ikke en chance, mens den film, der torturerer os mest, vinder Guldpalmen.”

Tre gamle kendinge er med i opløbet: finske Aki Kaurismäki, de belgiske Dardenne-brødre og spanske Pedro Almodóvar.

Kaurismäki står stærkest med Le Havre, som fortæller om en skopudser, der i den franske havneby sætter sig for at redde en flygtningedreng fra Afrika.

Kender man Kaurismäkis minimalistiske deadpan-komedier, er der intet nyt under solen, men Le Havre er en af hans bedste film, som med sit politiske budskab har vakt stor begejstring. Dardenne-brødrene har lavet endnu stærk film om surrogatfamilier, Le Gamin au Vélo, men de har allerede vundet Guldpalmen to gange, og for en gangs skyld virker deres drama en anelse konstrueret. Almodóvar har aldrig vundet Guldpalmen, og med La piel que habito er han i sit es med en blanding af ekstrem elegance og ekstrem perversion. Men historien om en plastikkirurg, der foretager revolutionerende hudtransplantationer, har næppe substans nok til mere end en sekundær pris.

Det samme gælder Nicolas Winding Refn, der overraskede med det stramme og flotte neonoir-drama, Drive. Samarbejdet med skuespilleren Ryan Gosling har tilført Refn en charme, som klæder hans filmkunst, men filmen er genrepastiche, som normalt ikke vil kandidere til en Guldpalme. Ganske vist vandt Tarantino i 1994 for Pulp Fiction, men de højder når Refn trods alt ikke.

Og så er der stakkels Lars von Trier, som synes at have smidt alle chancer overbord med sit syrede pressemøde. Man kan dog håbe, at Kirsten Dunst vinder for bedste kvindelige hovedrolle, men hun er oppe imod to andre stærke kandidater: franske Cécile De France i Le Gamin au Vélo og skotske Tilda Swinton i We Need to Talk About Kevin.

We Need to Talk About Kevin er i øvrigt en af outsiderne til Guldpalmen. Det er Lynne Ramsays fremragende comebackfilm, som handler om en mor, som forsøger at komme overens med, at hun har født en søn, der er psykopat. En anden outsider er franske Radu Mihaileanus folkloristiske og medrivende La Source des Femmes (”Kvindernes kilde”), der blev vist som den sidste film i konkurrence og kan overraske alt og alle. I en afrikansk landsby går kvinderne i sexstrejke for at få ligestilling, og hvis juryen gerne vil slå et politisk slag, er her en oplagt chance. Leila Bekhti er også helt klart i spil til prisen for bedste kvindelige hovedrolle.

Man kan heller ikke udelukke, at italienske Paolo Sorrentines første engelsksprogede film, This Must Be the Place, kan hjemtage en af de mindre priser. Filmen handler om en pensioneret, livsangst punk-rockstjerne (ikke ulig The Cures Robert Smith), der giver sig til at lede efter sin jødiske fars nazistiske plageånd fra koncentrationslejeren. Sean Penn spiller hovedrollen, og filmen har sine øjeblikke, men den er meget ujævn. Så min egen favorit til en overraskende, mindre pris - for eksempel bedste manuskript - er Markus Schleinzers grumme pædofili-portræt, Michael.

Festivalen har overreageret

Cannes bandlyser Trier for noget, han ikke mener, samtidig med at festivalen sparker liv i antisemitten Mel Gibsons karriere.

Trier har dummet sig, og festivalen har overreageret.

Det er holdningen blandt de journalister, jeg har talt med de seneste dage, hvor bandlysningen af den danske instruktør har været det store samtaleemne.

Ingen har forståelse for Triers meningsløse provokationer, men der er heller ikke nogen, som går rundt og tror, at Trier er antisemit eller nazist. Og flere undrer sig over, at festivalen reagerer så voldsomt på udtalelser, som Trier ikke mener og har beklaget, og som ikke er ulovlige — i hvert fald ikke i Danmark, hvor vi jo holder ytringsfriheden i hævd.

Bandlysningen er uden fortilfælde i Cannes, og den klinger forkert på en festival, hvor man i år er gået i brechen for to iranske instruktører, Jafar Panahi og Mohammed Rasoulof, der er bandlyst (og fængslet) i hjemlandet, fordi regimet ikke kan acceptere deres holdninger.

De iranske instruktørers ytringer støtter vi alle op om, med Trier er det anderledes. Men ytringsfriheden bør også gælde de ytringer, der krænker vores egne helligdomme såsom holocaust.

Med så højt et moralkodeks kan det også undre, at Roman Polanski, der er flygtet fra en retssag i USA, hvor han er anklaget for et seksuelt overgreb på en mindreårig, er velkommen på festivalen. Og det er tragikomisk, at Cannes sender humanisten Trier på porten for noget, han ikke mener, samtidig med at festivalen præsenterer antisemitten, racisten, homofoben, misogynisten og spritbilisten Mel Gibson på den røde løber. Med Cannes gyldne stempel forsøger skuespilleren i disse dage at gøre comeback med sin far-er-en-fuck-up-men-forsøger-at-komme-tilbage-til-livet-ved-at-kommunikere-gennem-en-grim-bæverhånddukke-film.

For at blive klogere på, hvad der er foregået bag kulissen, går jeg op i festivalens pressecenter for at tale med Gérald Duchaussoy. Han er næstkommanderende i pressecentret, og det er tydeligt, at den her sag efterhånden hænger ham ud af halsen. Gérard fortæller, at det var festivalens bestyrelse, som på et ekstraordinært møde torsdag besluttede at erklære Trier for ”persona non grata”, hvilket betyder, at instruktøren skal holde sig på en afstand af 100 meter fra festivalpalæet. Bandlysningen er ikke tidsbegrænset, så den kan i princippet gælde for tid og evighed.

Bestyrelsen består af repræsentanter fra det franske filmforbund samt en repræsentant, som er udpeget af det franske kulturministerium. Gérard siger, at han ikke må udlevere navnene på medlemmerne af bestyrelsen, så også på det punkt adskiller Frankrig sig fra Danmark. Men der er næppe nogen tvivl om, at kulturminister Frédéric Mitterrand har spillet en afgørende rolle, og umiddelbart efter bandlysningen udtalte Mitterand sig da også fordømmende om Lars von Trier.

I biografkøen, hvor vi fredag venter på at komme ind til den næstsidste film i hovedkonkurrencen, falder jeg i snak med en ung fransk journalist. Han mener, at festivalledelsen har bortvist Trier af frygt for, at festivalen ville blive forvandlet til en politisk skueplads. Det skete sidste år, hvor det højreorienterede parti Front National sammen med krigsveteraner troppede op på Croissetten for at demonstrere mod den franske film, Hors la loi, der skildrer algeriernes frihedskamp. Cannes var dengang også udsat for en bombetrussel, og det er sådan en situation, ledelsen for alt i verden har villet undgå.

Den franske journalist tilføjer, at traumet efter Anden Verdenskrigs stadig er meget levende i Frankrig. Det er ved lov forbudt at benægte holocaust, og man blive straffet alene for at komme til at opildne til racisme. Trier vil således i princippet kunne straffes i Frankrig for sin flirt med Hitler, og på grund af det betændte politiske klima i landet har Cannes-festivalen af strategiske årsager valgt at udelukke Trier.

Forklarer min franske kollega.

Det lyder plausibelt. Så kan vi bare håbe, at strategien også inkluderer, at Trier tages til nåde, når bølgerne engang har lagt sig. Ellers vil sagen ikke bare være en plet på Triers karriere, men også på Cannes-festivalen, der burde hylde ytringsfriheden og have vide rammer for udskejelser.

Vi trak ikke på smilebåndet!

Dansk Folkepartis Søren Espersen beskylder os Cannes-journalister for at tage for let på Triers bizarre ”morsomheder”.

Trier undskyldte. Kompagnonen undskyldte. Filmselskabet undskyldte. Distributøren undskyldte. Festivalen undskyldte. Gud og hver mand undskyldte.

Men det var åbenbart ikke nok for Dansk Folkepartis Søren Espersen, der øjnede chancen for en hurtig og nem profilering. Han fór til tasterne for at kaste benzin på bålet og lyse Lars von Trier i band.

”Lars von Trier er ikke det mindste skør eller forvirret. Han siger det, han betragter som sandheden, og det var det, han gjorde i Cannes. Manden kan ikke fordrage jøder,” tordner Espersen på sin blog i Jyllands-Posten og tilføjer, at regeringen bør trække støtten til Trier (han glemmer åbenbart, at regeringen ikke uddeler filmstøtte, fordi vi har et armslængdeprincip i Danmark).

Men ikke nok med det. Espersen retter også skytset mod os journalister, der som en flok medløbere — ifølge politikeren — lukker øjnene for uhyrligheder.

”Herhjemme nøjedes filmanmeldere og tv-journalister med at trække lidt på smilebåndet og på skuldrene - og sådan nærmest antyde, at '... sådan er Lars jo ... ha-ha-ha ... man ved jo aldrig, hvor man har den mand ... ha-ha-ha,” skriver Søren Espersen.

Den beskrivelse kan jeg ikke genkende.

Jeg stod udenfor i Palais du Festival og overværede pressekonferencen på en tv-skærm samme med nogle unge, tyske journalister. Vi trak ikke på smilebåndet. Tyskerne kiggede måbende på hinanden, mens jeg krummede mine tæer. Bagefter skyndte vi os på Ekkos hjemmeside at referere Triers opsigtsvækkende udtalelser , for det er jo — som Søren Espersen, der selv er uddannet journalist, ved — pressens fremmeste opgave. Derefter bad vi Trier om at forklare, hvad han egentlig mener, på det efterfølgende danske pressemøde. 

Enhver tragedie ender før eller siden som en komedie, og for eksempel Roberto Benigni har bevist  med Livet er smukt, at man kan lave sjov med Hitler og holocaust, som er alle tiders frygteligste forbrydelse. Trier forsøgte tydeligvis også at lave sjov, men hans henkastede og tydeligvis spontane udtalelser var bare ikke morsomme — slet ikke når de citeres sort på hvidt og uden den særlige stemning, som der er på et Trier-pressemøde.

Lars von Trier er altid opsat på at sætte gryden i kog, når han er i Cannes, som hurtigt kan blive meget pænt og forudsigeligt. For to år siden leverede han festivalens skandalefilm, Antichrist, der leger med forestillingen om, at kvinder er onde, og hvor folk forlod biografen ved synet af mishandlede kønsdele.

Han afprøver ekstreme og ofte forkastelige tanker i sine film. I år er hans filmiske bidrag ikke gjort af samme skandalestof, og det er muligvis forklaringen på, at Trier så sig nødsaget til at lave ekstra rav i den på gårsdagens pressekonference, hvor han provokerede alt og alle, inklusive sine egne skuespillere.

Trier er en drillepind, og indimellem er han også ret morbid. Det vænner man sig til, men i går løb det løbsk for ham. Han er selvfølgelig hverken nazist eller antisemit, men han optrådte så dumt, at Cannes-festivalen, der kom til verden i 1939 som en reaktion på nazismen, har erklæret ham for persona non grata. Så nu kan han pakke sine sydfrugter og rejse nordpå til Danmark.

Det er ærgerligt, for Melancholia er en stærk film, der fortjener en belønning. Måske ikke Guldpalmen, men gerne en pris for bedste skuespil til Kirsten Dunst. Man kan så bare håbe, at den ni mands store jury er så professionel, at den kan adskille værket fra manden. Vi kan også erkende, at Wagner og Hamsun har lavet stor, humanistisk kunst, selv om de abonnerede på en modbydelig ideologi.

Og inden hysteriet tager overhånd, så lad os lige minde hinanden om, at Trier faktisk — uden ironi, vel at mærke — har været ud og beklage sine udtalelser og slået fast, at nej, han er hverken nazist eller antisemit.

Triers dommedag uden gåseøjne

Med sin vemodige dommedagsallegori, Melancholia, har Lars von Trier for alvor meldt sig ind i kampen om Guldpalmen.

Det skorter ikke på ambitioner i hovedkonkurrencen på årets Cannes-festival. Forleden præsenterede Terrence Malick sin allegori om livets mening, og i formiddags så vi Lars von Triers allegori om livets meningsløshed.

Begge film kombinerer et intimt familiedrama og et storslået naturdrama, der involverer hele universet. Malicks film ender i Paradis, mens Jorden går under med et uigenkaldeligt Big Bang i Triers film. Den Troende versus Ateisten, og det er — må vi med en vis melankoli konstatere — ateisten, der trækker det længste strå.

Trier har altid haft en ræv bag øret, og derfor er det overraskende, at Melancholia er renset for ironi (men ikke humor). Her er ingen ræv, der pludselig udbryder "Chaos reigns", eller kirkeklokker, der bimler løs i Guds himmel. Trier mener historien og den slutning, som er filmhistoriens mest definitive, alvorligt, og det klæder ham.

Forspillet til Wagners tragisk-romantiske opera Tristan og Isolde sætter stemningen i prologen, der præsenterer mageløst smukke billeder, som varsler undergangen. Døde fugle falder i slowmotion ned fra himlen, Brughels berømte billede Jægerne i sneen går op i flammer, og planeten Melancholia, som åbenbart har gemt sig bag solen, nærmer sig Jorden.

Derpå følger et familiedrama, der fortælles i to dele og er betitlet efter filmens to hovedpersoner, søstrene Justine (Kirsten Dunst) og Claire (Charlotte Gainsbourg). Justine bliver gift med Michael (Alexander Skarsgård) på et overdådigt gods, men hun lider af en depression og magter ikke at gennemføre bryllupsritualerne.

På bryllupsnatten forlader hun pludselig sin gom og går ud i skoven, hvor hun boller en af bryllupsgæsterne.

I anden del besøger Justine søsteren og hendes mand (Kiefer Sutherland), og imens Melancholia-planeten kommer tættere og tættere på, nærmer de to søstre sig hinanden. Udsigten til det store brag vender op og ned på magtforholdet mellem flegmatikeren Claire og melankolikeren Justine.

Familiedramaet er fotograferet med Triers karakteristiske håndholdte kamera, der hvileløst søger dramaets midtpunkt. Heroverfor står maleriske naturbilleder, blandt andet Kirsten Dunst, der nøgenbader i skæret fra Melankolia.

Det er samme dynamik som i Antichrist, men hvor den film tydeligvis var undfanget i et følelsesmæssigt kaos, så fremstår Melancholia som vanviddets vemodige og eftertænksomme dønninger. Det er Triers blideste film til dato. Og selv om filmen er fyldt med referencer til kunsthistorien — Millais' maleri Ophelia og Tarkovskijs film Offeret, for bare at nævne et par stykker — så drukner den ikke i kulturelt arvestof.

Noget helstøbt mesterværk er Melancholia dog ikke. Dertil er handlingen for hullet og behandlingen af umiddelbart vigtige bifigurer for nonchalant. Således taber vi hurtigt det ellers dramatisk forhold mellem Justines forældre — i skikkelse af John Hurt og Charlotte Rampling — af syne.

Ligesom i Malicks film er det helt store spørgsmål, hvordan den lille historie hænger sammen med den store. Kan det tjekhov'ske familiedrama bære Jordens undergang? Tja, i modsætning til Malicks The Tree of Life tager de store ambitioner ikke magten fra Trier. Han formår at holde fokus på det menneskelige drama.

Undergangstemaet skal nok ses som et sindbillede på den ubeskrivelige ensomhed, som den depressive Justine oplever. Med sit tomme blik er Kirsten Dunst så overbevisende i rollen, at hun fortjener en Guldpalme for sin præstation.

En grusom sandhed

Markus Schleinzers nøgterne pædofili-portræt Michael er Cannes-festivalens modigste film - og en af de vigtigste.

En mand kommer hjem fra arbejde. Han parkerer sin bil i garagen, går ind i villaen og begynder at tilberede aftensmaden. Han dækker op til to personer og sørger for, at servicen ligger pænt, mens maden steger færdig.

Der er intet usædvanligt ved starten på østrigske Markus Schleinzers debutfilm, Michael, som deltager i hovedkonkurrencen på Cannes-festivalen. Bortset fra en enkelt detalje. Personen, som Michael dækker op til, er hverken hans kone eller hans søn, men en tiårig dreng — Wolfgang — som han holder indespærret i kælderen.

35-årige Michael er pædofil, men filmen skildrer ham ikke som et monster fra en anden planet. Han er et skræmmende almindeligt menneske som du og jeg. Filmen forsøger heller ikke at forklare, hvorfor Michael er pædofil. Den nøjes med nøgternt — uden moralske pegefingre — at beskrive mandens hverdag og forholdet til drengen, som han systematisk misbruger.

Sådan en film har jeg ikke set før, og det er modigt at give et modbillede til mediernes dæmonisering af pædofile, som ofte fornægtes enhver menneskelighed. Filmen giver os derved indblik i nogle sider af tilværelsen og den menneskelige psyke, som vi har svært ved at forholde os til. Gennem fiktionen ser vi virkeligheden i øjnene.

Samtidig rummer filmen den vigtige indsigt, at pædofile skjuler deres frygtelige forbrydelser ved at opretholde en normalitet på alle andre fronter end deres seksualitet.

Michael Fuith er overbevisende som den spinkle, halvskaldede Michael, der arbejder som forsikringsmand og har kontakt til sin mor og søster, men ellers lever et afsondret liv. David Rauchenberger er lige så overbevisende som Wolfgang, der savner sin mor og far, men tilsyneladende har opgivet at gøre modstand.

Filmen er et psykologisk studie i det gensidige afhængighedsforhold, som ofte udvikler sig mellem kidnapper og offer. Michael og drengen lever som far og søn, og Michael gør sig umage for at overholde de borgerlige familieritualer, inklusive en grotesk fejring af juleaften. Han er i sine drifters vold, men på en kalkuleret måde. Da Wolfgang bliver syg, plejer han omsorgsfuldt drengen, men forbereder samtidig en ny kidnapning i tilfælde af, at Wolfgang skulle dø.

Markus Schleinzer, der har arbejdet som caster for landsmanden Michael Haneke, har selv skrevet manuskriptet. Efterfølgende har han ladet en international, berømt psykolog læse det igennem for at sikre, at pædofili-portrættet ikke er ren fantasi, men har hold i virkeligheden.

Filmen er fortalt med et minimum af virkemidler og fotograferet med et statisk kamera, der vækker mindelser om Michael Hanekes tidlige film (for eksempel Der siebente Kontinent). Selve overgrebene vises aldrig, men på sin egen lavmælte måde byder forløbet på situationer, som er fyldt med gys og gru, der forplanter sig i tilskueren som etiske mavekramper.

Desværre er Markus Schleinzers mod og anstrengelser indtil videre ikke blevet belønnet efter fortjeneste i Cannes. Filmen er blevet modtaget med buh-råb og har fået temmelig lunkne anmeldelser, og det har jeg kun én forklaring på: Vi ønsker ikke at se en så grufuld sandhed i øjnene.

Antal stjerner til meningen med livet?

Dagens Cannes-premiere på Terrence Malicks The Tree of Life har givet Ekkos udsendte noget at gruble over.

Opmærksomme læsere har bemærket, at jeg mangler at give stjerner til Terrence Malicks The Tree of Life, som i morges skabte festivalens hidtil længste kø foran Grand Théâtre Lumière på Croisetten.

Forklaringen er, at jeg er i syv sind. Jeg ved ikke, om jeg skal give filmen 1, 2, 3 eller 4 stjerner. Eller for den sags skyld Guldpalmen, som to af mine kolleger i Stjernebarometeret har gjort.

Ligesom den sorte monolit, der i Rumrejsen år 2001 lander midt i urtiden til stor forvirring for de skrigende aber, er The Tree of Life landet som et overjordisk fremmedlegeme i Cannes. Den blev modtaget med buh-råb såvel som klapsalver, og hvad pokker skal man da også mene om en film, der uden et monty pythonsk glimt i øjet har fundet meningen med livet?

Åndeløst smukke billeder af altings begyndelse lægger den første brik i Terrence Malicks kosmiske puslespil, som både byder på en barmhjertig dinosaur, Det hinsides og en middelklassefamilie anno 1950'ernes Texas, hvor vi følger Jack (debutanten Munter McCracker) og hans to yngre brødre.

De vokser op i et kristent hjem med en omsorgsfuld mor (Jessica Chastain) og en tyrannisk far (overbevisende spillet af Brad Pitt), der indimellem gør familielivet til et helvede. Jack lærer af faren, at livet er en kamp, hvor den stærkeste vinder, mens moren legemliggør næstekærligheden.

Det er disse to modsatrettede kræfter, der allegorisk slås om herredømmet i Jacks bevidsthed, men også i hele universet. Og det hele er — må man formode — set gennem den voksne Jacks øjne (han spilles af Sean Penn). Vi sprænger jævnligt fra den lille historie til den store: fra dramaet omkring middagsbordet til eksplosioner i universet, fra de mindste fibre i bladene til enden af Mælkevejen.

Undervejs er man aldrig i tvivl om, hvor Malick selv står i denne spirituelle fabel. Moren og dinosauren, der betænksomt skåner en fjendes liv, har sandheden og meningen på deres side!

The Tree of Life er på én gang et filmdigt, en symfoni og et impressionistisk billedværk. Dens skønhed er af en anden verden, og den er snart gribende, snart irriterende prætentiøs. Og som en kritiker tørt bemærkede på pressekonferencen, hvor den enigmatiske instruktør glimrede ved sit fravær, kan man godt få den mistanke, at Malick på sine ældre dage ”rather would be bird watching than making films”.

Malick har eftersigende endnu en film på bedding, men man ved aldrig med den 67-årige instruktør. Han har kun lavet fire film på 40 år, og skulle The Tree of Life blive hans sidste, er det et storslået testamente. Er det også et mesterværk? Jeg er skeptisk.

Stumfilm tager Cannes med storm

Ekkos udsendte peger på original fransk stumfilm som sin foreløbige palmefavorit. 

Randy Frydenlund, min Ekko-kollega her i Cannes, fortalte mig i går, at han kun skriver gode sætninger. Hver eneste sætning skal være som hugget i granit.

Sådan har jeg det også, men problemet er, at det (for mig) tager tid at skrive en god sætning, og tid er den største mangelvare på Cannes-festivalen. Om få minutter er der en ny film, som skal ses, og jeg skal simpelt hen nå at fortælle jer om formiddagens konkurrencefilm, så I må bære over med min prosa.

En fransk stumfilm har taget Cannes med storm og lagt sig suverænt i spidsen af konkurrencen om Guldpalmen. Den hedder The Artist og er instrueret af den franske Michel Hazanavicius, som jeg må indrømme, at jeg aldrig nogen sinde har hørt om.

Vi befinder os i sidste halvdel af 1920'erne, hvor stumfilmstjernen George Valentin — som så mange andre skuespillere dengang — ikke klarer springet til tonefilmen. På rekordtid mister han sin karriere, sin kone, sit palæ og sin tjener. Omvendt betyder opfindelsen af lydsporet et enestående gennembrud for den unge statist Peppy Miller, som George har hjulpet på vej og forelsket sig i.

Der er ikke noget af dette, som lyder særlig opsigtsvækkende, men instruktørens genistreg er, at han har lavet The Artist uden anden lyd end underlægningsmusik, i sort-hvid og det firkantede Academy-format. Med andre ord: en stumfilm i 3D-tidsalderen!

Man kunne have frygtet, at filmen ville have været en postmoderne pastiche, en gimmick eller parodi, men Michel Hazanavicius fortæller helt uden ironi en melodramatisk historie, så tårerne triller ned ad kinderne. Filmen formår at mime datidens filmsprog, men på en dynamisk moderne måde.

Historien bærer især mindelser om Gene Kelly-musicalen Singin' In the Rain, der fortæller en lignende historie om en stumfilmstjerne og en korpige ved tonefilmens skillevej. Åbenlyse referencer er også Citizen Kane og ikke mindst Chaplins Rampelys. I det hele taget svæver Chaplins humoristiske og romantiske ånd over løjerne. Filmen trækker også på stumfilm af Fritz Lang, Alfred Hitchcock, F.W. Murnau, Ernst Lubitsch og John Ford.

Og skuespillere som Douglas Fairbanks, Errol Flynn, Joan Crawford og Marlene Dietrich har inspireret filmens fremragende hovedrolleindehavere, Jean Dujardin og Bérénice Bejo, der spiller med stumfilmens gestik og bevægelser. Jeg skal også lige nå at nævne Goodman, som har en vigtig birolle.

Referencerne, citaterne, lånene, tyverierne er så mange, at man umuligt kan nævne dem alle eller for den sags skyld få øje på dem. Men i sig selv er det ingen kunst at citere. Michel Hazanavicius' bedrift består i, at The Artist ikke er endt som en kedsommelig meta-film, som kun vil begejstre et indforstået publikum af cineaster.

The Artist er en hyldest til ”pure cinema”, men den fortæller også en bevægende historie om at leve i en tid, hvor alting forandres med lynets hast, om at være på toppen den ene dag og glemt den næste, om værdighed og selvhad — og om den kærlighed, der i sidste ende skal redde os.

Filmen er optaget på de historiske steder i Hollywood, og billederne, lyssætningen og musikken emmer af 20'erne. Historien skal udelukkende fortælles i billeder, hvilket er en kæmpe udfordring, men det giver også nye gamle muligheder. Der er frydefulde øjeblikke af ren billedmagi, for eksempel da Peppy Miller stikker armen i George Valentins tomme jakke, der hænger på en bøjle, og berører sig selv — som var det hans hænder. Og flere gange tager filmen fusen på én, som da der til Valentins og vores store forbløffelse pludselig kommer lyd på en sekvens, der viser sig at være hans stumme drøm, som pludselige bliver til et tonefilmmareridt!

Mange moderne instruktører taler om, at de gerne vil genskabe filmens magi og mytologiske storhed. De bør se denne film. Den kan aldrig gentages, men den beviser, at det er muligt at revitalisere filmmediet. Også selv om man — efter at have set The Artist  — næsten er tilbøjelig til at erklære sig enig med dem, der hævder, at filmkunsten gik tabt, da lyden blev opfundet.

Did you fuck my wife?

13. maj 2011: Juryens pressemøde var så tandløst, at fanden tog ved en fransk journalist.

Jeg går altid til juryens pressemøde i håb om, at det vil give et fingerpeg om, hvem der vinder Guldpalmen.

I 2008 satte juryformand Sean Penn således fra første færd en politisk dagsorden, der gjorde valget af den smalle, dokumentaragtige Klassen knapt så overraskende.

Året efter understregede juryformand Isabelle Huppert, at Guldpalmevinderen ikke bare skulle være en god film. Den skulle også i historiens ulideligt klare lys fremstå som et stort værk. Valget af Michael Hanekes klassiske Det hvide bånd var lige efter bogen.

Ofte forsøger juryen dog at sige så lidt som overhovedet muligt, og inden for denne kunstart nåede årets pressemøde nye højder.

”Jeg ved ikke, hvad jeg leder efter,” mumlede juryformand Robert De Niro på sytten forskellige måder, og den øvrige jury - der består af instruktørerne Johnnie To, Mahamat Saleh Haroun og Olivier Assayas, skuespillerne Jude Law, Uma Thurman og Martina Gusman, produceren Nansun Shi, samt forfatteren Linn Ullmann — havde usædvanligt lidt at tilføje.

Argentinske Martina Gusman sagde, at hun elskede alle i juryen og var utrolig beæret over at være inviteret. Norske Linn Ullmann fortalte, at hendes far — instruktøren Ingmar Bergman — havde flasket hende op med to film om dagen. Mahamat Saleh Haroun fra Tchad kom tættest på at sige noget. ”Jeg går ikke efter politiske film. Jeg forventer følelser, jeg forventer dristige film, der vil overraske mig og gøre noget nyt.”

Juryen var så tandløs, at Cannes-moderatoren Henri Behar følte sig kaldet til at forsøge at ruske op i jurymedlemmerne på podiet. Desværre forgæves. Og så tog fanden ved en fransk journalist fra Canal Plus:

— Robert De Niro, are you talking to me? Did you fuck my wife?

Den amerikanske skuespiller tøvede med at svare og pludselig lyttede alle i salen intenst. ”Det første spørgsmål er en reference til Taxi Driver, men referencen i det andet spørgsmål går hen over hovedet på mig,” forsøgte moderatoren diplomatisk, men han fik ingen hjælp af journalisten, som havde sat sig ned igen.

”I don't think so,” kom svaret så endelig fra Robert De Niro, der lignede én, som tog spørgsmålet overraskkende bogstaveligt. Han kunne åbenbart ikke huske, at replikken stammer fra Scorseses Raging Bull, hvor han spiller den aggressive bokser og misundelige ægtemand Jake La Motta:

Jake La Motta: Did you fuck my wife?
Joey LaMotta: What?
Jake La Motta: Did you fuck my wife?
Joey LaMotta: How can you ask me that? I'm your brother and you ask me that? Where do you get your balls big enough to ask me that?
Jake La Motta: I'm gonna ask you again, did you or didn't you? Just answer the question.
Joey LaMotta: I'm not gonna answer that. It's stupid. It's a sick question and you're a sick fuck and I'm not that sick that I'm gonna answer it. I'm leaving.

På tidsrejse med Woody Allen

12. maj 2011: Det er efterhånden svært at forestille sig en Cannes-festival uden Woody Allen, som onsdag åbnede festivalen med Midnight in Paris.

Woody Allen er en institution i Cannes. Han er en auteur med en umiskendelig signatur, og han er en amerikaner, der hellere ville være europæer. Begge dele elsker franskmændene.

Trods sine 75 år laver Woody Allen stadig en film om året, og der er tradition for, at de har premiere i Cannes.

I år var Allen tilmed valgt til at åbne festivalen med Midnight in Paris. Ikke fordi det er en usædvanlig Allen-film, endsige en stor Allen-film, men fordi Midnight in Paris er en varm kærlighedserklæring til Paris, hvilket franskmændene selvfølgelig elsker.

En veloplagt Owen Wilson og Rachel McAdams spiller et amerikansk par, der er i Paris sammen med hendes forældre. Han er en typisk Allen'sk intellektuel anti-helt, der lever af at skrive filmmanuskripter, men drømmer om at blive rigtig forfatter. Og han ville ønske, at han levede i 1920'erne sammen med sine idoler, forfatterne F. Scott Fitzgerald og Ernest Hemmingway.

Og så sker det magiske, som næsten kun kan ske i en Woody Allen-film. Ved midnatstid på Montmartre kommer en klassisk Peugeot kørende og tager Allens alter ego med på en tidsrejse tilbage til 20'erne, hvor han møder Hemmingway og Fitzgerald, men også Gertrude Stein, Pablo Picasso, Luis Bunuel, Cole Porter og mange flere. 20'er-scenerne er filmens bedste, fordi sammenstødet mellem nutid og fortid skaber nogle komiske og indimellem tankevækkende situationer. Alene Adrien Brodys lille birolle som Salvador Dali er hele filmen værd.

Filmen dyrker nostalgien, men dens pointe — som skæres lovligt meget ud i pap — er, at nostalgi er en farlig illusion. Vi husker det gode og glemmer det dårlige. Budskabet er naturligvis også rettet mod Woody Allen selv, der lever og ånder for 20'ernes jazz-musik. På pressemødet, hvor han var flankeret af sine skuespillere, indrømmede han også, at han hellere ville have været forfatter end instruktør, og at han ikke betragter sig som en kunstner, men som en habil filmhåndværker.

Allens svar var som vanlig lakoniske, men han var ikke så sprudlende, som da han i 2008 præsenterede sin bedste nyere film, Vicky Cristina Barcelona.

Og som han sad dér med hovedet i sine hænder, tog mine tanker på en tidsrejse til en fjern fremtid, hvor man vil hylde Woody Allen og hans enestående oeuvre, der strækker sig over 40 år, helt tilbage til den moderne films fødsel. Man vil hylde denne store lille mand på en helt anden måde, end vi er i stand til i dag.

Nostalgien vil en dag komme Woody Allen til gode.

Høy på Cannes

12. maj 2011: I Cannes bliver der vist langt flere film, end hjertet kan begære, men Jyllands-Postens Søren Høy har fundet festivalens journalistiske scoop: Ekkos udsendte.

Mit nødråb om et bedre pressekort er endelig blevet hørt, og det er selveste Søren Høy, en af Danmarks betydeligste filmkritikere, som går i brechen for mig .

Mange læsere vil kende Søren Høy som en generøs Oscar-kommentator, andre vil huske ham som en karismatisk vært for DR's tv-program Filmland , atter andre har været så heldig at opleve Høy som visionær forstander på Filmhøjskolen.

I dag har han sin helt egen blog i Jyllands-Posten, hvor han svinger sin skarpe, satiriske pen og gang på gang starter spændende filmdebatter blandt sine trofaste læsere, ikke mindst den legendariske Hans Hansen.

Søren er sjov, charmerende og fuld af overskud. Han er den fødte leder; han rører altid ved én, så man føler sig godt tilpas i hans selskab, og når en kollega går over stregen eller træder ved siden af, får Søren med sine kærlige, subtile drillerier hevet den pågældende op af sølet. I Cannes er han vores leder, som med stor myndighed står for Stjernebarometeret .

Sørens eneste problem er, at han ser alt for godt ud til at være filmkritiker, og han bliver da også ofte forvekslet med en skuespiller eller instruktør. Måske har det inspireret ham til lige nu at være "i fuld gang med at skrive spillefilm, udvikle dokumentarfilm og producere kortfilm", som han skriver på sin blog.

Han fortæller, at han de kommende dage vil følge mine anstrengelser, og at det måske vil ende med en dokumentar- eller en spillefilm. Det må siges at være lidt af en ære, for Søren har ifølge verdens største filmsite, IMDb, allerede en del filmværker på sit cv - for eksempel nyklassikeren Bag om Rembrandt og den ni minutter lange kortfilm, Udlændingene for det hele .

Måske ender mit liv, som det tager sig ud gennem Søren Høys filmiske optik, i hovedkonkurrencen på Cannes-festivalen. Så kan jeg vinke farvel til den blå kø og, arm i arm med Søren Høy, gå op ad den røde løber.

De store mestres år

10. maj 2011: Cannes-festivalen tegner til at blive de store, midaldrende auteur’ers år. Spørgsmålet er, hvem der leverer den overraskende fornyelse.

Det er et særligt øjeblik, når man i pressecentret får udleveret festivaltasken. Den indeholder festivalens officielle program, som er et digert værk på 176 sider, samt programmer for diverse sidekonkurrencer.

Alene i hovedkonkurrencen er der tyve film. Læg dertil tyve film i Un Certain Regard, en særlig sektion, som præsenterer ”originale og anderledes” værker, der søger international anerkendelse.

Men det stopper ikke her.

22 film af mere eller mindre ukendte instruktører konkurrerer i La Semaine Internationale de la Critique (Critic’s Week), som løber parallelt med festivalen og sidste år valgte Janus Metz’ Armadillo som vinder.

25 film vises i Quinzaine des Réalisateurs (Directors' Fortnight), en uafhængig sektion, hvor instruktører som Rainer Werner Fassbinder, Ken Loach, Michael Haneke, Spike Lee og Dardenne-brødrene har debuteret. Der er kortfilmene, og der er filmskolefilmene, som konkurrerer i Sélection Cinéfondation, og så er der film uden for konkurrence samt alt det, jeg har glemt at nævne.

Man mister pusten og forsøger desperat at lægge en plan og presse så mange film som overhovedet muligt ind i de tolv dage, festivalen varer.

Men i realiteten famler man i blinde, for skal man satse på den tidligere Guldpalmevinder Gus Van Sants Restless, der overraskende ikke er udtaget til hovedkonkurrencen, men til gengæld er åbningsfilmen i Un Certain Regard? Skal man sætte sin lid til sydkoreanske Kim Ki-duks Arirang, som ifølge den mystificerende synopsis handler om Kim Ki-duk, der spiller tre roller i én? Eller skal man sætte alt på et bræt med Okhotnik (The Hunter) af den for mig komplet ukendte russiske instruktør Bakur Bakuradze?

Det kan godt give sved på panden, for hvis vi kritikere ikke er årvågne de kommende tolv dage, risikerer en filmperle at forblive ukendt for tid og evighed.
 
Det er nemmere med hovedkonkurrencen, hvor jeg skal se rub og stub, fordi jeg sidder i panelet, der her på siden uddeler stjerner til filmene. Det er i sig selv angstfremkaldende, for hvem har lyst til at give bundkarakter til en film, eftertiden vil betragte som et indiskutabelt mesterværk? Eller omvendt give topkarakter til en film, der flopper både kunstnerisk og kommercielt?

Spændingen knytter sig naturligvis til, hvem der løber med den eftertragtede Guldpalme. Fire af deltagerne har tidligere vundet Guldpalmen — danske Lars von Trier, italienske Nanni Moretti, finske Aki Kaurismäki og de belgiske Dardenne-brødre — og hvis vi tilføjer amerikanske Terrence Malick, spanske Pedro Almodóvar og britiske Lynne Ramsay, som aldrig har vundet, men sagtens kunne have gjort det, så står Cannes 2011 i de store auteur’ers tegn.

Men kan de forny sig og rive tæppet væk under os, eller kommer fornyelsen, som ikke sjældent bliver belønnet med Guldpalmen, fra en uventet kant?

Set gennem danske briller er Nicolas Winding Refns udtagelse med Drive sensationel. Jeg glæder mig også til Frederikke Aspöcks Labrador, der vises uden for konkurrence, og næsten-danske Rúnar Rúnarssons Volcano. Begge instruktører udpegede Ekko for to år siden som to af de mest lovende danske filmtalenter, og nu spillefilmdebuterer de i Cannes. Jeg har hjemmefra smugkigget ufærdige versioner og kan love, at Rúnarsson lever op til alle forventninger, mens jeg er spændt på at se Aspöcks film på et stort lærred og med den rigtige lydside.

Selv om de danske instruktører er dejligt synlige i år, må vi dog erkende, at den store danske Cannes-succes er noget overdrevet. Det er stadig først og fremmest Cannes-darlingen Lars von Trier, der tegner den danske filmsucces på festivalen.

Melancholia må betegnes som en af de store forhåndsfavoritter — sammen med Terrence Malicks The Tree of Life, som at dømme på traileren har et tematisk og visuelt slægtskab med Triers film. Dommedagsmelankoli og dragende billedmagi skaber måske ikke kilometerlange køer foran billetlugerne, men det er en cocktail, der vil gøre sig godt i Cannes, og hvis Trier oven i købet har skabt et stærkt familiedrama, så kan han meget vel vinde det uofficielle verdensmesterskab i filmkunst for anden gang.

I Maupassants seng

10. maj 2011: Cannes’ kastesystem og historien om, hvordan Ekko vil placere Don Quixote i det rum, hvor misantropen Maupassant fandt sin indre ro.

I morgen onsdag går det løs, og dagen før dagen har som så meget andet på Cannes-festivalen sine faste ritualer.

Det vigtigste er afhentningen af det såkaldte akkrediteringskort, der giver adgang til det forjættede land: Palais des Festivals. Hvis man ikke har et kort, har man ingen eksistens i festivalens øjne. Det svarer til at være uden cpr-nummer i det ”rigtige” samfund.

Trofaste læsere vil vide, at kortet, som man har hængende om halsen, så alle og enhver kan se det, har været en kilde til mange frustrationer og skuffelser for undertegnede. På Cannes opdeles journalister nemlig i et strengt hierarki eller kastesystem, der giver nogle nem adgang til filmvisninger og pressekonferencer, mens andre må stå i kø i timevis for måske til sidst at blive afvist, fordi der er ikke plads.

Det hvide pressekort er for de særligt udvalgte, det lyserøde for dagpressen, det blå for magasiner, ugepresse, tv og radio, og det gule for freelancere, netskribenter og andet godtfolk. I teorien, vel at mærke. Anciennitet og andre mere eller mindre gedulgte faktorer (studehandler, nepotisme, you name it) spiller også ind; for eksempel bærer Bo Green Jensen med stolthed det lyserøde kort (oven i købet med en gul prik, der næsten placerer ham i de hvides rækker), selv om han arbejder for ugepressen.

Jeg har tryglet Gérard i festivalens presseafdeling om at komme på lige fod med de fleste af mine danske kolleger hernede, og han har sagt, at hvis Ekko lavede et Cannes-tema, ville jeg kunne avancere til lyserød.

Et fristende tilbud, men sådan spiller klaveret ikke. Og da jeg sidste år kun skrev om festivalen på nettet, som i det stokkonservative festivalsekretariat rangerer under de trykte medier (ligesom tv også sært nok rangerer under aviserne), frygtede jeg at lide den tort at blive degraderet til gul, som er den absolutte bund. Det skete dog ikke. Jeg fik igen det blå kort, og da Ekko i år kommer på gaden umiddelbart efter Cannes (8. juni), har vi mulighed for at bringe friske reportager fra festivalen i det trykte magasin. Hvem ved, måske er jeg næste år mr. Pink.

I år er jeg ikke alene hernede. På fredag ankommer René Fredensborg, og i en uges tid vil han lave reportager for Ekko. Jeg sidder i biografens mørke, mens han gør byen farlig; jeg er den kedelige, han er den sjove. Det er en rollefordeling, som passer mig glimrende. René har slet ikke noget akkrediteringskort, men det kerer han sig ikke om. Han er både berømt og berygtet for at kunne komme ind overalt.

Nogle vil nok mene, at René Fredensborg burde have det røde kort. Da han i seneste nummer af Ekko skrev en ramsaltet beretning om sit møde med filmbranchen i rollen som dokumentarfilminstruktør, fik han den halve branche på nakken, hvorefter han kastede sig ud i en debatkamp af Don Quijote’ske dimensioner.

René bliver indkvarteret på hotel Chalet de l’Isere i det værelse, hvor den franske 1800-talsforfatter, Guy de Maupassant, boede de sidste to år af sit liv. Maupassant skrev om dyrisk begær og frivole forhold og var udpræget misantrop, men han skulle til allersidst have fundet sin indre ro. Værelset, hvor han boede, er så tæt på den originale stil som muligt, og et af Maupassants breve er hængt op på væggen i glas og ramme. Hvad en uge på dette historiske sted vil gøre ved René, er ikke til at sige, men det bliver næppe kedeligt.

”Madanmelder” indtager Cannes

9. maj 2011: Cannes gør sig klar til årets store filmfest, mens Ekkos udsendte spiser eksotisk fransk pølse og bliver forvekslet med en madanmelder.

Så er jeg ankommet til Cannes – det er dagen før dagen før dagen. Jeg var hver morgen den første i skolegården i Hundige, og det hænger åbenbart ved. Eller også er det min fars aversion mod grupperejser, som jeg har arvet.

Først i dag lander nemlig det såkaldte ”dansker-fly”, som er fyldt med danske kritikere og journalister og film-et-eller-andet-folk. Dér er stemningen uden tvivl høj som på en anden charterrejse.

Min tidlige ankomst har den fordel, at jeg får mulighed for at opleve det franske Cannes, før byen invaderes af knapt 10.000 filmfolk fra over 120 lande. På Jakob Stegelmanns anbefaling spiser jeg på en lille vinbar og restaurant, Le Comptoir Des Vins. Den ligger i en lille sidegade, 13 bd de la République, på behørig afstand af turistfælderne på Croisetten. Maden tilberedes af en kok midt i restauranten, og stedets to ejere – afslappet klædt i jeans og løsthængende t-shirts – står selv for serveringen.

Jeg bestiller ”Andoulilette artisanale AAAAA à la graine de moutarde”, fordi det lyder sjovt. Da jeg får serveret en eksotisk pølse, går det op for mig, hvor modigt mit valg har været. Det rustikke franske køkken er ikke for tøsedrenge, men vinen er eminent. ”Pessac-Léognon 2006,” noterer jeg på min blok, og da jeg sniger mig til at tage et billede af kokken med mit mobilkamera, begynder snakken at brede sig rundt om ved bordene, hvor gæsterne tydeligvis er stamkunder.

”Han er madanmelder,” hvisker bossen til kokken, som efter nogle angstfyldte blikke lægger sin vej forbi mit bord for at høre, om alt er okay.

Inden længe får jeg selskab af en ældre herre og hans yngre kone, som er venner med ejeren. De spørger venligt, hvem jeg er. For at berolige dem fortæller jeg, at jeg i Danmark ofte forveksles med mesterkokken Claus Christensen, der ligesom jeg i ny og næ skriver i dagbladet Information.

”Dine filmanmeldelser er udmærkede, men dine madartikler er helt fantastiske,” lyder det ofte fra folk, der tror, at vi er én og samme person. ”Ja,” plejer jeg at svare, ”filmkritikken er jo ligesom gået hen og blevet et arbejde, men maden er virkelig en passion, en kunstart.”

Det er femte gang, at jeg er på Festival de Cannes. Min største oplevelse fandt sted den første dag i det første år, hvor jeg så Cristian Mungius 4 måneder, 3 uger og 2 dage. Den rumænske film, der fortæller en slice-of-life-historie fra Ceausescus rædselsregime, rev benene væk under mig. På pressekonferencen var der ikke mere end to ludere, en lommetyv og en udrangeret rumænsk gunfighter, men mødet med den unge Mungiu overbeviste os om, at her var årets Guldpalmevinder, hvilket også kom til at holde stik.

Efter festivalen besøgte Ekko Guldpalmevinderen i Bukarest, hvor vi overtalte ham til at komme til premieren på 4 måneder, 3 uger og 2 dage i Grand Teatret i Danmark. Senere fik vi den fornøjelse at kunne give Guldpalmefilmen som dvd-gave til læserne, og Mungiu har sågar skrevet en artikel eksklusivt til magasinet.

Det er i al sin enkelhed det, som gør Cannes-festivalen uundværlig og de kommende tolv dage nervepirrende spændende: Festivalen kan gøre verden opmærksom på et mesterværk, der måske ellers aldrig ville være blevet opdaget. Der er masser af glamour og store instruktører, men de største perler kommer ikke sjældent fra en uventet kant.