Cannes: Hvem vinder Guldpalmen?

Vi mangler stadig at se Michel Francos Chronic og Justin Kurzels Macbeth, men ellers har Cannes-festivalen spillet alle sine kort ud.

Sytten ud af de nitten film i hovedkonkurrencen er blevet vist.

Søndag aften afslører juryen, hvem der skal have den eftertragtede Guldpalme og de seks andre priser, blandt andet for bedste mandlige og kvindelige skuespiller.

Det er umuligt at spå om en jurys præferencer, men i år er det særligt svært, for der er ingen storfavorit. Et slag på tasken: Hele fem film kan vinde Guldpalmen.

De fem film er Son of Saul, Carol, The Lobster, The Assassin og Youth, som i øvrigt også er de øverste på Ekkos Cannes-barometer.

Den kompromisløse
Årets kunstnerisk mest originale og kompromisløse film er ungarske László Nemes’ Son of Saul.

Igennem hele filmen følger vi med maksimum en halv meters afstand en kz-fange, som desperat forsøger at give en jødisk dreng en værdig begravelse.

Det er en gennemført point of view-film, og aldrig er vanviddet i koncentrationslejrene blevet skildret så overbevisende i en fiktionsfilm.

Udover Steven Soderbergh, som vandt med Sex, løgn og video i 1989, er der mig bekendt ikke nogen, der har vundet palmen som debutant, så det vil være en overraskelse, men bestemt ikke ufortjent, hvis László Nemes kommer øverst på skamlen.

Den benhårdt asketiske og – med god grund – uhumoristiske film er imidlertid nærmest antitesen af, hvad juryformændene, Joel og Ethan Coen, står for. Kan det blive udslagsgivende, eller vil brødrene tværtimod gerne honorere noget, som ligger langt fra deres eget filmsprog?

Konsensus-vinderen
Son of Sauls største handicap er, at den er så radikal, at det kan blive svært at samle en stor jury om den. Filmens nærmeste konkurrent er derimod et værk, som alle elsker: Carol.

Todd Haynes’ film taler frisindets sag med historien om to lesbiske kvinder, der trodser de sociale konventioner i 1950’erne. Og det er naturligvis noget, alle på den humanistiske festival bifalder.

Samtidig er den i enhver henseende så gennemført, at den nærmest er en født klassiker. Tidsbilledet, skuespillet og manuskriptet sidder simpelthen lige i skabet.

Hvis juryen har svært ved at nå til enighed, er Carol det mest oplagte kompromis. Men det vil ikke være en innovativ Guldpalmevinder, som der ellers er tradition for at gå efter.

Hummerens chance
En af de mest hypede film på festivalen er græske Yorgos Lanthimos’ The Lobster, der overbevisende etablerer en fremtidsverden, hvor mennesker har 45 dage til at finde en partner – ellers forvandles de til dyr.

Allegorien er en veloplagt satire over vore dages datingkultur og angst for ensomhed, og Lanthimos er ikke uden grund blevet sammenlignet med surrealisten Bunuel.

Det er en skæv og underholdende film, der må tænkes at falde i Coen-brødrenes smag. Den løber desværre tør for idéer undervejs, så det vil ikke være nogen helstøbt Guldpalme-vinder. I historiens lys vil den heller ikke være en stor vinderfilm.

Kinesiske Hou Hsiao-hsiens The Assassin blev vist på festivalen i onsdags. I det niende århundrede kommer en kvindelig snigmorder i et moralsk dilemma, da hun får til opgave at dræbe den mand, hun var blevet lovet til.

Filmen er indbegrebet af slow cinema og kræver stor tålmodighed, men til gengæld bliver man belønnet med en skønhedsåbenbaring. Heri er festivalens smukkeste billeder, men spørgsmålet er, om The Assassin er for kølig for juryen, hvor for eksempel instruktør Xavier Dolan har udtalt, at han vil gå efter det, der rører ham.

Virtuos eller beåndet
Mange havde på forhånd tilskrevet italienske Paulo Sorrentinos Youth favoritværdigheden.

Den engelsksprogede film med Michael Caine og Harvey Keitel i hovedrollerne skildrer to kunstnere i deres livs efterår og er en slags livsbekræftende udgave af Den store skønhed.

Filmen er et overflødighedshorn af morsomme scener, og Sorrentinos visuelle mesterskab – ikke mindst hans sans for samspillet mellem billeder og musik – fornægter sig heller ikke. Men ligesom Den store skønhed er det en film, der deler vandene.

Filmen er måske ikke helt så livsklog, som den gerne vil være. Og ikke så få kritikere finder Youth (og Sorrentino) anstrengende, det vil sige mere virtuos end beåndet. Alligevel skal man ikke afskrive den sprudlende films vinderchancer med en jury, der tæller stilbevidste instruktører som Coen-brødrene og Xavier Dolan.

Outsiderne
Andre film kan dog overraske og overhale de fem nævnte film på målstregen.

De farligste outsidere er Jacques Audiards fængslende flygtningedrama Dheepan og italienske Matteo Garrones fantasy-fabel Tale of Tales. Sidstnævnte burde i hvert fald være lige noget for jurymedlemmet Guillermo del Toro (Pans labyrint).

Italienske Nanni Morettis Mia madre, om en hårdtprøvet mor og filminstruktør, kan heller ikke afskrives. Men han har tidligere vundet (Sønnens værelse i 2001), og i år er der adskillige andre og bedre bud.

Det mest sandsynlige er, at juryen i disse timer sidder og diskuterer, om Guldpalmen skal gå til Son of Saul eller Carol. Det er valget mellem rædsel og begær (for nu at citere en replik i Youth), og det er som bekendt et spørgsmål om smag og behag.