Hvem vinder Guldpalmen?
VM i filmkunst, som vi gerne ynder at kalde Cannes-festivalen, løber snart af stablen igen.
Tirsdag den 17. maj bliver den sydfranske filmfestival sparket i gang for 75. gang med visningen af åbningsfilmen Coupez! Den gik tidligere under titlen Z, men den franske instruktør Michel Hazanavicius ændrede titlen, da russiske styrker i Ukraine gjorde bogstavet til deres krigssymbol.
Coupez! er ikke en af de 21 film, som er blevet udvalgt til dysten om den eftertragtede Guldpalme i Cannes. Men det er til gengæld spritnye film fra nogle af verdens førende instruktører, som alle kommer til Sydfrankrig for at præsentere deres værk for kritikere fra hele verden.
I kampen om Guldpalmen dyster flere nordiske instruktører med blandt andre japanske Hirokazu Koreeda, canadiske David Cronenberg, franske Claire Denis, rumænske Cristian Mungiu, amerikanske Kelly Reichardt og sydkoreanske Park Chan-wook.
Vi har vanen tro samlet et internationalt kritikerpanel, som giver mellem én og fire stjerner til hver film, efterhånden som de bliver vist i hovedkonkurrencen. Undervejs giver kritikerne også deres bud på, hvilken film der fortjener at vinde Guldpalmen.
Ekkos stjernebarometer er populært på festivalen, hvor mange – også filmfolk i konkurrencen – følger med i kritikernes vurderinger. Der er foreløbigt seks kritikere, men flere kan komme til i de næste dage.
Under barometeret kan du se et billede fra hver film og læse korte synopser af dem. De er opført i den rækkefølge, de vil blive vist på festivalen.
Fra USA til Indien
Panelets deltagere kommer fra forskellige dele af verden, men er alle Cannes-veteraner, som tidligere har været del af Ekkos stjernebarometer.
Fra USA har vi Stephanie Zacharek, der har skrevet for mange af landets førende publikationer. Hun dækker Cannes-festivalen for det anerkendte magasin Time, men har også sat tid af til at bedømme filmene i vores stjernebarometer.
Hun får følgeskab af engelskfødte, men italiensk bosatte Lee Marshall, der i en årrække har været en verdens bedste filmskribenter for britiske Screen Daily og ikke mindst Filmmagasinet Ekko.
Værtslandet Frankrig er repræsenteret ved Ariane Allard, der skriver for det hæderkronede filmtidsskrift Positif. Og fra Indien har vi deltagelse af Pragya Mishra, som skriver for millioner af læsere i avisen Dainik Prabhat Kiran.
Endelig er Norden til stede i form af norske Kjetil Lismoen, der er chefredaktør for mediet Rushprint, men dækker festivalen for avisen Aftenposten. Endelig er Ekkos chefredaktør Claus Christensen selvfølgelig endnu engang med.
Skandinavien kæmper med
Dansk film er i år repræsenteret i hovedkonkurrencen om Guldpalmen med dansk-uddannede Ali Abbasis iranske seriemorderdrama Holy Spider.
Instruktøren gik på Den Danske Filmskole 2007-11 og fik succes med den mørke fabel Grænse, der vandt en pris i Cannes-festivalens andenkonkurrence Un Certain Regard. Holy Spider tæller det danske filmselskab Profile Pictures blandt sine producenter.
Skandinavien står i det hele taget stærkt på årets festival. I hovedkonkurrencen er også den svenske forsidestjerne fra Ekko #90, Ruben Östlund, som efter Guldpalme-sejren i 2017 er tilbage i det franske med opfølgeren Triangle of Sadness.
”Jeg har forberedt et filmbrag,” siger den svenske instruktør i vores store interview om sit nye satiredrama, der får dansk premiere den 1. september.
Broderlandet er også repræsenteret med svensk-egyptiske Tarik Salehs Boy from Heaven, der handler om religiøse og politiske spændinger på en islamskole i Kairo.
Der er med andre ord lagt op til mange gode filmoplevelser. Følg med i stjernebarometeret, der bliver opdateret hver dag.
Trailer til Cronenbergs Cannes-film
Ekko #90
Ruben Östlund er på forsiden i det nye nummer af Ekko.
Han fortæller for første gang i et stort interview om sin kommende Triangle of Sadness.
Få en filmgave, når du tegner abonnement.
Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.
Abonnenter kan også læse magasinet digitalt.
Kommentarer