Hvem vinder i Venedig?

Der er ingen sikre sats, når Isabelle Hupperts jury fordeler priserne blandt Venedig-festivalens konkurrencefilm i aften. 

Undervejs har det ganske vist heddet sig, at årets filmhøst har været under niveau, men den påstand er blevet stadig mindre sand, efterhånden som de sidste film har fået premiere. 

På den sidste premieredag føles programmet nærmest overlæsset af vinderbud med dramatisk tæft og stærke holdninger til verden. Måske ikke overraskende her i Italien, hvor Giorgia Meloni regerer fra det yderste højre, har fascisme i forskellige former været festivalens uofficielle hovedtema. 

Men hovedkonkurrencen har også handlet om kærlighed og kønsroller, vold og fattigdom, divaer og transpersoner, samfundsovervågning og abortlovgivning, aktiv dødshjælp og sadomasochistisk sex. Alt sammen fordelt på tyve spillefilm og en fremragende dokumentar. 

Vælger juryen politisk, eller lader den filmkunsten triumfere? Her er mine bud på årets Venedig-vindere. 

Guldløven: The Brutalist
Da den ungarske arkitekt László Tóth første gang får et glimt af USA, vender Frihedsgudinden på hovedet.

Han ankommer udsultet og med sin sjæl i laser som jødisk flygtning fra nazisternes dødslejre. Og han får sit første glimt af mulighedernes land fra det overfyldte lastrum på det skib, der har fragtet ham over Atlanten, mens hans kone måtte blive tilbage.

Billedet er et varsel om, hvad der venter ham hos rigmanden Harrison Lee Van Buren, der har blik for Lászlós genialitet og sårbarhed og forstår at udnytte begge dele.

Den amerikanske instruktør af The Brutalist, Brady Corbet, bruger tre og en halv time – med et kvarters pause – på at hugge sine pointer i beton med et filmsprog, der forlener det intime og det episke til en bemærkelsesværdig, modernistisk mastodont, som juryen umuligt kan forbigå.

Sølvløven: Kærlighed
Den første film i Dag Johan Haugeruds samfundstrilogi om Sex, Drømme og Kærlighed var en eftertænksom og totalt indtagende granskning af identitet og seksualitet. Og han topper sig selv med trilogiens sidste kapitel, der holdt verdenspremiere fredag (Drømme har vi stadig til gode).

Vi følger urologen Marianne og sygeplejeren Tor, der begge vikler sig ind i nye forhold og hjælper hinanden med at navigere forventninger og datingapps, mens de tager færgen frem og tilbage over Oslo-fjorden.

Formen er uanseligt charmerende. Kærlighed er som forgængeren en snakkefilm uden forstilt dramatik og med en beroligende tillid til samtalen – med sig selv og med andre – som alle problemers løsning.

Det er en film med håbet i behold og et fokus på løsninger frem for problemer, der virker som et tiltrængt pust af optimisme.

Bedste instruktør: Pedro Almodóvar
Den spanske auteur debuterer på engelsk i sit smukke drama The Room Next Door. Julianne Moore spiller en forfatter, hvis kræftsyge veninde beder hende følge hende på en sidste rejse, før hun går i døden på sine egne præmisser.

Tilda Swinton er den anden halvdel af filmens kammerspil, mens danske Alex Høgh Andersen dukker op i et tidligt, afgørende flashback som en Vietnam-veteran med sine kammeraters skrig på hjernen.

Filmen rummer alt det bedste fra instruktøren: store følelser, stærke farver, skuespillere med sans for at betone melodramaets højdepunkter til tragedie snarere end kitsch.

Bedste mandlige skuespiller: Daniel Craig, Queer
Der er alvorlig rift om prisen som årets mest velspillende mand – fra Adrien Brody i The Brutalist over franske Vincent Lindons bevægende rolle i Jouer avec le feu som en tvivlrådig far, hvis søn forføres af den voldsparate, yderste højrefløj.

Men hvis ikke Queer går med noget større, ville jeg vædde med en skuespilpris til Daniel Craig for hans hudløse præstation som en kærlighedsflov eksilforfatter i Mexico City, der forelsker sig håbløst i en yngre mand.

Det er en bidsk præstation, vekslende mellem kærlighedens og heroinnålens eufori og ensomhed, hvor den afgåede Bond-skuespiller smører et tyndt lag charme over glubende længsel.

Bedste kvindelige skuespiller: Fernanda Torres, I’m Still Here
Angelina Jolie bejler åbenlyst efter en Oscar med sin skæbnetunge præstation som operadivaen Maria Callas i Maria. Og Nicole Kidman giver sig uforfærdet hen som direktør i et farligt forhold med sin praktikant i den vovede Babygirl – i øvrigt en rolle, man levende kunne forestille sig Isabelle Huppert brillere i.

Men programmets stærkeste kvindelige præstation var i mine øjne ubetinget den, Fernanda Torres leverer i Walter Salles’ comebackfilm I’m Still Here. Hun spiller en politikerhustru, der finder trods og styrke, da hendes mand bliver arresteret af Brasiliens militærdiktatur i starten af 70’erne.

Med indigneret vrede lurende lige under overfladen træder hun stadig mere i karakter som familiens samlingspunkt og støtte. Hun må holde hovedet højt uvidende om sin mands skæbne.

Bedste manuskript: Babygirl
Hollandske Halina Reijn slog for et par år siden igennem med den sortkomiske Bodies Bodies Bodies og bygger et slibrigt sexdrama op i Babygirl.

Filmen handler om en succesrig direktør (Nicole Kidman), der satser sin overklassetilværelse med luksushjem, lykkelig kernefamilie og ægtemand (Antonio Banderas) for at opleve fornedrende dominanssex med en ung praktikant, spillet af Harris Dickinson.

Historien bugter sig overraskende og morsomt gennem samtykke og rollespil og diskuterer skarpt de forbudte kicks, Nicole Kidman får af at overskride grænser og sætte alt på ét bræt.

Seksualitet er en kompleks størrelse, og Halina Reijns manuskript holder tilfredsstillelsen hen til den sidste, beskidte joke.

Juryens specialpris: April
Dea Kulumbegashvili leverer konkurrenceprogrammets mest afdæmpede arthouse med det sindige abortdrama April, der tegner et foruroligende portræt af et stokkonservativt landsbysamfund i Georgien.

Filmen følger jordemoderen Nina, som i smug udfører aborter blandt landsbyens fåmælte kvinder og råder dem uden om deres ægtemænds forventninger, mens hun selv er radikalt skyldplaget og følelsesmæssigt fastfrosset.

”Ikke alle love stemmer overens med vores moral, men alligevel er vi nødt til at følge dem,” minder hendes chef om.

April er hård og uforsonlig og omtrent så langt fra en crowdpleaser, man kan komme. Men det er også en gribende skildring af heltemod og kvindesolidaritet i et samfund, hvor abortforbud lægger bånd på medfølelse. Det er en påmindelse om, hvad det vil sige ikke at have retten til at bestemme over sin egen krop.