Hvem vinder på Berlinalen?

Årets Berlinale har været en eklektisk omgang filmkunst fra hele verden. 

Hovedkonkurrencen har omfavnet svære emner og spændende formeksperimenter inden for både fiktion, dokumentar og animation.

Og forud for aftenens prisuddeling er der begyndt at tegne sig et felt af favoritter, selv om der er meget lidt enighed blandt festivalens anmelderkorps om, hvilken film der løber med Guldbjørnen. 

Selv står jeg ved min forhåndsfavorit, Celine Songs selvbiografiske kærlighedsdrama Past Lives. Den handler om sydkoreanske Nora, der som barn efterlader sin bedste ven Hae Sung, da hendes familie flytter til Canada. 

Tolv år senere genoptager de venskabet over Facebook med et verdenshav og alle ungdommens erfaringer imellem sig. Og tolv år efter det mødes de endelig igen i New York, hver på sit sted i livet og fulde af længsel efter, hvad de kunne have haft sammen. 

Der er scener, øjeblikke og replikker fra Celine Songs smukke debutfilm, som bliver ved at spille i mit hoved en måned efter at have set den på Sundance-filmfestivalen. 

Selv efter mange gode film i Berlinalens hovedkonkurrence har jeg ikke set én, der er bedre. 

Familien tager afsked
Men spørgsmålet er, om Berlinalen vil give hovedprisen til en film, som har fået premiere på en anden festival. Det er festivalen nok i egne øjne for stor til. 

Der er da også andre stærke bejlere. 

For eksempel det mexicanske familieportræt Tótem, der er co-produceret af danske Paloma Productions. Her sniger følelserne sig ind på publikum, mens den syvårige pige Sols familie gør klar til hendes fars 27-års fødselsdagsfest samme aften. 

Det er samtidig en afskedsfest. 

Tona har nemlig terminal cancer og ligger forskanset på soveværelset i bedstemorens hjem, mens han samler kræfter. 

Sol kan ikke få ham at se. Hun trisser omkring i huset og og keder sig, mens de voksne stiller an og taler i munden på hinanden med kærlig overbærenhed. 

Instruktør Lila Avilés er påpasselig med at lade sorgen skinne igennem før den rørende tredje akt, hvor alle samles til fest. Historiens ramme er bedsteforældrenes charmerende rodede hus, der til tider virker nærmest klaustrofobisk i det kasseformede 4:3-billedformat. 

Døden set med børneøjne
På hver sin vis bearbejder alle i familien Tonas nært forestående død. 

Bedstemoren hyrer en åndemaner til at rense familiehjemmet for dårlig energi. Tanten maler en fødselsdagskage med en whisky i hånden. Bedstefaren vrisser ad sine børnebørn, mens han studser sit bonsaitræ. 

Lille Sol går på opdagelse og fortaber sig i havens snegle, mens hun forsøger at forstå, hvorfor hendes far ikke vil se hende. 

Tótem er fortalt med intelligent forståelse for, hvordan døden kan tage sig ud set med børneøjne. 

Transhistorie om otteårig
En anden kandidat til Guldbjørnen er spanske 20.000 Species of Bees. Filmen udfolder en følsom transhistorie om den otteårige pige Cóco, hvis familie er ved at få øjnene op for, at hun ikke længere vil være drengen Aitor. 

Estibaliz Urresola Solagurens debutfilm udspiller sig i Baskerlandet, hvor Cóco og hendes mor Ane og søskende krydser grænsen fra den spanske til den franske side for at deltage i en familiedåb. 

Faren bliver derhjemme. 

Børnene ved det ikke endnu, men forældrene skal skilles, og moren Ane har hovedet for fuldt af sine egne bekymringer til rigtig at lægge mærke til, at det med at være en pige ikke længere bare er en leg. 

Som i sidste års Venedig-film L’immensita trækkes der en parallel mellem den støttende, men plagede mor og hendes transkønnede barn. Billedhuggeren Ane forsøger også at finde sit eget ståsted og løsrive sig både fra manden og fra sin afdøde kunstnerfar, som hun frygter ikke at leve op til. 

Det er et hjertevarmt drama båret af stærkt skuespil, ikke mindst fra den lille Sofía Otero som den alvorsfulde Cóco. Hun liver op, når hun i nye omgivelser finder legekammerater, der ikke kender hende som Aitor. Og hun knytter sig til grandtanten, der holder bier og tager Cóco lige, som hun er. 

Afvisende forfatter
Den tyske konkurrencefilm Till the End of the Night er med sin humor og humanisme også med i opløbet. 

Her sitrer narkobetjenten Robert af indestængt vrede og længsel, så snart han får ekskæresten Leni ud af fængslet. Han vil bruge hende til at komme tæt på en narkobaron, hun kendte, dengang hun hed Lenard. Men han misbruger sin nye magtposition til at fortsætte deres dysfunktionelle forhold. 

Till the End of Night er grum og psykologisk snusket, men næppe skarp nok til at komme helt til tops på Berlinalen. 

Et andet tysk bud er Christian Petzolds Afire. 

Her synker man langsomt ind i historien om den ømskindede og vrantne forfatter Leon, der tager på skriveferie på den tyske Østersø-kyst med sin fotografven Felix. 

Da de ankommer til sommerhuset, finder de en halvspist lasagne og et rødvinsglas på stuebordet. Om natten vækkes de af højlydt sex fra naboværelset, hvor den unge Nadja, der også har fået en nøgle fra Felix’ mor, overnatter. 

Leon synes, hun er pisseirriterende, og afviser alle venlige tilnærmelser med samme forulempede grimasse. Han skal ikke med på stranden. Arbejdet tillader det ikke, som han siger. Egentlig venter han bare nervøst på at høre tilbage fra sin redaktør, der lige har læst hans anden roman. 

Stemningen sitrer ellers af sommer og sex, da Felix bliver gode venner med Nadja og hendes flirt, livredderen Devid, som Leon perfidt nedgør, da han kommer til middag. 

Men Leon er tydeligvis betaget af Nadja. 

Skovbrande i området
Christian Petzold er nærmest synonym med Berlinalen, men den tyske instruktør har endnu aldrig vundet Guldbjørnen. 

Det kan han med Afire, en fortættet og velfortalt film, som med enkle virkemidler – stikkende myg, et lækkende tag – skruer op for intensiteten. Og imens rumler meldinger om skovbrande i nærområdet som et ildevarslende ekko af Leons vrede skrøbelighed. 

Thomas Schubert viser selvbedraget bag Leons skrøbelige arrogance, som udfordres, da han i et øjebliks svaghed giver Nadja lov at læse hans anden roman. Hans misbilligelse er et værn og en facade, som Nadja ser lige igennem. 

Paula Beer er livfuld og intens i sin tredje store rolle for Christian Petzold efter Transit og Undine. 

Sidstnævnte, der med sin havfruehistorie foregik meget i vandet, skal ifølge instruktøren være første del af en trilogi om grundelementerne, hvor Afire er anden del. 

Hviderusser i fremmedlegionen
Franz Rogowski ligner en favorit til en Sølvbjørn for bedste skuespil. 

I Disco Boy spiller han den hviderussiske migrant Alexei, som for at opnå fransk statsborgerskab gør tjeneste i den franske fremmedlegion. 

Med slående billeder og pumpende musik af den elektroniske komponist Vitalic fortæller den italienske instruktør Giacomo Abbruzzese en kunstnerisk udsvævende historie om migranters lod i Vesten. 

Alvoren står klart fra starten, da Alexeis ven Mikhail drukner, mens de krydser en flod i Polen. Og temaet foldes ud, da Alexei sendes på mission i Niger-deltaet for at frigøre franske forretningsmænd, der er taget som gidsel af en lokal milits. 

Men militslederen vil bare beskytte sit hjemland, som er gennemhullet af udenlandske boreplatforme. Og også han drømmer om et bedre liv. ”Har du nogensinde tænkt over, hvad du ville være, hvis du var født i de hvides land?” spørger han sin søster. 

Disco Boy er stemningsmættet og tankevækkende, men også for flaksende i sit udtryk til fortjene Guldbjørnen.