Hverdagen er god inspiration
Det er ikke første gang, Michael W. Horsten har haft en film med på én af de store festivaler ude i verden. I 2000 var hans børnekortfilm Bror, min bror – instrueret af Henrik Ruben Genz – med i opløbet om en Oscar-statuette. Med Lille far er han med succes gået et skridt videre ved både at have skrevet manuskriptet og instrueret filmen om den store pige, der forsøger at råbe sin lille far op.
Lille far er en lille hverdagsfortælling på bare 14 minutter om den syvårige Marie, som efterhånden er godt træt af, at hendes far altid lige er et andet sted, end hun kunne tænke sig. Maries mor og far er skilt, så hun pendler som så mange andre børn mellem to hjem og to verdener. Marie synes selv, hun har verdens bedste far, men der er bare lige det, at Maries far altid lige møder en bekendt, når de går sammen i byen. Og det er Marie godt træt af. Hvad gør man så, når man bare er syv år og gerne vil give sin far en forskrækkelse, så han måske kunne vågne lidt op? Marie beslutter sig for at stikke af og løbe op i Rundetårn. Der får hun endelig afløb for sin vrede.
Netop de nære hverdagsfortællinger har stor betydning for den 40-årige instruktør. For Michael W. Horsten er hverdagen ikke en sur tilbagevendende begivenhed, men et spændende rum fyldt med alle de problemer, vi mennesker giver os i kast med og udsættes for. Det er de banale historier, dem der foregår i de lidt lavere luftrum, han inspireres af og skriver ud fra, og Lille far formår med enkelhed at sætte store tanker i gang.
”Filmen handler overordnet om at turde sige fra og blive vred,” fortæller Michael W. Horsten. ”For Marie, som kun er sammen med sin far i weekenden, kan det være svært at ødelægge den gode stemning og sige fra og sætte nogle grænser. Nogle gange kan man gå for længe med en vrede, så den kommer til udtryk over for de forkerte, som det sker her i historien. Her gør det dog ingen skade, Marie får levet sin frustration ud og kan møde sin far igen med et helt andet overskud.”
Hvordan startede projektet?
”Det startede med en fascination af at lade en køn lille pige blive meget vred, hun råber og skælder ud. Det er en fin kontrast. En tankerække gik derefter i gang: Hvad kender jeg selv fra mit eget liv af situationer, hvor børn bliver så vrede og skælder ud. Og så tænkte jeg, at det må da være en dødirriterende situation for et barn at befinde sig i, når forældrene glemmer dem, fordi de lige møder én, de kender, og barnet står der og hiver og flår i jakkeærmet og får alle mulige modstridende svar på, hvornår de kan gå videre.”
Er der en samfundskritisk undertone i din historie – at vi voksne tit har for travlt og kan komme til at overse barnet?
”Når jeg laver børnefilm, skal de også henvende sig til de voksne. Der skal være elementer, en genkendelighed, som jeg som voksen kan identificere mig med – måske vil jeg mere kalde det en selvkritik frem for en samfundskritik. Jeg kender grundlæggende selv til den problemstilling, faren står i. Det kan være et svært skift og en kunst at få forskellige livssituationer til at fungere sammen. Faren er et stræbsomt karrieremenneske og samtidig weekendfar. Det er vigtigt for mig ikke at stille problemstillingen for traumatisk op, men fremstille den så realistisk som muligt. Det er jo ikke de grove svigt, vi er ude i, men dét at barnet engang imellem bliver overset i det små af den voksne, er noget jeg tror er genkendeligt for mange. Marie er da også tynget af dårlige samvittighed over, at hun overhovedet går rundt og er vred på sin far. Man vil jo nødig være den, der ødelægger den gode stemning. Børn er dybt loyale over for deres forældre, og den følelse bliver selvfølgelig forstørret, når man ikke er sammen med sin far hver dag.”
Hvilken samtale kunne du ønske, at der opstod efter filmen – mellem barnet og den voksne?
”Det er jo sjældent at man laver en film med debat for øje, men selvfølgelig i og med at den er kritisk over for farens måde at forvalte sit samvær med barnet på, er der vel en opfordring til at være lidt mere nærværende og i øjenhøjde med barnet. Som skilsmisseforældre er der jo ikke mange dage at tage af – lige pludselig er børnene flyttet hjemmefra. Men mest af alt er det en selvkritik, en reminder til mig selv, og hvis andre kan få nytte af den, er det rigtig godt.”
Du har valgt en voice-over, hvor vi hører Maries tanker. Hvorfor det?
”Det hænger sammen med tematikken: ikke at turde sige det, man tænker. Når man er vred indeni, så har man en hel del kørende i hovedet. Derfor passer det godt til pigens psykologi at bruge voice-over-fortællemåden. Dernæst er der også det praktiske, at det kan være svært at få optaget en ordentlig dialog, når man står midt inde i byen, hvor der er så megen larm. Derfor besluttede jeg at bruge så lidt dialog som muligt.”
Hvad er den største udfordring ved at lave børnefilm?
”Når man laver film til børn, har man i høj grad et moralsk ansvar. Historien skal på den ene side være opbyggelig, og på den anden side måde den ikke være for pædagogisk. Det er en svær balancegang. Der skal arbejdes på børnenes præmisser, men der skal også være små gaver til de voksne, ellers bliver det for uinteressant.”
Hvad er dit næste projekt?
”En 45 minutters film til voksne om en kvindes søgen efter kærligheden. Det at jeg nu har fået lyst til at skrive historier til voksne, hænger utvivlsomt sammen med, at mine egne børn er blevet større. Det virker helt naturligt, at jeg nu vender næsen mod nye muligheder.”
Michael W. Horsten (født 1963) er uddannet på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje 1994-1996. Har blandt andet skrevet manuskript til Kalder Katrine (1994) og Bror, min bror, skrevet og instrueret Lille far samt instrueret Hotellet (afsnit 55-60) og Nikolaj og Julie (afsnit 11 og 12)
Kommentarer