Hverdagens patos

De har overlevet krigen og forsøger nu at skabe sig en levelig tilværelse i de forarmede efterkrigsår. Stan arbejder på sin brors autoværksted, Vera gør rent i overklassehjem, men har altid overskud til at forsøde nødlidende naboers triste tilværelse med både te, sympati, og hvad der nu i øvrigt måtte være behov for. Stan og Vera bor i en minimal lejlighed sammen med deres to voksne børn, Sid og Ethel, men skønt pladsen er trang og tiderne hårde, er familielivet varmt og harmonisk. 

Og så en dag synes det hele at brase sammen: Netop som man har sat sig til bords for at fejre Ethels forlovelse, banker politiet på døren og arresterer den blide og næstekærlige Vera. Det bestyrtede selskab indvender, at Vera da ikke kunne gøre en flue fortræd! Men den er god nok, set med lovens øjne er hun en forbryder. Hendes omsorgsinstinkt er nemlig ikke alene kommet familie og naboer til gode, men også unge piger i ulykkelige omstændigheder. "Illegal abort" kalder myndighederne det, men for Vera var det blot et spørgsmål om at hjælpe de stakkels piger — for hvem skulle ellers gøre det?                

Skønt henlagt til efterkrigstiden er Vera Drake — der vandt Guldløven ved filmfestivalen i Venedig — så umiskendeligt en Mike Leigh-film, som med sublimt ensemblespil og i et på én gang nænsomt og uhyre stilbevidst æstetisk formsprog fremstiller hverdagslivet i de lavere sociale lag med indfølt solidaritet og genuin patos. 

Made in Britain
Mike Leigh rubriceres ofte som socialrealist i den engelske "køkkenvasktradition", og han har da også baggrund i BBC's berømte socialt engagerede tv-dramatik, som i 1960'erne og 70'erne tillige fostrede blandt andet Ken Loach, Alan Clarke og Dennis Potter. Men i modsætning til Loach har Leigh ingen politisk dagsorden, og sociale anklageskrifter er ikke hans gebet. Snarere er hans film præget af en slags universel humanisme og en dybtfølt overbevisning om, at det politiske starter i dagligdagens små detaljer — som ikke kan isoleres fra deres sociale kontekst.
 
Hvor universel Mike Leighs humanisme end er, er den således også solidt forankret i den britiske social- og kulturhistorie, fra imperiets fald over velfærdssamfundets fremvækst i 1960'erne og dets senere afvikling under Thatcher-regeringen i 1980'erne til vor tids multietniske Storbritannien.
                
Alt sammen afspejler det sig i hans film. Fra den ætsende satire over de nye middelklasse-opkomlinge — skarpest i tv-filmene Nuts in May og Abigail's Party fra 1970'erne — over den dystre ironiseren over Thatcher-æraen og venstrefløjens politiske handlingslammelse i High Hopes til den diskrete konstatering af multi-etniciteten — især de senere værker Hemmeligheder og løgne og All or Nothing.
                
Det er i denne eminent britiske kontekst, Gilbert & Sullivan-filmen Topsy-Turvy skal ses. Med sit 1800-tals operettemiljø er den nok en enlig svale i Leighs produktion, men den er samtidig en afspejling af den storladne imperiekultur, som stadig stikker dybt i den britiske selvforståelse. Tilsvarende med A Sense of History, en fingeret dokumentarfilm, der tegner et gravsort satirisk portræt af en af imperiets aristokratiske støtter.
                
Der er imidlertid ingen tvivl om, at Mike Leighs hjerte banker for de socialt svagest stillede, som i alle hans film skildres med en langt højere grad af både sym- og empati.

Family life
"All of my films, including Naked, are about family." Sådan har Mike Leigh sagt, og hovedparten af hans film tematiserer direkte familierelationer, på godt og måske især ondt. Den arbejdsløse familie i tv-filmen Meantime har ikke overskud til ømhed og kommunikerer udelukkende via skældsord; belært af sine egne traumatiske familieerfaringer vil den unge socialist Cyril ikke have børn i High Hopes; adoptionshistorien i Hemmeligheder og løgne sætter både fokus på familiesfærens fortrædeligheder og bliver katalysator for en forsoning i samme, mens All or Nothing direkte skildrer det kærlighedsløse arbejderklasseægteskab og dets konsekvenser for børnene; og i Life Is Sweet er vi blandt andet vidner til en ung piges spiseforstyrrelser, fordi hun tror, forældrene ikke bryder sig om hende.
                
I Naked og Career Girls optræder familierne kun indirekte — som spredte hentydninger til de unge hovedpersoners traumatiske barndom, der synes at have været afgørende for deres kamikaze-oprør mod forældregenerationens normer.
                
Mike Leighs værk rummer dog også eksempler på velfungerende familier, først og fremmest i Vera Drake. Men værket byder især på vingeskudte familier, som efter lange og svære problemer bringes til at opleve øjeblikke af nærhed og, måske, håb for fremtiden. Det gælder både Hemmeligheder og løgne og All or Nothing, men også, i et vist omfang, High Hopes — mens Meantime og Life Is Sweet i det mindste klinger ud med, at henholdsvis to brødre og to søstre finder hinanden.
                
"If you can't feed'em, you can't lov'em, can you?" spørger den kommende svigersøn stille i Vera Drake og sætter dermed fingeren på det helt centrale familieproblem i Leighs film: børnenes skæbne i familier, der ikke har overskud til børn. Og selv om de nyrige sociale stræbere nok har råd til at give deres børn mad, er der heller ikke her overskud til børn.
                
Leighs film vrimler med neurotisk-ambitiøse middelklassekvinder (for eksempel fotografens kone i Hemmeligheder og løgne og Vera Drakes svigerinde), der enten ikke kan få — eller ikke vil have — børn eller tværtimod kynisk får dem for at holde på den ægteskabelige pengemaskine. I alle tilfælde træder vaskemaskiner, nye biler, flere badeværelser osv. i stedet for menneskeligt samkvem — i Leighs film er der koldt og goldt mellem middelklassens prangende materielle goder.

Mikes metode
I så kort et kondensat kan Leighs univers måske lyde som en sociologihåndbog for begyndere, men det er langt mere komplekst end som så. Dels sætter han ofte den centrale families historie i relief ved korte udblik til andre skæbner — fra fotografens kunder i Hemmeligheder og løgne over taxapassagererne i All or Nothing til de mange aborterende kvinder i Vera Drake — dels, og især, passer hans personer ikke ind i ret mange skemaer og statistikker. Hans portrætter af småborgerlig middelklassementalitet kan måske nok af og til fremstå noget todimensionale og skematiske, men hovedpersonerne fra de lavere sociale lag er lige så runde, som de er vinde og skæve, lige så elskelige som de er ulidelige, kort sagt lige så mangesidige og uforudsigelige som folk er flest.
                
Denne menneskelige autenticitet opnår Leigh ikke mindst i kraft af sin berømte metode, der kort fortalt går ud på at lade skuespillerne opbygge en slags parallelle individer — deres rollefigurer — som de udvikler og lever med igennem månedlange improvisatoriske prøveforløb, før kameraerne begynder at snurre — modsat Ken Loach, der lader skuespillerne improvisere foran kameraet.
                
I udgangspunktet har Leigh blot en ide eller måske en kort synopsis, hvorefter selve filmarbejdet forløber som en organisk proces, hvor historien skrives undervejs på grundlag af de parallelle personligheder, som spillerne fremgenererer. Den afgørende forskel i forhold til for eksempel method acting er, at Leighs spillere ikke skal forsøge at finde et passende udtryk til på forhånd givne figurer og situationer, men blot være de personer, de selv har været med til at skabe, og som derfor har karakter af en slags second nature, hvorigennem de oplever de andre figurer.
                
Det kan grænse til skizofreni, og ikke alle skuespillere kan forlige sig med metoden, der bygger på uforbeholden tillid mellem instruktør og spillere. Blandt andet derfor har Leigh efterhånden samlet en fast trup omkring sig — anført af den helt uforlignelige karakterskuespiller Timothy Spall (fotografen i Hemmeligheder og løgne og kærlighedshungrende taxachauffør i All or Nothing), den mere statelige Jim Broadbent (blandt andet A Sense of History, Life Is Sweet og Topsy-Turvy) og, især tidligere, eks-hustruen Alison Steadman, hvis smittende udstråling kan opleves i værker som Abigail's Party og Life Is Sweet. Men der kommer også stadig nye til, som for eksempel den gnistrende talentfulde Imelda Staunton, der allerede har vundet flere priser for sin Vera Drake.
                
I konstruktionen af figurerne indgår alt fra deres familiebaggrund og seksuelle erfaringer til, hvad de spiser til morgenmad — en skov af mere eller mindre betydningsfulde detaljer, som bidrager til at skabe hele personer, men som ikke nødvendigvis kommer med i den færdige film. I Hemmeligheder og løgne hører vi for eksempel aldrig om de nærmere omstændigheder ved den bortadopterede datters undfangelse og ej heller om hendes bevæggrunde for nu at opsøge sin biologiske mor. Leighs fortællinger er fulde af "huller", som ville være utilladelige i vanlige, psykologisk motiverede film, men i kraft af metoden besidder hans figurer en så uafviselig autenticitet, at vi ganske enkelt tror på dem og derfor ikke har behov for at få udspecificeret deres motivationer og baggrunde.

Forhøjet realisme
Mike Leighs film opleves i allerhøjeste grad som genuine slices of life. Manuskriptmanualernes dramaturgiske spændingskurver er erstattet af kæder af scener, som størkner til en historie — ofte organiseret omkring én enkelt, kvintessentiel scene, hvor hele dramaet udkrystalliseres i en enkelt samtale, et enkelt blik — for eksempel den uklippede cafeteria-samtale mellem biomor og adoptivdatter i Hemmeligheder og løgne, den natlige forsoning mellem far og mor i All or Nothing og det dvælende nærbillede af Vera Drakes ansigt, da politiet banker på, og hun med ét begriber, hvad hjælpearbejdet blandt de unge kvinder vil få af konsekvenser for hendes egen familie.
                
Ifølge eget udsagn går Leigh til arbejdet, som om der var tale om dokumentarfilm, forstået på den måde, at han føler sig forpligtet over for sine personer og filmer dem, som om de var virkelige. Stilistisk opererer han med et begreb, han kalder heightened realism. Det vil sige en tilgang, som er lydhør over for figurerne og deres sociale virkelighed, men samtidig lader scenografi, billedkomposition, lyssætning, klipning, musik osv. virke sammen om at fremstille et høj-effektivt destillat af de følelsesrelationer, der er alfa og omega i hans filmkunst.
                
Leighs "forhøjede realisme" er ikke defineret ved bestemte stilistiske figurer. I starten af karrieren bevægede han nødigt kameraet, dels af frygt for at vulgarisere spillets renhed, dels i ærbødighed over for forbilledet Yasujiro Ozu, hverdags-filmens japanske mesterinstruktør. Ozus indflydelse kan stadig anes i Leighs forkærlighed for korridor-shots og naturlige vertikale rammer i rammen (for eksempel døråbninger), men i dag er alle æstetiske greb tilladt, når blot de ikke tager opmærksomheden fra persondramaet, men tværtimod forstærker og forfiner det.
 
Tag nu Vera Drake: Farveskalaen er omhyggeligt kalibreret ned til et koncentrat af gulligt-grønne nuancer, der på én gang konnoterer skiden 50'er-slum og renser det æstetiske udtryk; billedkompositionerne er upåfaldende, men hyperkontrollerede, undertiden næsten geometriske ækvivalenser for personerne indbyrdes relationer; den varme low-key lyssætning på én gang kærtegner personernes ansigter og fremhæver fattigmiljøets mørke, og huskomponisten Andrew Dicksons nænsomme score består af små vignetter af sprød kammermusik, som diskret understreger dramaets emotionelle pointer.
 
Vera Drake er måske Mike Leighs allermest gribende og æstetisk set allermest tilfredsstillende værk i en karriere, der allerede byder på adskillige mesterlige udforskninger af hverdagens patos. Men næppe tidligere helt så elegant og kongenialt forløst som her.
 
 
Mike Leighs filmografi:
 
VERA DRAKE (2004) ******
Et respektindgydende mesterværk om næstekærlighed og abortlovgivning i efterkrigstidens London. Leighs mest helstøbte værk med en formidabel Imelda Staunton i titelrollen.
 
ALL OR NOTHING (2002) ******
Timothy Spalls talent når nye højder i rollen som den lommefilosofiske taxachauffør, der hungrer efter kærlighed fra sin kone, mens børnene æder sig federe og federe. En delvist overset perle, hvis socialrealistiske tristesse er forløst med æstetisk virtuositet.
 
TOPSY-TURVY (1999) ****
At Mike Leigh skulle kaste sig over operetteduoen Gilbert & Sullivan, kom nok bag på de fleste, men skønt tonen er lettere, og følelsesrelationerne drukner lidt i skønsang og silkekjoler, er det dog en flot film, der lever i kraft af det udsøgte ensemblespil. 
 
CAREER GIRLS (1997) ****
Morsom, følsom — og noget ujævn — flashback-film om to umage kvinder, der i sin tid mødte hinanden i et udflippet, neurotisk slumkollektiv, og som nu, hvor de har karrierer at tage vare på, skuer nostalgisk tilbage på fortidens vildskab.

HEMMELIGHEDER OG LØGNE (1996) ******
Mesterværk om dysfunktionelle familierelationer, hvis egentlige årsager åbenbares, da en bortadopteret — sort — datter opsøger sin biologiske — hvide — mor. Som moren og hendes bror yder henholdsvis Brenda Blethyn og Timothy Spall monumentale præstationer. Guldpalmen i Cannes.
 
NAKED (1993) *****
Visuelt sofistikeret, morsom og frysende nedslående film om en ulideligt rapkæftet filosofisk desperado. Indbragte fortjent Leigh prisen for bedste instruktion og David Thewlis prisen for bedste mandlige hovedrolle på Cannes-festivalen, men den psykopatiske sadist kunne man nu godt have undværet.
 
A SENSE OF HISTORY (tv, 1992) *****
Den 23. jarl af Leete viser seerne rundt på slægtens estate i noget, der først ser ud som et helt ordinært BBC-portrætprogram, men som gradvist udvikler sig til ren Monty Python. Et hovedværk inden for den såkaldte mockumentary-genre (fingeret dokumentarfilm) med en forrygende Jim Broadbent.
 
LIFE IS SWEET (1990) *****
Perlende komedie med alvorsfuld klangbund om uforbederlige drømmere, ukuelige optimister og en tvilling på randen af et nervøst sammenbrud. Timothy Spall er kostelig som kikset-hip restauratør.
 
HIGH HOPES (1988) ****
Leighs anden spillefilm — efter 17 år i teatrets og tv's tjeneste — tegner et lidt uegalt, men jævnt hen også både morsomt og gribende portræt af kærlighedsløse familie-relationer og socialistisk rådvildhed i Thatcher-æraen.
 
MEANTIME (tv, 1984) ****
Mike Leighs mest deprimerende værk — om skinheads, arbejdsløse og følelsesmæssig afstumpethed i et kuldslået moderne betonhelvede. Dybt forstemmende film med markante tidlige præstationer fra Tim Roth, Gary Oldman og Alfred Molina. 
 
ABIGAIL'S PARTY (tv, 1977) *****
Alison Steadman giver den som orange højoktan-bitch i dette stykke kult-tv-teater, der skånselsløst spidder den smag- og kulturløse middelklasses materielle ambitioner og følelsesmæssige frustrationer.
 
NUTS IN MAY (tv, 1976) *****
Frydefuld sort satire i vitriol-klassen, hvor selvfed, politisk korrekt middelklasse-frelsthed ristes i eget økologisk fedtstof på baggrund af et klassisk engelsk landskab.
 
BLEAK MOMENTS (1971) ***
Debutfilmen er en på én gang knugende og stilsikker skildring af kommunikationssvigt og uforløste menneskelige relationer. Indeholder en af filmhistoriens mest barokke forførelsesscener, men personerne er for skitseprægede til for alvor at engagere.