Hvid udenpå, sort indeni

Der er film, som brænder sig fast på nethinden, og der er talenter, som lyser med en særlig kraft. En sådan film — og et sådant talent — åbenbarede sig, da Filmskolen i sommer havde premiere på afgangsfilmene 2007. Mens fiktionsfilmene generelt skuffede, kunne tv-linjens leder, Arne Bro, stolt præsentere en af sine bedste årgange nogensinde. Årgangen bød på seks klare og personlige portrætfilm, og den smukkeste blomst i buketten var One Day af Ditte Haarløv Johnsen.

Filmen tegner et bevægende portræt af en prostitueret, ghanesisk kvinde i København. Vi er med på en lytter, når kunderne over telefonen bestiller seksuelle ydelser, og vi er med, når hovedpersonen taler long distance med sin datter, som hun har måttet efterlade i Ghana. Hovedpersonens fulde ansigt vises aldrig, men Minka Jakersons sanselige closeups — et øje, en mund, en hånd — får os til at danne vort eget billede af en kvinde, som trods en hård skæbne aldrig mister sin værdighed.

"Ditte har en helt særlig visuel begavelse, og det betyder ikke kun, at hun laver pæne billeder," siger tv-linjens leder, Arne Bro, da vi ringer ham op. "Hun skaber en særlig forbindelse til de mennesker, hun filmer. Nogle mennesker er i stand til at gøre lige præcis dét, og vi ved ikke rigtigt hvorfor, men Ditte indeholder en særlig sensitivitet og sørgmodighed, så hun kan komme tæt på."

Gaderne var vores
Ved den bumpede sti ligger et lille blåt kolonihavehus. Det ryger fra skorstenen, en løs hund snuser rundt, og en kat kigger ud over kanten af en barnevogn. Stedet hedder Nokken og ligger ubemærket mellem Islands Brygge og Sydhavnen. Her bor Ditte Haarløv Johnsen i en stille oase midt i storbyen.

"Det minder mig nok lidt om Afrika," siger den 31-årige instruktør, mens hun lægger brænde i pejsen.

"Her er jeg tættere på naturen og på min afrikanske barndom."

Hun har levet halvdelen af sit liv i Mozambiques hovedstad, Maputo. Hendes forældre arbejdede som ulandsfrivillige for at få landet på benene efter uafhængigheden i 1975, og Ditte var det eneste hvide barn i skolen.

"Maputo var præget af borgerkrig, og det var selvfølgelig hårdt," siger hun. "Det var svært at skaffe mad, vi havde alle sammen lige lidt. Men set med barneøjne var det også et fantastisk sted at vokse op. Der var ingen biler, og gaderne var vores."

De lever på trods
Ditte Haarløv Johnsen flytter tilbage til København i 1992, da hun skal starte på et dansk gymnasium. Hun læser på RUC og bliver uddannet fra fotoskolen Fatamorgana, men jævnligt tager hun til Maputo for at besøge sin mor, der er blevet i landet.

I 2000 begynder hun at tage billeder af en gruppe unge homoseksuelle mænd, der lever i gaderne. Nogle er prostituerede, de går indimellem i dametøj, og de er udstødte af det afrikanske samfund, hvor homoseksualitet er tabu. 40 timers optagelse med et videokamera bliver til kortfilmen Sisters, der giver Ditte Haarløv Johnsen adgangsbillet til Den Danske Filmskole.

"Det var slet ikke planlagt, det skete bare. Jeg havde mødt de her homoseksuelle mænd, vi var blevet venner, og jeg var begyndt at hænge ud med dem på gaden. Jeg fotograferede, men følte ikke, at mine fotos fortalte nok. Med et videokamera kunne jeg komme længere ud i min fortælling og spille på flere følelsesmæssige parametre, og sådan blev jeg instruktør," siger hun med et smil.

"Jeg laver film om mennesker, der lever på trods, og som er utroligt løsslupne, selvom de har det hårdt, mennesker, som viser os livet i dets helt klare og udkrystalliserede form. Det at være født i Danmark er et privilegium, som mange ikke fatter, og det, der driver mig, er en trang til at give folk et spark bagi og vise, at de er en del af en større sammenhæng," siger instruktøren.

Ophæver distancen
Der er lang tradition for dokumentarfilm, der under dække af social solidaritet bringer os helt tæt på The Mad, The Bad and The Sad, som genren sarkastisk er blevet kaldt. Det er en udnyttelse, man ikke finder i Johnsens film, hvor det rent faktisk lykkes hende at ophæve distancen mellem "dem" og "os".

"Mine hovedpersoner er en del af mig og mit liv. Det er ikke bevidst, men jeg finder nok folk, der afspejler noget af det, jeg selv går rundt og bærer på — en følelse eller en grundstemning. I Sisters og One Day var det melankoli. Jeg går ikke ud og leder efter en historie eller personer, jeg tager udgangspunkt i det, jeg selv kender til."

Den afrikanske forbindelse har været ophav til Ditte Haarløvs Johnsens film, og det emne er hun ikke færdig med. Hendes kommende filmprojekt skal nemlig handle om kvindelige sexturister i Afrika og produceres i samarbejde med Cosmo Doc.

One Day er udgivet på Ekko-dvd #7 Filmskolens dokumentar - Best of 1997-2007.