Hvis dit liv var en film

Jeg mødte engang en psykolog, som var meget interesseret i film. Vi snakkede blandt andet om dramaturgi, og jeg spurgte ham, hvordan det kan være, at vi kan blive ved at se film, der er bygget over den samme skabelon, uden at vi begynder at kede os. Psykologen kiggede et kort øjeblik på en grafisk model over den klassiske treakt-struktur og sagde: ”Fordi dét der forløb er nøjagtig det samme som det, du vil opleve ved at gå i terapi. Og dér,” sagde han og satte pegefingeren på midterplottet, ”dér er det, de fleste pludselig får lyst til at holde op hos psykologen i stedet for at gå over point of no return og gøre noget ved problemet. Men sådan er det ikke på film. Dér fortsætter man altid til den bitre ende – ellers ville der jo ikke være nogen historie at fortælle!”

Livet uden det kedelige
Hvis vores liv var en film, gad vi så selv se den? Nej, det gad vi nok ikke. Dertil er vores liv slet ikke spændende nok. Det består jo frem for alt af en hulens masse daglig trummerum, som kan være fint nok i sig selv, men næppe vil være særlig interessant at sidde og se på i biografen.

Men nu er det jo heller ikke sådan, man laver film. Eller rettere sagt, pointen ved filmens fortælling er netop, at alt det kedsommelige er klippet ud på forhånd, så kun essensen er tilbage – essensen af en afgrænset og som regel meget betydningsfuld periode i hovedkarakterens liv: Det år, den måned eller måske bare det ene døgn, der gjorde en forskel. Alt det andet, alle de ensformige hverdage livet normalt er fyldt af, ser vi altså ikke ret meget til, når vi går i biografen.

Hvis man klipper al den tid ud, hvor der alligevel ikke rigtig sker noget særligt i vores liv, ville der også være masser af vigtige begivenheder, som man sagtens kunne lave en fantastisk film om. Begivenheder, som har været afgørende for ens liv, og som pludselig har givet livet en helt ny retning. Eller kunne have gjort det, hvis vi havde turdet springe på toget... For det tør vi jo ikke altid.

Første vendepunkt
Hos psykologen begynder udviklingen, fordi man har besluttet sig for at gå i terapi. Det er første vendepunkt i ens selvudviklingskarriere. I historiens første vendepunkt sker der i princippet det samme som hos psykologen. Det er her, historien og hovedkarakterens udvikling for alvor begynder. Ikke fordi hovedkarakteren tager en bevidst beslutning om at gøre noget ved sit liv, men fordi der er opstået en konflikt, som hovedkarakteren er nødt til at gøre noget ved.

Shrek er et godt eksempel. Det grønne uhyre, som tilsyneladende har det fint med at leve alene i sin sump, bliver i starten af første akt invaderet af en hær af hjemløse eventyrfigurer. Og da Shrek slet ikke kan klare tanken om at skulle leve sammen med andre, laver han en handel med diktatoren Farquaad. Hvis han befrier Farquaads udkårne, prinsesse Fiona, fra hendes fangenskab og bringer prinsessen til diktatoren, vil han få skødet på sin sump, så han kan være i fred. Men så let går det naturligvis ikke...

Det, der typisk kendetegner terapiens såvel som filmens første vendepunkt, er, at hovedkarakteren tror, han har fundet en relativ let løsning på et mindre problem. Men i løbet af andet akt vil det snart vise sig, at problemet stikker dybere. At det tilsyneladende mindre problem kun er et ydre symptom på en langt dybere og mere smertelig indre konflikt. Lidt firkantet sagt: Den, der går til psykolog for at lære at sige fra over for sin vildt dominerende kvindelige chef, vil med stor sandsynlighed opdage, at det ikke bare er chefen, det handler om, men også noget med en vildt dominerende mor... På samme måde som Shrek må erkende, at det ensomme liv i sumpen, han satte så stor pris på i starten, slet ikke er så lykkeligt, som han gik og troede. Denne erkendelse ligger i filmens andet vendepunkt, men inden da skal hovedkarakteren gennem midterplottet – sit livs point of no return.

Midterplottet
Midterplottet er det sted i historien, hvor hovedkarakteren havner i det absolut værst tænkelige dilemma i forhold til den konflikt, han eller hun befinder sig i. Det er det sted, hvor hovedkarakteren presset af omstændighederne er tvunget til at træffe et yderst ubehageligt valg. Det er nu toget kører. Du kan springe på – eller blive tilbage på perronen. Det er nu eller aldrig.

Set med psykologens øjne er midterplottet dét tidspunkt i det terapeutiske forløb, hvor man groft sagt har snakket længe nok om problemerne uden at gøre noget ved dem. Nu er det på tide at handle. I løbet af den proces, der er gået forud, har man indset med sig selv, hvad det er, man vil. Man har indset, at man er nødt til at gøre det, der føles rigtigt for én selv, uanset om det så koster jobbet, ægteskabet eller kræver, at man fortæller sandheden om ens rædselsfulde familie.

Og det er naturligvis dét, der er problemet. At træde i karakter – at blive sig selv og handle derefter – har altid nogle konsekvenser. Hvis man ikke længere vil lade sig koste rundt med af andre, er der en stor risiko for, at ens omgivelser vil protestere – eller vender én ryggen, fordi de slet bryder sig om den nye person, man har forandret sig til. Og det er dét, der er så skræmmende. Kan man klare konsekvenserne? Er man villig til at betale prisen? Er man parat til det tab, der implicit ligger i at bevæge sig over point of no return?

En stor del af den modstand, de fleste af os oplever bare ved tanke om at lægge os på psykologens briks, handler i virkeligheden om, at vi er bange for den udvikling, vi samtidig længes sådan efter. Bange for det ukendte og bange, fordi vi inderst inde godt ved, at enhver sand menneskelig udvikling ikke er noget, man kommer sovende til.

Al udvikling har sin pris. Man er nødt til at give slip på det gamle for at give plads til det nye. Det er dét, livets såvel som filmens midterplotpunkter handler om. I vores eget liv har vi bare en tendens til at vælge at blive i det gamle. Vi bliver så at sige ved med at cirkle rundt i første del af andet akt, mens vi brokker os og finde på gode undskyldninger for, hvorfor vi bliver hos kæresten, selv om vi føler os meget mere tiltrukket af elskeren, eller hvorfor vi bliver i det trælse job og nøjes med at drømme om den store jordomsejling.

Og så går vi i biografen og nyder at leve os ind i andre, som tør gøre det, vi ikke selv tør. Hovedkarakteren fortsætter altid over det point of no return, der ville få os andre til at vende om. Men via vores indlevelse i hovedkarakteren kan vi få lov at opleve den store udviklingsrejse uden selv at skulle tage konsekvenserne.

Afgørende scene
I filmen om Shrek er der et vidunderligt, meget stilfærdigt, men følelsesmæssigt vigtigt midterplot og efterfølgende point of no return. Nemlig fuldmånescenen, hvor Shrek og hans følgesvend, Æslet, sidder på en klippekant og ser på stjerner. Shrek sidder og fortæller Æslet om de stjernebilleder, der er på himlen. De forestiller sjovt nok alle sammen uhyrer, der til forveksling minder om Shrek. Æslet synes ikke rigtig, at stjernerne ligner noget, og han vil meget hellere snakke om, hvad ham og Shrek skal lave, når de kommer hjem til deres sump. Min sump, siger Shrek, som på ingen måde har tænkt sig at dele sumpen med nogen. Og Shreks plan er at bygge en høj mur omkring sumpen, så han kan være i fred.

Æslet bliver dybt såret. Men i stedet for at vende skuffelsen indad går han til angreb på Shrek. Hvad er dit problem? Hvad er det du har imod resten af verden?, vil Æslet vide. Shrek siger, at det ikke er ham, der har et problem, men alle andre, der lader til at have et problem med ham. De dømmer ham, før de overhovedet kender ham. De ser kun hans ydre – og der er selvfølgelig ingen, der bryder sig om et stort grimt uhyre. Det er derfor, Shrek helst vil være alene.

Æslet minder Shrek om, at han ikke dømte Shrek første gang, de mødtes. Det ved jeg godt, siger Shrek stille. Lidt efter begynder Shrek igen at fortælle om stjernerne. Og nu får han pludselig øje på et stjernebillede af et meget talende æsel...

Set udefra er det som sagt en meget stille og relativ udramatisk scene. Ikke desto mindre er der tale om et afgørende øjeblik i Shreks liv. Shrek, som hidtil er lykkedes i at bilde både sig selv og alle andre ind, at hans isolerede liv i sumpen er selvvalgt, erkender nu, at han i virkeligheden føler sig ensom, fordi der ikke er nogen, der kan lide ham, og at det er derfor, han har trukket sig væk fra omverden.

Men det fortæller han selvfølgelig ikke sådan bare lige. Æslet må presse ham ved at sætte deres venskab på spil. Selv om det ikke siges direkte, fornemmer man på det hårdt prøvede Æsel, at det her er sidste chance. Han er ved at være træt af Shreks facade. Nu vil han have klar besked. Hvad er dit problem?, spørger Æslet.

Shreks problem er, at han har fået en ven, der kan lide ham, sådan som han er. Det ved Shrek godt. Men tør han indrømme det? Tør det store farlige uhyre vise sin sårbarhed? Tør han indrømme, ikke bare over for Æslet, men i lige så høj grad over for sig selv, at han inderst inde er et endog temmelig følsomt gemyt, som sandsynligvis elsker det romantiske eventyr, han i filmens begyndelse bruger som lokumspapir?

Det er et stort skridt for Shrek, men han tager det. Han lader Æslet få en plads på hans stjernehimmel... Herefter er det ingen vej tilbage. For nu, hvor Shrek endelig har fået lukket op for posen, er det svært at holde følelserne tilbage. Og der går da heller ikke ret lang tid, før Shrek er dybt forelsket i den skønne prinsesse Fiona, som også viser sig at være en temmelig anderledes prinsesse.

Andet vendepunkt
I historiens andet vendepunkt indser hovedkarakteren, at første vendepunkt var en fejl – en falsk løsning på problemet. Shrek erkender, at han ikke længere har lyst til at leve alene i sin sump, hvilket ellers var hele formålet med den rejse, han begav sig ud på efter første vendepunkt.

I det terapeutiske forløb består andet vendepunkt også i at erkende, at den der idé man havde om, at man bare lige skulle have repareret lidt sjælelige fejl og mangler, var én stor løgn. Sådan fungerer det ikke. Dels har det i løbet af terapien – historiens anden akt – vist sig, at problemerne stak noget dybere, end man troede, og dels må man erkende, at den egentlige kamp ikke kan udkæmpes på en briks hos psykologen. Den skal udkæmpes ude i livet, hvor man må lære at leve med de sår, der nu engang er på sjælen. Forskellen på midterplottet og andet vendepunkt er altså, at hvor man i midterplottet bliver klar over, hvad det reelt er, der er problemet – og at man er nødt til at gøre noget ved det – da er andet vendepunkt en dybere og mere følelsesmæssig erkendelse.

I midterplottet erkender Shrek, at han har været ensom i sin sump – og at han faktisk gerne vil have selskab. Det er en erkendelse, der foregår oven i hovedet på ham, mens han sidder sammen med sin nye ven og ser på stjerner. I andet vendepunkt – som kommer efter, at Shrek både har mistet Fiona og Æslet og er kommer hjem til sig selv igen – går han alene rundt i sumpen og mærker nu, helt fysisk, hvordan det er at være ensom. Det er altså først her, den dybe følelsesmæssige erkendelse ligger – den erkendelse, der får ham til at gøre det rigtige i tredje akt.

Tredje akt
I tredje akt kommer filmen næsten altid til at overgå virkeligheden eller bevæge sig væk fra den. De fleste film har nemlig en tendens til gerne at ville foretage den fuldstændige følelsesmæssige ”reparation” af hovedkarakteren, som terapien sjældent formår. Men her må man igen huske på, at filmen kun beskæftiger sig med essensen – den komprimerede udgave af virkeligheden.

Man kunne også sige, at filmen viser det ideelle terapeutiske forløb. Det som måske nok findes, men som vi aldrig vil kunne opleve på samme måde som på film, fordi livet netop ikke leves i komprimeret form.

Den klassiske happy ending skal i denne sammenhæng mere ses som det ultimative argument for, at enhver sand menneskelig udvikling er af det gode. Det er ikke nemt at udvikle sig, og det er heller ikke sikkert, at du får prinsessen og det halve kongerige to dage efter terapiens afslutning, men hvis du holder op med at undertrykke din sande identitet og begynder at leve det liv, du gerne vil, øger du i al fald chancen for, at du kan leve lykkeligt... indtil den næste krise dukker op.

Men det er en helt anden historie.