Interview
11. juni 2024 | 00:11

Hvis du roser min film, er det nok løgn

Foto | Den Danske Filmskole

Dulfi Al-Jabouri, Emma Sehested Høeg, Natalie Madueno og Mikael Birkkjær øver sig i at være helt tætte på teambuilding-weekenden i William Sehested Høegs satire Sammen er vi mere.

”Jeg tager afslag personligt,” indrømmer William Sehested Høeg, hvis fremragende afgangsfilm med søsteren Emma i hovedrollen nu kan opleves på Ekko Shortlist.

Af Frederik Hoff

Instruktøren William Sehested Høeg har inviteret til interview og ”verdens bedste kop kaffe” på den trendy café Prolog i Kødbyen i København.

Hans virkelig sjove afgangsfilm fra Den Danske Filmskole Sammen er du mere er kommet på Ekko Shortlist, og han har valgt arenaen, fordi interviewformen gør ham usikker.

”Jeg er ekstremt bange for, hvad du synes om mig. Jeg ser hele tiden mig selv udefra, så det er rart, at der er noget larm og snak omkring os til at distrahere mig fra overtænkningen,” indleder den 32-årige instruktør.

William Sehested Høeg fortæller, at han altid har haft en tendens til at lede efter problemer i sit ellers velfungerende liv, og det er omdrejningspunktet for Sammen er du mere.

Den handler om ambitiøse Mona, der er på teambuilding-weekend med sit it-firma og står til at få en forfremmelse. Men midt i det hele får hun en klage fra en anden i hendes team.

Pludselig ser Mona sammensværgelser overalt, og hun maler Fanden på væggen, indtil han bliver virkelig!

”Det er en måde at tage pis på mig selv. For jeg frygter altid, at jeg har overset et eller andet lag i samtalen. Lige nu er jeg nervøs for, om det her interview skal udstille mig som en usympatisk person,” griner instruktøren.

Sammen er du mere viser, hvad overtænkningen i yderste tilfælde kan føre til, og der er noget terapeutisk ved at stå ved mine fejl, oversætte dem til film og lade publikum grine ad dem.”

Selvudleverende rille
William Sehested Høeg lagde stærkt ud som instruktør og vandt Publikum Prisen ved Ekko Shortlist Awards i 2015 med sin første kortfilm Tyran, der handlerom en dybt jaloux mand.

Siden har vi på Ekko Shortlist haft det privilegium at kunne følge hans udvikling – film for film. Han har lavet den Pixar-agtige stumfilm Ballon, plotdrevne Når vi ses igen og det sort-hvide periodedrama Eriks krig.

Hans filmografi stikker i mange retninger, men nu lader han til at have fundet sin stil.

”Idéen til Tyran udsprang af, at jeg selv var i et forhold, hvor jeg var ekstremt jaloux. Jeg er fundet tilbage i samme selvudleverende rille med Sammen er du mere,” siger han.

Til at spille hovedrollen Mona valgte instruktøren sin egen lillesøster, den anerkendte skuespiller og musiker Emma Sehested Høeg.

De to har lavet film sammen, siden de var små. Først med morens hjemmevideokamera, inden William i konfirmationsgave fik et klippeprogram og et ordentligt kamera, så udstyret kunne følge med skabertrangen.

”Jeg havde egentlig først tænkt Mona-karakteren som en mand. Men da jeg talte med Emma om projektet, blev det åbenlyst, at hvis nogen skulle spille min usikkerhed, måtte det være hende. Jeg kan jo ikke skjule noget for Emma,” siger William Sehested Høeg.

Usikkerheden viste sig også under produktionen af Sammen er du mere, hvor instruktøren insisterede på at optage tre forskellige slutninger.

”Jeg var så bange for at lægge mig fast på en slutning, for en afgangsfilm er første gang, man for alvor bliver eksponeret,” forklarer han.

”Men hele holdet kunne mærke, da vi havde skudt den rigtige slutning. Så det var åndssvagt bagefter at stå og optage noget, der bare skulle smides ud. Det gør jeg ikke en anden gang. Det blev min sidste lektion fra Filmskolen,” siger instruktøren og ler.

Venner og konkurrenter
Sammen er du mere foregår i et poleret, konference-centermiljø med træer indenfor. Her lærer kolleger at arbejde sammen og tale pænt om deres følelser.

Men de beroligende junglelyde i baggrunden minder om, at der i de pæne rammer udspiller sig en primal kamp om at nå toppen i virksomhedens chimpansehierarki.

Det er lidt ligesom Filmskolen, hvor talenter sættes sammen, knytter bånd og lærer at arbejde sammen blot for at skulle konkurrere om pladsen ved det lille vandhul i den danske filmbranche.

”Vi kom alle sammen godt ud af det på mit hold, men samtidig ved vi jo, at vi skal konkurrere om de samme penge. Når man så kommer ud i branchen, kan man se, at nogle i vækstlaget får gode anmeldelser, nogle får støtte, og andre gør ikke.”

”Jeg under mine kolleger og holdkammerater al den succes, de får. Men jeg ønsker altid, at jeg selv fik den. Jeg kan blive jaloux på folk i vækstlaget, selv om jeg aldrig har mødt dem, og på folk, der har lavet film i 40 år og vinder en Bodil. Det er helt skørt,” siger instruktøren.

”Det kommer af et meget lavt selvværd – ligesom Monas. Hvis du roser min film, tænker jeg, at det nok er løgn. Men hvis du fortæller mig, at min film er svag, falder mine skuldre ned med det samme. Så føler jeg, at jeg hører sandheden.”

Siden afgangen fra Den Danske Filmskole i 2023 har William Sehested Høeg arbejdet stålsat på at få gang i et spillefilmprojekt og har fået tidlig udviklingsstøtte til en ny film. Men han har også prøvet at få afslag.

”Når jeg får afslag, tænker jeg altid, at konsulenten ikke kan lide mig, for jeg har svært ved at adskille mig selv fra filmen. Når man ansøger med en meget personlig film og får afslag, fordi det er uinteressant, føler du, at du selv er uinteressant.”

Den hærdede årgang
På trods af usikkerheden har modgang aldrig kunnet slå William Sehested Høeg ud.

Da han første gang søgte ind på Den Danske Filmskole og den alternative filmuddannelse Super16, fik han afslag.

”Jeg var helt ødelagt og ville aldrig lave film igen. Så jeg søgte ind på sociologistudiet på Københavns Universitet. Men der kom jeg heller ikke ind!” griner instruktøren.

Heldigvis gik der ikke længe, før han alligevel gik i gang med Eriks krig, der fik ham ind på Filmskolen i 2019. Selv om optagelsen var en drøm, der gik i opfyldelse, blev det også en tid med mange forhindringer.

To måneder inde i det første år blokerede eleverne skolen for at komme af med den daværende rektor. Kort efter satte covid-nedlukningen en stopper for al filmproduktion.

Halvvejs i skoletiden blev årgangen på Ekkos hjemmeside kritiseret indefra af en anonym elev. Og da de skulle til at forlade skolen, begyndte en omfattende krise i den danske filmbranche.

”Det er jo nærmest så tragikomisk, som det kan blive. Jeg holdt elevtalen for min årgang og sagde, at vi nok er blevet de mest omstillingsparate og hærdede filmfolk, man kan forestille sig,” siger William Sehested Høeg.

Røven i klaskehøjde
Den stærke årgang begyndte allerede at imponere, da Marlene Emilie Lyngstad og afgangsfilmen Norwegian Offspring vandt en pris i Cannes og flere Ekko Shortlist Awards sidste år.

I sidste havde Thomas Elley Ekko Shortlist-premierepå sine to stærke afgangsfilm Nationenog Romantica, som han fortæller om i Ekko #96.

Sammen er du mere er allerede blevet rost i flere medier ogskiller sig ud, fordi den er noget så sjældent som en veludført, original komedie.

William Sehested Høegs film er hverken gakket folkekomedie eller absurd komik a la Anders Thomas Jensen. Det er en realistisk, mørk situationskomedie med pumpende thrillermusik i baggrunden.

”Vi er gode til komik i Danmark, men det handler sjældent om mørke temaer, og det hul vil jeg gerne fylde,” siger instruktøren.

Emma Sehested Høeg gør Mona til en komisk antihelt med akkurat nok følsomhed til, at man ikke bare foragter hende. Resten af castet stråler også, og især Mikael Birkkjærs timing som underkuede Svend gør humoristiske underværker.

”Vi dyrkede ubehaget, for jeg er meget inspireret af Ruben Östlund. Den form for humor, hvor man vrider sig i sædet over personernes dårlige beslutninger. Det er ikke den upassende replik, men stemningen i rummet bagefter, der får mig til at brække mig af grin,” siger William Sehested Høeg.

Lige nu er han i gang med den tidlige udvikling af et spillefilmprojekt, der ligger tæt op ad tonen i Sammen er du mere.

”Hvis jeg beskrev det, ville det ikke lyde sjovt, men det bliver det! Man sætter virkelig røven i klaskehøjde, når man påstår, at noget er sjovt, og jeg har prøvet at vise komedier på Filmskolen, hvor ingen grinte.”

”Det er hårdt, for der er kontant afregning, men når det lykkes, er der ikke noget bedre.”

Kommentarer

William Sehested Høeg

Født 1991 på Nørrebro.

Siden han var barn, har han lavet film sammen med sin lillesøster, skuespilleren Emma Sehested Høeg.

Startede i branchen som runner og arbejdede sig op derfra.

Vandt i 2015 Publikum Prisen ved Ekko Shortlist Awards for kortfilmen Tyran.

Uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole i 2023.

Afgangsfilmen Sammen er du mere kan ses på Ekko Shortlist.

Film

Sammen er du mere
2023 

Eriks krig
2019

Når vi ses igen
2017

Ballon
2016 

Tyran
2014

© Filmmagasinet Ekko