Hvor bliver kvinderne af?

”Hvad er en film uden en kvindelig hovedrolle? Dansk film.”

Sådan lød det fra komikerne Ditte Hansen og Louise Mieritz, da de skulle præsentere en Bodil-pris for bedste kvindelige hovedrolle. I 2010 var feltet af store kvinderoller ualmindelig tyndt, og vinderen endte med at blive Trine Dyrholm for hendes præstation i Hævnen, som mange med rette ville kalde en birolle.

Vi glemmer det hurtigt, når Susanne Bier laver tv-serie på BBC, Lone Scherfig gør karriere i England, og Birgitte Hjort Sørensen og Sidse Babett Knudsen debuterer på HBO. Men kvinder er underrepræsenterede i den danske filmbranche. Det er ikke en dårlig joke, men hårde fakta, viser Ekkos nye optælling.

Af de 125 spillefilm, som har fået produktionsstøtte af Filminstituttet fra 2010 til 2015, var kun nitten procent instrueret af en kvinde, mens sytten procent var skrevet af en kvindelig manuskriptforfatter.

På de mere tekniske poster er forskellen endnu større, som fotografer og tonemestre, hvor andelen af kvinder er henholdsvis fire og to procent.

Til gengæld dominerer kvinderne overlegent som kostumierer, sminkører og castere, hvor omtrent 80 procent er kvinder.

Skævvridningen er til at tage og føle på. Men spørgsmålet er, om det overhovedet er et problem. Og hvad man i så fald skal gøre ved det. 

Gamle kønsvaner
For Ditte Hansen var det en øjenåbner at se Flamberede hjerter med Kirsten Lehfeldt. Pludselig kunne hun identificere sig med en kvinderolle.

Filmkunsten har pligt til at afspejle hele samfundet, mener hun, og netop derfor er det problematisk, at kun 26 procent af støttede film mellem 2010 og 2015 har en kvindelig hovedrolle.

”Det er fantastisk, at vi får repeteret fortællingerne om historiens store mænd: Spies, Glistrup, Dirch, Tordenskjold og EM-drengene. Men der er nogle historier, der ikke er fortalt endnu – om Tove Ditlevsen, Karen Blixen, Suzanne Brøgger.”

Løsningen er ganske enkel, hvis man starter med manuskriptet, mener hun.

”Når vi caster til Ditte & Louise, tænker vi konstant på, hvordan vi kan gøre diversiteten større. Vi tænker i farver, alder og køn. Kunne ham, der står i butikken, være en kvinde, og kunne hun være ældre?”

Det handler ikke kun om kvantiteten, men også kvaliteten af kvinderollerne. Både i Hollywood og herhjemme er kvindelige skuespillere gennemsnitligt yngre end deres mandlige medspillere. Og ifølge Ditte Hansen oplever kvinderne et helt andet krav til deres udseende.

”Som ung skuespiller har jeg selv prøvet at blive sorteret fra som ’ikke fuckable’. Med Ditte & Louise har jeg selv prøvet at skabe nogle kvinderoller, der har længere holdbarhedstid.”

Ifølge Ditte Hansen vil det kræve nogle nye tiltag at ruske branchen ud af de gamle kønsvaner.

– Er det ikke umyndiggørende, hvis man giver kvinder positiv særbehandling?

”Hvorfor det? Mænd har altid haft fordele. Jeg er fuldstændig overbevist om, at jeg har ret til at være her. Jeg føler ikke, at jeg får fordele ved at være kvinde, tværtimod.”

Rip-Rap-Rup-effekt
Produceren Meta Louise Foldager er uenig. Hun har det svært med at blive valgt, fordi hun er kvinde.

”Jeg har ikke lyst til at lave kvoter. Jeg arbejder også i Sverige, og når jeg skal sende en ansøgning til Det Svenske Filminstitut, hvor de arbejder med kvoter, så føles det forkert og ubehageligt, at jeg er mere værd, bare fordi jeg er kvinde.”

Meta Louise Foldager, som har været producer for Lars von Trier og Nikolaj Arcel, er et eksempel på, at kvinder stort set har indhentet mændene i producerfaget. 44 procent af producerne i undersøgelsen er kvinder.

Hun har startet sit eget produktionsselskab, Meta Film, hvor hun har ansat så mange kvinder, at folk har spurgt, om hun kønskvoterer den anden vej. Det gør hun ikke, hun ansætter bare de bedste, siger hun.

”Men der er ingen tvivl om, at der er en Rip-Rap-Rup-effekt. Man vælger nogen, man svinger med, og man har ofte mere tilfælles med nogen af ens eget køn.”

Tallene i Ekkos undersøgelse bakker op om teorien. Instruktører har en tendens til at vælge holdmedlemmer af deres eget køn. I film instrueret af mænd er hele 90 procent af manuskriptforfatterne mænd, mens film instrueret af kvinder kun har 53 procent mandlige manuskriptforfattere. Det kan være en del af forklaringen på, at kun sytten procent af alle manuskriptforfattere i film, der har modtaget produktionsstøtte, er kvinder.

Meta Louise Foldager ville gerne se flere kvindelige filmskabere. ”Men skævvridningen ligger et helt andet sted end på Filminstituttet eller i Filmloven. Det ligger grundlæggende i vores kultur, som er et produkt af tusind års mandschauvinisme,” siger hun.

Lige adgang er et luftkastel
Systemet kan ikke fritages for ansvar, hvis man spørger instruktør Christina Rosendahl, som er formand for foreningen Danske Filminstruktører. Manglen på kvindelige instruktører kan have rødder i kulturen og børneopdragelsen, men også i, hvordan kvinderne bliver mødt i støttesystemet, mener hun.

”Mange statslige institutioner som Filminstituttet dyrker et hundrede år gammelt dannelsesideal, som er bygget op omkring den hvide middelklassemands position. De sætter pris på konkurrenceelementet. Man skal gerne gå ind ad døren og være fuldstændigt overbevist om, at ens idé holder. Dér kan det godt være, at kvinderne har brug for et arbejdsliv, som kan laves fleksibelt. Og det er to forskellige tilgange. Men det betyder ikke, at de er mindre kvalificerede.”

Netop familielivet kan være svært at forene med en instruktørkarriere, hvilket kan spille en rolle for mange kvinder, mener hun.

”Jeg har selv lige været seks måneder på barsel, så var jeg tilbage. Det var så længe, jeg kunne trække stikket, hvis jeg ikke skulle falde bagud med mit arbejdsliv.”

– Kan kvinder ikke bare gå i gang med at instruere film, hvis de altså vil?

”Der er ikke jo ikke nogen, der forhindrer kvinder i at søge, men vi kan bare se, at de falder fra. At der er lige adgang, er rent blændværk, hvis det ikke bliver benyttet.”

Christina Rosendahl går ind for at undersøge kønsfordelingen og komme med bud på ”handlingsregulerende adfærd”. Hun ser kun kvoter som ”den allersidste udvej”.

– Hvornår kunne kvoter blive en reel udvej, hvis intet andet virker?

”Vi er ikke tilhængere af kvoter, så du får mig ikke til at sætte tid på.” 

Drenge er dygtige til projekter
Der er bred enighed om, at flere kvinder ville være sundt for dansk film. Og der er lige så bred enighed om, at det hele starter med talentudviklingen.

Talenternes første trin ind i branchen er Filmværkstedet, hvor der sidste år var 141 mandlige ansøgere og 60 kvindelige. Kun 22 mænd endte dog med at få støtte mod femten kvinder. Men leder Prami Larsen peger på, at skævvridningen faktisk begynder at sno sig et trin tidligere – i folkeskolen.

”Undersøgelser viser, at piger har det relativt godt i skolesystemet, mens drenge har det relativt skidt. Drengene henter deres sejre uden for skolen. Og dér lærer de en projektorienteret proces, som er meget væsentlig for filmproduktion. De siger, ’skal vi ikke lave et fodboldhold’ eller ’skal vi ikke lave et rockband’ – ’eller en film’.”

Den ballast giver drengene et stort forspring, når de skal deltage i udviklingsworkshops.

”Helt generelt kommer drengene ofte alene, meget selvsikre typer, ofte med filmerfaring. Pigerne kommer i grupper, de har ikke rigtig fordelt rollerne, de vil ikke have, at der er nogen, der er mere end andre på holdet.”

Løsningen er at finde en god måde at kommunikere til pigerne på, mener Prami Larsen. Han har bedt sine konsulenter om at gøre det klart for de kvindelige ansøgere, om de bør søge med det samme projekt igen. For det gør pigerne ikke så tit som drengene.

Talenternes næste trin er Super16 eller Den Danske Filmskole. På Filmskolen er kvinderne for nylig kommet til magten, da Vinca Wiedemann afløste Poul Nesgaard som rektor. Og senere tog Kim Leona over fra Lars Detlefsen som manuskriptlærer.

Udfordringen er at vende en kedelig statistik på instruktørlinjen, hvor kun 27 procent af dimittenderne har været kvinder i 2007-15.

For Vinca Wiedemann er kvoter udelukket. ”På en eliteskole som Filmskolen er vi afhængige af at vælge de absolut bedste,” siger hun, men understreger, at manglen på kvinder er et stort problem. Hun tror, at mange piger har en forenklet forestilling om, hvad en instruktør overhovedet er.

”Hvis man er fiktionsinstruktør, ligner det måske mest, at man går i krig, og at kameraet mere er en potensforlænger end en pen. Det betyder, at man som kvinde måske føler, at man skal have hår på brystet og nogle egenskaber, som man synes, er fremmede for ens identitet. Også selv om vi ved, at det slet ikke passer.”

Særligt på de mere tekniske poster i branchen oplever hun et ”hårdt miljø”. Det kunne man bløde op ved at starte uddannelser i fag som for eksempel belyser, foreslår hun.

Kvinder dominerer dokumentaren
Når det kommer til kønsfordeling, er dokumentargenren den omvendte verden.

69 procent kvinder og 31 procent mænd er blevet uddannet som dokumentarinstruktører på Filmskolens tv-uddannelse mellem 2007 og 2015.

Og instruktører som Mikala Krogh, Phie Ambo og Mira Jargil fortsætter deres momentum ude i branchen, hvor der stort set er lige mange kvinder og mænd, som søger og modtager støtte til dokumentarfilm.

Arne Bro har som leder af tv-uddannelsen formet dokumentargenren efter et særligt kunstnerisk verdensbillede gennem mere end tyve år. Han leder efter elever med et uspoleret kunstnerisk talent, som tør fortælle historier fra et personligt, indre rum. Og i mange år har han fået ansøgninger fra flere kvinder end mænd.

Vinca Wiedemann mener, at kvindetilstrømningen ”skyldes en forestilling om, at den type undersøgende dokumentarer, vi underviser i, er en slags one woman one camera, et lille filmhold, hvor kameraet stadig bruges som pen.”

På Filmskolens nyeste fiktionsårgang ser det også lovende ud for kønsfordelingen, siger Kim Leona.

”Jeg har fire kvinder og to mænd på min uddannelse. Jeg oplevede bare, at der var flere gode kvindelige ansøgere i år. På instruktørlinjen er der nu tre kvinder, og på producerlinjen er der fire. Så på den gamle filmgang er der faktisk en overrepræsentation af kvinder.”

Lighed i slutpunktet
Spørgsmålet om kvinders plads i filmverden rammer ned i en bredere samfundsdebat om ligestilling og bestyrelseskvoter i Danmark år 2016.

En af landets største modstandere af kvotetanken er Hans Bonde, som er professor ved Institut for idræt på Københavns Universitet og en foregangsmand inden for mandeforskning. Han betragter sig selv som feminist, men mener, at der er ved at ske et skred i forståelsen af ligestilling.

”Engang handlede det om lighed i udgangspunktet, så alle har lige ret til at konkurrere. Men nu skal det mere og mere være lighed i slutpunktet, så man på forhånd bestemmer, at de to kønskollektiver skal have lige meget. Og det er jo en total fravigelse af princippet om at kigge på det enkelte individs evner. Så kom da ud boksen, kvinder, hvis filmene er salgbare,” siger Hans Bonde.

Kønsforsker og lektor ved Roskilde Universitet Karen Sjørup viste i rapporten Kvinder i kunst fra 2007, at kvindelige skuespillere ofte får lavere løn end deres mandlige kolleger. Og hun mener ikke, at ligestilling i udgangspunktet kan bruges til ret meget, hvis ikke den realiseres.

”Kvinder har nogle barrierer i form af netværk mellem mænd, som fremmer hinanden, og mændenes større kobling til magten. Det gør det svært for de kvindelige talenter at komme til.”

Det sikre kort
Julie Bille er en af de kvindelige instruktører, som diskussionen handler om. Hun blev færdiguddannet fiktionsinstruktør fra Super16 for tolv år siden og har med egne ord ”været igennem alle støtteordninger på Filminstituttet gennem årerne, jeg har et stærkt curriculum af prisbelønnede film og har seks gange modtaget et filmlegat fra Statens Kunstfond.”

”Mange mandlige instruktører laver en enkelt kortfilm på New Danish Screen, og næste gang får de støtte til spillefilm. Det ser jeg bare ikke ske ret tit blandt mine kvindelige kolleger.”

Da hun var ung, var hun lodret imod kvoter. Men med årene er hun begyndt at tvivle på, at ubalancen kan udligne sig selv.

”Forestillingen om manden som klogere, stærkere og dygtigere ligger dybt nedarvet fra vores forfædre, og vi er ikke nødvendigvis bevidst om det. Det er bare et mere ’sikkert kort’ med en mand. Det kan ikke ændres ved hjælp af lange paneldiskussioner. Vi har diskuteret nok. Lad os afprøve kvoter, eventuelt i en periode på tre-fem år.”

Nønne Katrine Rosenring har gået på Filmskolen og Super16 og har flere kortfilm bag sig som instruktør, men hun har bevidst valgt at finansiere sin debutspillefilm Stodderbarn uden om Filminstituttet for at få større kunstnerisk frihed.

Med filmen eksperimenterer hun også med nye distributionsformer, mikrobiografen BIOgrafen og såkaldt slow distribution. Hun er træt af, at kvindelige instruktører ofte bliver mødt som kvinder frem for som kunstnere.

”Jeg tror ikke, at der sidder nogen og sorterer kvinderne fra med fuldt overlæg inde på Filminstituttet. Men hvis man vil lave rent kunstneriske film, er man mere udsat som kvinde i filmmiljøet,” siger Nønne Katrine Rosenring.

”Der bliver stillet spørgsmål ved din autoritet. Kunne du forestille dig en kvindelig Lars von Trier? En kvindelig instruktør, der gebærdede sig sådan, fuld af søgen og tvivl og udgav bøger om sin angst? Det ville aldrig ske!”

For nogle år siden deltog Nønne Katrine Rosenring i et debatarrangement på Filminstituttet om, hvor kunstnerisk film i Danmark var på vej hen.

”I panelet sad den tidligere kunstneriske leder af New Danish Screen, som jeg i en pause spurgte, hvorfor der egentlig var så utroligt få kvinder, som var spillefilmdebuteret via New Danish Screen de sidste mange år. Jeg fik svaret, at det bestemt ikke var noget, man var stolt af, men at der var et indtryk af, at det faldt kvinder sværere at lave spillefilm – altså film i længere formater.”

”Jeg blev meget paf over det svar. Hvorfor skulle det falde kvinder sværere at lave lange film end korte film? Jeg tror dog, at holdningen er et udtryk for en kultur, og at mange andre også kunne have fremført den uden at blinke. Det siger næsten sig selv, at når der sidder gatekeepers rundt omkring i branchen med sådan en holdning, så er det uundgåeligt, at det bliver en selvopfyldende profeti”.