Hvor er aktualiteten i danske film?

For nylig genså jeg Midt om natten og blev mindet om, hvor dejligt samfundskritisk filmen må have været på sin tid.

Ud over fortællingen om et par kvikke, arbejdsløse slumstormere er også genreblandingen lidt spøjs. Hvor ofte ser man en socialrealistisk storbywestern-musical med en snert af Scherfig’sk satire og en underlægningsmusik, der til tider er stærkt inspireret af The Warriors, mens sangene er klassiske Kim Larsen-kompositioner?

Hvis man bevæger sig lidt væk fra formen, og fokuserer mere på indholdet, så er der nogle spørgsmål, der melder sig.

Hvorfor er der så lidt aktualitet i danske film?

Især de politiske emner synes stærkt nedtonet til fordel for ting, der i et eller andet omfang er set før. Med al respekt for eksempelvis Thomas Vinterbergs glimrende Jagten, er temaet omkring pædofili og incest allerede dækket glimrende i film som Festen, Anklaget og Kunsten at græde i kor.

Skønmalerier
Hvornår kommer filmen om de rigtigt fattige i Danmark?

Hvor er filmen om de syge, der presses af et system, som ikke anerkender folks sygdomme eller handicap? Filmen om det frie fald gennem landets efterhånden noget hullede sikkerhedsnet? Filmen om de retsløse kronisk syge, der uberettiget får standset deres sygedagpenge?

Der er efterhånden så mange autentiske historier, der både er visuelle og dramatiske, og som ville kunne skabe spænding i en spillefilm.

Derimod har dansk film været god til at udstille handicappede i film som Adams æbler og De grønne slagtere, samtidig med at vi får nogle skønmalede historier om udsatte, der – såfremt de ønsker det – kan rejse sig og bestille noget.

Her tænker jeg blandt andet på Kaj i Bænken. Han får fluks sat skik på sin lejlighed, da han har genetableret kontakten med sin datter. Med andre ord: Han formår at ”tage sig sammen”.

Den rigtige underklasse i Danmark er meget ringe skildret på dansk film. Pusherne i Pusher-filmene havde i det mindste mulighed for at tjene sorte penge, men hvor er de kronisk syge eller de psykisk syge, der i stigende grad ender på herberger uden de fornødne ressourcer?

Jeg kan umiddelbart ikke huske nogensinde at have set et herberg i en dansk film.

De desperate
I tv-serien Broen er autisten Saga kommet til tops i politiet. Men sandheden er, at ni ud af ti autister er på en kontanthjælpslignende ydelse, og mange vil ikke kunne leve op til kravet om at finde 225 timers ordinær beskæftigelse.

Jeg mener faktisk ikke at have hørt 225-timersreglen nævnt i en dansk spillefilm.

Velfærdsstaten er efterhånden så godt som afskaffet for de dårligst stillede, men det er svært at se på danske film og tv-serier. Og her efterspørger jeg ikke satire som i serien A-Klassen.

Jeg taler om retvisende skildringer af de mennesker, der i desperation sætter ild til dem selv i jobcenteret eller foran Brøndby Rådhus, de, der må skralde for at få mad på bordet, de, der i desperation slår en sagsbehandler eller kører en bil ind i jobcenteret, de, der sættes på gaden af fogeden, de, der må undvære livsvigtig medicin, de, hvis børn vokser op i fattigdom og ikke kan komme med på studieture eller har råd til at holde børnefødselsdag.

Blockbustere eller avantgarde
Det her er også et opråb til alle unge og filmskabere, der er på vej frem. For jeg kan godt huske min egen tid på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, hvor fokus enten var på dyre amerikanske blockbustere eller avantgarde a la Lynch og Trier.

Hvis hjemmemarkedet for danske film skal overleve, tror jeg det handler om at sigte bredt og at turde tage kontroversielle og undereksponerede emner op, der skaber diskussion og debat.

Brug DR’s dramaserier som inspiration. Her er aktualiteten i højsædet, og det afspejler sig ofte i seertallene. Dansk film har brug for flere instruktører a la Ken Loach og færre Trier-wannabes.