Dag 6: Hvor fanden kom han fra?

Hvor i alverden kom han fra? Og hvor har de dog gemt ham henne de senere år? Jude Law. Enhver svigermors drøm med sit kække, britiske smil, men også en skuespiller, som man nærmest havde glemt. 

Law har ofte fremvist sig som effektiv førsteelsker i amerikanske dramaer som Cold Mountain (1998) og My Blueberry Nights (2007), og den seneste gang man vel egentlig virkelig tog notits af ham, var som Dr. Watson i Guy Ritchies Sherlock Holmes-film.

Derfor er der også en udbredt forundring i Berlinale-paladset denne tirsdag i vinterferieugen, hvor turister tumler rundt lige uden for biografmørket. For hvor fanden kom Jude Law pludselig fra i Genius? 

Jo, tak, vi husker da godt skuespilleren fra hans vilde præstation i Dobbeltspil (2007), hvor han var mindst lige så god som selveste Michael Caine, og han var da også en fattet hvirvelvind i The Talented Mr. Ripley (1999). 

Men som den håbefulde forfatter Thomas Wolfe, der opsøger verdens dygtigste forlagsredaktør på kanten af 1930’erne i New York, er Law bedre end nogensinde. Alle hans bedste træk smelter sammen. Det kække smil, de store armbevægelser, den dybe usikkerhed, den evindelige smerte.

På disse følelser bærer Law Genius frem, og han bakkes fremragende op af en underspillet, elegant Colin Firth, der agerer forlagsredaktør Max Perkins, som i virkelighedens verden var redaktør for Fitzgerald, Hemingway og altså Wolfe.

Film med bid i
Som efterhånden hver fjerde film, der har premiere nu til dags, er også Genius baseret på virkelige hændelser. Eller endnu vildere: en sand historie, som filmen åbner med at skrive.

Og sikke en underfundig historie!

Da Max Perkins tager Wolfe med det vildtvoksende sprog og temperament under sine vinger, opstår der et far/søn-forhold, som ikke er set lignende i filmrullerne meget længe. 

Law og Firth spiller formidabelt, og ind og ud mellem deres diskussioner om verdenslitteratur og redigeringsmetoder fiser Hemingway, Fitzgerald og en spirende økonomisk depression i USA. Sidstnævnte nævnes kun sjældent, men den er dér. Ja, det er sommetider tragikomisk at sidde og se Perkins og Wolfe, der fuldstændigt opslugt af litteraturens væsen slet ikke opdager, at suppekøerne for de arbejdsløse newyorkere bare vokser og vokser.

Mere udtalt kritisk var dagens anden film i hovedkonkurrencen til gengæld. Den tysk-franske-mexicanske Soy Nero.

Her drømmer en mexicansk teenager om at blive amerikansk statsborger. Pludselig får han chancen, hvis han altså lige vil være en såkaldt green card soldier – altså en soldat, der opnår statsborgerskab ved at kæmpe for de amerikanske tropper. 

Filmens instruktør er ikke nogen hvem som helst. Rafi Pitts har tidligere lavet politisk indignerede film som It’s Winter (2006) og The Hunter (2011). Og med Soy Nero formår Pitts da også at vise det absurde i at være en plaget mexicansk dreng, som det ene øjeblik bliver klynget op af politiet og undersøgt for ulovligheder, men som det næste øjeblik er en ”amerikansk” soldat, der gør præcis det samme imod lokalbefolkningen på den anden side af jorden.

Samtidig er filmens billeder både vidunderligt flimrende og ofte skudt fra interessante vinkler. Desværre gaber Pitts over lidt for meget, jo længere Soy Nero skrider frem. Der kommer nemlig flere og flere kommenterende afstikkere til den amerikanske våbenlov, racespørgsmål og ikke mindst en kommende immigrationslov.

Sympatisk, men det betyder samtidig, at filmen mister sin ellers ganske effektive rytme.

Kinesisk dødssejler
Det er en tendens under dette års Berlinale. Mange film har lagt exceptionelt godt fra land, men er så pludselig begyndt at ville for meget med historien.

Reelt set er det vel på dette tidspunkt kun Mia Hansen-Løves Things to Come med Isabelle Huppert og Gianfranco Rosis Fire at Sea om livet på Lampedusa efter de massive flygtningestrømmes indtog, der har formået at holde historien fokuseret hele vejen igennem.

Og så også Genius, men filmen er nok lidt for meget et Hollywood-drama af den gamle skole til at kunne udråbes som én af favoritterne til den store pris på lørdag.

Tendensen med de usammenhængende afslutninger bliver bekræftet af hovedkonkurrencefilmen Crosscurrent fra Kina. Filmen har været undervejs i mange år, og man fornemmer da også, at den er hjerteblod for instruktør Yang Chao, der i den grad kan skabe smukke billeder. 

Desværre er Crosscurrent en dødssejler, hvis man må være så fri. Den er en magisk-realistisk sejltur, der er bundet op på poesi, og i starten er filmen ganske interessant, men så falder den stille og roligt fra hinanden.

For hvad Crosscurrent egentlig handler om, skal man tænke en hel del over, men livets forgængelighed og menneskets behov for at være ”overfladisk” kunne være et bud. Det var der imidlertid ikke mange, der lagde mærke til ved visningen, for biografsalen virkede som en undergrundsstation, hvor folk vandrede mod toiletterne.

Blev man tilbage, kunne man imidlertid se en afslutning, der var mere sammenhængende end resten af filmen, men som på forunderlig vis ikke rigtigt efterlod én med nogen særlig følelse.

Hvis Berlinalen skal flytte sine datoer på grund af det kinesiske nytår, som jeg tidligere har skrevet om, så må kineserne gerne komme mere sammenhængende film. Sidste års konkurrencebidrag Gone With The Bullets led af fuldstændigt samme ubeslutsomhed.

Klapsalver
På markedsdelen af Berlinalen bliver der til gengæld virkelig truffet beslutninger. George Clooneys næste film som instruktør (skrevet af Coen-brødrene) er blevet solgt til stort set samtlige verdensdele, inden filmen, der har arbejdstitlen Suburbicon, har fået et officielt navn.

På samme måde oplever festivalen et stigende antal opkøbere i forhold til sidste år, ligesom publikumsantallet allerede halvvejs har rundet 250.000. Og det er endda uden, at der har været en egentlig publikumsdag endnu.

Der er med andre ord ikke meget, der tyder på, at Berlinalen har nogen grund til at holde flyttedag.

Da slutbilledet klipper over i sort til visningen af Genius i festivalpaladset, er det, som om folk bare har ventet på dette øjeblik. Taktfast klapper publikum sig igennem Colin Firth og Jude Laws navne i rulleteksterne. 

I godt og vel halvanden time har man ikke skænket hverken verdenspolitik, filmnyheder eller for sags skyld filmmarkedet en tanke. Så effektiv og nærværende er filmen, at man en stund glemte, at man sad til en pressevisning på Berlinalen.