Hvordan kommer vi fanatisme til livs?

De belgiske Dardenne-brødre Luc og Jean-Pierre er en institution på Cannes-festivalen.

Sammen med koryfæer som Francis Ford Coppola, Michael Haneke og Ken Loach – samt vor egen Bille August – er de medlemmer i den eksklusive klub af instruktører, der to gange har vundet den eftertragtede Guldpalme på den franske filmfestival.

Det gjorde de først med Rosetta i 1999 og efterfølgende med Barnet i 2005. Siden har de været faste gæster i den franske festivals hovedkonkurrence med skiftevis fremragende og solide film som To dage, én nat og Kvinde, ukendt.

Onde tunger kan dog hævde, at deres socialrealistiske stil på et tidspunkt blev en kende for rutinepræget. Unge Ahmed er fortalt i samme stil, men alligevel føles det stille drama om en religiøst radikaliseret dreng i Belgien som et friskt pust for instruktør-brødreparret.

Selv om de to herrer i deres bedste alder – Jean-Pierre er 69 år, Luc er 66 – har lavet endnu en alvorstung film om samfundets problemer, er der masser af gavtyve-smil i dem. Før interviewet kan starte, føler brødrene sig nødsaget til at justere de forskellige mikrofoner og båndoptagere, så de peger hen på deres engelske oversætter.

”Mise-en-scéne,” siger storebror Jean-Pierre med et grin.

Radikal religion
Unge Ahmed kan over et år efter verdenspremieren i Cannes nu endelig opleves i danske biografer. Ekkos anmelder giver fem stjerner til filmen, der sætter sig ubehageligt i mellemgulvet med en uhyggeligt enkel historie.

Titlens trettenårige Ahmed er blevet skolet i ekstremistisk islamisme i sin lokale moske. Derfor beslutter han at dræbe sin lærer Inés, der ifølge imamen er uren og må dø.

Det er brandfarligt territorium for to ældre, hvide mænd at bevæge sig ud i en skildring af et radikalt, religiøst miljø. Var de nervøse for, at filmen ville blive opfattet som en kritik af eller satire over muslimer?

”Vi lytter sjældent til de råd, vi får. Og vi holder altid vores film hemmelige, så ingen ved, hvad vi laver,” siger Luc Dardenne og griner ligesom sin bror, før han bliver mere alvorlig. 

”Filmen handler om religion, og hvordan religiøse praksisser kan udvikle sig til fundamentalisme. Det sker ikke kun i islam, men også andre religioner. I tidligere århundreder har katolicismen haft inkvisitionen, og der har været radikalisering inden for alle mulige religioner,” fortsætter instruktøren.

”Risikoen for, at vores film bliver læst anderledes end hensigten, er jo altid til stede. Men forhåbentlig har vi lavet en film, der ikke fælder dom. Vi forsøger ikke at være dommere over unge, radikale fanatikere.”

”I går blev filmen vist i Bruxelles, og en af vores venner – en muslimsk kvinde – skrev, at filmen trods sit barske tema indgød håb. Selvfølgelig kan populister og fascister misbruge filmen, men sådan er det. Og så har jer filmjournalister naturligvis et ansvar for, at filmen ikke bliver fejllæst,” slutter han sin talestrøm med et glimt i øjnene.

Barn eller voksen
Brødrene lader til at have en aftale om, hvem der tager hvilke spørgsmål. I hvert fald skiftes de pænt til at give lange svar, der får én til at ønske, at man havde valgt fransk i skoletiden.

Man kan frygte, at noget går tabt i oversættelsen til engelsk. Unge Ahmed har en såre enkel handling, men den åbner en verden af kompleksitet. Og for en gangs skyld er næstekærlighed ikke løsningen på alle problemer.

Selv om Ahmed bliver mødt med sympati og forståelse på den institution, hvor han sendes hen efter sit drabsforsøg, er det ikke nok til at få ham på ret køl. Efter ellers at have mødt og faldet for den jævnaldrende Louise, som giver ham det første kys, fortsætter han ævred med at tage livet af sin lærer.

Det kan virke kynisk, men ifølge Dardenne-brødrene ville det være en undladelsessynd blot at lade ham blive rehabiliteret.

”Mange europæiske lande har oplevet voldsomme selvmordsangreb og massakrer begået af unge terrorister, der ofte er født i de lande, som de angriber. De har gjort det ud fra en idé om, at borgerne i landet er urene, og at de i stedet skal skabe et rent kongerige,” siger Jean-Pierre Dardenne.

”Som filmskabere er det vores arbejde at se på verden omkring os og forsøge at kaste lys over den. Så vi kunne ikke komme uden om de her problemer. Men efter at have tænkt over det i noget tid besluttede vi at tage det religiøse aspekt i hans liv dybt alvorligt – mere end hans sociale og økonomiske status. Den eneste måde at undersøge fænomenet på var gennem øjnene på Ahmed som en ung i krydsfeltet mellem barn og teenager.”

Mulig syndsforladelse
Dardenne-brødrene lod sig inspirere til Unge Ahmed af virkeligheden. En trettenårig, belgisk dreng med marokkanske rødder var blevet sendt til Syrien af sin egen bror.

I forhold til filmen var særligt hovedpersonens alder helt afgørende for, hvad man ville føle for ham, mener instruktørerne.

”Det var vigtigt for os, at Ahmed skulle være tretten år, fordi man hverken er barn eller rigtig teenager på det tidspunkt. I den alder er det stadig muligt at overvinde fanatismen, mens det er umuligt som tyveårig. Dér har man brugt sin chance,” siger Luc Dardenne.

”Med en voksen havde det virket naivt at give ham mulighed for syndsforladelse, men når man ser et barn på lærredet, tænker man, at han ikke kan have lyst til at dræbe læreren. Det er, fordi imamen har overtaget hans sind, samtidig med at hans fætter, som er martyr, hjemsøger hans tanker. Hvis han var ældre, havde filmens slutning været en hån mod virkelighedens ofre for terror.”