DEL 3: Hvordan man sælger sig selv

Her kommer tredje del af historien om Søvnløse nætter, og som lovet er fokus på det virkelighedsnære.

Det var med dette kapitel, at jeg oprindelig planlagde at starte hele serien – med et dyk ned i, hvad jeg for kun et år siden ville beskrive som det mindst lystbetonede ved hele præproduktion: ansøgningsskrivning.

I dag synes jeg, det er spændende.

Jeg tror først, at det er, når man skal sælge sit projekt, at man virkelig forstår, hvad man er i gang med. Men der er også noget småterapeutisk ved at skulle sælge sig selv.

Gør konsulenten nysgerrig
Under arbejdet med Søvnløse nætter sendte vi massevis af ansøgninger til danske og norske støtteorganer. Heldigvis var det muligt for os at genbruge store dele af materialet, med visse strategiske modifikationer.

Vores standardansøgning er et tolv sider langt dokument bestående af følgende elementer:

1. 1. Projektbeskrivelse og formålserklæring
2. 2. Synopsis
3. 3. Instruktørnotat
4. 4. Konceptskitse
5. 5. Producers refleksioner
6. 6. Markedsplan og indtægtsprognose
7. 7. Distributionsplan
8. 8. Nøglepositioner i hold og cast

For omfattende ansøgninger vedhæftede vi også følgende dokumenter:

1. 1. Manuskript
2. 2. Cv for instruktør og producer
3. 3. Budget
4. 4. Likviditetsplan
5. 5. Fremdriftsplan
6. 6. Produktionsplan
7. 7. Locationaftale

Vi brugte sjældent mere end én side til hvert element, og som oftest var målet at give det bedst mulige indtryk af vores ambitionsniveau.

Samtidig forsøgte vi at tilbageholde nok information til, at konsulenterne ville være nysgerrige efter mere.

Selvmodsigende svar
Det var første gang, vi arbejdede med ansøgningskriterier fra store institutioner som Vestnorsk filmsenter, Norsk filminstitut og Nordisk Film Fonden. Undervejs opstod der derfor en række spørgsmål.

Hvor meget er det realistisk at bede om? Hvordan evalueres et kalkuleskema? Skal man skrive formelt eller personligt?

Som oftest var svarene ganske selvmodsigende.

Normen er, at man skal overbudgettere, men ikke med mere, end man behøver. Man skal skrive akademisk, men med bravur. Og man skal holde sig til sandheden, men uden at afsløre sine svagheder.

Vi fandt hurtigt ud af, at selv drevne konsulenter sjældent helt ved, hvad de er på jagt efter.

Det hele kan faktisk koges ned til to centrale kvaliteter: koncept og retorik. Og da konceptet ikke kan påvirkes nævneværdigt i ansøgningsfasen, ligger det meste og vipper på retorikken.

Udfordringer er fordele
Jeg havde mange bekymringer for Søvnløse nætter. I vores ansøgningsproces handlede retorikken derfor i stor grad om at fremstille soleklare udfordringer som fordele.

Vi vidste, at det ville blive en stor logistisk udfordring at gennemføre produktionen i et andet land end Danmark, og vi vidste, at vores lave gennemsnitsalder var foruroligende – både for støtteorganer og os selv. Dertil kommer, at Bergen er en svagere filmby end både Oslo og København.

I vores standardansøgning valgte vi imidlertid at fremstille de to bekymringer på følgende måde:

”Vi er meget entusiastiske over for projektets panskandinaviske aspekter. Ikke blot åbner det for et større publikum, det er også en fantastisk mulighed for at knytte professionelle og kreative bånd over landegrænserne …”

”Helt centralt i projektet er også et talentudviklingsmotiv. Dette gælder os selv, instruktør og producer, der begge er unge filmskabere – men også resten af holdet, som vil bestå af en blanding af unge talenter og mere etablerede sværvægtere. Vi har et stærkt ønske om at modarbejde tendensen til, at kreativ kompetence forsvinder til hovedstaden, og holdets norske majoritet vil derfor i al hovedsag komme fra vestlandet.”

I tillæg fokuserede vi meget på at opnå kohærens mellem manuskript og resten af ansøgningen.

Konsulenter vil uanset hvad lægge mest vægt på manuskriptet, så det bedste man kan gøre i en ansøgning er at underbygge det.

Som instruktør skrev jeg en synopsis, og vedhæftede et detaljeret instruktionsnotat med tanker om, hvordan jeg planlagde at ville realisere manuskriptet. Her diskuterede jeg fortællingens tematiske linjer samt nøglepunkter for musik og æstetik.

Visuel profil
Ved siden af den sproglige retorik, var vi i Søvnløse nætter også meget bevidste om, at bygge en fuldstændig visuel profil om projektet. Denne strategi har jeg personligt stor tiltro til.

Derfor brugte vi skitser og referencer til at skabe et indbydende univers og en klar forestilling om, hvor vi ville hen.

Det hele blev svøbt ind i et nøje udformet layout for at få ansøgningen til at ligne en brochure til en allerede færdig film.

Overbudgetter!
Fra det øjeblik, en konsulent åbner din ansøgning, vil vedkommende køre en vægtningsproces mellem økonomi, koncept og ambition. Og hvis du som os har større ambitioner end budget, kan det være svært at overbevise en konsulent om, at dit projekt faktisk er fysisk og etisk gennemførligt.

Viljekraft og ungdommelig naivitet kan man komme langt med under produktionen, men prøv at forklare det til en bureaukrat!

Nedenfor er nogle af de vigtigste skemaer, vi udfyldte. Det er helt essentielt, at produceren har en velovervejet plan for, hvordan man skal håndtere dem:

1) Kalkyle/budget: Hvem skal lønnes og efter hvilke tariffer?

Støtteorganer er som regel negative over for gratis arbejde. Det er de også over for misforhold mellem erfaring og budget.

Ved at give efter for støtteorganers ønske om, at vi skulle budgettere fuld løn til hele holdet, endte vi ironisk nok med at skræmme de samme støtteorganer bort.

Filmen blev ganske enkelt for dyr i forhold til støtteorganernes vurdering af vores erfaring.

I de øvre lag af filmindustrien mener man, at gratis arbejde er farligt for markedet – selv når det er i talentudviklingens navn. Det er et stort problem og fører efter min mening til fragmentering af branchen.

Jeg er på ingen måde kulturkapitalist og synes ikke, at nogen skal føle sig udnyttet. Men det er indlysende, at hvis unge talenter skal være lige så dyre i drift som etablerede tungvægtere, vil de aldrig blive valgt til de mest værdifulde og lærerige produktioner.

Selv de mest idealistiske producere er økonomisk orienterede væsener.

Som ung filmskaber vil jeg hellere få gode erfaringer og leve af suppe end dårlige erfaringer og spise kaviar. Gode film laves ikke af bureaukrater, men af kunstnere – med erfaring.

2) Likviditetsplan: Hvornår kommer pengene ind på en konto, og hvornår forlader de den?

Likviditetsplanen afdækker, hvorvidt produktionen på noget som helst tidspunkt vil være i minus. Den kræver planlægning på mikroniveau.

Vi havde vores likviditetsplan under kontrol tidligt i processen, men under produktionen endte vi alligevel med at gå i minus. En af produktionens vigtigste lærepenge er, at overbudgettering er livsvigtig, for så risikerer man ikke at komme i økonomiske problemer undervejs.

3) Markedsplan: Hvordan skal filmen tjene sig ind?

Sandheden er, at de fleste kortfilm, Søvnløse nætter inkluderet, aldrig kommer til at gå i hverken plus eller nul. De vil ikke blive en god forretning. Det er noget, man bliver nødt til at retfærdiggøre i en ansøgning.

Man skal være kreativ
En ansøgning om filmstøtte kan være noget af det mest abstrakte, man nogensinde skriver, og det sidste år har jeg skrevet flere, end jeg kan tælle.

Det hele bliver efterhånden et spil, og jeg mener, man bør tillade sig at være kreativ.

Mine ansøgninger førte til, at jeg har tilegnet mig en række færdigheder, jeg ellers ikke troede, jeg behøvede.

Jeg har også indset, hvor langt jeg er villig til at gå, for at få lov til at gøre det, jeg bedst kan lide. Og det er jeg taknemlig for.

Jeg ønsker dig held og lykke med fremtidige ansøgninger!