Hvorfor skal kvinder altid posere nøgne?

La Belle Époque bliver ved at fascinere os.

Frankrigs kunstneriske og intellektuelle opblomstring forud for Første Verdenskrig, hvor bourgeoisi og boheme mødtes, og nye tanker om kunstens væsen gik fra salon til boulevard til landsbymalere i provinsen, er en evergreen i litteratur, billedkunst og måske især i fransk film. 

”Vi længes efter den epoke, fordi naturen var uberørt og i fuldt flor omkring os. I dag behandler vi naturen forfærdeligt, så når vi kigger på de malerier, ser vi en verden, der forsvinder,” siger den franske veteraninstruktør Martin Provost.

I Bonnard, Pierre & Marthe fører han publikum tilbage til et solbeskinnet Normandiet for at sætte fokus på en af Claude Monets naboer og samtidige impressionister. Eller rettere på to. 

”Det har aldrig været min hensigt at lave en film om Pierre Bonnard, men om Bonnard-parret. Jeg er især optaget af hendes rolle som inspirationen bag stor kunst. Hvad kræver det af kærlighed og kreativitet at holde et forhold kørende i 50 år? Og hvad ligger der egentlig bag betegnelsen ’muse’?” spørger Martin Provost retorisk.

Pierre møder Marthe på gaden og finder kærlighed og inspiration, der optager ham resten af livet. Efter bragende succes i Paris fortrækker de til et idyllisk landsted, hvor hendes helbred skranter, mens han fortsætter karrieren og indleder en affære med den langt yngre Renée. 

Årene går, som filmen springer i tid. Marthe begynder også at male og får en enkelt fernisering i Paris i 1924. Hendes anden udstilling blev afholdt samtidig med filmens premiere på Cannes-festivalen i maj 2023. 

”Det er skønt, men det har intet med os at gøre,” siger Martin Provost med et smil. ”Den udstilling har været undervejs i årevis. Men det er da dejligt, at vi langt om længe er begyndt at tale om disse oversete kvindelige kunstnere.”

Overset grandtante
Martin Provost brød igennem som skuespiller og har haft kvindelige hovedpersoner i hver af sine otte spillefilm til dato. Bedst kendt er kunstnerportrættet Séraphine, der skildrer maleren Séraphine de Senlis, og som i 2009 vandt en César for bedste film.

Kort efter modtog han et opkald. 

”Jeg blev kontaktet af Marthes grandniece, der følte, at hendes grandtante var blevet overset i historiebøgerne,” fortæller han.

”Men jeg følte ikke, at jeg var gammel eller moden nok på det tidspunkt. Jeg ledte stadig efter den rette måde at leve og elske på.”

”Siden har jeg gennemlevet et par kærlighedshistorier, og jeg har taget ved lære. Jeg indså muligheden for at skildre Marthe gennem Pierre og for at vise, at hun aldrig er hans offer, men en dygtig kunstner i sin egen ret.”

Ingen er offer
Bonnard, Pierre & Marthe viser deres forhold i medgang og modgang. Og selv om der er kærlighed i overflod, kan det nok diskuteres, om ikke Marthe lider i skyggen af Pierres malerkunst og utroskab. 

I Ekkos firestjernede anmeldelse af Bonnard, Pierre & Marthe betegner Rosemarie Kær Lundgaard forholdet mellem de to hovedpersoner som decideret toksisk. 

Men det er at se for simpelt på tingene, mener Martin Provost.

”Jeg tror ikke, at noget forhold er sådan, at den ene partner er skyldig i alt, og den anden er uskyldsren.”

”Et parforhold er en dynamisk konstruktion, som begge parter bidrager til. Jeg tror også, Pierre Bonnard led meget, når hun i perioder nægtede at tage imod gæster, og de levede isoleret langt ude på landet.”

– Selv hvis du ikke betragter Marthe som et offer, er det vel oplagt at sige, at Renée er det?

”Ja, men hun er også meget ung, og hun bliver et offer for sig selv. For Pierre er Marthe selve essensen af hans malerkunst. Når han er sammen med Marthe, maler han. Med Renée bruger han al sin tid på at elske og glemmer penslerne.”

”Men jeg kan ikke se ham som et monster. Der er to i deres forhold. Det er det, jeg ønsker at skildre – mere end at pege fingre ad den ene eller den anden.” 

Man tog en kvinde til hustru
Martin Provost er dog ikke blind for den ulige magtfordeling i forholdet eller for tidens herskende chauvinisme, som han af og til drypper som malurt i Belle Époque-romantikken.

”Hvorfor er det, at det altid er kvinder, der må posere nøgne, og aldrig mænd?” spørger Marthe tidligt i filmen. Og i Bonnard, Pierre & Marthe er kvinderne også mere tilbøjelige end mændene til at smide tøjet. 

”Altså, vi viser jo dem begge bagfra, da de løber nøgne rundt i haven,” skynder Martin Provost sig at indvende, da jeg spørger, om ikke adams- og evakostumerne burde være ligeligt fordelt. 

”Det er jo kompliceret med den slags, for skuespillerne skal også acceptere det. Film består af en række valg, og man kan ikke få det hele med.” 

Det var vigtigt for instruktøren på godt og ondt at genskabe den verden, hans hovedpersoner malede. 

”Engang blev kvinder rent ud sagt betragtet som objekter. Man sagde, at man ’tog’ en kvinde til hustru. Hun skulle så udsmykkes med kjoler og juveler og gøres så smuk som muligt, mens hun samtidig skulle være husmor og tage sig af husholdning, børnepasning og af at tilfredsstille manden seksuelt.” 

”Jeg kan huske, at min far altid satte sig til bords først, mens vi andre måtte hjælpe vores mor. Når han var færdig med at spise, trak han sig tilbage til stuen for at ryge cigar og læse avis. Det var helt normalt dengang.” 

”I dag ville kvinder formentlig nægte at spille rollen som muse. Verden er under forandring.” 

En vigtig belønning
Martin Provost hæfter sig ved optimismen.

Der går en rød tråd af omsorg gennem hans film, en opfordring til at gribe lykken, hvor end man kan finde den, og så længe den varer.

I Bonnard, Pierre & Marthe varer kærligheden længere end lykken, men ægteskabet holdes sammen af fælles hengivenhed – og af fremragende præstationer af Cécile de France og Vincent Macaigne.

”Hvis det er lykkedes mig at erkende noget som helst om parforhold, har jeg forsøgt at udtrykke det i filmen,” siger Martin Provost. 

Han fortæller, at han aftenen forinden vores interview modtog et opkald fra Marthes grandniece. 

”Hun elsker filmen. Det føles som en vigtig belønning. Forhåbentlig er det lykkedes mig at skildre den kærlighed, der bandt de to sammen.”