Hvorfor skal sex på film være så kedelig?

Den islandske instruktør bag Brevet fra Helga læste med sine nogenlunde danskkundskaber og stor interesse Ekkos femstjernede anmeldelse af hendes biografaktuelle film.

Ása Helga Hjörleifsdóttir hæftede sig ved den kvindelige anmelders observation af, at mandlig seksualitet i filmen er skildret på en mere følsom måde, end den slags normalt opleves.

Filmen viser, hvordan en affære mellem Bjarni og Helga i en lille islandsk landsby anno 1940’erne får store konsekvenser for de involverede og deres partnere.

Undervejs skildres Bjarnis lidenskab som noget symbolladet smukt og rent, hvilket føles nærmest revolutionerende.

”Det var interessant at læse, og jeg forstår godt, hvad hun mener, men jeg planlagde det ikke som sådan,” siger 38-årige Ása Helga Hjörleifsdóttir, da Ekko taler med instruktøren over Zoom.

”Sexscener på film er ofte meget traditionelle. Det gør ikke rigtigt noget for mig. De er der blot for at vise, at to mennesker er tiltrukket af hinanden, og så skal vi se kvindens pæne bryster eller noget andet.”

”Der er jo flest mandlige instruktører i filmhistorien, og det har virket, som om al tankevirksomhed stopper, når de har skullet lave en sexscene. Så bliver det bare en historie, vi har hørt tusind gange før.”

Mere end nøgen hud
Ása Helga Hjörleifsdóttir besøger torsdag Danmark for at deltage i gallapremieren på Brevet fra Helga i Grand Teatret.

Da vi taler med hende, er hun netop kommet hjem efter at have vist filmen på en festival i Canada. Her er mange af islandsk afstamning, fordi en fjerdedel af Islands befolkning emigrerede dertil i det 19. århundrede.

Instruktøren er født og opvokset i hovedstaden Reykjavik, men rejste efter litteraturstudier til New York for at uddanne sig i film på det anerkendte Columbia University.

”Jeg følte mig draget af film, fordi man kan skabe så store følelser uden brug af ord,” fortæller Ása Helga Hjörleifsdóttir.

I forarbejdet med Brevet fra Helga så instruktøren film som Jane Campions In the Cut, som er enormt intens og viser begæret fra en kvindes perspektiv.

Hun så også Luca Guadagninos I Am Love af og Ang Lees Brokeback Mountain. Fælles for de tre film er ifølge Ása Helga Hjörleifsdóttir en ambition om at ville noget mere end bare at vise nøgen hud i de erotiske scener.

”I de film er der sensuelle scener, hvor folk bare kigger på hinanden, og man føler, at mødet virkelig betyder noget for dem. Vi forstår, at det er svært. Personerne skal overvinde noget, før de kan have sex,” siger instruktøren.

”Tiden står på en måde stille, og jeg ville skabe den samme fornemmelse i min film.”

Der har gennem tiden været vidt forskellige tanker om, hvad der er erotisk. Og Ása Helga Hjörleifsdóttir finder det vigtigt, at vi bliver ved med at udvikle vores forståelse af lidenskab på film.

”Engang var det at se en kvindes ankel nærmest det samme som at se hende helt nøgen. I dag er vi blevet vant til, at hvis det skal være sexet, skal man se kvindens bryster,” mener Ása Helga Hjörleifsdóttir.

”Men filmmediet giver en masse muligheder for at gøre det på en anden måde. Man kan vise et stille blik og den slags. Vi bliver nødt til at glemme de klichéer, der er blevet presset ind i hovedet på os alle sammen af film og serier, hvor der har været faste konventioner for, hvad der er sexet.”

De ulogiske følelser
Brevet fra Helga er en filmatisering af islandske Bergsveinn Birgissons roman, som er oversat til mange sprog og på dansk hedder Svar på Helgas brev.

Ása Helga Hjörleifsdóttir havde egentlig ikke tænkt sig at lave endnu en filmatisering efter debuten Svanurinn, der også bygger på en bog. Men i fortællingen, der blander fortid, nutid og fremtid, så instruktøren muligheden for at lege med filmsproget.

”Vores følelsesliv er ikke logisk, og det vil jeg lave film, der anerkender. Sandheden er et spørgsmål om øjnene, der ser,” siger Ása Helga Hjörleifsdóttir.

”Jeg vil gerne skabe nogle troværdige karakterer, der bevæger sig væk fra klichéer som den om ’den anden kvinde’. Vi er vant til at se en engleagtig kone kontra en djævelsk forfører, men i det virkelige liv er vi jo bare mennesker med gode og dårlige kvaliteter.”

Den gamle sandhed får nyt liv i Brevet fra Helga. Det skyldes ikke mindst, at filmen med sin dragende stil indfanger publikum i en slags trance.

”Mange islændinge er nok en smule maniske. Det skyldes måske dagslyset,” siger instruktøren med et smil.

”Jeg kender en masse kunstnere, og på en eller anden måde er de vildt produktive. De laver alt muligt, men så kan de også pludselig få perioder, hvor de skal slappe helt af. Det er en lidt ekstrem cyklus, der måske er påvirket meget af, at der er så lyst om sommeren og mørkt om vinteren.”

Væk fra naturen
Island er trods et befolkningsantal på omkring 387.000 mennesker konstant leveringsdygtig i stærke film, som bliver vist på verdens førende festivaler.

Herhjemme har den dansk-uddannede islænding Hlynur Pálmason kørt sig i stilling som en af europæisk kunstfilms førende auteurer, mens også islandsk bosiddende filmfolk udforsker mediet.

Der er i mange år været blevet fokuseret meget på mandlige islandske instruktører, men Ása Helga Hjörleifsdóttir er et eksempel på, at kvinderne er på vej frem.

Og ifølge hende er der god grund til at være optimistisk omkring islandsk films fremtid.

”Den islandske filmbranche er et virkelig spændende sted lige nu. Vores filmindustri er så ung, og jeg tror, at instruktørerne nu er klar til at kaste sig ud i nye eksperimenter. Måske er vi ligefrem klar til at lave film, der ikke udspiller sig i naturen, men bare på et værelse!” siger instruktøren med et grin.

”Jeg er virkelig spændt på de næste ti år. Tidligere er folk rejst til Danmark eller USA for at uddanne sig, men nu er der kommet en islandsk filmskole, hvor jeg underviser instruktion noget af tiden.”

”Det tror jeg får en kæmpe betydning. Jeg kan allerede nu se på mine tolv elever, at de kommer med en vild energi.”