Hvorfor skal superheltefilm være så kedelige?

Wonder Woman har vist sig at være en kæmpe succes ved billetlugerne, og af en superheltefilm at være får historien om amazonen Diana fine anmeldelser.

Per Juul Carlsen går så langt som at kalde filmen for en ”veltænkt og anderledes superheltefilm”.

Flere anmeldere er enige med Carlsen, men jeg ser bare en træt gentagelse. Og det er ikke, fordi jeg mangler sans for genren. Jeg elsker superhelte.

Som barn var det begejstringen over de fantastiske kræfter, men også de spraglede og fantasifulde persongallerier, der tændte en ild i mig.

Og når min interesse for superhelte har holdt sig i live, skyldes det ikke filmene, men de mange vanvittigt dygtige tegneserieforfattere.

Mere end liv og død
Siden Frank Millers tegneserie The Dark Knight Returns fra 1986 har de fleste forfattere forstået, at superheltenes største fans er voksne mennesker, som holder af gode historier.

Vi imponeres ikke længere synderligt, når Superman kæmper mod Doomsday, med mindre der er mere på spil end en simpel kamp om liv og død mellem to supervæsner.

I tegneserien Injustice: Gods Among Us, som udspringer fra det fremragende computerspil af samme navn, kæmper Superman igen mod Doomsday.

Det tror han i hvert fald selv, men i virkeligheden har Jokeren forgiftet ham med Fugleskræmslets frygtgas. Så den person, han i virkeligheden tæsker løs på og ender med at dræbe, er hans egen gravide kæreste Louis Lane!

Det er grove løjer, som ikke ligefrem er for børn, og pludselig står vi med en traumatiseret Superman, der ender med at bliver seriens skurk.

Her er vi langt fra den formel, som Hollywood-superheltene, inklusive Wonder Woman, hovedsagelig følger i film.

Guder til morgenmad
Godt nok er Diana (Wonder Womans borgerlige navn) en kvinde, der er født med superkræfter.

Men historien er alligevel en meget simpel fish out of water-fortælling om en halvgud, der under Første Verdenskrig møder menneskenes verden og til sidst skal kæmpe mod en overdimensioneret gudeskurk, der dukker op af ingenting.

Hele filmen er fortalt i et flashback oplevet gennem nutidens Wonder Woman, og forhåbentlig er filmen bare et sløvt startskud på bedre historier om en mere presset Wonder Woman.

Sådan gik det eksempelvis med den elendige Captain America: The First Avenger, der blev fulgt op af den fænomenale Captain America: The Winter Soldier, som bruger superheltene til at fortælle en spændingsfuld historie om sammensværgelser og overvågning.

Det er en gåde, hvorfor superheltegenren bliver ved med at lave reboots, når den handler om karakterer, som hele jordens befolkning udmærket ved, hvem er.

Vi kender Wonder Woman, og hvis ikke, så er de første tyve minutter af filmen, hvor vi ser hendes opvækst hos amazonerne, rigeligt til at forklare det. Derfra skal vi straks have hende kastet ud i nogle spændende historier, som udfordrer hendes personlighed.

For superhelte udfordres ikke ved at kæmpe mod store, stærke monstre eller guder. Dem spiser de til morgenmad.

Genrens akilleshæl
Det vidste Christopher Nolan, da han lavede den til dato bedste superheltefilm The Dark Knight.

Her møder Batman sin ærkefjende Jokeren, som er en lille, tynd splejs uden nogen form for superkræfter. Men han er yderst intelligent og totalt uforudsigelig. Og Batman bliver konfronteret med det ene dilemma efter det andet.

Skal han afsløre sin hemmelige identitet, så Jokeren stopper med at dræbe uskyldige politimænd? Hvem er vigtigst at redde: sit livs kærlighed eller byens bedste distriktsadvokat? En færge fyldt med uskyldige mennesker eller en færge med fængselsfanger?

Nolan understreger endda genrens akilleshæl gennem Jokerens kommentar til Batman til sidst: ”Troede du virkelig, at det hele skulle ende med en simpel nævekamp mellem dig og mig?”

Vores helte skal udfordres på etiske og eksistentielle måder.

Det var et genialt kneb at følge en gammel og svag Wolverine i Logan. Alle ved, at Wolverine kan flænse enhver til plukfisk, men kan han forsvare to af de mennesker, han holder allermest af, når superkræfterne er svækket i hans sidste dage?

De kreative fortællinger findes også på film, men de er i undertal. Næsten alle superheltefilmen følger skabelonen: En mand eller kvinde viser sig at være superstærk og skal lige have styr på det, før en overdimensioneret skurk kan blive gennemtærsket til sidst.

Skurken i Peter Parker
Nu skal Spider-Man rebootes for tredje gang, som om det ikke var kedeligt nok at se den samme historie fortalt i The Amazing Spider-Man.

Min yndlings Spider-Man-tegneserie, The Superior Spider-Man,starter i den helt anden ende, hvor Spider-Man er død! Doctor Octopus har gjort, hvad ingen andre har formået: dræbe Peter Parker, og som om det ikke var nok, har han også overtaget hans krop og lever nu hans liv.

Serien igennem følger vi altså en Spider-Man, men med et helt nyt sæt værdier. Alt hvad han konfronteres med, er ekstremt spændende, fordi vi ved, hvad Peter Parker ville gøre, men hvad gør Doctor Octopus, når Mary Jane er i nød, eller når New York angribes af superskurke?

I en af de nyeste Batman-tegneserier er Bruce Wayne forsvundet, og i stedet er politikommissær Gordon hoppet i en flagermuse-robocop-dragt og forsvarer nu Gotham på sin egen måde, nemlig inden for lovens rammer.

Tegneserierne lever videre, fordi deres karakterer og universer også gør. Og alt har konsekvenser.

Lad superheltefilmene gakke ud og brug de fantastiske karakterer og universer til at overraske os. Fortæl nogle nye historier, som ingen andre genrer har mulighed for at fortælle.