Hvornår blev Cannes uafhængig?

Havde verdens vigtigste festival i Cannes allerede før 1972 sin kunstneriske frihed til at vælge de film, festivalen havde lyst til? Eller er uafhængigheden noget, der først kom til senere?

De to spørgsmål er blevet genstand for en længere diskussion om Cannes-festivalens historie, som involverer både den danske instruktør Christian Braad Thomsen, Ekkos britiske skribent Lee Marshall og festivalens præsident og mangeårige leder, Gilles Jacob.

I en artikel i forrige Ekkos store Cannes-tema beskriver Lee Marshall, hvordan Cannes før 1972 var et slags OL for filmmediet, hvor de fleste film i det officielle program blev valgt af producentsammenslutninger eller filmkomiteer i de deltagende lande.

”Antallet af deltagere varierede dog fra år til år, ligesom Frankrig og USA fik dispensation til at få mere end én film med. Desuden kunne festivallederen selv udvælge en række film, og i 1960 var Antonionis L’Avventura for eksempel den officielle italienske kandidat, mens Fellinis Det søde liv var festivalens egen udtagelse,” skriver Lee Marshall.

Absurd påstand
Men de nationale filmkomiteer kunne kun indstille og ikke vælge film til programmet, og festivalledelsen kunne allerede dengang vælge film efter forgodtbefindende, mener Christian Braad Thomsen.

”Jeg var første gang i Cannes i 1966, og da blev repertoiret valgt af festivaldirektøren i samarbejde med en udvælgelseskomité. Nationale brancheorganisationer kunne naturligvis ikke vælge film til festivalen,” siger Braad Thomsen til Ekko.

”Det er klart, at en række organisationer havde indstillingsret, fordi udvælgelseskomiteen naturligvis ikke kunne se rub og stub. Men det er absurd at påstå, at andre end festivaldirektøren kunne vælge filmene – og i 1960 valgte han både L’avventura og Det søde liv, som dermed begge var Italiens officielle repræsentanter.”

”Maurice Bessy blev festivalleder i 1972, og måske har han haft brug for at markere sig. Men den store forskel skete fra 1968 til 1969, hvor nybølgeinstruktørernes oprør betød, at festivalen blev mere åben og mindre kommerciel.”

Indikation fra Truffaut
Christian Braad Thomsen fremhæver, at festivalen i starten af 70’erne afviste den danske nominering, Jens Ravns Tjærehandleren. I 1961 udtog festivalen Buñuels Viridiana, som var forbudt i Spanien. Og Tarkovskijs Andrej Rublev blev i 1966 vist i det officielle program (dog uden for konkurrence), selvom den var forbudt i hjemlandet Sovjet.

Ifølge Christian Braad Thomsen viser disse eksempler, at festivalen i realiteten altid har haft fuld og enerådig kontrol over udvælgelsen. Og dermed går han i rette med festivalens egen officielle version af sin historie.

På Cannes’ hjemmeside står der, at ”før 1972 blev filmene, der konkurrerede i programmet, valgt af deres hjemland”.

Det fremgår også af Kieron Corless og Chris Darkes bog Cannes: Inside the World’s Premier Film Festival, ligesom Lee Marshall henviser til en formulering fra Francois Truffaut, der i 1957 sagde, at ”for at få Hollywood-stjerner til at komme til Cannes, og dermed ved at overskride ’én film per land’-reglen totalt, blev fire amerikanske film vist, alle om aftenen.”

Måtte kæmpe for uafhængighed
Foranlediget af Christian Braad Thomsens henvendelse har Ekko kontaktet Cannes-festivalen og i to omgange fået svar fra dens højeste autoritet, Gilles Jacob, der blev festivalleder i 1977, men allerede var tilknyttet festivalen i 1972.

Her bemærker han, at det tog tid for festivalen at opnå den uafhængighed og position, den er kendt for i dag.

”Det var som generel regel produktionslandene, der valgte filmene før ’72. Det passede alle godt, men hvert år var der film, der blev inviteret af organisatorerne (fra festivalen, red.) som et slags særligt kort, de kunne spille ud med,” skriver han.

Svar til borgmesteren
Direkte adspurgt om landene valgte eller blot nominerede film, og om der er en praktisk forskel før og efter 1972, svarer Gilles Jacob, at det er ”mere subtilt og ikke helt sort-hvidt”.

Jacob henviser til et svar, som daværende festivalchef Favre le Bret gav til Cannes’ borgmester i 1959.

”Hvert land er suverænt i valget af den film, som udgør dets officielle repræsentation. Nogle deltagere beder undertiden om vores mening. I det tilfælde råder vi dem altid, for der er en fælles interesse i, at de tilsendte film har den bedst mulige kvalitet. På den anden side kan vi invitere film, der generelt korrigerer den utilstrækkelighed, som er i de officielt tilsendte film. Ud af syv prisbelønnede film blev de fem opdaget og inviteret af os.”

Favre le Bret tilføjede, at det af både diplomatiske og økonomiske årsager var svært for festivalen at bryde ”reglernes artikel 1”, som kunne tillade at afvise en film, hvis kvaliteten var for ringe.

”Vi ville kun kunne udøve en sådan ret, hvis en film virkelig viste sig at være meget under det passable, hvilket skete engang imellem i de første festivaler, men ikke er sket her i de senere år,” lød det fra le Bret i 1959.

Revolutionerende beslutning
I sit svar til Ekko kommer Gilles Jacob med sin egen kommentar til Favre le Brets udtalelser.

”Favre le Bret vil med sit svar til Cannes-borgmesteren have ham til at forstå, hvor svært hans (Favre le Brets, red.) arbejde er, nødvendigheden af at tage sig af landene i en tid, hvor festivalen hverken havde en besluttende forsamling eller det renommé, som den lidt efter lidt har fået. Samtidig ville han vise, at han var god til at udvælge film,” skriver Jacob.

Han slutter med sin egen konklusion på udforskningen af festivalens historie:

”Man kan under alle omstændigheder sige, at beslutningen i 1972 er en større beslutning, som ændrede alt og revolutionerede festivalernes fremtid, og som de andre festivaler også har indordnet sig.”

Chauvinisme francais
Christian Braad Thomsen mener dog fortsat ikke, at Gilles Jacob har fat i den lange ende.

Braad Thomsen nævner, at han fra 1966 var gode venner med Berlin-festivalens Skandinavien-ansvarlige Kurt Habernoll, der enerådigt bestemte sine valg af film til festivalen uden om Filminstituttet. Og han tilføjer, at Venedig-festivalen i 1972 udtog hans egen Kære Irene, selvom Filminstituttet slet ikke havde indstillet den.

”Begge eksempler dokumenterer, at det er ren chauvinisme francais, når Gilles Jacob siger, at de andre festivaler ’indordnede’ sig under Cannes-festivalens beslutning i 1972. For det første tog Cannes-festivalen ikke i 1972 en beslutning, som ikke allerede var gældende lov, nemlig at præsidenten var enerådig i sit udvalg, og for det andet gjaldt denne selvindlysende regel også de andre festivaler,” siger Christian Braad Thomsen.