Hyldest til klassens bagerste

Der er noget helt galt ude på landet i Rune Schjøtts debutfilm Skyskraber.

Fra det øjeblik, at drengen Jon er skyld i en trafikulykke, hvori hans far (Morten Suurballe) mister en vis legemsdel, går den lille landsby rabundus, og faren tvinger Jon til at vokse op i en evig byrde af skyld.

Faren går fra promiskuøs vovehals til landsbyens moralske vogter og despotisk familiefar. Dyrlæge-moren (Rikke Louise Andersson) drikker, så diagnoserne svinger, og dyrene dør. Og byens hårde unge fordriver timerne i byens busskur, da fabrikken går på røven.

”Verden er absurd. De her karakterer findes i min verden. Det, jeg peger på ved dem, er selvfølgelig det syrede, men hvis man ikke oplever en ægthed eller en ærlighed i det, så har jeg fejlet,” fortæller instruktør Rune Schjøtt.

Skyskraber vises i disse dage på Berlin-festivalen.

Inspireret af sitcoms
Som manuskriptforfatter har Rune Schjøtt skrevet prisbelønnede film som Dagur Káris Voksne mennesker (2005) og Martin de Thurahs kortfilm Ung mand falder (2007).

Ligesom de film er Skyskraber båret af en barok, sort humor.

”Jeg ville gerne lave noget, der både kunne være morsomt og rørende, komplekst og super banalt,” siger Rune Schjøtt.

”Jeg er meget inspireret af sitcoms som Seinfeld. Den der anekdote-form har altid tiltalt mig på en eller anden måde. Det er måske dér, hvor det groteske i humoren kommer ind.”

Modet til dumme jokes
Midt i farens utilregnelige psykiske terror forelsker Jon sig i den blinde Edith. Hendes evigt smilende far (Lars Brygmann) har også afskåret hende fra verden.

Men til forskel fra den barnlige Jon er Edith handlekraftig og vil bare gerne have en af de lokale drenge til at tage hendes mødom, så hun kan føle sig som en rigtig kvinde. Problemet er bare, at Jon lider af forhudsindsnævring.

”Jeg vil ikke have, at humoren bliver for lun eller for intelligent. Film som Tømmermænd i Las Vegas tør gå hele vejen med en dum joke. Og det tør jeg også her, synes jeg. For eksempel bløder Jon i bukserne, da de skal til at være intime. Det er næsten plat,” siger Rune Schjøtt.

Inspirationskilderne er film som den amerikanske selvmordskomedie Harold & Maude, Bille August og Nils Malmros’ tidløse ungdomsdramaer og især forfatteren John Irving, som han læste, da han først begyndte at skrive.

”John Irving kan lave nogle virkelig absurde ting, men det bliver nærmest leveret som en sidebemærkning. Han tør også være super banal og rørende, og så nogle gange er det helt grotesk,” fortæller Rune Schjøtt.

Hyldest til klassens bagerste
Rune Schjøtt har helt bevidst – og imod normal manusskik – gjort hovedkarakteren Jon til en person uden stålsat vilje og mål.

”Jeg synes, det er positivt, at folk ikke tror på sig selv. Jeg vil gerne gå imod den strøm, hvor man siger, at selvtillid er alt, hvad der skal til, og du kan nå det, du vil.”

”Det er selvfølgelig nemt at rakke ned på X Factor, hvor det næsten ikke kan blive større at vinde. Men hvor er vinderne i dag? Hvad nu hvis Martin fra X Factor havde tvivlet på det, han skulle, og folk omkring ham havde bygget ham op indefra, i stedet for at sige: ’Nu laver vi bare en popplade?’”

”Filmen er en hyldest til dem bagerst i klassen, til dem, der siger ’jamen, jeg ved ik,’” siger Rune Schjøtt.

Seende bedst som blind
Fra starten var Rune Schjøtt overbevist om, at rollen som den blinde Edith skulle spilles af en blind pige, og han havde derfor stakkevis af casting-bånd med blinde piger.

I sidste ende valgte han den sekstenårige debutant Marta Holm. Hun er dog på ingen måde blind, selv om man kan blive i tvivl, når man ser filmen.

”Hun tog simpelthen fusen på mig. Da hun kom ind ad døren til casting, så jeg en lidt for køn, sød og pæn pige.”

”Så jeg sagde til hende: ’Du er for køn til den her rolle, og du kan se. Det går ikke.’ Og så lavede hun sig selv blind som et knips med fingrene, og så var hun pludselig ikke bare køn, men køn på en mere interessant måde.”

Det tomme ansigt
For Rune Schjøtt var det svært at finde en ung skuespiller, der i rollen som den underkuede og generte dreng Jon kunne udtrykke så lidt og stadig virke interessant.

Men i den nittenårige Lukas Schwarz Thorsteinsson, som medvirkede i TV 2’s julekalender i 2008, fandt han svaret.

”Alt for meget udtryk i ansigtet ville være forkert til den her rolle. Lukas er i stand til at være tom i ansigtet, men samtidig kan man mærke, at der er noget fortrængt nedenunder,” fortæller Rune Schjøtt.

Om unge til de lidt ældre
Skyskraber deltog ligesom Heidi Maria Faissts Frit fald på Berlinalen i ungdomsfilm-konkurrencen Generation 14plus.

”Skyskraber er en film om unge til de lidt ældre. I min næste tror jeg, at det bliver omvendt: en film om ældre for unge. Jeg vil gerne fjerne mig lidt fra det der med, at det lige skal være unge som målgruppe.”

”Så næste gang er det ikke i den her konkurrence, jeg har en film med i Berlinalen. Der bliver det den anden,” siger Rune Schjøtt med et smil på læben.

I hans næste film – som endnu kun er på idé- og notestadiet – kan vi forvente humor og dødsangst.

”Jeg kunne godt tænke mig, at næste film kommer til at handle mere om liv og død.”

Skyskraber får Danmarkspremiere til maj.