Hyldet film føltes farlig for Saldaña og Gascón

Man vinder ikke meget på at spille sikkert.

Dagen før prisoverrækkelsen ligner Jacques Audiards Emilia Pérez stadig et solidt bud på Guldpalmen med et gennemsnit i Ekkos kritikerpanel på 3,7 stjerner ud af fire. 

Tre af kritikerne – blandt andre Ekkos chefredaktør Claus Christensen – spår sejr til den storslåede musicalfortælling om en gangsterboss, der forsøger at sone for sine synder efter have skiftet køn.

Men i begyndelsen var filmen svær at blive klog på for stjernerne, spanske Karla Sofía Gascón og amerikanske Zoe Saldaña, der spiller henholdsvis gangsteren og gangsterens advokat. 

”Da jeg modtog manuskriptet, tænkte jeg: ’Hvad fanden er det her?” griner Karla Sofía Gascón, da vi mødes til et gruppeinterview morgenen efter verdenspremieren.

”En fransk instruktør, der ikke taler spansk, men som vil lave en film om Mexico – i Paris – hvor alle skal synge og danse til en handling om narkokartellederen, der vil skifte køn. Hvordan topper man lige det?” spørger Karla Sofía Gascón.

Zoe Saldaña nikker.

”Alt ved projektet føltes farligt. Jeg gik gennem alle mulige stadier – fra chok over forundring til begejstring for at være del af så ukonventionelt et projekt,” siger Zoe Saldaña og tilføjer:

”Jeg følte, at jeg tog et gigantisk kunstnerisk spring, men samtidig var det åbenlyst, at filmen virkelig havde noget på hjerte.”

Ligner en vittighed
Emilia Pérez handler om den oversete advokat Rita, der hjælper gangsterbossen Manitas med at blive den kvinde, han altid har følt sig som: Emilia Pérez.

Karla Sofía Gascón gennemgik selv en kønsskifteoperation i 2016, og for hende var det afgørende, at filmen tog sine karakterer alvorligt.

”Historien ramte mig dybt personligt, og jeg følte et ansvar for, at emnet blev behandlet på en forsvarlig måde,” fortæller hun. 

”Da jeg læste manuskriptet, spurgte jeg Jacques Audiard, om Manitas skifter køn for at undslippe myndighederne, eller fordi han virkelig er en kvinde. Og heldigvis var det sidste tilfældet. Ellers havde det været overfladisk.”

Karla Sofía Gascón grinte, da hun læste scenen, hvor Rita møder Manitas, og Manitas forklarer hende situationen.

”Det kunne jo ligne en vittighed, for hvad siger man lige til at få sådan en besked? Men Jacques sagde, at jeg skulle gå seriøst til scenen. Og da vi så filmen til premieren, var der ingen, som grinte.”

”Det er positivt. Filmen ser personerne som almindelige mennesker. Transseksualitet er en del af historien, men det er ikke det, filmen handler om.”

Fordomsfri instruktør
Idéen til Emilia Pérez kommer fra Jacques Audiard, der allerede har én Guldpalme, som han fik i 2015 for Dheepan. Han har også instrueret Profeten, Smagen af rust og ben, The Sisters Brothers og Lev, elsk, Paris. 

Men må man egentlig fortælle om minoritetsgrupper, når man ikke har mærket deres traumer på egen krop?

”Debatten omkring appropriation kan godt være lidt ømtålelig,” medgiver Zoe Saldaña, der dog ikke ser noget til hinder for, at instruktører fortæller om erfaringer, de ikke selv har gjort sig. 

”Det kan godt være, han ikke selv er gået det igennem, men hvis Jacques Audiard ønsker at fortælle en historie som den her, hvorfor skulle vi så stille os i vejen? Om noget burde vi da takke ham for, at han giver transhistorier så megen synlighed.”

Karla Sofía Gascón fortæller, at hun under udviklingsprocessen fik lov at komme med sine egne inputs til karakteren.

”Jeg udvekslede mange mails med Jacques Audiard og sendte ham billeder af min krop før og efter mine operationer. Han er en meget intelligent og fordomsfri mand, og jeg følte, at han ville behandle emnet på den rette måde.” 

Tilbage til det maskuline
Forud for optagelserne brugte skuespillerne årevis på at udvikle og forberede sig til rollerne. Karla Sofía Gascón forklarer, at hun måtte have både stemme-, sang- og bevægelsestræning for at spille dobbeltrollen som Manitas og Emilia. 

Og selv om hun i dag er en kvinde, følte Karla Sofía Gascón sig også veltilpas i rollen som Manitas.

”Jeg nød virkelig at vende tilbage til den maskuline verden,” siger Karla Sofía Gascón. 

”Nogle gange er det kedeligt at være en kvinde. Man er nødt til altid at være fejlfri med perfekt hår og makeup og alt det der. Mænd kan nøjes med at kvikke sig selv op i fem minutter, før de farer ud af døren!”

”Det er noget, jeg ser som et skel i samfundet: Mænd er mere fysisk frie, mens kvinder er mere mentalt frie. Kvinder lægger færre bånd på sig selv.”

De forsvundne
I filmen forklarer Manitas, at hans gangsterkarriere var ren overlevelse. ”Jeg var nødt til at være det største svin i svinestien,” bekender han. 

Et vigtigt vendepunkt kommer efter hans transition, da Emilia beslutter sig for at råde bod på de synder, hun begik i sit tidligere liv.

Takket være sine gamle kontakter får hun narkokartellernes lejemordere til at fortælle, hvor de har begravet deres ofre, sådan at deres efterladte kan give dem en ordentlig begravelse.

Historien om los desparacitos, ”de forsvundne”, tackler et åbent sår ikke bare i Mexico, men også i hele Sydamerika. Hundredtusinder af mennesker er blevet dræbt og skaffet af vejen på grund af bande- eller militærvold.

”Det var vigtigt at fokusere på de efterladte familier,” siger Karla Sofía Gascón, der som spanier forstår betydningen af at få vished om sine kæres skæbne.

”I mit land er der stadig mange mennesker, som forsvandt under borgerkrigen i slutningen af 1930’erne. Den dag i dag leder folk efter lig. Så i filmen bliver det en måde at frelse karakteren fra al den ondskab, der har formet ham,” siger Gascón.

Zoe Saldaña fortæller, at hun takket være sine latinamerikanske rødder følte et særligt tilhørsforhold til historien.

”Selv da jeg voksede op i New York, kunne jeg være bange for at blive kidnappet. I dag kan det være skræmmende at køre længere syd end San Diego uden at tage sine forholdsregler,” siger Zoe Saldaña om den californiske grænseby et par timer syd for Los Angeles.

”Frygten slipper man ikke bare sådan af med.”

Kunne ikke lide musicals
Zoe Saldaña er en regulær Hollywood-stjerne med store roller i Avatar- og Guardians of the Galaxy-filmserierne. Men hun var ved at køre træt i blockbusters, da hun blev castet til Emilia Pérez.

”Jeg har ikke noget at klage over, men der var en periode, hvor jeg lavede mange fortsættelser, og det er tidskrævende. Man blinker, og pludselig er ti år forsvundet.” 

”Jeg er 45 år i dag og har opnået meget, men som kunstner er jeg også stadig sulten. Emilia Pérez er den slags film, jeg altid har længtes efter at være en del af. Så at spille denne rolle var en lise for sjælen.”

Karla Sofía Gascón fremhæves i branchemedier som et godt bud på en skuespilpris, når priserne overrækkes på Cannes-festivalen lørdag aften. Hvis filmen da ikke vinder en af festivalens tre største priser – Guldpalmen, Grand Prix og Instruktør – hvilket betyder, at filmen ikke kan få andre priser.

Uanset hvad er dobbeltrollen i Emilia Pérez et regulært gennembrud efter en lang karriere i telenovelas – den latinamerikanske udgave af sæbeoperaer. 

”Jeg kan faktisk ikke lide musicals,” siger Karla Sofía Gascón med en undskyldende grimasse.

”Det kunne jeg i hvert fald ikke, før jeg lavede denne her. Jeg er fra el barrio, altså fra beskedne kår, og der er det svært at lokke folk i biografen for at se en musical. Vi har mange fordomme, men jeg tror, at Emilia Pérez kommer til at overraske folk.”