Dag 9 & 10: Hyperblodig samfundssatire

Hurra for opsamlingsfestivaler!

På en festival som i London kan man sætte et fuldt festivalprogram sammen med lutter hypede titler med publikumsvinderen fra Fantastic Fest, vinderen af juryens særpris ved South by Southwest og det nye lyn fra Directors’ Fortnight på Cannes.

Jeg missede Assassination Nation på Sundance-festivalen i januar, og den blodige omgang arrig vold fortjener virkelig at blive set på det store lærred.

Sam Levinsons film tager sig ud som et frontalangreb mod sanserne. Men dystopien om en lille by, hvor halvdelen af befolkningen bliver hacket og får alle deres beskidte hemmeligheder stillet til skue, er også en velovervejet satire over det løbske informationssamfund, hvor privatliv er en saga blot.

Hovedpersonen har sendt nøgenbilleder til en gift mand, og det slipper man ikke godt fra i et hyklersamfund, der bliver nærmest nypuritansk i jagten på syndebukke.

Det er selvfølgelig intet tilfælde, at filmen foregår i Salem, den lille by på den amerikanske østkyst, der er bedst kendt for at brænde unge kvinder på bålet i 1600-tallet under påskud om hekseri. Der er #MeToo og transrettigheder og spredehaglssatire i alle retninger, men Assassination Nation er også en syl i siden på en giftig internetkultur, der bruger nihilisme som undskyldning for had.

”Hackeren er sikkert en eller anden taber, der onanerer til Fight Club i sine forældres garage hver aften,” siger en af pigerne i det centrale firkløver. Dybt er det ikke, men filmen har en rå uterlighed, der river én med.

Livstræt taxachauffør
Der er mere at grine ad i den indiske støjkomedie Navdem Bhau In Search of Silence, der blev vist i festivalens Journey-program.

Her møder en aldrende, indisk taxachauffør Bombays inferno af bilstøj, gaderåb og hypersladrende bedstemødre med martret ro, mens han lægger planer for, hvordan han kan stikke af fra det hele.

”Hvor vil du hen?” spørger hans hustru, mens han selv sidder indædt og pakker kufferten.

”Tænk, at du vil rejse afsted uden mig. Du dør langt herfra, og så kommer jeg ikke og henter dine knogler! Så kan du ligge der og rådne uden et begravelsesbål i et fremmed land. Det kan du ikke udsætte mig for. Verdens mest stille steder? Det kunne jeg da også godt tænke mig. Jeg elsker stilhed. Hører du? Jeg elsker stilhed!”

Støjkilderne bliver færre, efterhånden som han nærmer sig Himalaya-bjergene, indtil han støder på en lokal knægt, der hægter sig på ham som en snakkesalig igle.

Så triller historien atter ned ad bakke. En knarvorn gammel særling og en uimodståeligt drillende tolvårig, ja, den hjertevarme komik skriver sig selv, og instruktør Dar Gai bliver lige lovlig sødsuppet.

Rå racefilm i teenageklæder
Jeg havde omtrent samme tanke i de første tyve minutter af den amerikanske teenage-satsning The Hate U Give, en af den slags forpremierer på et festivalprogram, der ligner et lidt desperat forsøg på at trække flere billetter hjem.

Vi bliver taget fast ved hånden af teenageren Starr, der med en kammeratlig voice-over fortæller os om sit sort-hvide dobbeltliv som ghetto-pige på en gentrificeret privatskole. Her har hun både falske veninder og en fjoget, hvid kæreste, og hvad vil de ikke sige derhjemme?

Man mærker den opbyggelige historie om soap-dramatisk teenagefnidder, der også lærer unge om racisme. Men så sker pludselig det nærmest uundgåelige i tidens socialt bevidste amerikanske film: Starrs gamle ven, der nu sælger stoffer for at holde arbejderfamilien oven vande, bliver dræbt af en hvid betjent.

Det skud er rå adrenalin for filmen, der over næsten to timer giver en både medrivende, højdramatisk og dybt medlevende indføring i, hvad det vil sige at leve i den frygt, sorte amerikanere dagligt udsættes for.

Det er stærkt stof for en teen-film, men netop sammenblandingen af de to har en rå vrede, der forhåbentlig får budskabet til at stå desto stærkere.

Bitter brevfalskner
Melissa McCarthy er alt for ofte bare ”hende den sjove tykke”, men i true crime-filmen Can You Ever Forgive Me? er hun sprudlende bittersjov som alkoholiseret, midaldrende biografi-forfatter. Lee Israel har fornærmet sig ud af newyorker-intelligentsiaens kredse, og nu pimper hun tiden væk på Manhattans bruneste vandhuller.

Hun kan ikke få sin redaktør med på idéen om endnu en biografi om en halvukendt personlighed. Men da hun laver research, falder hun over et gammelt brev fra den nu afdøde komiker, hun vil skrive om. Er sådan nogle mon penge værd?

Det første salg giver penge til huslejen, og inden længe har den vodka-vrede misantrop fire-fem skuespillere på skrivebordet og en opslagstavle fyldt med informationer om Noël Coward, Dorothy Parker med flere!

Marielle Heller debuterede med den fremragende bramfri The Diary of a Teenage Girl, og hun nyder tydeligvis Lee Israels vrisne, sarkastiske humor. Fans af den engelske kultklassiker Withnail & I må også glædes ved at se Richard E. Grant som en fordrukken og flamboyant gadesvindler, der er Israels faste drikkekammerat.

Kung fu-storfilm
Fredagen blev rundet af med manér.

Mens efterårsturister og jakkesæt-klædte kontorslaver ilede mod en vild nat på de trendy gamle pubs i Soho og danseklubberne i Camden – fiskene bliver syge af den kokain, der flyder med kloakvandet ud i Themsen – stod jeg en time i kø for en billet til Zhang Yimous kung fu-storfilm Shadow.

Den kinesiske instruktør imponerede ikke mange med Matt Damon-baskeren The Great Wall, men tilbage på hjemmebane har han en forrygende underholdende sans for storladen, fantasifuld action, der sparker til pulsen og kræser for øjnene.

Shadow handler om en ”skygge”, en body double for en stor general. Da generalen gemmer sig for omverdenen, forkrøblet af sygdom, må tjeneren ikke bare overtage herrens liv, men også hans status hos den kujonagtige konge og rolle i den forestående invasion af nabobyen.

Tonen er Shakespeare’sk med en selvhøjtidelighed, der hører genren til, og filmen er visuelt frapperende på en måde, der hører det allermest episke til. Det gælder ikke mindst den monokrome farvepalet, hvor kun hud og især blod lyser op i en verden af gråt.

Zhang Yimou hverken overgår eller genopfinder sig selv, men han holder tempoet højt og smækker med døren med et knusende storslag i tredje akt.