Anbefaling
18. mar. 2024 | 19:52

Matilde Kimer anbefaler terapeutisk kræftværk

Foto | Politikens Forlag

Matilde Kimer, der er kendt som en af DR’s bedste korrespondenter, fik kræft som fjortenårig og blev i 2022 ramt af den frygtede sygdom for tredje gang.

Mia Engbergs Hypermoon er også en historie om overlevelse, for vel får rigtigt mange af os kræft, men mange af os overlever altså også, skriver DR-korrespondenten.

Af Matilde Kimer

Lyden af et kemodrop er sådan en digital, stigende tonerække. En lille serie af bip, der går direkte i kvalmemusklen hos de fleste (tidligere) kræftpatienter.

Lydbølgen er et throwback til patienttilværelsen, hvor ens overlevelse er deponeret i andres hænder, og hvor man trods omsorg og støtte kan føle sig utroligt alene i kampen mod kræften.

Sådan starter Hypermoon – der kan ses her på siden – med lyden af kemodrop.

Langsomt trækker instruktør Mia Engberg os med ind i sit univers af magtesløshed, vægtløshed og en kunstnerisk sammenblanding af fortid, nutid og det midlertidige fravær af fremtid, som hendes egen kræftsygdom fremkaldte.

For kræftpatienter vil følelsen af at befinde sig under vand, at blive revet rundt af en behandlingsstrøm – ikke at kunne høre verden ovenover – være velkendt.

Men måske kan pårørende netop i denne film få lov at sanse lidt af den frustration og afmagt, som alle vi, der har eller har haft sygdommen, kender så godt.

Måske har Hypermoon nærmest en terapeutisk funktion i beskrivelsen af den verden, der åbner sig i timerne, dagene og månederne efter en kræftdiagnose.

Det kan lyde vældigt trist og deprimerende, men Mia Engberg er vidunderligt skandinavisk underspillet og humoristisk.

For vel er der sørgelige scener, men de leveres befriende nøgternt og hverdagsagtige, så rædslerne er serveret med sødme og modstandskraft.

Når alt kommer til alt, er det jo også en historie om overlevelse. For vel får rigtigt mange af os kræft, men mange af os overlever altså også. 

Hypermoon er med til at fortælle om processen, hvor jorden åbner sig under én. Og at der kommer en tid bagefter, hvor man kan finde fodfæste igen.

Trailer: Hypermoon

Kommentarer

Se Hypermoon i Ekko

Mia Engbergs Hypermoon handler om, hvor svært det er at overskue livet, når døden kommer i kalenderen.

Den kan ses her på siden med en kode fra Ekko #95 indtil 1. april.

Filmen er en selvstændig del af Belleville-trilogien, som også kan ses på siden.

Hypermoon er tidligere blevet anbefalet af skuespiller Esben Dalgaard, sekretariatsleder i Brystkræftforeningen Randi Krogsgaard og Ekkos egen Merete Hellerøe.

I #95 kan man læse Merete Hellerøes essay om trilogien, der kredser om en ungdomsforelske i Paris.

© Filmmagasinet Ekko