Nyhed
05. jan. 2024 | 16:14

Tidligere tv-vært: ”I behandler mig som lort!”

Foto | Jeppe Gudmundsen-Holmgreen

Kort efter sin fyring fra DR oplevede Per Juul Carlsen et hjertestop, der nær havde kostet ham livet.  

Filmkritikeren Per Juul Carlsen kommer med kras kritik af fyringen fra DR, som mener, at tiden er løbet fra filmanmeldelser.

Af Frederik Hoff og Claus Christensen

Temaet i det nye nummer af Ekko er krisen i dansk film, som er plaget af arbejdsløshed, manglende investeringer i fiktion og en stribe af konkurser.

Men krisen er ikke kun økonomisk, for tilstanden i dansk filmkritik er også mildest talt kritisk.

I hver fald hvis man spørger Per Juul Carlsen, som i 2022 blev fyret fra DR efter 31 år som profileret filmkritiker for public service-stationen.

I Ekko #95 fortæller Carlsen for første gang hele historien om fyringen. I det syv siders store interview kommer han med kras kritik af forløbet, som i hans øjne var båret af en slem mangel på kommunikation fra DR’s side.

”Først behandler I mig som lort, og så fyrer I mig bagefter!” siger han i interviewet, hvor han også fortæller om det næsten dødelige hjertestop, han fik kort efter fyringen.

Underskrev dødsdom
I dag laver Per Juul Carlsen en podcast for Filminstituttet, anmelder for Kristeligt Dagblad og udgav for nylig bogen Miraklet 1996-2006: Ti år der forandrede dansk.

I Ekko-artiklen kritiserer han tilstanden i DR og de danske mediers stedmoderlige tilgang til filmstoffet. Han er især kritisk over for Henrik Bo Nielsen, som er direktør for DR Kultur og i ti år var direktør for Det Danske Filminstitut.

Ifølge Carlsen er Henrik Bo Nielsen aldrig kommet med en vision på kulturens vegne.

”Omkring nedlukningen af mine anmeldelser gik jeg faktisk til ham i forventning om, at han som kulturdirektør ville sige, at når nu alle andre skærer ned, må vi gøre noget. I stedet tyder det på, at jeg underskrev min dødsdom i den situation,” siger Per Juul Carlsen.

I 90’erne og 00’erne var filmjournalistik i høj kurs, men i dag har DR ikke noget egentligt filmprogram på tv, og TV 2 har droppet de faste filmanmeldelser på morgen-tv.

Hold DR i ørerne
I november bød den nye filmaftale på en økonomisk indsprøjtning til filmbranchen, og midlerne kommer blandt andet fra genetableringen af tv-stationernes forpligtelse til at investere i film.

I forliget indgår også en mere abstrakt formulering om tv-stationernes ansvar for filmområdet:

”Forligspartierne er endvidere enige om, at DR og TV 2 DANMARK A/S skal tage et øget ansvar for udviklingen, udbredelsen og formidlingen af dansk film.”

Ordet ”formidling” peger i retning af, at der forventes en vis filmjournalistik på tv-stationerne.

Per Juul Carlsen glæder sig over formuleringen, men hans optimisme er forbeholden.

”Det tvinger Henrik Bo Nielsen til at bruge fantasien og opfinde i stedet for at skære ned. Det bliver noget af en udfordring. Og jeg tvivler på, at Kulturministeriet kontrollerer, om filmforliget bliver fulgt til punkt og prikke. Måske er det en opgave for landets udsultede filmfans at holde DR i ørene?” siger filmkritikeren i Ekko #95.

Vi bruger pengene anderledes
Henrik Bo Nielsen siger, at han ikke genkender Per Juul Carlsens gengivelse af deres samtale. Men derudover vil han ikke diskutere afskedigelsen af en navngiven medarbejder i offentligheden.

Ekko ville gerne have interviewet DR-kulturdirektøren om, hvordan DR agter at leve op til forventningen i filmaftalen om, at public service-stationen tager et øget ansvar for filmformidling.

Henrik Bo Nielsen ønsker imidlertid ikke at stille op til interview. I stedet har han via DR’s presseperson sendt en email.

”Formidling af film har mange aspekter. Det gælder både den konkrete publicering og placering, film får på for eksempel DRTV. Det gælder selvfølgelig også de måder, film og filmfolk indgår på i journalistiske programmer og flader,” skriver direktøren og fortsætter:

”I DR’s kulturdækning indgår film på mange forskellige måder, og det er rigtigt, at vi bruger pengene anderledes, end vi gjorde engang.”

Brugerne gider ikke anmeldere
I Ekkos artikel siger Per Juul Carlsen, at han af kolleger, der registrerer trafikken på dr.dk, fik at vide, at hans anmeldelser var noget af det mest læste. Men skal man tro Henrik Bo Nielsen, er anmeldelsesgenren ved at være et fortidslevn.

”Hvis vi blot bevidstløst fortsætter, som vi plejer, står vi stille, og det er ikke ansvarligt over for brugerne. Klassiske anmeldelser, herunder filmanmeldelser, fylder rigtigt nok mindre hos både os og hos mange andre medier. Den udvikling har stået på i årevis,” skriver direktøren.

”Det skyldes det meget enkle forhold, at brugernes vaner har forandret sig, og det afspejler sig selvsagt i måden, vi anvender pengene på. Vores opgave er at sikre mest muligt gennemslag over for de danskere, der bruger DR’s kulturprogrammer og platforme, og det har vi fuldt fokus på – også når det gælder film.”

Ekko har også bedt om et interview med den ansvarlige for området på TV 2. Men kommunikationsdirektør Cathrine Kier svarer blot kortfattet i en email.

”Vi tager – og vil fortsat tage – stort ansvar for udvikling af dansk film, og vi vil naturligvis indrette os efter den nye filmaftale, når den konkretiseres yderligere. Indtil det er konkretiseret, hvad for eksempel formidlingen af dansk film indebærer, har vi ikke så meget at tilføje,” skriver TV 2.

Kommentarer

Per Juul Carlsen i Ekko

Per Juul Carlsen stiller op til stort interview om fyringen fra DR i det nye nummer. 

Filmkritikeren mistede nær livet af et hjertestop kort efter fyringen og langer nu ud efter DR og andres mediers nedprioritering af filmstoffet. 

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Bestil magasinet her og få det tilsendt.

Magasinet er på vej ud i løssalg over hele landet.

Abonnenter kan også læse bladet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko