I biffen med briller på

På lærredet falder en animeret kvinde igennem en lang tunnel i en UFO’s dybe indre.

Hun hænger frit svævende i luften og bakser med armene for at finde balancen. Hun falder ikke gennem billedet, hun falder igennem den verden, der breder sig ud for øjnene af tilskueren i biografen.

Hun falder i digital 3D i den biografaktuelle film Monsters mod Aliens – en af de animationsfilm, der i den senere tid har givet filmbilledet dybde – og publikum briller på.

Den tredje filmrevolution?
Jeg er taget i biografen for ved selvsyn at opleve det, som Jeffrey Katzenberg, chefen for DreamWorks Animation, beskriver som en filmrevolution.

Først kom lyden, så kom farverne, og inden længe vil den tredje dimension være en selvfølgelig del af enhver films udtryk. Sådan lyder budskabet i hvert fald.

Og Hollywoods blockbuster-instruktører er med på vognen. George Lucas vil genudgive Star Wars i 3D, og Steven Spielberg er allerede i fuld gang med sin tredimensionelle Tintin-filmatisering.

To gange flop
Men filmhistorien taler ikke ligefrem for en revolution i 3D. I 1950’erne skulle 3D-filmen lokke publikum væk fra forstæderne og tv-apparaterne og tilbage til byens biografer.

Men teknologien var ikke moden, og revolutionen udeblev, på trods af at en ægte auteur som Alfred Hitchcock i 1954 med Dial M for Murder forsøgte at integrere den ekstra dimension i sit filmsprog.

I 1980’erne truede videomarkedet biograferne, og 3D-filmen fik en kort renæssance. Opfølgere til effektfilm som Fredag den 13. og Dødens gab kom i  3D-versioner. Men lige meget hjalp det.

Nu forsøger Hollywood så for tredje gang – og med ny digital teknologi.

Laserkugler i biografen
3D-filmen er denne gang manet til live af konkurrencen fra fladskærme og Blu-ray-afspillere. Og skaberne af Monters mod Aliens har strategisk placeret et tv-apparat i deres 3D-univers, så publikum ikke lades i tvivl om forskellen.

Og Monsters mod Aliens er unægtelig en imponerende oplevelse. Når kameraet tager os med på tur gennem et rumskib, og man passerer endeløse rækker af de lilla tentakel-kloner, der skal invadere jorden, får man faktisk oplevelsen af at kigge ind i et konkret, fysisk univers. Det lugter lidt af revolution.

Men når meteorstorme og lyserøde laserkugler skydes ud i biografrummet på kollisionskurs med publikum, falder illusionen. For netop i det øjeblik, hvor meteorstormen søger ud over lærredets grænser, opløses den – som et vissent og gennemskueligt hologram. Så retter man lidt på brillerne og tænker:

”Okay, jeg er stadig bare i biffen.”

James Cameron laver 3D
Rummeligheden er der, men at gøre 3D overbevisende er en visuel udfordring af de helt store, som vi endnu mangler at se kunstnerisk forløst i en live action-film med skuespillere af kød og blod. Og i mere dvælende genre, hvor det spektakulære ikke er filmens rygrad.

Til december får James Camerons science fiction-thriller Avatar premiere i USA, og der skal det blive spændende at se, om instruktøren formår at tæmme den nye udtryksform.

Men det er ikke den eneste udfordring.

Bizarre briller
Man slipper nemlig ikke for brillerne, der ligner en sær krydsning mellem et par massive hornbriller og en dykkermaske.

Brillerne på næsen er i sig selv en konstant påmindelse om bedraget på lærredet. Men biografoplevelsen bliver også en anden. Vi oplever ikke længere sammen, og brillerne vil uden tvivl føre til mange akavede situationer på sofarækkerne, hvor kolliderende brillestel vil stå i vejen for mange hede kys.

Brillerne er måske i virkeligheden den sidste forhindring på vejen mod en fuldblods filmrevolution.

Når vi kan opleve filmens billedrum uden brug af kunstige hjælpemidler, så tror jeg, at den er der. Og den teknologi skulle eftersigende allerede være godt på vej. Fremtiden venter lige om hjørnet ...