I den dårlige smags tjeneste

Cph Pix-programmet er fuldt af oplevelser. Og ingen er mærkeligere end An Evening With Beverly Luff Linn.

Det er to år siden, The Greasy Strangler vækkede lige dele latterbrøl og opkastfornemmelser hos Pix-publikummet, og med sin opfølger leverer instruktør Jim Hosking igen forskruet deadpan-komik i den dårlige smags tjeneste.

Her møder man en arrig cafémanager, som begår et røveri for at købe et farvefjernsyn, et søskendepar, hvor broren er en midaldrende inder med skrigorange hår, og søsteren hedder Lulu Danger. Hun er besat af sin ekskæreste, en stor sort fyr ved navn Beverly Luff Linn, der går i lyserødt, skotskternet tøj og kun udtrykker sig ved at brumme som en orne i brunst.

Det er en så bizart morsom og gennemført særegen komedie, at man enten må overgive sig eller udvandre!

Blandede reaktioner
Man mærker tydeligt på skuespillerne, at de stadig er ved at fordøje oplevelsen, da jeg møder dem til en rundbordssamtale dagen efter verdenspremieren på Sundance-festivalen i Utah i januar måned.

”Det er noget mærkeligt lort,” siger Matt Berry, en engelsk skuespiller med rungende dyb røst, der spiller Beverly Luff Linns oppasser.

”Det er sjovt at se filmen i sin helhed, når man som skuespiller optager én scene og tager tilbage til sit hotelværelse. Men det er en fed film!”

Komikeren Craig Robinson, der spiller titelrollen, klukker for sig selv, da han bliver spurgt om publikums reaktion på filmen.

”Jeg stod ved siden af døren, da folk gik ud efter filmen. Nogle kom op til mig og sagde tak. De syntes, den var skidesjov. Andre stirrede bare tomt på mig, da de gik forbi.”

”Men det var også derfor, jeg ville være med,” fortsætter han. ”Jeg havde set The Greasy Strangler og besluttet mig for, at jeg havde brug for noget af den særhed i mit liv. Jeg vidste, at hvis jeg arbejdede med Jim Hosking, ville den særling kunne pifte min karriere op med noget helt uventet.”

Parerede ordrer
”Uventet” er nok det rette ord.

Filmen er stykket sammen af sjove idéer og sære indskydelser. Den foregår i en tidløs 70’er-verden af lortebrun og grumset orange. Café-ejeren er halvskaldet, men hans sparsomme hår står lige op i vejret. Og Beverly Luff Linn svømmer som en delfin.

Det er sjovt, men også komplet vanvittigt, og kritikerne på Sundance var forbeholdne. Til den anden visning blev der uddelt joints til pressen, formentlig i håbet om at gøre anmelderne lige så skæve som filmen.

Måske har de to skuespillere læst anmeldelserne, da vi taler sammen. I hvert fald insisterer de begge på, at de bare parerede ordrer fra instruktøren Jim Hosking.

”Vi gjorde, som det stod i manuskriptet. Der var en meget klar tone,” siger Craig Robinson, mens Matt Berry er endnu mere afværgende: ”Jeg gjorde bare, som jeg fik besked på!”

Og så kommer en assistent og genner os videre til det næste bord, hvor Jim Hosking sidder sammen med sin mandlige hovedrolleindehaver, newzealandske Jemaine Clement.

Lyst til at dræbe sig selv
Jim Hosking ser ud, som man kunne forvente. En pilmager englænder med skægstubbe og tunge, sorte briller samt et intenst blik, der slår én som værende bare en smule … underligt. Og meget underdrevet.

”Jeg aner ikke, hvor de her film kommer fra,” siger han halvt undskyldende. ”Jeg ser hverken underlige film eller komedier. Jeg ser kun meget alvorlige, hårde, lange film fra Tyrkiet eller Grækenland, Thailand eller Korea. Jeg aner ikke, hvorfor jeg laver sådan noget her.”

”Jeg tror bare, jeg en dag opdagede, at jeg kunne gøre, hvad jeg ville, uden at nogen ville stoppe mig.”

– Ville du se dine egne film, hvis de var lavet af en anden?

”Det ved jeg ikke. På den ene side er jeg virkelig glad for det, jeg laver. Men på den anden side føler jeg en forfærdelig skam over, at jeg nu igen har lavet noget så underligt. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det. Men det får mig til at grine, når folk spørger: ’Hvorfor eksisterer det her?’”

”Man optager alle de her scener én ad gangen, og man klipper dem én ad gangen. Det føles, som om det hele fungerer. Men når man ser dem alle kædet sammen, har man lyst til at dræbe sig selv!”

Jemaine Clement læner sig frem i sofaen. ”Jeg er helt enig,” siger han tørt.

Umotiveret skrigeri
Det burde ikke undre, at Jim Hosking har fundet sammen med Jemaine Clement. Den musikalske newzealænder, der brød igennem som den ene halvdel af komedie-duoen Flight of the Conchords, har et af branchens livligste stenansigter og mest knastørre humor.

Han bliver spurgt, hvad der lokkede ved Jim Hoskings galemandsværk.

”Manuskriptet,” siger han nærmest udtryksløst. ”Jeg vidste ikke noget om det, men jeg kunne godt lide dokumentet. Jeg nød meget den pdf, jeg kiggede på.”

Jemaine Clement spiller Colin, filmens selvbestaltede helt, der mest af alt leder efter en kvinde, han kan underkaste sig. Han hægter sig hurtigt på Aubrey Plazas skingre femme fatale Lulu.

”Jeg kunne godt lide karakteren,” fortæller han. ”Han er ulykkeligt forelsket og prøver virkelig at være en helt. Og så var det sjovt at skubbe sig selv så hysterisk langt ud. Sådan er jeg slet ikke naturligt.”

Det tror man gerne. I én scene afslutter Colin et skænderi ved komplet umotiveret at skrige: ”Jeg går ud og henter snacks!”

”Dét var også virkelig sjovt for mig,” bryder Jim Hosking ind. ”Jeg blev ved at sige til ham: ’Du skal spille meget, meget større. Du skal skrige!’ Og Jemaine sagde bare: ’Er du helt sikker på det?’”

Nul stjerner i avis
Det er intet under, at ikke alle er lige glade for An Evening With Beverly Luff Linn. Den er simpelthen for sær en fisk til at glide let ned, men instruktøren er selv godt tilfreds med modtagelsen.

”Jeg kom til at kigge på Twitter i går aftes, da jeg var fuld. Det gør jeg ikke igen. Men den deler vist vandene ret meget,” siger Jim Hosking.

– Er du stolt over det?

”Ja, det er jeg vel. Det er rart at komme ind under huden. The Greasy Strangler blev anmeldt tre gange af The Guardian. På Sundance fik den fire stjerner ud af fem, til biografpremieren fik den tre ud af fem, og da søndagsudgaven anmeldte den, fik den nul stjerner!”

”Jeg læser den avis regelmæssigt, og jeg har aldrig før set en film få nul stjerner,” siger instruktøren og smiler stolt.

Jim Hosking har da også tænkt sig at gøre indtryk med sit næste projekt, som han selv beskriver som en forstyrrende og psykedelisk børnefilm.

”Tænk David Lynch og Holy Motors,” siger Jim Hosking og retter på brillerne med et lunefuldt smil.