I: En filmkonsulents bekendelser

Første gang, jeg mødte en filmkonsulent, var dengang på den gamle Filmskole i Store Søndervoldstræde i slutningen af 80'erne. Jeg var lige startet som manuskriptelev og havde igennem et par måneder haft karismatiske Mogens Rukov som lærer i alt, hvad der havde med filmfortælling at gøre. 

Og så en dag i Filmskolens kantine, der på det tidspunkt blev delt med både Filminstituttet og Filmmuseet, sad der en stor tyk mand med et busket overskæg. Mogens Rukov kom ud fra U1, men standsede op på trappen ned til kantinen. Mogens havde fået øje på den tykke mand med overskægget. Mogens begyndte at hvæse. Sådan en brummende, uartikuleret hvæsen, der tog til i styrke, mens han pegede på manden og dirrede med hovedet. Manden vendte sig om og så, at det var Mogens Rukov, der hvæsede, og krøb derefter langsomt ned i stolen, mens han med påtaget usikkerhed begyndte at gentage lidt sjovt: "Undskyld! Undskyld! Undskyld! Jeg ved det godt ... Jeg ved det godt ..."  Mogens vendte sig og gik sin vej på sin helt egen rolige, indædte og vrede måde.

Den undskyldende tykke mand med overskægget viste sig at være digteren Peter Poulsen, der på det tidspunkt var filmkonsulent sammen med journalisten Claes Kastholm Hansen. Hvad Mogens var så vred over, fandt jeg aldrig ud af. Og vi så aldrig mere Peter Poulsen i kantinen. Men det var mit første møde med en filmkonsulent.

Fuck filminstituttet!
Siden lærte vi af de andre lærere, de ældre elever og af de filmfolk, som vi blev præsenteret for, at filmkonsulenter var nogle halvgamle, dilettantiske og generelt fordrukne narrehoveder, der intet kendte til filmkunst, og som bare var sådan en irriterende, absurd modstand, man skulle forholde sig til og finde ud af at aflure, hvis man gerne ville have støtte til en filmide.

Selv blev jeg bekræftet i, at alt det sikkert var sandt, da jeg i slutningen af min filmskoletid sendte alle mine elevspillefilmmanuskripter ind til vurdering. Jeg fik, hvad jeg selv oplevede som ufølsomme og arrogante afslag over hele linjen, og hvad der var lige så slemt: Der var overhovedet ingen interesse eller dialog eller karrierevejledning af nogen som helst art. Sikke dog en flok idioter, tænkte jeg, og det var jeg ikke den eneste, der gjorde. Hvis jeg og min generation ville lave film, så gik det i hvert fald ikke gennem Filminstituttet og den dér latterlige flok af gamle mænd med 70'er-hår og deres alt for få penge, som alligevel var øremærket til hele Bille August-generationen og deres stråhatte-periode-lortefilm.

I stedet begyndte jeg og min instruktørpartner fra Filmskolen, Søren Fauli, at interessere os for den billigere tv-fiktion, reklamefilm, oplysningsfilm, what ever. Og sammen med klipperen og instruktøren Jacob Thuesen og fotografen Morten Søborg og mange andre kastede jeg mig desuden over dokumentarfilmen. Hvilket sikkert var meget sundt for os alle sammen. Det gav os noget, som vi siden hen kunne bruge, da vi fra midten af 90'erne endelig begyndte at få hul igennem til Filminstituttet.

For andre var det ikke så sundt, at Filminstituttet og filmkonsulenterne var så lukket et land, som det var, og jeg kan ikke lade være med at bemærke, at to af de største instruktørtalenter fra min årgang på Filmskolen — Birgitte Christensen og Carsten Fromberg - aldrig rigtig kom i gang med at lave film efter deres blændende og nyskabende afgangsfilm, der begge varslede, at et nybrud var på vej i dansk film. Ærgerligt for dem og for dansk film.

En ny tids filmkonsulent
Ligesom alle mulige andre hustlede jeg mig igennem de tidlige lavkonjuktur-90'ere med en blanding af højskolegæstelærerjobs, bistandshjælp, en skattegæld til det offentlige, der voksede og voksede, små manuskriptbestillinger til ydmyge oplysningsfilm, lidt reklamefilm, et hav af ubetalte manuskriptudviklingsforløb med alle mulige og umulige instruktører, samt ved at lave bogholderi i mit, Jacob Thuesens og Per K. Kirkegaards lille, åndssvage Dariofilm, der siden hen — da jeg for længst var skredet - voksede sig stort og blev til Tju-Bang Film.

Da jeg i 1994 endelig fik hul igennem til Filminstituttet, var det ikke kun, fordi jeg var modnet som filmforfatter, og instituttet og de fine filmkonsulenter nu nådigt ville se til min side. Der var også ved at ske noget nyt i dansk film, som naturligt smittede af på Filminstituttet, og som krævede en ny type konsulenter. En af dem var Per Nielsen jr., der med en broget fortid som børneradiojournalist og jazzrock-musiker nu var blevet børnefilmkonsulent.

Til trods for, at han ligesom tidligere filmkonsulenter havde en glad amatørbaggrund i alt muligt, der ikke havde en døjt med film at gøre, så havde han en naturlig usnobbet åbenhed over for det nye, som så tydeligt var på vej i dansk film. Han lukkede gladelig revl og krat fra den nye generation ind på hans lille mikrokontor ude på Filminstituttet, der dengang lå på Christianshavn. Og så betragtede han vel også det at være filmkonsulent som et karriereryk med hensyn til en mulig fremtid som udviklingsproducer i et filmmiljø, der pludselig var begyndt at knopskyde og blomstre. Det var en sund ambition og afspejlede den fremtidige vekselvirkning af kompetence mellem instituttet og det producerende filmmiljø, som for alvor ville begynde at folde sig ud fra slutningen af 90'erne og fremefter. 

Det var ret sjovt at mødes med Per Nielsen Jr. for instruktøren Peter Flinth, produceren Michael Haslund og mig i forbindelse med det projekt, som endte med at blive til Ørnens øje. Per havde altid alle mulige vilde ideer til nye retninger i manuskriptet og glimrede ved ikke at bære nag, hvis jeg ved den næste gennemskrivning ikke havde fulgt dem. I stedet diskede han bare op med en helt ny palet af spraglede og tit uladsiggørlige ideer.

Og det blev han ved med lige indtil optagestart. Det var cool, for man følte aldrig, at han havde et ejerforhold til manuskriptet og projektet, og det gav os på mange måder den naturlige ro til at finde ind til, hvad vi mente ville være den rigtige retning i historien og projektet — efter selvfølgelig at have bevæget os ad alle mulige og umulige sidespor. Absolut en god konsulentoplevelse.  Filmen blev også god, og jeg vandt en Robert og anede ikke, hvad jeg skulle sige i min takketale — mumlede vist bare et spagfærdigt tak. Men nu var jeg en super-manuskriptfyr og kunne vælte mig rundt i projekter og tilbud.

Fiaskokunstner
Så gik der nogle år med, at jeg betalte min egen gæld af til Filmskolen — og skattevæsenet — ved blandt andet at undervise på skolen, lave en række gennemskrivninger af andres manuskripter, skrive afsnit til TAXA og Rejseholdet og udvikle mit eget con amore-projekt, som havde arbejdstitlen Rungsted, og som endte med at blive til den rimeligt rædselsfulde Under overfladen — en slags dilettantisk forløber for Rich Kids. Et projekt, der sendte både mig og producenten Michael Obel ud i en lang depression det forår i 1999, mens både dogme-euforien og Den eneste ene eksploderede rundt om ørene på os alle sammen og fejede alt andet til side.

Samtidig var Filminstituttet rykket ind i de prangende bygninger i Gothersgade, og Henning Camre var blevet direktør. Jeg var begyndt at få de dér berømte Godfather-kram af Camre, mens han med sin fortrolige, karakteristisk lave stemme spurgte, om det ikke var noget for mig at blive filmkonsulent? Og at jeg skulle betragte det som et borgerligt ombud, der bør gå på omgang mellem dem, der kan. Konsulenten Vinca Wiedemann, som jeg kendte fra min tid som filmskolelærer og havde stor respekt for, ringede også og fortalte, at det var godt at blive konsulent og på den måde vaske en fiasko af sig. Det havde hun selv gjort med sin Morten Korch-film Fruen på Hamre. Mikael Olsen sagde det samme og fortalte, at det var hans måde at komme videre på, da hans hjertebarn Den sidste viking imploderede ved billetlugerne i foråret '97.

Disse henvendelser gjorde mig paranoid og bekræftede for mig desværre en af de andre myter omkring konsulentstillingen: At det var de halvdygtige fiasko-kunstneres vej til magt og agt. Fandeme nej, den galej var ikke mig ... Men det var selvfølgelig noget vrøvl. Mikael Olsen og Vinca Wiedemann havde jo været og var glimrende og respekterede konsulenter. Det var bare ikke et mønster, som jeg ville gentage. Hell no!

Hjælp fra 11. september
Så skete der det forfærdelige for menneskeheden og heldige for kunsten, at nogle fly hamrede ind i nogle højhuse i USA og satte verden og dens værdier i brand.

Da jeg og Bo hr. Hansen nogenlunde samtidigt blev spurgt, om vi ville lave en julekalender til TV 2, og at den skulle tage udgangspunkt i, hvad julen også handler om: Jesu fødsel, blev det startskuddet til Jesus og Josefine. En julekalender, hvor vi i en eventyrfortælling undersøgte, hvad kristendommen var for en størrelse - moralsk, religiøst og filosofisk — i forhold til vores virkelighed og værdier her i Danmark og vores del af verden, set i lyset af hele situationen efter 11. september. Men vi ville også lave en julekalender, hvor vi tog røven på alle de forventninger, der var til en julekalender på TV 2, og prøve at sætte en ny standard.

Vores ambitioner blev nogenlunde opfyldt, og for første gang siden Ørnens øje syntes jeg, at jeg havde fat i en historie, som jeg for alvor kunne være stolt af. Der var nu kommet en retning på min karriere, og der var ikke nogen vej tilbage. Da der så igen skulle findes en ny filmkonsulent, og jeg stadig fik et Godfather-kram i ny og næ, tænkte jeg, at nu ville det være sjovt at ansøge om at blive den ene af de to nye filmkonsulenter, som skulle ansættes i efteråret 2003. Så det gjorde jeg ...

Grunde til at blive konsulent
Det siges, at et af de stærkeste drivmidler for kunstnere er menneskeligt underskud, almindelig forbitrelse og nid og nag. Uden alt det, ingen god kunst med kant og saft. Det gjaldt også for en af mine grunde til at ansøge.

Jeg ville gøre op med den negligering og mangel på interesse, som jeg følte, at min egen generation var blevet mødt med i de fem forbandede år fra slutfirserne til engang i midthalvfemserne, dengang vi glade og fro kom ud fra Filmskolen og blev mødt med en isnende kulde fra det daværende institut. Ofrene og bitterheden var stor, og det her var min lille personlige hævn for dengang.  Jeg ville være fokuseret på den nye generation og nyt talent og give dem plads og høre på dem.

Jeg havde også en anden grund til at ansøge. Jeg ville på tæt hold opleve styringen og driften af det komplekse væsen, som et filminstitut er. Ikke kun i forhold til kulturministeriet og hele det politiske apparat, men også i forhold til en småhysterisk branche med en masse iltre alfahan-producenter, der hopper rundt i lianerne på de forskellige filmselskaber, store som små, mens de viser deres røde aberøve til alle, der gider se dem.

Og hold kæft, hvor ville det være kedeligt, hvis dette element i dansk film ikke var der — tag til Sverige og oplev, hvor kedelige og anonyme producenterne er dér, og forstå en af de afgørende grunde til, hvorfor det går så allerhelvedes dårligt med svensk film i disse år.

Direktøren
Og så havde jeg en dybdepsykologisk og bizar grund til endelig at få afsluttet min filmskoletid med manér.

I sin tid på Filmskolen var vi manuskriptelever nogle underlige nogle ved siden af det hele. Vi fik praktisk taget kun undervisning af Mogens Rukov og Lars Kjeldgaard og var slet ikke en del af hele ræset med penneprøver, midtvejsfilm og afgangsfilm. Men vi hørte hurtigt om denne dæmoniske og totalt udemokratiske rektor, som alle var bange for, og som var så mefistofelisk hård og præcis, når der blev evalueret penneprøver, at eleverne efter sigende forlod Lillebio stortudende og psykisk nedbrudte.

Det overhovedet at få lov til at hilse på Henning var åbenbart ikke alle forundt, og Peter Aalbæk har fortalt, at han var deprimeret i flere uger i træk, dengang han startede som lydelev på Filmskolen og stod dér i sin islandske sweater og kiksede briller og med en skoletaske i hånden, og rektoren ikke værdigede ham en hilsen eller et blik, når de mødtes på de smalle trapper og gange ude på Filmskolen. Men det kan selvfølgelig have været noget med tøjet. Selv var jeg mere firsersmart i noget sort tjekket tøj, og Henning var og er om nogen en person, der går op i det æstetiske udtryk og form. Jeg fik et helt okay forhold til Henning på Filmskolen, og vi hilste afmålt og høfligt på hinanden, når vi mødtes på trapperne.

Hvis jeg skulle være filmkonsulent på et tidspunkt, skulle det være, mens Henning Camre stadig var direktøren for det hele.

At blive filmkonsulent var for mig også at rejse tilbage til min filmskoletid og opleve noget, jeg var blevet snydt for. En slags forsinket manddomsprøve. Fuldstændigt barnligt og bizart, men man skal ikke kimse af de drifter der driver én.

Papskilt på maven
Da jeg havde været gennem hele ansøgningsræset og var sluppet igennem nåleøjet, kunne jeg så stifte bekendtskab med den psykologisk grænseoverskridende limbotilstand i de måneder, der går fra, at det er officielt, at man har fået stillingen, til man endelig tiltræder. Det er en tilstand, hvor man føler, at folk ikke længere ser på én som et menneske eller en kollega. De kigger kun på den kæmpe papcheck, man har hængende om maven, hvor der står et uspecifiseret millionbeløb.

Pludselig er der nære venner, som ikke vil se én i øjnene og holder op med at ringe og bliver forlegne, når man møder dem. Andre, man aldrig har snakket med, jovialt lægger armen om skuldrene på én, mens de med deres rødvinsånde lige vil fortælle om det spændende projekt, de går og pusler med — et projekt, de i øvrigt har sendt til tre tidligere filmkonsulenter, men de talentløse narrehoveder har slet ikke samme fine fornemmelse for kvalitet som mig!

En råkold november dag i 2003 startede jeg så på Filminstituttet ... Læs fortsættelsen "En filmkonsulents bekendelser".