I følelsernes vold

En morgen mellem jul og nytår har M/S Pomeranias polske besætning lidt ekstra at kigge på, mens de rigger til. Benedikte Hansen, den kongelige skuespillerinde, hiver kjolen op til midt på lårene og lader sig synke ned på sine knæ oven for trappen, der forbinder Swinoujscie-færgens lobby med etagen, der huser kasinoet og den brune læderlounge.

Da der lyder et "værsgo!" uden for billedet, læner hun sig forover og slanger sig ned ad trinnene med hovedet forrest, mens hun klamrer sig til gelænderet. Det ser ikke synderligt behageligt ud. Hun udtrykker da også en form for smerte, men den er ikke fysisk betinget. Smerten i hendes øjne er snarere et udtryk for den modne kvindes begær.

"Tak!" råber instruktøren, og Benedikte Hansen falder ud af rollen — lige så lang hun er.

Det ligner en rigtig filmoptagelse. En stemningsfuld location, en karakterskuespiller, et kamera, en filmfotograf, en sminkør, et klaptræ, et par projektører og masser af celluloid. Og vist er det en filmoptagelse, men det færdigklippede resultat ender hverken på biograflærredet eller under mærkaten "Danske film" i Blockbuster.

Instruktøren er den 33-årige videokunstner Jesper Just. Uden at det har vakt opmærksomhed i den brede offentlighed herhjemme, har den afdæmpede dansker i de seneste to-tre år fået et massivt gennembrud på den internationale kunstscene.

Han har haft soloudstillinger på toneangivende kunstmuseer og gallerier i New York, Wien, Miami, Stockholm, Torino, Toronto og Los Angeles. Sidste år føjede både Louisiana i Humlebæk og Guggenheim i New York "en Jesper Just" til kollektionen, og rundt om i USA, Sverige, Canada, Tyskland og USA kan man opstøve entusiastiske private Jesper Just-samlere. Han har tillige netop vundet det prestigefyldte nordiske Carnegie Art Awards anden-præmie på 600.000 svenske kroner. Og blandt hans fans finder vi prominente personligheder som David Bowie og Michael Stipe fra R.E.M.

Klichéen i dansk film
Jesper Justs værker befinder sig lysår fra det selvoptagede, rystede og grynede udtryk, som mange forbinder med videokunst. Når Just optager film, ruller han hele apparatet ud og går efter flotte filmiske tableauer. Der er en producer til at holde styr på tiden og økonomien, og som den måske eneste kunstner herhjemme benytter Just sig af spillefilmens specialiserede vokabularium.

Men hvor de fleste film opererer med lineære handlingsforløb, som for det meste er der for at understøtte karakterernes udvikling, arbejder Jesper Just med en abstrakt fortælleform. Han driver handlingen frem med "brud" eller "åbne øjeblikke" — som når en karakter pludselig bryder ud i en vemodig mexicansk ballade og giver sine følelser frit løb.

Med sin baggrund som elev på Det Kongelige Danske Kunstakademi har Jesper Just ikke nogen formel skoling som filminstruktør. Derfor vil han meget nødig gøre sig klog på filmverdenens mekanismer, men personligt kunne han godt savne, at flere danske film turde være mere abstrakte, end tilfældet er.
   
"Hvis jeg endelig skal sige noget om mainstreamfilm, virker det, som om man er blevet for forsigtig i den her så berømte danske filmkrise, så man nu kun vil give plads til instruktører, der laver brede genrefilm, hvor de samme melodramatiske greb og old school-klichéer går igen og igen. Men det er jo ikke dem, der forgylder dansk film internationalt. Eller også er det Filmskolens optagethed af håndværk og 'naturlige historier', der holder avantgarden ude," siger Jesper Just.
   
"Mange mainstreamfilm forekommer at være fastlåst i en spændetrøje af stereotype kønsdynamikker. Det handler altid om familiekriser blandt folk i 30'erne. Det er, som om handlingen skal sparkes i gang af en mandlig hovedperson, der agerer parallelt med sit begær efter den kvindelige birolle. Han skal gå så grueligt meget igennem for til sidst at tage det som en rigtig mand. Hvis det altså ikke handler om en neurotisk kvinde, der er klar til at ofre alt og sig selv for sin mand. Hvor er de kvindelige rollemodeller?"

Michael Douglas mister grebet
Jesper Justs interesse for kønsdynamik og for populærkulturens trivielle måde at fremstille kønsrollerne på er en grundlæggende ingrediens i hans film. Det har interesseret ham, så længe han kan huske.
   
For nogle år siden deltog han i en workshop, der handlede om, at den amerikanske filmstjerne Michael Douglas har spillet hovedrollen i tre af de mest sexistiske og anti-feministiske film, som endnu er lavet i Hollywood: Fatal Attraction, Basic Instinct og Disclosure.
   
"I de film møder Michael Douglas en selvstændig og seksuelt udadvendt kvinde, som er ham overlegen og får ham til at miste grebet. Det starter som regel som en uskyldig flirt. På et tidspunkt spilder Michael Douglas ned af sig selv eller får is på næsen. Det er et faretruende varsel om, at familiefaren har begivet sig ud på dybt vand med, hvad der viser sig at være en ondskabsfuld kneppemaskine. På film skal det åbenbart gå galt, hvis en mand begærer en frigjort kvinde," siger Jesper Just, hvis første film bar titlen Victim-as-Hero! Michael Douglas, a Social Looser.
   
Jesper Just nævner, at det er 80 år siden, Virginia Woolf skrev sit berømte essay Eget værelse om, at kvindelige kunstnere skulle have et rum, hvor de kunne redefinere sig selv.
   
"Måske er det på tide, at manden også får sådan et sted. Mændene har været i krise lige siden modernismens frembrud. Feminismen har justeret kvindens rolle i forhold til manden. Manden burde gøre det samme og overveje oprindelsen af sit begær. Hvorfor har mænd dette behov for at underkende kvinder for at kunne begære dem? Vi lever stadigvæk i en maskulin kultur, hvor samfundet er organiseret på en måde, så mænd bliver mænd i kraft af deres dominans," mener han.

Mand og mand imellem
Jesper Just er en afbalanceret og imødekommende mand, som ikke er specielt højstemt, når han taler om sine værker. Det er ret ligetil. Han forsøger at holde tingene åbne og ikke lukke historien.
   
Når man taler med ham, morer han sig over små underfundigheder, og man fornemmer, at han har set en hel del både gode og dårlige film — herimellem Andrej Tarkovskijs værker, som han sætter højt.
   
Indtil årsskiftet sad Jesper Just og klippede sine film på et lille kontor i Læderstræde i København. Nu er han flyttet til New York, hvor hans kæreste, den østrigskfødte sangskriver og theremin-spiller Dorit Chrysler bor (en theremin er et elektronisk instrument, der blev opfundet i Rusland i 1919. Den varmede godt op på lydsiden i en række amerikanske horrorfilm fra 50'erne, og Just har selv brugt thereminen i nogle af sine film).
   
I flere film udforsker Jesper Just den mandlige psyke og det forhold, der kan være mellem mænd. Der finder et møde sted - en ung fyr og en ældre herre. Kommunikationen er sårbar og foregår i det stille, men følelserne og melodramaet får frit spil. Er det et far-søn-forhold eller den samme person, der betragter sig selv i forskellige aldre? Eller er det noget seksuelt? Det er der ikke nogen forklaring på.
   
"Hvis man på film ser to mænd, der sidder sammen i en bil, kan det kun være, fordi den ene er bange for at flyve, eller fordi de er partners in crime. Jeg har lavet de film for at stille spørgsmål ved nogle fastgroede repræsentations-former. For mig handler det om at turde tage nogle chancer."

På museum
Jesper Just havde slet ikke tænkt i filmbaner, da han blev optaget på Kunstakademiet (han dimitterede i 2003). I den første lange tid malede og tegnede han, men det fungerede ikke rigtig for ham. Ved et tilfælde mødte han Anders Morgenthaler, der var ved at lave en kortfilm til at søge ind på Filmskolen med. Morgenthaler manglede et maleri til sin film, og det var Just leveringsdygtig i.
   
Det fik Jesper Just til at investere i et kamera. Han begyndte at optage nogle små film, som byggede på helt spinkle ideer. I en af hans første film, den fire minutter lange No Man Is an Island fra 2002, danser en midaldrende mand rundt på Blågårds Plads, mens en yngre sidder på en bænk og kigger på med et tårevædet og længselsfuldt blik. Udgangspunktet er simpelt: Hvad sker der, når man slipper en tøjlesløs rørstrømskhed fri i det offentlige rum? Den unge mand spilles af Johannes Lilleøre, der har hovedrollen i de fleste Jesper Just- værker.
   
I 2003 deltog Just i en gruppeudstilling hos Galleri Christina Wilson i København. Selv om ingen af hans tre foreviste film havde fristet eventuelle købere, tilbød Christina Wilson at udstille hans ting fast. Hun havde gennem årene set en hel del kedelig videokunst, men Justs ting skilte sig ud. Wilson fandt det uendeligt modigt, at en så ung, mandlig kunstner turde give sig i kast med så stærke følelser.
   
Et par dage senere købte Statens Kunstfond en af hans film, og Just var lykkelig, for han havde naturligvis spekuleret over, om han nogensinde ville kunne leve af det her. I dag er han også repræsenteret af galleriet Perry Rubenstein i New York. Hans største marked er i USA.

En uventet drejning
Når Jesper Just er ude på optagelse, foregår det ganske prosaisk. Han fungerer som instruktør og lytter til, hvad fotografen (som regel Kasper Tuxen) og resten af filmholdet har af forslag. Derudover er der ikke meget i produktionen, der minder om en spillefilm. Jesper Just har det meste oppe i hovedet, men der er dog altid et manuskript. Det er i klippefasen, at værket finder sin rette form.
   
Noget af det første, Jesper Just gør sig overvejelser om, er filmens location. Det kan være en havnekaj (This Love Is Silent, 2003), en parkeringskælder (Something to Love, 2005), en retssal (It Will All End in Tears, 2006) eller — som i den kommende film med Benedikte Hansen — en færge.
   
Så snart publikum ser en parkeringskælder, vil de have helt bestemte forventninger til, hvad der skal ske, for de har set klichéen tyve gange før på film.
   
I A Vicious Undertow fra 2007 befinder vi os i en rigt ornamenteret bar-lounge i selskab med en yngre og en ældre kvinde (Laura Drasbæk og Benedikte Hansen) og en mand (Johannes Lilleøre). Filmen er sort-hvid — Jesper Just spiller på noir-tangenterne. Igen er der tale om et befriende plotfri møde. Kvinderne er indladende over for hinanden og begynder at fløjte i takt, en beskæftigelse som traditionelt opfattes som maskulin.
   
The New York Times' kunstanmelder, Holland Cotter, roste i sin anmeldelse af A Vicious Undertow det "mageløst cirkulerende kameraarbejde a la Max Ophüls" og "narrativen der føles antydende logisk uden på nogen måde at være specifik eller opklarende". Han kaldte videre værket for "Hollywood filtret gennem en Sven Nykvist-agtig clairobscur. Den erotiske interaktion mellem kvinderne, hvoraf den yngste i flere af billederne ligner en mand i kvindetøj, vækker med deres gådefulde tiltrækning, afvisning og sammensmeltning mindelser om Bergman-film som Stilheden og Persona."

Så snart man bilder sig ind, at man har regnet handlingsmønstret ud, lader Jesper Just tingene tage en uventet drejning.
   
Som det vil være læserne bekendt, er en spillefilm normalt bygget op af en række "populære", konventionelle beslutninger, der følger hinanden som perler på en snor. Men Just lader uden varsel en populær beslutning — klichéen — følge af en upopulær.
   
"Jeg er aldrig blevet skolet, så jeg kender ikke beretter-modellen," siger Jesper Just. "Men jo mere man følger konventionerne inden for film, jo mere realistisk forekommer filmen. Det er ligesom, når amerikanske krigsfilm lader tyske soldater tale med en fjollet engelsk dialekt. Det virker kun troværdigt, fordi man har set det før i tusind film."

Kompromisløs
Jesper Justs værker bliver produceret i syv editioner og ikke flere. Han takker altid nej til at lade dem vise i biografen eller på filmfestivaler. Han bliver nødt til at insistere på, at hans film er billedkunst, og han mener, som en anden Indiana Jones, at de bør ses på et museum.
   
"Nu synes jeg jo ikke, at jeg laver film, og jeg har ingen ambitioner i den retning. Jeg ser stadigvæk mig selv som billedkunstner. Men kunst er en konstruktion. Det er bare noget, man vedtager, at det er. Kunst har ikke nogen iboende værdi, det behøver ikke engang være godt håndværk - eller dårligt, for den sags skyld. Det kan lige så godt være en idé om at lægge en pissekumme ned og kalde den en fontæne," siger han med henvisning til Marcel Duchamps readymade fra 1917.
   
"Man kan jo så diskutere, om det er god eller dårlig kunst. På den anden side tror jeg, at det, som billedkunst kan, er at være kompromisløs. Kunsten skal ikke behage, kunsten er ikke underholdning."