Interview
27. okt. 2020 | 18:20

Musiksensation midt i toiletbesøg

Foto | René Sascha Johannsen
Han blev som barn kendt i Danmark som lillebror Grunk i Krumme, men senere i livet blev Lukas Forchhammer berømt i hele verden som forsanger i bandet Lukas Graham.

”Jeg regnede ikke med, at jeg skulle komme hjem med Danmarkshistorie,” siger instruktør René Sascha Johannsen, der i syv år har fulgt Lukas Grahams rejse mod stjernerne.

Af Frederik Hoff

En mørkhåret mand med meget lidt tøj på står foran en pool.

Hans navn er Lukas Forchhammer, forsanger i bandet Lukas Graham, og han er i gang med at indspille sit første album for det internationale pladeselskab Warner Music.

Frustreret over den langsommelige indspilningsproces laver han en surmulende, baglæns saltomortale ned i vandet. Få uger efter har de indspillet det største hit i Danmarkshistorien med 7 Years.

Dokumentaristen René Sascha Johannsen følger det hele med et kamera, og han har ingen idé om, hvad der venter.

”Jeg kontaktede bandet, da de kom til USA i 2013, og begyndte at følge dem uden at vide, hvor store de ville blive. Jeg blev nysgerrig, fordi de er fede, og fordi Lukas er et spændende menneske,” siger den 42-årige instruktør.

”Jeg regnede ikke med, at jeg skulle blive sammen med dem i syv år og komme hjem med Danmarkshistorie.”

Klar døgnet rundt
Før sin tid med bandet havde René Sascha Johannsen fulgt rap-gruppen Suspekt og komikerne Christian Fuhlendorff og Tobias Dybvad samt taget til Nordkorea med Mads Brügger for at filme Det røde kapel fra 2009.

Men rejsen med Lukas Graham skulle vise sig at blive endnu vildere.

5. november er der premiere på 7 Years of Lukas Graham. Dokumentarfilmen følger bandet og især forsangeren under den enorme og hurtige succes med gigahittet 7 Years. Samtidig skildres den hårdfine balance i at være både nybagt familiefar og international popstjerne.

René Sascha Johannsen begyndte først at filme bandet til en promoveringsdokumentar, men blev hurtigt klar over, at der var potentiale til en større fortælling. Siden har han fulgt bandet mere eller mindre uafbrudt.

– Hvordan undgår de at blive sindssyg af at være sammen med de samme mennesker hele tiden?

”Hvem siger, at jeg ikke er sindssyg?” griner instruktøren.

”Det er selvfølgelig enormt hårdt, men det er den eneste måde, jeg kan forestille mig at lave dokumentar på. Jeg har headset på og kameraet på mig stort set hele døgnet, for jeg ville ikke kunne bære, hvis jeg missede en perfekt scene.”

Dog var det lige ved at gå galt, da Lukas for første gang sang 7 Years for stjerneproduceren Rob Knox, mens instruktøren var på toilettet.

”Jeg vidste, at den sang virkelig ville ramme, så jeg sprang ud fra toilettet og flåede kameraet op af tasken. Jeg nåede det lige, og nu er det en af de vigtigste scener i filmen. For mig er de bedste dokumentarer dem, hvor historien udvikler sig organisk på den måde. Men det kræver også enormt meget, for jeg skal være klar 24/7.”

Svært med autoriteter
Ud over den højintensive optagelsesproces har det heller ikke altid været nemt at have med Lukas Forchhammer at gøre.

”Han kommer jo fra Christiania, og det betyder, at han måske har det lidt svært med autoriteter. Derfor placerede han mig meget hurtigt i samme kasse som sladderjournalisterne, men efter et stykke tid lykkedes det mig at vinde hans tillid og få ham til at slappe af,” fortæller René Sascha Johannsen.

”Derfor var jeg også nødt til at slukke kameraet engang imellem og tale lidt med ham menneske til menneske, så det ikke kun blev envejskommunikation. Jeg vil altid have, at mine medvirkende taler fra hjertet, og det er svært, hvis de ikke ved, hvem de taler med.”

Den excentriske forsanger viser ikke kun sin bedste side i dokumentaren. Særligt ubehagelig bliver han over for resten af sit hold efter et skuffende nederlag ved den amerikanske Grammy-uddeling, hvor bandet var nomineret i tre kategorier.

Er du ikke bange for at komme til at udstille ham?

”Når man har angret sin opførsel i pressede situationer, er det selvfølgelig irriterende, at der kommer sådan én som mig og viser optagelser af det igen. Men det er også vigtigt for mig, at det ikke bare bliver en hyldestfilm. Lukas er kompleks, og det skal filmen vise.”

”Jeg var ret nervøs, da han skulle se den, for han fik ikke lov til at blande sig i processen overhovedet. Men han var heldigvis positiv, selv om det var hårdt for ham at se. Det gør ham til et meget stort menneske i mine øjne. Det er meget få succesfulde kunstnere, der kommer så langt uden at udvikle et vist ego, og jeg kan kun have respekt for hans uendelige ambitioner. Især fordi de mærkeligt nok altid går i opfyldelse.”

Skateboard og dødsmetal
René Sascha Johannsen fik selv lov at smage succesen, da han lavede musikvideoen til 7 Years, som i dag har over en milliard visninger på YouTube.

Instruktøren har tidligere lavet videoer for blandt andre rapperen L.O.C. og popsangeren Oh Land, men pludselig var det en ganske anden slags kunstnere, der ville have fingrene i danskeren.

”Efter 7 Years blev jeg bedt om at pitche video-idéer til store, internationale navne som Charlie Puth og Selena Gomez, der ikke rigtigt sagde mig så meget. Jeg ser mig selv som en subkulturel type, der stod på skateboard og spillede dødsmetal, så det var langt fra min verden, og der kom da heller ikke noget ud af det.”

Er du ikke bange for at blive forbundet for meget med Lukas Graham?

”Det er jeg vist allerede. Men dengang jeg fulgte Suspekt, blev jeg forbundet med dem, og på samme måde var jeg ham standup-dokumentaristen, da jeg lavede Livet i nødsporet med Fuhlendorff og Dybvad. Jeg fordyber mig altid meget i mine emner, og så er det uundgåeligt. Jeg skal ikke kun lave Lukas Graham-ting, men det har været enormt givende at arbejde med dem.”

Har du nasset på deres succes?

”Som sagt gik jeg i gang, før de brød rigtigt igennem, og det er et samarbejde som begge parter har haft noget ud af. Jeg er slet ikke imod at lave mere med dem, hvis den gode historie viser sig, men jeg har også sagt nej til dem flere gange. Jeg afslog at lave musikvideoer til Love Someone og Drunk in the Morning, fordi de ikke sagde mig noget på samme måde.”

René Sascha Johannsen er gået i gang med et helt andet projekt.

”En af de ting, jeg arbejder på nu, er faktisk en fiktionsserie. Det er en ungdomsserie om to brødre, hvor den ene dør, og den anden skal finde sin identitet efter at have stået i skyggen af sin bror. Det er ikke sikkert, at det bliver til noget endnu, men det kunne i hvert faldt være fedt at lave noget, der ikke tager syv år,” griner instruktøren.

Trailer: 7 Years of Lukas Graham

Kommentarer

René Sascha Johannsen

Født 1977 i Sønderborg.

Lavede i starten af 00’erne korte dokumentarer om rap-gruppen Suspekt.

Fotograferede og klippede Mads Brüggers Nordkorea-film Det røde kapel i 2009.

Har fotograferet alle afsnit af de populære Monte Carlo-rejseprogrammer.

7 Years of Lukas Graham har biografpremiere den 5. november.

© Filmmagasinet Ekko