I Hollywood er du enten brandvarm eller iskold
Du har muligvis set eller hørt Simon Rex før.
Den tidligere model og MTV-vært har medvirket i gyserspoof-filmserien Scary Movie og lavet rapmusik under aliasset Dirt Nasty.
Nu kan han opleves i en præstation så overraskende god, at Ekkos chefredaktør tippede ham til at vinde prisen for bedste mandlige skuespiller på sommerens Cannes-festival.
Det lykkedes ikke, men Rex er blevet voldsomt kritikerrost for rollen i Red Rocket, der er instrueret af Sean Baker, som står bag perlerne The Florida Project og Tangerine.
Komediedramaet får fem stjerner af vores anmelder og bliver vist under Cph Pix, der fra 10. til 14. november løber af stablen i København og Aarhus. Det er blevet kaldt et comeback for Simon Rex, der har været ude af spotlyset i en del år, men sådan ser skuespilleren ikke på det.
”Jeg var vist aldrig kendt nok til, at det kan kaldes et comeback. Men det er nok mit store gennembrud,” siger Simon Rex, da vi taler med ham over en Skype-forbindelse.
Da han blev castet, fik han besked på at være i Texas tre dage senere – klar til optagelserne. Han måtte køre i bil fra sit hjem i Los Angeles, fordi filmholdet ikke havde tid til, at skuespilleren skulle i karantæne på grund af en flyvetur under coronakrisen.
Til den næste måneds optagelser var der strenge restriktioner med daglige tests, men Simon Rex var aldrig i tvivl om, at det var det rigtige at gøre.
”Jeg kunne ikke drømme om at sige nej til en Sean Baker-film under en pandemi, hvor det i forvejen er småt med arbejde. Min karriere har ikke kørt på skinner de seneste år, og i Hollywood er du enten brandvarm eller iskold,” fortæller den 47-årige skuespiller.
”I filmbranchen får man knust sit hjerte hele tiden, så jeg turde ikke tænke: ’Det her bliver stort!’ Men inderst inde vidste jeg jo godt, at det var noget særligt, fordi det var med Sean Baker. Og det føltes specielt under optagelserne.”
Onanerer foran kameraet
I Red Rocket – ordet er på amerikansk slang for en hundepenis, og hvorfor filmen hedder sådan, står aldrig helt klart – spiller Simon Rex en hustler af Guds nåde.
Mikey Saber vender tilbage til sin lille hjemby i Texas efter at have dyrket en karriere som pornostjerne i Los Angeles.
Her indynder han sig på ny hos ekskonen og flytter ind hos hende og svigermor, mens han tjener til dagen og vejen ved at sælge stoffer.
Mikey indleder et forhold til en syttenårig kvinde, der kalder sig Strawberry (Suzanna Son). Og han øjner chancen for sammen med hende at vende tilbage til pornobranchen, så snart hun bliver atten og myndig.
Det er lige dele morsomt og barskt at følge hans forsøg på at lede den unge kvinde i muligt fordærv.
Da filmen fik verdenspremiere i Cannes, hæftede mange sig ved, at Simon Rex selv har en fortid som pornoskuespiller. Googler man hans navn, vil man se, at han har titler som Young, Hard & Solo #2 på cv’et.
Som nittenårig manglede Simon Rex penge til huslejen. Han var kæreste med en pornoskuespiller, og hun fik ham ind i branchen med et par film, hvor han onanerer foran kameraet.
Politiet i hælene
Det er dog ikke oplevelser, skuespilleren har gjort brug af i Red Rocket.
”Det er 30 år siden, og jeg kan faktisk ikke rigtigt huske det. Jeg gjorde det ikke nok til at kunne trække på det. Det svarer til at have smagt vodka som teenager og bruge det til at spille alkoholiker 30 år senere,” siger Simon Rex.
”Og pornofortiden er kun Mikeys overflade. Jeg ville bare have ham til at være et menneske. Sean er så god til at skildre mennesker, der bevæger sig i en dyster verden og gøre dem menneskelige.”
I en af filmens sjoveste scener løber Mikey splitterravende nøgen ude på gaden ved nattetid. Det var en udfordrende scene og ikke helt så morsom at optage.
”Det var faktisk farligt at lave optagelserne i det texanske nabolag midt om natten. Politiet blev ved med at køre forbi, så vi måtte gemme os i bilen. Jeg kunne være røget i fængsel,” siger Simon Rex.
Mere dum end ond
Det umiddelbart mest iøjnefaldende ved Simon Rex er ikke hans pornofortid, men det faktum, at han bestemt ikke ligner en mand på sin alder.
Den 47-årige skuespiller har en drenget udstråling og emmer af lige dele charme og reserveret coolness. På den måde kan man godt forveksle ham med Mikey Saber, der kan tale Fanden et øre af, men ikke er god til at lytte.
Simon Rex føler sig dog meget anderledes end hovedpersonen i Red Rocket, og han forsøgte at gøre Mikey sympatisk ved at spille ham mere dum end ond.
”Vi har det tilfælles, at vi begge er barnlige. Jeg gider ikke være voksen. Jeg prøver at holde fast i min drengede facon, og det er en kamp. Men det kunne jeg bruge i Mikey,” fortæller Simon Rex.
”Vi er dog meget forskellige. Jeg vil aldrig udnytte mennesker eller gøre dem ondt. Han har ingen fornemmelse for folk omkring ham, mens jeg er meget opmærksom på, hvad jeg siger.”
Intet at tabe
Den ungdommelige energi deler Simon Rex med filmens 50-årige instruktør Sean Baker, der de seneste år er blevet en af den amerikanske indie-filmbranches mest spændende instruktør.
Han laver lige dele humoristiske og hårdtslående film om det amerikanske samfunds mest udsatte, og The Florida Project og Tangerine hører til tidens bedste film med skildringer af henholdsvis fattige børn og transkønnede prostituerede.
Simon Rex havde frygtet at møde en kompromisløs og hensynsløs instruktør med kun sin egen vision for øje.
Men Sean Baker viste sig at være følsom og eftertænksom. Og instruktøren har givet skuespilleren blod på tanden. Efter Red Rocket er tilbuddene begyndt at komme, og Simon Rex står klar til at gribe dem.
”Jeg har ikke noget at tabe. Jeg prøver at tage en dag ad gangen, men filmen åbner nogle døre. Ingen har rigtigt givet mig chancen før, så jeg er glad for, at Sean gjorde!”
Trailer: Red Rocket
Simon Rex
Født 1974 i San Francisco, USA.
Tidligere model, MTV-vært og medvirkede i sine unge dage i små pornofilm.
Er på rollelisten i tre film i Scary Movie-serien.
Har lavet rapmusik under kunstnernavnet Dirt Nasty.
Spiller hovedrollen i Red Rocket, der kan opleves under Cph Pix.
Kommentarer