I hovedet på hovedpersonen

Et vildt action-orgie, hvor alting er filmet fra hovedpersonens synsvinkel.

Ilya Naishuller debuterer med fynd og klem. Hovedpersonen Henry vågner op med hukommelsestab, uden en arm og et ben. Med robotproteser hjælpes han i gang, men snart er konen kidnappet, og Henry på jagt efter banditterne.

Den biografaktuelle Hardcore (originaltitel Hardcore Henry) er et sjældent eksempel på en point of view-film, hvor alting er filmet fra hovedpersonens synsvinkel. Men hvordan ser verden ud fra instruktørens eget pov?

Vi har mødt den russiske punkmusiker og nu instruktør omgivet af computerspil-entusiaster på messen Copenhagen Games i Øksnehallen.

– Hvordan fik du første gang den indskydelse, at du ville filme noget i pov?

”Jeg snowboardede i Italien, og vi besøgte Romeo og Julie-balkonen i Verona. Over for den lå der en elektronikbutik, hvor jeg fik øje på et GoPro-kamera. Jeg blev begejstret og tænkte, at jeg kunne filme, når jeg snowboardede, men optagelserne blev elendige, for jeg er en elendig snowboarder.”

”Men da jeg kom hjem, gav jeg kameraet til min ven Sergey Valyaev, som dyrker parkour. Han tog kameraet på og hoppede lidt rundt i sin baggård, og vi kiggede på det og indså, vi kunne lave en musikvideo på den måde. Den vigtigste forskel var, at vi flyttede kameraet fra hjelmen, for ellers ligner det ikke pov, men nærmere found footage. Først når man anbringer kameraet hér (han gestikulerer foran munden, red.), bliver det pov.”

– Foran munden?

”Ja, når kameraet sidder oven på hovedet, og man kigger ned, så er det ikke sådan, man ser sin krop. Man kan se, at der er noget galt. Men filmet fra munden svarer det til, når man ser med øjnene.”

– Du filmer dine pov-vinkler med vidvinkel, nærmest en fiskeøjeoptik. Men det er ikke sådan, vi mennesker ser virkeligheden. Det er muligt, at øjets optik laver et billede, som er forvrænget, men i bevidstheden bliver forvrængningen og de buede perspektivlinjer repareret, så vi ender med at opleve et klassisk pænt billede med lige linjer. Så hvorfor vælger du og andre filmskabere ofte vidvinkeloptik til pov-billeder?

”Vi testede en masse kameraer og prøvede forskellige optikker. Det, vi opdagede, var, at hvis man er i en korridor, bliver alle linjerne buede. Men hvis man er i et normalt værelse, er det ikke så slemt. Samtidig kan man komme tæt på tingene, modsat hvis man filmer med en 50mm-optik, der mere svarer til, hvordan folk rent faktisk ser.”

”Det handler mest om, hvordan det føles, når man kigger ned og ser kroppen. Om det føles som en rigtig krop. Vi testede også, hvor meget vi kunne bevæge kameraet, uden at man får kvalme af at se på det.”

Startede med musikvideoer
– Du blev tilbudt at instruere en pov-spillefilm på baggrund af din musikvideo Bad Motherfucker, som også er skudt i pov. Men da jeg i går ville se sidstnævnte på nettet, fandt jeg også en musikvideo, der hedder The Stampede, som tilsyneladende er første halvdel af plottet i Bad Motherfucker. Hvad er forklaringen på dét?

”Mine første musikvideoer var klassisk-konventionelle og fik kun omkring 30-50.000 views. Men så lavede vi The Stampede. Jeg brugte 300 dollars på at købe pizza-slices, så folk kom over og hjalp med at lave små stunts og den slags, og lønnen var et stykke pizza.”

”Jeg udsendte den i 2011. Det gik godt, for den fik et par millioner views, plus at nogle steder i Vesten begyndte at skrive om os. Og så var det, vi sagde: ’Lad os lave en pov-video, der er endnu større! Vi fandt nogle sponsorer, og så lavede jeg Bad Motherfucker. Den tog et år at lave, med ni optagedage. Det var besværet værd.”

– Biting Elbows, der har lavet de to sange i videoerne, er dit eget band. Var The Stampede og Bad Motherfucker musikstykker, som du havde lavet før musikvideoerne?

”Med The Stampede er svaret ja. Bad Motherfucker lavede vi til en anden sang fra samme album, men da jeg satte musikken på billederne, fungerede de ikke sammen. Sangen havde bare ikke den samme energi som videoen. Så vi skrev Bad Motherfucker, efter at videoen var færdig. Jeg spillede videoen en time ad gangen, mens jeg sad og hørte guitar-akkorder i hovedtelefonerne og sang alt muligt bullshit, og da jeg fandt på ’I am a bad motherfucker’, tænkte jeg, det er måske lidt for meget, men alle elskede det.”

– Med Bad Motherfucker føles musikken og billedsiden også mere interegreret. Især indledningen virker som et Ennio Morricone og Edda Dell’Orso-vokalstykke, der er med til at fortælle historien.

”Min hustru Darya Charusha er en klassisk pianist og komponist, som har komponeret musikken til Hardcore Henry og en anden film før den. Da vi prøvede at finde ud af, hvordan musikken skulle være i starten af Bad Motherfucker, spurgte jeg hende, om hun kunne komme på noget i retning af Schuberts Ave Maria. Og den musik, hun har lavet, er meget Ave Maria-agtig.”

”Det var første gang, jeg arbejdede med min hustru på noget kreativt, og det fungerede fint. Da det blev tid til at lave musikken til Hardcore, havde vi valgt en stor Hollywood-komponist, som desværre blev forhindret, og så foreslog jeg at give min hustru opgaven. Hun brugte otte måneder på at komponere musikken, og jeg er 100 procent tilfreds med næsten det hele.”

– Sjovt nok er Ave Maria i filmsammenhæng især associeret med en anden pov-sekvens, nemlig slutningen i Fantasia fra 1940, hvor pilgrimmene vandrer mellem træerne, der danner en katedral over dem.

”Det har jeg aldrig tænk på før. Mange ting opstår ubevidst. Såsom cyborg-kostumerne til slut: Jeg valgte nogle ting sammen med min kostumedesigner, og så står jeg på settet med min A Clockwork Orange T-shirt og bliver fotograferet, og da jeg får fotografiet tilsendt, tænker jeg pludselig: ’Holy shit, vores cyborgs ligner Malcolm McDowells bande!’ Det var ikke med vilje, men okay, det er fint at låne fra de største!”

Intet i vejen med stil
– Et sted i Hardcore viser du plakaten fra Lady in the Lake, som i 1947 var verdens første pov-film. Meget fin anerkendelse af rødderne til din egen film!

”Jeg ville også gerne have vist plakaten fra Kathryn Bigelows Strange Days, for starten er min favorit pov-sekvens nogensinde. Men de bad om for mange penge. Jeg ville også gerne have haft The Prodigy-musikvideoen Smack My Bitch Up med. Jeg ville have en reference til hver eneste betydningsfulde pov-ting.”

– Se her, jeg er i gang med at lave en liste over de vigtigste pov-film.

”Spændende, det har jeg aldrig selv fået gjort. Hvornår starter din liste? 1927! The Cat and the Canary! Du har virkelig lavet mere research i pov, end jeg har. Pov er enormt specielt for mig. For hvis pov laves korrekt, er man opslugt. Man er personen. Og ingen andre stilistiske valg bringer tilskueren så tæt på at være en person i filmen.”

– Enig, pov kan anbringe tilskueren inde i personens hoved, så man glemmer alt andet, end hvad den person oplever. Men pov kan også have den modsatte effekt, hvis man begynder at tænke over, hvordan filmskaberne har gjort det, når for eksempel personen laver fantastiske stunts, vist som pov.”

”Første gang, man i The Matrix ser bullet time-scenen, er man mere imponeret over, at de har kunnet lave den slowmotion-effekt, end over, at Neo kan undvige en regn af kugler. Og det er fint. Jeg synes ikke, en af delene er mere vigtig end den anden. Hvis man bliver begejstret over effekten, og det får ens hjerte til at hamre, så fint, og hvis man bliver begejstret over handlingen, så er det også fint. Det er et meget subjektivt valg. I øvrigt: Skriv, at jeg spiser hele vejen gennem interviewet!”

– Gerne og sidst i dette interview vil jeg pitche dig din næste film!

”Lyder godt! Jeg ringer til min agent med det samme!”

– Men inden da: Kan du lide japansk porno?

”Undskyld?”

– Kan du lide japansk porno?

”Jeg ser mange posts med henvisninger til sjove japanske ting, men japansk porno? Det er endnu ikke sket.”

– Din film hedder Hardcore Henry, så en association til porno er uundgåelig. Men jeg spørger, fordi japanerne bruger masser af pov i deres porno.

”Amerikanerne bruger også masser af pov.”

– Ja, i deres gonzo-pornovideoer. Men i Hardcore indgår der en sekvens med en masse blonde ludere, der flokkes rundt om manden, som ligger på ryggen, og det er vist med pov, hvilket under betegnelsen ”harem” er en kæmpestor subgenre i japansk porno.

”Virkelig? Jeg bliver nødt til at lave en masse research i det dér,” siger Ilya Naishuller og griner.

3D er noget lort
– Mens manden hele tiden kæfter op i amerikansk gonzo-porno, hører man ham sjældent eller aldrig tale i japansk pov-haremsporno, hvilket svarer til det stilistiske valg i din film. Hvordan nåede du frem til beslutningen om ikke at lade din hovedperson tale?

”Fem minutter inde i Lady in the Lake brød jeg mig virkelig ikke om, at hovedpersonen snakkede. Det bragte mig ud af filmen, og det vigtigste, jeg lærte fra den film, var: ’Lad ikke din hovedperson tale, for det virker dræbende!’ Når man filmer pov, snyder man tilskuerne for skuespillerens ansigt og de følelser, ansigtet kan udtrykke. Hvad man får til gengæld, er muligheden for at synke ned i personen.”

”Men når personen begynder at tale, siger han ting, man ikke nødvendigvis selv synes, han skal sige, for man føler ikke på samme måde, som han gør. Og så kan man lige så godt stoppe optagelserne og gå hjem.”

”Men på den anden side: Da Timur Bekmambetov – instruktøren af Night Watch – først tilbød mig at lave en pov-spillefilm, syntes jeg, det var en forfærdelig ide. En fem minutters pov-musikvideo? Mægtigt! Men en 90 minutters pov-spillefilm? Det bliver forfærdeligt! Men så tænkte jeg over det og indså, at udført korrekt kunne det blive fantastisk! Hvad jeg prøver at sige er, at jeg besluttede ikke at lade fyren tale. Men hvis nogen sagde til mig: ’Han skal tale.!’ så ville jeg en uge senere finde en måde at gøre det på. Næsten alting kan lade sig gøre.”

– Mange har sagt, at 2016 bliver et stort år for virtual reality, men meget af det, der bliver produceret under betegnelsen ’virtual reality’, er faktisk noget helt andet. Man kigger ind i et 3D-billede, men man kan ikke gå en tur eller blot dreje sig rundt. Alligevel er det en stor oplevelse for de fleste. Hvis du skulle lave en fortsættelse til Hardcore Henry, burde den så ikke laves i 3D?

”Teknikken er blevet testet, og indtil videre ser det ikke godt ud. Problemet er, at når billedet gør sådan her (læner hovedet til siden, red.), gør tilskueren det samme, og bliver derfor søsyg. Jeg har forsøgt at se det, men det var for vanskeligt.”

– Der er et andet diagonalproblem med 3D-film i biografen: Når billedet bliver diagonalt, og man læner hovedet på skrå, forsvinder 3D-effekten. Derfor er der ingen ide i at invitere en pige med til en 3D-horrorfilm, for hun kan ikke læne sig ind til én, når hun bliver bange.

”Jeg fucking hader 3D-film! Og jeg har aldrig set en 3D-film uden at tage mine briller af efter en time og tænke: ’Rend mig i røven!” Jeg ser normalt de sidste tyve minutter uden brillerne, det ligner lort, og jeg hader det! Men alle andre er glade, og studiet tjener penge, så …”

– Mit pitch! Mit venstre øje blev ødelagt, da jeg var seks år, så det er ikke særligt værdifuldt for mig. Derfor kunne vi faktisk udskifte mit venstre øje med et lille kamera, og så kunne du bruge mig som et menneskeligt kamera i din næste pov-film. Gerne noget romantisk, med mange kærlighedsscener. Jeg forestiller mig for eksempel Angeline Jolie til den kvindelige hovedrolle.

”Eller Monica Bellucci?”

– Du har forstået mig!

”Jeg tror virkelig, det ville give os chancen for at skabe noget helt specielt! Vi gør det sgu. Jeg aflyser det projekt, jeg havde planlagt. Vi filmer det med green screen her i Danmark, så du behøver ikke flyve nogen steder hen.”

– Eksotiske locations rundt om i verden ville nu være fint.

”Du kan ikke få begge ting! Eksotiske locations eller Angelina Jolie, du bliver nødt til at vælge!”

– Okay, rimeligt nok. Jeg vælger green screen og Angelina.

”Godt valg.”