Dag 1 & 2: Barske enker og formidabel dansker

Hvis London Film Festival er en andenrangsfestival, lader festivalgængerne sig ikke mærke med det.

Filmbegejstringen vil ingen ende tage, når man møder ligesindede i en billetkø eller på en af de utallige pubs, der gemmer sig i enhver sidegade i den engelske hovedstad.

En af mange fordele ved at komme efter de store festivaler er, at vi har læst anmeldelserne. Vi ved, hvad vi går efter og kan behændigt styre uden om de titler, der kun vil gøre os mellemfornøjede.

Mesterlig kvindekupfilm
Siden Steve McQueen debuterede med Hunger i 2008 har han haft status af en betydelig filmkunstner. Men nogle af os savnede i Shame og 12 Years a Slave den desperate råstyrke, der gennemsyrede hans debutfilm.

Den har han genfundet i Widows. Filmen handler om den ressourcestærke Veronica, hvis bankrøvermand Harry bliver sprængt i småstumper under et kup sammen med sit faste hold og de to millioner dollars, de havde stjålet fra en lokal gangster.

Hun har ikke andet end en notesbog, Harry har efterladt hende, men den har også alle planerne til hans næste kup. Så Veronica ser sig tvunget til at rekruttere de andre enker og gøre mændene kunsten efter.

Tit har kupfilm en vis glamour, men Widows kunne ikke være mere forskellig fra forårets stilige Ocean’s Eight. I denne fortælling er alle drevet af ren nød. Fra underverdenens sølle eksistenser til de bundkorrupte politikere kæmper de for bare at holde sig fra at synke dybere ned i den betændte mødding, der er Steve McQueens Chicago.

Widows er en mesterlig genrefilm, hvor dramaet føles ægte og volden rammer som et fragttog.

Redningshold forulykker
Mads Mikkelsen kæmper også i den bundfrosne overlevelses-thriller Arctic. Her spiller han en forulykket pilot, der klamrer sig til livet ved at overnatte i flyvraget, fiske gennem isen og holde et nødsignal kørende med en hånddreven generator.

Et ørkesløst projekt, fornemmer man. Han mangler allerede et par tæer. Men så er der pludseligt hul igennem. Der er en helikopter i det fjerne, den kommer nærmere i snestormen og stopper i luften lige over ham.

Den styrter ned!

Eneste overlevende er en thailandsk kvinde med et dybt sår i maven, og da der stadig ikke er kommet nogen redning, beslutter Mads – der vist hedder Overgård – sig for at vandre til nærmeste redningsstation, fem dage derfra.

Projektet virker håbløst fra starten, og debutanten Joe Penna fortjener stor ros for, at man alligevel er klinet til lærredet fra start til slut. De fejende smukke billeder af Islands barske natur suppleres af tyngende atmosfærisk musik, der får én til at indleve sig i den dybt menneskelige kamp for overlevelse.

Mads Mikkelsen spiller formidabelt den ordknappe, dybt menneskelige fighter, der mønstrer ufattelig styrke for at tage bare ét skridt mere i den blændende hvide ødemark.

Man fryser i salen.

Kampen mod drengekroppen
Lige så skønt det er at fortabe sig i filmkunsten, lige så stressende kan det være som journalist at skulle holde styr på visningstidspunkter, fremmede biografer og presserende deadlines på en filmfestival.

Når man så endelig har et par timer og ikke aner, hvad der er værd at se, er det ikke helt dumt bare at stille sig i den længste kø, man kan finde.

40 mennesker kan ikke tage fejl, og det gjorde de heller ikke med den belgiske Girl.

Filmen, der vandt Cannes-festivalens Queer Palm-pris tidligere på året og blev hyldet af Ekkos chefredaktør, er et hjerteskærende troværdigt ungdomsdrama om den femtenårige Lara, der presser sin krop til det yderste for at følge med på et prestigefuldt balletakademi.

Imens får hun hormonundertrykkende behandling og drømmer om den operation, der vil kunne fjerne det biologiske levn fra den drengekrop, hun blev født med.

Lara er en stille pige. Holder sig tilbage sammen med de andre tøser, springer brusebadet over efter træning, og snakker udenom, når hendes velmenende far spørger, om der er noget galt.

Debutanten Lukas Dhont indfanger så simpelt og poetisk de bittesmå bevægelser, øjnenes urolige flakken og den forsagte tavshed, der skriger, at alt er ikke ”fint”, hvad så end Lara stædigt påstår.

At hovedrollen spilles af en ciskønnet førstegangsskuespiller, er næsten utroligt. Girl rammer teenagelivets stride skuffelser så præcist, at alle kan spejle sig i historien og følelsen af på den ene eller den anden måde at være forkert. En film, der bør stå på ethvert lærerværelse!

Kaotisk nytårskomedie
Ben Wheatley eksploderede for år tilbage med thrillers som Kill List og den kulsorte kultkomedie Sightseers. Han er nærmest gået i en ny retning for hver film siden: den retrofuturistiske satire High-Rise, den psykedeliske A Field In England og skyd-på-alle-komedien Free Fire.

Hans seneste er ét stort familieskænderi.

Titelkarakteren i Happy New Year, Colin Burstead samler hele sin pukkelryggede familie til et brag af et nytår i en lejet herregård. Det er en lidt kluntet statusmarkering, der får spydige bemærkninger med på vejen af faren, moren, søsteren, vennen, de gamle bekendte og deres børn – og adskillige party crashers, som alle helst var foruden.

Alt sammen bag hinandens ryg, selvfølgelig, mens den ruinerede hertug, der udlejer stedet, agerer forfjamsket kammertjener for de ubehøvlede plebejere.

Satiren er hvas og skænderierne hektiske. Kaosset bliver kun vildere af, at Wheatley klipper mellem fem-seks-syv samtaler på én gang, men alligevel bliver man draget muntert ind i alle de smålige bebrejdelser.

De er nogle utiltalende idioter, men det er vi vel alle sammen fra tid til anden.

Det svære brud
Det gælder også for folk i parforhold og ikke mindst kunderne hos The Breaker Upperers, der specialiserer sig i at sætte et definitivt punktum på andres parforhold.

Den veloplagte, newzealandske komedie handler om et par kvinder, Jen og Mel, der har gjort forretning på at tage den svære samtale for de mange skvat, der ikke selv tør gøre det forbi.

I åbningsscenen gør de det ved – forklædt som betjente – at fortælle en hysterisk hulkende kvinde, at hendes mand er druknet. Så behøver han ikke bekymre sig om alt det skilsmissepjat.

Stortalentet Taika Waititi (What We Do in the Shadows) har været med inde over filmen, og som i hans komedier er humoren så tør, at man får latteren galt i halsen.

”Du hader dine børn!” indskyder Jen, da hendes bror spørger, om ikke det snart var på tide at presse nogle poder ud. ”Nej, jeg …” protesterer han tamt og stopper sig selv. ”Kun ét af dem.”