”Til sidst holder du op med at spille”

Terrence Malicks A Hidden Life har været lang tid undervejs. Filmen havde i flere år titlen Radegund og var omgærdet af mystik. Men den fik endelig verdenspremiere på Cannes-festivalen i foråret 2019.

Her delte den vandene.

Der var dem, som så guddommelig skønhed i instruktørens spirituelle verdenssyn, og dem, der blev trætte af hans billedskønne grublerier om skyld og skam.

Ekkos anmelder hører til de første og giver fem stjerner til den biografaktuelle film om autentiske Franz Jägerstätter, der nægtede at kæmpe for nazisterne under Anden Verdenskrig.

Notorisk sky Terrence Malick har ikke ladet sig interviewe i mange år. Til gengæld ville de to hovedrolleindehavere, August Diehl og Valerie Pachner, gerne tale om den mystiske instruktør bag tiljublede film som Badlands, Den tynde røde linje og The Tree of Life.

”Jeg så alle hans andre film inden optagelserne – og Badlands er min favorit. Jeg prøvede at forestille mig, hvordan det ville være at medvirke i hans film. Og jeg tænkte faktisk, at det ville blive noget med, at jeg skulle køre hånden gennem hveden,” siger 32-årige Valerie Pachner med et grin.

”Men det var noget helt andet og særligt rent faktisk at opleve det. Jeg har aldrig været på en filmoptagelse, hvor der kun er naturligt lys og så store kulisser, at man kan gå hvor som helst hen. Vi optog med et vidvinkelkamera og havde ikke afmærkninger, vi skulle holde os til. Det gav enorm frihed.”

Andægtig stemning
Den østrigske skuespiller bliver suppleret af sin tyske kollega, der spiller Franz Jägerstätter.

”Terrence skabte en atmosfære på settet, der fik alle til at trække sig ind i sig selv og blive stille mennesker. Det var sjovt at opleve, for de var så forskellige personligheder, men alle blev straks fanget ind i hans atmosfære,” siger 44-årige August Diehl, der i filmen spiller over for nu afdøde Bruno Ganz, belgiske Matthias Schoenaerts og svenske Michael Nyqvist.

”Alle film og instruktører ændrer dig lidt, men det her var så anderledes. Og det glædede mig meget at se, at det at skabe film kan være noget helt andet, end jeg er vant til. Det er ikke altid fra A til B. Instruktører har hver deres sprog. Hvis producere og publikum er åbne over for det, bliver fremtiden meget interessant og anderledes,” fortsætter skuespilleren, der ser A Hidden Life som et politisk og personligt værk.

”Terrence sagde til mig: ’Føler du ikke også, at verden af i dag er meget mere larmende, og at vi har brug for et stille sted til os selv, hvor man kan søge sandheden?’ Det er selvfølgelig et politisk budskab, men det er også dybt personligt.”

Lang telefonsamtale
Valerie Pachner blev først castet i A Hidden Life. Selv om det er fire år siden, husker hun tydeligt sit første møde med Terrence Malick – som hun kalder Terry – der gav hende den kvindelige hovedrolle som Franz Jägerstätters kone Franziska.

”I lang tid turde jeg ikke tro på det. Der gik et år, før vi begyndte optagelserne, så i den periode gik jeg og tænkte: ’Nej, det kan ikke være rigtigt.’ Og jeg måtte ikke fortælle om det, så i et år var jeg i et mærkeligt limbo,” fortæller skuespilleren, som får et kæmpe gennembrud med filmen.

”Da Terry ringede til mig første gang, var der ikke noget smalltalk. Vi talte med det samme om verden og livet, og det var en fantastisk snak, som gav mig til lyst til at hænge ud med ham. Vi mødtes først ansigt til ansigt et par dage før optagelserne, men det føltes naturligt, fordi han er et meget åbent menneske.”

Samme oplevelse havde hendes mandlige medspiller, der blev castet et halvt år senere, hvor han øvede en scene med Valerie Pachner.

”Efter et par dage fik jeg et opkald om, at jeg havde fået rollen, og to timer senere ringede Terrence. Jeg troede, at han bare ville snakke hurtigt sammen, men vi talte i 45 minutter om mit liv, og hvordan jeg lever det,” siger August Diehl, som er kendt for roller i Quentin Tarantinos Inglourious Basterds og Den unge Karl Marx.

”Han er en meget nysgerrig mand. Jeg stod på gaden i øsende regnvejr, mens vi talte, så jeg gik ind under et træ og prøvede ikke at blive for våd. Det virkede som en form for tegn, at naturens kræfter var så meget i spil.”

Filosofisk geni
Naturen har nemlig den tredje hovedrolle i A Hidden Life. Filmen foregår i den østrigske landsby Radegund og blev optaget i det bjergrige Sydtyrol.

Franz og Franziska Jägerstätter var jævne bønder, hvis liv blev sat på umenneskelig prøve, da han nægtede at tjene Adolf Hitlers naziregime. Franz Jägerstätter kan næsten fremstå som en Jesus-figur, og de højtsvungne tanker fik frit løb under optagelserne.

”Man behøver ikke være et filosofisk geni ligesom Terry, der jo har oversat Heidegger og sådan noget,” siger Valerie Pachner og griner.

”Men man skal være åben over for at tale om de store emner, som hans film handler om. Og det skete naturligt med A Hidden Life, for så snart man sætter sig ind i historien om Franz og Franziska, er man fanget. Vi filmede i seks uger i den fantastiske natur i bjergene, og så bliver man nærmest tvunget til at tænke store tanker.”

Fuld frihed
Det eftertænksomme krigsdrama er fotograferet af tyske Jörg Widmer, der bevæger sig frit rundt mellem skuespillerne og ofte lader kameraets blik hvile på den imposante natur. Det skabte nogle specielle optagedage for skuespillerne, som Terrence Malick også gav fuld frihed.

”Han stoler utroligt meget på sine skuespillere, og han er ikke typen, der forsøger at forbedre dit skuespil. Han siger ting som: ’Vi skal fange nogle øjeblikke. I dag optager vi scenen, hvor den første tvivl indfinder sig, og hvis du føler for det, kan du sige den her replik. Men hvis ikke, så lad være, eller nøjes med at tænke den,’” fortæller August Diehl.

”Terrence lavede ofte først en scene med dialog, og så optog han den igen, hvor vi kun tænkte dialogen. Og det er ret vildt, hvad der sker i det rum,” fortsætter skuespilleren, der kom på sit livs opgave i A Hidden Life.

”En gennemsnitsoptagelse varede vist 28 minutter. Man kan spille skuespil i syv-otte minutter, men derefter ved man ikke helt, hvad der skal ske. På et tidspunkt begyndte vi bare at kede os, når vi sad og gjorde ingenting. Dér stoppede vi med at spille skuespil, og det er de øjeblikke, han leder efter!”

Den største oplevelse
Valerie Pachner giver sin kollega ret i, at den særlige måde at levere skuespil på har tilført deres præstationer noget ganske særligt.

”Scenerne blev optaget i løbet af dagen både ude i laden, på marken og i køkkenet. Og så tog vi den måske igen ugen efter. Der var ingen pauser, og Terry ville hele tiden have os tæt på ham og kameraet. Vi kunne sidde langt væk og tro, at vi ikke blev filmet, men så opdagede vi kameraholdet,” siger Valerie Pachner.

Hun regner filmen for den største oplevelse i sit liv.

”Det var som en legeplads, hvor vi kunne løbe rundt på gården og gøre hvad som helst. Det gjorde det muligt for os virkelig at være til stede i nuet og ikke tænke på alt muligt andet.”