”Det føltes, som om jeg voldtog hende”

Det må være svært som europæisk instruktør at lave en film om borgerkrigen i Syrien, hvor død og ødelæggelse har sendt millioner på flugt. 

Nej, faktisk ikke, mener belgiske Philippe Van Leeuw, der har noget at have det i. 

Han er aktuel i danske biografer med det intime og intense kammerspil I Syrien, som viser en families forsøg på at holde hverdagen i live, mens skudsalver flyver om ørene på dem. 

”Jeg skriver om almindelige mennesker, som går igennem følelser, der er ret ordinære. Derfor sætter jeg bare mig selv i deres sted og forestiller mig, hvad jeg ville gøre, og hvordan mine karakterer ville reagere,” siger Philippe Van Leeuw, da vi møder ham på Hotel SP34 i København, hvor han er for at præsentere filmen. 

En scene voldte ham dog problemer. Den unge kvinde Halima, som bor med mand og barn hos en familie, bliver voldtaget af to mænd. 

”Voldtægten kunne godt være fremstillet som Halima, der ser to mænd, og så klip til bagefter. Folk ville have forstået, hvad der sker. Men jeg ville konfrontere publikum med det, for det var også svært for os under optagelserne,” fortæller instruktøren og fortsætter: 

”Det var fysisk og psykisk hårdt for skuespillerne og for mig at bede dem tage scenen flere gange. Hun sagde faktisk, at det føltes, som om jeg voldtog hende. Og i klipningen var det endnu en omgang, hvor vi finjusterede scenen i en uendelighed, så den hverken føltes for pæn eller voyeuristisk.” 

Ingen krigsekspert
I Syrien vandt sidste år publikumsprisen både på festivalen i Berlin og ved Cph Pix for skildringen af det barske liv i en krigszone. 

”Det fortæller mig, at folk virkelig engagerer sig i filmen. Temaet er jo lidt svært, fordi det er krig på en realistisk måde og ikke som underholdning. Men folk er kommet til mig efter visninger og har været virkelig rørt,” siger 64-årige Philippe Van Leeuw. 

”Det har været syrere, som har genkendt deres virkelighed, men også folk fra Sarajevo eller Beirut, der har oplevet deres by under belejring og i dødvande.” 

For instruktøren var målet dog ikke at vise, hvordan krig ødelægger lande og områder. Han er interesseret i det menneskelige aspekt, når krigen lægger sig som en dyne over hverdagen. 

”Jeg vil ikke være ekspert i krig. For mig handler det om almindelige menneskers oplevelser og følelser, så jeg vil ikke involvere mig for meget i det politiske aspekt,” siger Philippe Van Leeuw. 

”Jeg deltager kun i politiske arrangementer med filmen, hvis det har med nødhjælp at gøre. I sidste uge viste jeg den ved en EU-konvention i Geneve, hvor debatten handlede om nødhjælp og krigsforbrydelser.” 

Eksplosive billeder
Mange dokumentarfilm og nyhedsindslag har vist, hvordan Syrien er gået til, efterhånden som borgerkrigen har smadret landet mere og mere. 

Men Philippe Van Leeuw syntes, at fokus mest var på antallet af tilskadekomne, og hvordan landet er blevet hærget. Han tænkte, at en fiktionsfilm bedre kunne indfange hverdagens problemer. 

”Det, vi ser i medierne, er bare de mest eksplosive billeder, når en bombe er sprunget, eller der er kamp i gaderne. Vi ser ikke, hvad der sker bag vinduerne i bygningerne. Hvordan folk lever dag til dag,” siger Philippe Van Leeuw. 

Instruktøren ville netop menneskeliggøre disse eksistenser bag vinduerne. Og for at alle ville kunne forholde sig til deres situation, gjorde han den så åben som muligt. 

”Jeg valgte, at vi ikke skal vide, hvor familien står politisk eller religiøst. Er de sunni-muslimer eller kristne? Det er ligegyldigt, for lejligheden skulle være et sted, hvor der er plads til folk med alle slags tilhørsforhold.” 

Naturlig ondskab
Det skulle vise sig at være et svært projekt for Philippe Van Leeuw at realisere I Syrien, som han skrev manuskriptet til allerede i 2013. 

”Jeg ville helst have haft filmen ud i biografer i slutningen af 2013, så folk kunne se, hvordan de her mennesker lever,” fortæller instruktøren. 

”Desværre tog finansieringen alt for lang tid, fordi producenterne havde problemer med at vise en krig på den måde, fordi der skulle tales arabisk og så videre. Så det tog tre år, før vi i 2016 kunne starte optagelserne.” 

Philippe Van Leeuw, der startede karrieren som fotograf, er nu i gang med at finansiere sin næste film, som på mange måder er anderledes end I Syrien og instruktørdebuten Le jour où Dieu est parti en voyage, der handler om folkemordet i Rwanda. 

Denne gang vil han fjerne fokus fra ofrene og i stedet undersøge psykologien i en gerningsmand med historien om en vagtpatrulje på grænsen mellem USA og Mexico. Planen er at starte optagelserne til næste år. 

”Jeg mærkede et stik, da Donald Trump blev valgt. Så jeg begyndte straks at skrive filmen, hvor jeg vil udforske, hvorfor ondskab kommer så naturligt til os mennesker.”