Rocco er pornofilmens Brando

Siffredi er pornofilmens Marlon Brando.

Ligesom method acting-generationen i 1950’erne ændrede vores forventninger til, hvad en karakterskuespiller skal kunne præstere, har Rocco Siffredis ekstreme, grænseoverskridende analsamlejer revideret, hvad publikum i dag forventer af pornoens mandlige superstjerner.

Ingen lever op til Siffredi, men man bør i alt fald forsøge.

Og hvis et menneske nogen sinde har været skæbnebestemt til at ende som pornostjerne, er det Rocco Siffredi. Hans bedstefar levede af sin avlstyr, som besvangrede naboernes køer mod betaling. Og han var også selv en avlstyr, der fik ni børn med sin første hustru og seksten (inklusive Roccos far) med sin næste.

Det var givetvis blevet til endnu mere, hvis ikke tyren havde dræbt ham, da han var 46 år.

Grådig sexappetit
Rocco Siffreddi er selv født i tyrens tegn.

Det skete i den syditalienske landsby Ortona Mare, hvor han blev døbt Rocco Tano. Vennerne begyndte at kalde ham Rocco Siffredi efter Alain Delon, der hedder Rocco Parondi i Viscontis familiedrama Rocco e i suoi fratelli og Roch Siffredi i gangsterfilmen Borsalino.

Han begyndte at masturbere som niårig, udviklede en grådigt seksuel appetit, blev storforbruger af pornoblade og rejste i 1982 til Paris, hvor han blev ven med en pornomodel og filmdebuterede i Marc Dorcels Belle d’amour (1985).

Imidlertid forelskede han sig i en engelsk model og brugte de næste par år på en mainstream-modelkarriere i London. Da forholdet var forbi, rejste han hjem til Italien og genstartede pornokarrieren i Riccardo Schicchis Fantastica Moana med Moana Pozzi.

Han har siden medvirket i over 500 film, skudt rundt om i verden.

Hans første amerikanske filmopgave blev en hovedrolle i John Leslies Curse of the Catwoman (1990) med Ashley Nicole blandt et kuld stridslystne kattekvinder. Efterfulgt af Leslies Chameleons: Not the Sequel med Deidre Holland som en mystisk kvinde, der jævnligt forvandler sig til sin bror, spillet af Rocco Siffredi, som – vistnok uden ironi – kalder det for en af sine bedste skuespilpræstationer.

”Rocco is a madman”
Særlig frugtbart blev hans samarbejde med John Stagliano, i hvis Buttman-serie han gæsteoptræder under navnet Dario, blandt andet Buttman’s Ultimate Workout, Buttman's European Vacation, Face Dance, Bend Over Brazilian Babes, Buttman's British (Moderately) Big Tit Adventure, Buttman’s Big Butt Backdoor Babes og Buttman's Bend Over Babes 4.

Stagliano optog Siffredi i sit Evil Empire og markedsfører hans film i USA under sloganet ”Rocco is a madman!”

Andre vigtige amerikanske film er Andrew Blakes House of Dreams og Secrets samt Alex deRenzys Steamy Windows, Jack Remys The Adventures of Mikki Finn med P.J. Sparxx og Gregory Darks New Wave Hookers 3, hvor Siffredi har gruppesex med Jon Dough, Francesca Lé, Tiffany Million, Lacy Rose og Crystal Wilder.

Siffredi er 1,87 meter høj og atletisk bygget med en 23 cm lang penis som han i 1998 under store vanskeligheder fik omskåret (spontane erektioner flåede gang på gang såret op, very nasty stuff!).

Hans flotte, maskuline modelansigt prydes typisk af en nydelig, mørkeblond pandelok. Men når han stryger håret tilbage, ligner han en mafioso, og når han skuler, kan han minde om Klaus Kinski.

Hans skyggeside kommer frem i Nils ”Moli” Molitors Jekyll & Hyde-filmatisering Das Monster und die Schönen og sammes Dorian Gray-serie Bildnis der Leidenschaft og Spiegel der Lüste samt Max Belocchios vampyrfilm Ejacula.

Blandt hans vigtigste italienske film er Alex Perrys Bella e porca/Wild Attraction/Melange, Signore Scandalose di provincia/Private Love Affair og Miss Liberty.

Pervers Marquis de Sade
Selv er han gladest for sit samarbejde med de tre Jo’er: John Leslie, John Stagliano og afdøde Joe D’Amato, en af de vigtigste italienske b-film-instruktører.

D’Amato lod altid Siffredi instruere sine egne sexscener, blandt andet i kostumefilmen Marco Polo med Tabatha Cash og Tarzan, il figlio de la jungla, som man bør se for mødet mellem Tarzan & Jane (spillet af Siffredi og hustru) samt finalen med Rocco, Nikita & Vicca.

Om D’Amatos Marquis de Sade fortalte Siffredi mig i 1995:

”Normalt bryder jeg mig ikke om bizarre ting såsom urinsex, men når jeg laver noget, jeg holder af, går jeg virkelig op i det. For at skildre den perverse Marquis de Sade var jeg nødt til at lave noget, der var stærkere end bare analsex, noget nyt.” 

”Så jeg lavede en scene med en schweizisk pige, der spiller min pengeglade kusine. Jeg smider penge på gulvet, hun begynder at pisse, og hun må kun samle penge op, til hun er løbet tør! Bagefter begynder jeg at pisse på hende. Før optagelserne havde jeg drukket otte-ni flasker vand, så jeg bliver ved med at pisse i omkring fem minutter. Så kysser jeg hende som en gentleman, og så begynder vi at elske. Det var bare så stærkt!”

Foretrækker det ægte
Siffredi er i dag helt sin egen herre. 

Han blev tidligt frustreret over at skulle indordne sig andre instruktørers idéer om seksualitet og begyndte derfor med Rocco e le storie vere/Rocco and the True Stories fra 1993 selv at producere og instruere, i tæt samarbejde med sin fætter Gabriel Zero.

Filmene, der alle har ham selv i hovedrollen, falder i to kategorier:

En årlig, højtbudgetteret handlingsfilm såsom Rocco Never Dies med Nikki Anderson og Philippe Dean. Han betragter disse film som ren prestige, der høster masser af priser og danner genrens vindue udadtil, men egentlig ikke har hverken hans eller kernepublikummets interesse.

Det, der for alvor rykker – og det beviser salgstallene, understreger han – er de øvrige bånd, hvor han søger at fange en grundlæggende, menneskelig ægthed. Tilskueren varmes op via en mængde løst strukturerede samlejer, ofte gangbangs hvor en enkelt pige betjenes af mænd shanghajet fra Roccos fanklub. I finalen tager Rocco selv spotlyset og demonstrerer, i et vildt analsamleje med den kønneste pige på båndet, hvorfor han og ingen anden er il maestro.

Det gælder for eksempel 30 maschi per Sandy (1993), hvor den debuterende, attenårig Sandy ledes gennem fire dages optagelser med: 1) masturbation, 2) pigesex med Rebecca Lord, 3) sex med fire maskerede fyre, 4) sex med to sorte fyre, 5) gangbang med tyve mænd og 6) anal bondagefinale med Siffredi.

Hovedet i et toilet
Et af Siffredis mest spektakulære fund i nyere tid er den karakterstærke Kelly, som han i When Rocco Meats Kelly pisker med sit bælte, hvorpå hun truer hans pik med sin hårbørste.

Han har også lavet en scene med dansk-norske Dina Jewel i filmen www.roccofunclub.com.

Siffredis favorit blandt sine egne film er Mai dire mai a Rocco Siffredi 1+2/Never Say Never to Rocco Siffredi, hvor modellen Letizia Bisset guides gennem den siffrediske mysterieindvielse, kulminerende med gangbang og analsex i en kickboxing-arena.

Undervejs dypper han kvindens hoved i et toilet, men det og meget andet er fjernet både i de amerikanske og skandinaviske kopier. Vil man være sikker på at se Siffredis film komplet, bør man bestille de italienske kopier via hans hjemmeside på internettet.

”Som instruktør er jeg virkelig vokset indvendigt. Og jeg har fået fyldt en masse tomrum. Folk fik mig til at gøre underlige ting, som jeg ikke fandt erotiske, men som jeg var nødt til at gøre, fordi instruktøren bad om det. Men nu gør jeg så mange ting, som jeg selv tror på, og som er erotiske, først og fremmest for mig og forhåbentlig også for andre. I mine film, jeg sværger ved Gud, vil du se mænd og kvinder gøre utroligt underlige ting!”

”Jeg er aldrig, aldrig brutal med en pige, hvis jeg ikke fornemmer, at hun kan lide det! Det er grundlæggende. Men hvis jeg ser pigen reagere og følge mig, så ender det altid med noget meget hårdt sex. Altid. Men at påføre nogen smerte og ikke andet end smerte, det ophidser mig ikke. Folk tror, at pornoskuespillere kan blive hårde i alle hårde situationer, men sådan er jeg slet ikke. Jeg er den værste skuespiller til denne genre. For mig er sex ikke noget, man kan spille. Det er helt grundlæggende for mig.”

Voldsomme scener
Ved en samtale i 1999 tilføjede han:

”For at blive hård, må jeg føle, at kvinden har det godt. For det er meget vigtigt for mig at give kvinden nydelse. Og med den vellyst bliver mine scener sommetider meget voldsomme, meget voldsomme. Men ud fra mine egne personlige erfaringer kan jeg i dag sige: Piger elsker, når sex starter med kys og slutter med den mest voldsomme sex.”

”For at nå frem til orgasmen, tror jeg, har de brug for at bevæge sig til næste niveau og næste niveau og næste niveau. Niveauerne bestemmer manden og kvinden sammen ud fra deres følelser.”

”For mig er det at filme et øjeblik af stor, virkelig sex. Det kan være kys eller de mest perverse ting, det er lige meget. Det afgørende er at få sandheden ud af tingene.”

Også i kærlighed har heldet fulgt Siffredi. I 1994 stod han i Cannes og manglede en pige til en optagelse. Hans øje faldt på en tidligere Miss Ungarn, den yndige Rosa Caracciolo (egentlig Rozsa Tassi), der straks sagde ja til at pornodebutere med ham i Rocco Siffredi e’ il guardaspalle/The Bodyguard.

De giftede sig i 1996, har fået to sønner og bor i dag i Budapest, som er hans arbejdsplads.

Titanernes sammenstød
Hans hidtil eneste mainstream-film er franske Catherine Breillats Romance (1999), der uden at fremstå som porno rummer flere hardcore-indslag, blandt andet en drømmescene med Roberto Malone.

Caroline Ducey spiller en skolelærer med kærestesorger. Hun har en kort affære med en fremmed mand (Siffredi) på et hotelværelse, hvor han elsker hende bagfra med kondom. Scenen er kølig og prætentiøst pseudofilosofisk, altså typisk fransk, ligesom resten af filmen.

Men Siffredi imponerer, ikke mindst ved at holde sig stiv, mens kvinden kværulerer. Enhver anden havde givet op efter to minutter.

Kondom bruger han normalt ikke på film. Han har lidt af herpes, siden han var ganske ung, og må have smittet tusindvis af piger. Der findes også historier om piger, der har måttet på hospitalet efter nærkontakt med Rocco. Eller også har folk bare lagt for meget i en anekdote, fortalt med et glimt i øjet.

Toni English’ Jenna Loves Rocco (1995) – med Rocco Siffredi som jaloux, siciliansk hustrumorder og Jenna Jameson som promiskuøs sadomasochist – forener 90’ernes to største pornostjerner, men er trods potentialet en uopfindsom og uambitiøs rutineopgave. Kun værd at se for parrets ene fælles sexscene, en heftig affære, også selv om Siffredi nægtes adgang via bagdøren.

”Jeg var lidt nervøs i starten, for jeg frygtede, han ville overskride alle mine grænser. Men til min overraskelse var han både sød og hensynsfuld. Og han respekterede mig!” fortalte Jenna Jameson mig i 1999.

”Jeg blev meget betaget af ham. Han er en ekstremt lidenskabelig mand, og jeg holder meget af folk, der virkelig bringer deres personlighed ind i deres sexscener. Jeg tror, jeg er lige så lidenskabelig, som Rocco er, så da vi mødtes, var det som The Clash of the Titans. Jeg bliver aldrig den samme igen. Jeg kommer i hvert fald aldrig til at gå normalt!”