Nekrolog: Ib Melchior (1917-2015)

”Reptilicus’ far,” vil de fleste danskere nok kalde ham, men selvom han begik manuskriptet til en af verdens ringeste kæmpemonsterfilm, bør Ib Melchior huskes for meget andet:

Som dekoreret krigshelt, der nedkæmpede nazisternes hemmelige undergrundshær. Som den danske Sven Hazel, forfatter af en række internationalt succesrige spændingsromaner (hvoraf Sleeper Agent i den grad kalder på en dansk filmatisering!).

Og som en opfindsom filmskaber, der i Hollywood trods små midler signerede et par af 1960’ernes mest unikke science fiction-fortællinger.

Landgang i Normandiet
Ib Jørgen Melchior, født den 17. september 1917, var søn af den verdensberømte Wagner-tenor Lauritz Melchior. Ud over at optræde på verdens store scener havde faren en lille filmkarriere i 1940’ernes Hollywood, hvor han i øvrigt er en af de to danskere, der har signeret en flise foran Grauman’s Chinese Theatre.

Ib Melchior har skrevet om sin fars karriere i biografien Lauritz Melchior: The Golden Years of Bayreuth.

Trods en fin akademisk uddannelse på Københavns Universitet var også sønnen tiltrukket af de skrå brædder. I 1937 sluttede han sig til en omrejsende skuespillertrup, hvor han lærte faget både på og bag scenen. I 1938 ankom truppen til USA, hvor han kort efter, ret ubegribeligt, blev stage manager på et af verdens mest berømte teatre, Radio City Music Hall.

Efter angrebet på Pearl Harbour søgte Ib Melchior, der var midt i at ansøge om amerikansk statsborgerskab, ind i den amerikanske hærs Counterintelligence Corps. Han fik en officersuddannelse og blev i 1945 sluppet løs i Normandiet, hvor hans lille deling gik i flæsket på nazisterne.

Han kunne sidenhen fortælle om sine eventyrlige bedrifter bag fjendens linjer, så man lo, græd og gyste, og oplevelserne kom til at inspirere hans romaner og et par af hans tidligste film samt selvbiografien Case by Case.

Kæmpevilla i Hollywood
Efter krigen arbejdede Melchior nogle år i New Yorks tv-branche, blandt andet som instruktør af omkring 500 afsnit af diverse tv-programmer. Han begyndte også at skrive manuskripter.

På et tidspunkt i 1950’erne flyttede han videre til Hollywood, hvor faren forærede ham en labyrintisk kæmpevilla lige over for det legendariske luksushotel Chateau Marmont.

Han giftede sig med den kendte arkitekt Cleo Baldon, hvis designs var synlige overalt i Los Angeles. Sammen gav de huset en varm og personlig indretning med souvenirs fra krigens dage, rekvisitter fra filmprojekter og små hjemmelavede tableauer bygget over centrale scener i Melchiors romaner.

Her besøgte jeg parret første gang i 1981 for at lave et interview til vampyrbladet Nosferatu, og mange gange siden. Sammen har de skrevet to kaffebordsbøger om arkitektur, Reflections on the Pool og Steps & Stairways. Et af billederne i sidstnævnte er taget fra køkkenvinduet i min daværende lejlighed på Ryesgade.

The rat-bat-spider-crab
På filmfronten blev science fiction-genren og b-filmen Melchiors skæbne. Det startede med The Angry Red Planet (1959), der især huskes for sine psykedelisk røde farver, som med mytologisk kraft placerer os på en ekspressionistisk version af Mars, hvor vi møder det fabelagtige rumvæsen the rat-bat-spider-crab!

Filmens producent var Sidney W. Pink, som kort efter ankom til Danmark, hvor han producerede fire spillefilm: Elefanter på loftet (1960), Journey to the Seventh Planet (1961), den danske Reptilicus (1961) og den amerikanske Reptilicus (1962), de tre sidstnævnte med manuskript af Melchior.

Med sin historie om astronauter, der på en fremmed planet møder deres medbragte minder, har Journey to the Seventh Planet interesse som en selvstændigt udtænkt parallel til Stanisław Lems 1961-roman Solaris (filmatiseret i 1968, 1972 og 2002), men huskes af de fleste nok især for Otto Brandenburgs sjælfulde blip-blop titelsang.

Filmen fik amerikansk premiere dubbet til engelsk, men blev aldrig vist herhjemme, og den dansksprogede originalversion er desværre gået tabt.

So bad it’s good
Reptilicus er titlen på to forskellige film, den ene instrueret af Poul Bang og indspillet på dansk, den anden instrueret af Sidney Pink på engelsk.

I USA måtte de danske skuespilleres engelske dialog dog dubbes af amerikanere. Kjeld Petersens dialog blev således indtalt af Ib Melchior, der også måtte instruere nye scener, da Pinks version af den amerikanske investor var blevet vurderet som ubrugelig.

Intet kunne dog redde den danske version af Reptilicus fra at ende som nationens mest uimodståelige makværk: So bad it’s good. I dag er filmen kult og dyrkes på mange sjove måder. Da Melchior skulle være gæst på Natfilm Festivalen i 1998, inviterede jeg ham og Nicolas Winding Refn til middag i Det Kinesiske Tårn, hvor vi morede os over den tanke, at tårnet i filmen bliver spist af Reptilicus.

17. marts 2010 blev den danske version af Melchiors Reptilicus-manuskript endog opført som skuespil på Eventministeriet i Skuespilhuset, der hører under det Det Kongelige Teater. Desværre glemte de at nævne Ib Melchior i forestillingens credits.

Tiden løber løbsk
Efter Reptilicus sluttede samarbejdet med Pink, og kvaliteten i Ib Melchiors film steg markant, startende med The Time Travelers (1964), som han både skrev og instruerede.

Filmens trickeffekter er helt unikke, udført live foran kameraet og selv i dag vanskelige at gennemskue. Engang i 1980’erne hjalp jeg Melchior med at arrangere en visning af filmen i Delta Bio, for medlemmerne af tryllekunstnerforeningen Magisk Cirkel. De fik forklaret alle hemmelighederne, men ellers holdt han tæt.

Det mest overrumplende element i filmen er dog finalen, hvor tidsparadokset løber løbsk. Det er en af filmhistoriens mest enestående og overrumplende slutsekvenser, særlig udsøgt derved at den ikke kunne have været fortalt i andre medier. Det ville være en dødssynd at afsløre den!

Skrivearbejde realiseret af andre instruktører bar frugt i form af perler som Byron Haskins velfortalte Robinson Crusoe on Mars (1964), Mario Bavas visuelt sublime Terrore nello spazio (Planet of the Vampires, 1965) og Paul Bartels kulsorte kultkomedie Death Race 2000 (1975), der bygger på Melchiors novelle The Racer.

Med David Carradine og Sylvester Stallone i hovedrollerne skildrer Death Race 2000 et fremtidigt racerløb, hvor man får point for at køre fodgængere over. Den blev genindspillet med Jason Statham i 2008, og igen manglede Melchiors navn i credits – producenten Roger Corman havde valgt at nævne sig selv i stedet!

Skuffelser og retssager
På tv-fronten må blandt Melchiors værker fremhæves The Premonition (1965), et nervepirrende, fremragende skrevet tidsrejseafsnit af tv-serien The Outer Limits (1963-65).

Men der var også skuffelser.

Én ting er, at Melchiors film er blevet planket af senere filmskabere (Robinson Crusoe on Mars spøger i Enemy Mine, og Terrore nello spazio i Alien). Imitation er som bekendt den ærligste ros, og Melchior byggede også selv videre på andres forlæg, blandt andet i sit prisbelønnede skuespil Hour of Vengeance efter Saxos Amled.

Men man kan næppe bebrejde ham mange års bitterhed, efter at han i 1964 foreslog tv-producenten Irwin Allen en science fiction-udgave af Johann Wyss’ adventure-roman Der Schweizerische Robinson (1812). Måbende måtte han se på, mens Allen uden nogen form for anerkendelse eller honorar ord for ord kopierede Melchiors oplæg i tv-serien Lost in Space (1965-68), i 1998 efterfulgt af en spillefilmversion produceret for 80 millioner dollars.

Selvom sagen er overbevisende dokumenteret i bogen Lost in Space – The True Story, blev Melchiors forsøg på et sagsanlæg flere år efter afvist.

I det hele taget må man sige, at Melchiors sene årtier var præget af mange sådanne ørkesløse kampe mod systemet. Især kæmpede han endeløst for at vinde rettighederne til sit fars gods, Chossewitz i Brandenburg. Det var blevet beslaglagt af nazisterne og siden konfiskeret af Østtyskland, men trods internationale aftaler aldrig leveret retur.

De sidste gange, jeg besøgte Ib Melchior i hans hjem, sad han i timevis og fulgte med i tv-transmitterede retssager, og hans egne retssager fyldte meget i hans og hustruens årlige julekort.

Støtte og opmuntring
Jeg blev selv involveret i en Melchior-associeret retssag, fordi jeg havde kaldt et natligt tv-sexprogram for Tivoli Night – frække forlystelser på SexTV.dk efter Birthe Wilke-sangen Tivoli Night i Reptilicus.

Det brød tivoliet i København sig ikke om, og da vi tabte sagen i Højesteret, sendte Melchior mig det sødeste brev, et menneske nogensinde har sendt et andet med tilbud om støtte og opmuntring.

Han var virkelig et godt menneske.

Cleo Baldon gik bort den 12. oktober sidste år. Man fornemmer, at Ib savnede hende og fulgte efter. Parret efterlader sønnerne Dirk Arin Baldon (der i den amerikanske Reptilicus kan ses som bonden, der løftes op af monsteret) og Dr. Leif Melchior.